Du har lige haft det største enkeltstående tab af fly siden 2. verdenskrig. Hvad ville du gøre, hvis du spillede Moderne Risk i Ukraine?
I tirsdags den 9. august, omkring kl. 15:20 lokal tid, fik ukrainske enheder landet, om ikke et uppercut, så i hvert fald en lige højre, direkte ind på kæben af det russiske flyvevåben.
Hvordan det præcist skete er stadig en smule uklart for de fleste. Der er dog en del elementer, som efterhånden er tydeligt. I dette indlæg har jeg blot indsamlet lidt tilgængelige oplysninger og sat dem sammen i en rækkefølge, der burde tydeliggøre overfor os alle sammen, hvad der som minimum er foregået. Hvis du ikke har set det før nu, er der her to små videoer der giver et indblik i øjeblikket:
Som udgangspunkt ved vi hvor flybasen ligger, og hvor langt væk fra fronten den er. Den er cirka 220 km. væk, og flybasen ligger her, omkring 75 km. nord for Sortehavsflåden i Sevastopol:

Hvad stod der så derinde, før angrebet ramte? Anton Gerashchenko har gjort sig den ulejlighed at tælle sammen, og tydeliggøre det via disse fire billeder:
Det er ikke hele dette område som bliver direkte ramt af de første detonationer. Dette her er et farvekorrigeret satellitbillede af det område cirka fire timer før angrebet. Billedet leveres af Planet Labs:

Som det fremgår, er der en del materiel til stede. Dygtige mennesker har talt i alt 40 forskellige fly, spredt udover forskellige billeder af basen. Men vi nøjes med det sidste udsnit, da det er her angrebet foretages. Bemærk de to bygninger i hvert hjørne af området, og bygningen i midten. Det er nemlig blandt andet dem, der bliver ramt. Se det næste billede. Et krater i jorden kan anes. Dette er et solidt bevis på at der er brugt en form for missil eller raket, og kan i vid udstrækning udelukke teorier om sabotage, specialtropper, spontan selvantændelse, og en del andre ord med s.

Destruktionen er enorm, og vi kan se at de forskellige bygninger er røget i luften. Det næste billede er et farvekorrigeret sort/hvidt foto af samme område. Her fremstår der tre store kratere meget tydeligt. Sammenlignet med størrelsen på flyene er krateret som minimum 18-20 meter bredt. Der skal en væsentlig mængde sprængstof til for at lave sådan et hul, og der skal rigtig god præcision til for at ramme lige præcis dét, der får helvede til at bryde løs. Det fortæller os en del om våbentypen, men ikke det hele.

En komplet skadesopgørelse er stadig under udarbejdelse, men følgende fly er allerede dokumenteret som værende tabt:
4 Su-30SM multirole aircraft (destroyed) -
6 Su-24M/MR strike/tactical reconnaissance aircraft (5, destroyed, 1x damaged)
10 af de dyre. Indtil videre. Det er som nævnt, efter min bedste overbevisning, det største enkeltstående tab af militærfly for nogen nation siden 2. verdenskrig. Selv hvis angrebet blot er nummer to eller tre på den liste, så er det virkelig et stort slag for flyvevåbenet. Hvor stort, afhænger især også af mandskabstabene, samt det faktum, at den russiske hærledelse (og Kreml) med denne overraskende rækkevidde hos Klitschko og Co. nu er nødt til at tænke sig rigtig godt og grundigt om. Lidt mere om det senere.
Andre påpeger at det formentlig er helt op til 14 fly som kan være ødelagt:

Om det er 10, 12, 14 eller 25 skal nok blive opklaret. Uanset hvad, så er det et meget markant enkeltstående tab. Udover flyene, er der selvfølgelig skader på logistik, ammunition, brændstof, mandskab etc. Det må formodes at andre fly eller kritiske dele af dem har taget skade. Her er det en parkeringsplads tilknyttet lufthavnen. Den ligger lige knap 600 meter fra nærmeste detonation, og understreger dermed voldsomheden i angrebet, og at diverse andet udstyr mellem disse biler og eksplosionen kan være ramt.
Her er det en civil bil, forhåbentligt en parkeret én af slagsen, som har fået en 5-6 meter lang jerndrager boret igennem sig. Der der skal lidt til for at den slags sker, og det fortæller os igen, at tabene må være omfattende:

På dette her farvekorrigerede billede over området er forskellen tydelig. Som et slags russisk før- og efterbillede, kan vi se destruktionen. Stay in school, kids:

Dette angreb er et direkte resultat af en øget rækkevidde på enten raketter eller missiler. Det er kun hvis Ukraine har sejlet eller kørt et system tæt på, at ellers ville kunne komme inden for rækkevidde. Det mest oplagte er HIMARS. For lokale rapporterer at de hverken har set eller hørt noget før eksplosionen. Den oplysning, sammenholdt med afstand, præcision og sprængstofsmængde taler for ATACMS. Vi får se. Uanset hvad, har de ukrainske boksere fået længere arme.
Men hvad får den øgede rækkevidde så af betydning? Svaret kan få vi inden ganske længe. For der er andre særdeles modne og saftige lavt-hængende frugter der kan plukkes. Jeg skal forsøge at give et kort indblik i dette på et senere tidspunkt. Indtil da kan vi så mundhugges om hvilket angreb der er mest spektakulært - Sænkningen af Moskva eller Mosningen af Saki?