Ballade & Blyatskrieg i Bakhmut

Om krigen i Ukraine.


Overskriften på dette indlæg kunne være titlen på en elendig actionfilm med Steven Seagal. Der dør også nogenlunde ligeså mange af the bad guys.


Før vi dykker ned i mudderet omkring Bakhmut, kommer der lige lidt hurtig baggrundsinformation. Byen var før krigen beboet af omkring 75.000 mennesker. Det er mange mennesker, men i forhold til krigens omfang må Bakhmut siges at indtage en mindre birolle. Skulle man tro. For byen er blevet skueplads for nogle af de hårdeste, og mest brutale, kampe siden Ruslands fuldskala invasion startede. Dengang den russiske hær havde besat Izyum og Lyman, og lavede daglige angreb med hele musikken fra nord mod hovedbyerne Slavjansk og Kramatorsk, der havde Bakhmut en væsentlig taktisk værdi.


Jeg har på enkel vis tegnet ind på følgende kortudsnit over området, hvordan situationen nogenlunde så ud, før den ukrainske modoffensiv mod Izyum og Lyman. Bakhmut er markeret med sort, og det er tydeligt, hvordan planen fra russisk side var tænkt. Hvis Bakhmut blev erobret, kunne der åbnes to nye fronter mod Slavjansk/Kramatorsk, fra syd og sydøst:


Sådan gik det som bekendt ikke. De russiske enheder ved Izyum var ganske enkelt færdige med at deltage i denne krig, og deres positioner var plukkemodne. Dermed røg deres plan i vaskemaskinen(!), og også derfor har jeg gentagne gange udtryk ret stor undren over, hvorfor den russiske hær bliver med ved at sende bølger af angreb mod de befæstede ukrainske stillinger i Bakhmut. I og med at Slavjansk/Kramatorsk ikke længere kan trues, virker det fortsatte angreb på Bakhmut som en beslutning der er drevet af en vis mængde stædighed, stolthed, og, som så ofte før, penge. Når man skal forstå en situation, er det altid en god ide også at kigge på, hvem der tjener på misæren.

Russisk jagerfly får ild i rumpen og en varm weekend, efter mødet med et ukrainsk manpad. Husk lyd - i denne video.


Vi skal nemlig huske på, at det primært er Wagner Gruppen der angriber her. Og de vil gerne opretholde myten om at de er en effektiv kampgruppe, som despoter og psykopater verden over med penge på lommen kan hyre til skumle og brutale formål. Wagner bruger nu, som tidligere beskrevet, i vid udstrækning russiske indsatte, og de får penge for at sende dem i kamp. Umiddelbart ikke en situation, som Kreml er utilfreds med. Deres ven, Yevgeny Prigozhin, får overført en masse af statens midler til videre cash-back distribution (klassisk korruptionstrick), og samtidigt får de tømt lidt ud i fængslerne og ryddet op i landets mere tvivlsomme del af befolkningen. Det er, vurderer jeg, ikke en situation som de er udprægede utilfredse med. De kan slide på det ukrainske forsvar og måske endda indtage Bakhmut, uden at den russiske civilbefolkning brokker sig særligt meget over hvad der sker på fronten. Lige her, i det mindste.


Det er, som jeg ser det, primært disse tre årsager der driver deres tiltagende vanvittige angreb på Bakhmut. Den militære gevinst ved at indtage byen vil være til at overse, med mindre der er rigtig meget som jeg og andre har overset. Ukrainske enheder står nemlig nogenlunde solidt placeret i andre stillinger både nord, nordøst og vest om byen, og det vil være en særdeles svær position at forsyne fra russisk side. Noget nær umulig på sigt, vil jeg mene, da forsyninger skal bringes frem under ukrainsk beskydning. Da de russiske tropper de fleste andre steder er presset til forsvar og retræte, virker de konstante angreb og voldsomme tab de medfører, endnu mere tåbelige, for ikke at sige decideret vanvittige.


Russisk fremrykning bliver mødt af ukrainsk artilleri. Bemærk området der bærer en smule præg af de vedvarende hårde kampe. Hele området øst og sydøst for Bakhmut er én stor slagmark.


Status efter weekendens kampe er, at de kæmpende enheder er nogenlunde tilbage ved samme positioner som de har befundet sig omring i månedsvis. Kampene om Bakhmut er i sit femte måned, med voldsomme tab på begge sider til følge. Byen er som sagt en mindre by, og set fra et militærtaktisk synspunkt er intet der retfærdiggør de lidelser som soldaterne har gennemgået og gennemgår. De ukrainske forsvarsstyrker har intet andet valg end at forsvare byen, og fra en generals synspunkt går det fremragende. De angribende russiske styrker modtager væsentligt flere tab end de forsvarende ukrainske ditto, så set med den ukrainske hærledelses nødvendigt kyniske briller, er situationen sådan set rigtig god, så længe den er nogenlunde under kontrol. Af den årsag, at Rusland bløder mandskab og ressourcer på et meget højt niveau her.

Store mængder dræbt russisk infanteri er hverdag under kampene om Bakhmut.


I det følgende skal vi se en lang række eksempler på, hvorfor at den ukrainske hærledelse ikke rømmer Bakhmut, men derimod hælder ekstra gas på deres komfur her. Kødgryden koger nemlig, og især de seneste 3-4 uger har været særligt grimme for angriberne.


Russerne har forsøgt en enorm mængde mere eller mindre direkte angreb på Bakhmut, med varieret succes. De har også forsøgt en række angreb fra flanken, og dette har de absolut ikke haft held med, da de dermed, især nord for Bakhmut, kommer indenfor rækkevidde af en væsentlig mængde ukrainske artillerienheder der operer omkring Sivertsk. Her er det en russisk kolonne som forsøger at komme rundt om Spirne for at forstærke Bakhmut. Detn gik ikke. Du kan næppe undgå at bemærke den lille eksplosion. Det er et UR-77 minerydningskøretøj - den vi tidligere har set herinde. Den har en ... del sprængstof med ombord:


Lige øst for Bakhmut ligger en asfaltfabrik, på et højdedrag. Positionen har skiftet side flere gange, og der er efterhånden ikke meget tilbage af fabrikken. Højdedraget er vigtigt, fordi det giver mulighed for at overvåge og daske løs på stillinger øst for byen. I denne video ser vi ukrainsk artilleri blødgøre de russiske stillinger før angrebet der erobrede området tilbage på ukrainske hænder:


De ukrainske enheder der forsvarer Bakhmut, er voldsomt aktive med brugen af diverse droner. Slaget har udviklet sig til en stillingskrig, hvor infanteriet er gravet ned, og kun opnår meget små terrænmæssige gevinster. Fastlåste stillinger er en god mulighed for at sætte droneoperatørerne i spil, da de under de rette betingelser (svag vind) kan ramme plet fra op til 300 meters højde. Denne højde gør det svært for infanteristerne i stillingerne at høre og se dronen. Som her, hvor russiske infanterister bliver udsat for et pletskud:


I visse tilfælde er det dog helt tydeligt at dronen flyver lavere, og vi får næsten øjenkontakt med de russiske soldater, før granaten rammer. Her er det en samling russiske soldater, og den sårede på båren der opdager, hvad der er på vej. De fleste granater der droppes mod infanteri har ikke til formål at dræbe dem. Blot såre dem tilstrækkeligt til at de bliver ukampdygtige og er en belastning for deres egen enhed. Det ved enhver veteran fra kampene i Jomfru Ane Gade & Omegn:



Dronerne er selvsagt bedst at benytte i nogenlunde roligt vejr, hvor vinden ikke forstyrrer granatens bane så meget og hvor det er nemmere at stabilisere dronen over et mål og tage sigte. Den dygtige operatør vil lære at tage højde for vind og vejr. Den heldige operatør skal være glad for at granater alligevel kan gøre store skader selvom det ikke er et pletskud der leveres:


Det begynder at blive koldt i Ukraine. Og jeg tror, som tidligere beskrevet, ikke på, at den russiske hær er bedre forberedt på vinteren denne her gang, end den var i marts i år. Jeg kan ikke se, hvordan det skal blive en fornøjelig tid i de russiske stillinger, selv hvis de ikke kommer under beskydning. Her er det en drone der angriber sovende russiske infanterister i nogle meget interimistiske stillinger. Det kan godt gå hen og blive en våd og halvkold affære at være frontlinjesoldat i den russiske invasionsstyrke undervejs i vinteren 2022/2023:


Når træer og buske ikke længere har blade, øges anvendeligheden af droner. Både ift. overvågning, men også i forhold til eliminering. Det gør det virkelig svært at gemme sig for luftbårne enheder, og det øger kravene væsentligt til kunstig sløring af din stilling. Såfremt du ikke har bygget en ordentlig stilling og/eller sløret den godt, så kan du som russisk soldat godt forvente en lille hilsen fra himlen i denne vinter. Dronernes arbejde på fronten ved Bakhmut har sammen med ukrainske kampvogne og artilleri i den grad gjort indhug i den russiske kampkraft her. Læssevis af angreb fra de genmodificerede panzermyg, døgnet rundt. Det giver store mængder sårede og døde der skal håndteres. Selv fra store højder er det nemt hurtigt at identificere relevante mål:


Selv når målet er ganske snævert, kan en dygtig operatør ramme plet. Der er nogle der mener, at dronerne som angrebsvåben ikke er værd at nævne. De må enten være uvidende, Kremls betalte papegøjer, og/eller komplette idioter. Udover at pådrage de russiske enheder voldsomme tab af mandskab, materiel og ammunition, så er den psykiske faktor fra droneangrebene ikke at underkende. Hvis soldaterne ved, at døden kan komme fra himlen når som helst, så kan det være en smule svært at finde ro. Den følelse, altså risikoen for den pludselige og tilfældige død, har de fleste soldater i krig med sig overalt. Men den kommer i kraftigt varierende grader og kan virke direkte invaliderende over tid.


Ekstrem apati kan blive udbredt under vedvarende hårde psykiske og fysiske prøvelser, og apati blandt infanteriet, især den kampaktive del, er endnu en farlig og ubekendt faktor for en hærs samlede kampkraft. Denne apati udløses især når følelsen af blot at modtage tæsk, og ikke være i stand til at skyde den anden vej, får overtaget blandt dem, der ligger i de forreste linjer og dukker sig. Her er det to sovende russiske soldater, der nok aldrig bliver vækket igen:


Som tidligere beskrevet, er der under en krig nogle komplet absurde situationer som nærmest er taget ud af en halvdårlig krigsfilm. Her er det en russisk soldat, der ligner han bare er grundlæggende pissehamrende træt af det hele, som snyder døden flere gange. Friskt gået, og et imponerende nærvær, situationen til trods:


Langt de fleste af de granater som dronerne dropper, er gamle mortérgranater fra Sovjet. De opgraderes med styrefinner skabt på 3D-printerne overalt i Ukraine. Ukraine (og det meste af Østeuropa) har store mængder af mindre kaliber granater fra Sovjettiden på lager, og derfor er kombinationen af moderne droner, plastikfinner og eventuelt en justeret tænding til granaten et væsentligt bidrag til krigsførelsen. Så meget, at produktionen selvfølgelig er sat i system, og folk der før havde 3D-print eller droneflyvning som hobby (eller profession) befinder sig nu i rigt mål langs fronten, godt i gang med at mule de russiske soldater. Præcisionen kan som sagt være rigtig god, hvis alle forholdene tillader det. De russiske frontlinjestillinger skal opgraderes væsentligt for at kunne modstå en vinter med både kulde og ukrainske angreb:



Vi er stadig i gang med Bakhmut, og jeg begynder at fornemme at du ligesom har fattet min pointe og påstand omkring de voldsomme kampe, og de store tab som påføres begge sider. Jeg kan dog afsløre, at en vurdering jeg selv tillægger stor værdi, vurderer at de russiske tab omkring Bakhmut skal måles i en faktor 5.5:1 eller 6:1 i forhold til de ukrainske. Det betyder også, at de russiske samlede tabstal (døde+sårede+etc.) for frontafsnittet er mindst 12.000 mand for hele perioden. Ukraine har omkring 1400 dræbte soldater, og et langt større antal sårede. Det er enorme tab for den russiske side, men de virker som sagt ikke synderligt påvirkede af tabene på dette afsnit, jvf. tidligere kommentarer.


Det er den ukrainske side derimod, hvor de mange døde ukrainske soldater begrædes tungt, men også har medført et nærmest folkekrav om at soldaterne ved Bakhmut skal yderligere forstærkes så de kan holde stand, så kammeraternes død ikke vil være forgæves. Den civile indsats der foregår for at støtte de ukrainske soldater er enorm. Den er ikke blevet mindre som følge af det heroiske forsvar af Bakhmut, hvor flere selvstændige organisationer på det seneste har ført store mængder kritisk-nødvendige forsyninger frem.


Flere steder omkring byen er det som sagt én stor slagmark. Der har været voldsomme kampe i månedsvis, og det sætter sine spor. Bemærk i denne video, hvordan området er totalt sønderskudt, og også hvordan, de russiske angribere får en gedigen røvfuld. De kæmper som sagt med virkelig at komme ind i Bakhmut, og få fodfæste til at bringe mere materiel og forsyninger frem. Deres kolonner bliver som oftest mødt af velforberedt ukrainsk ild:


Ofte minder kampene om decideret skyttegravskrig, hvor de forsvarende styrker skal holde deres skydestillinger mens de angribes med mange former for våben. Her er den en tidligere video (bemærk træernes blade) der viser os et glimt af kampene set fra hjelmen. Husk lyd:


Store dele af området omkring Bakhmut er mineret, og bliver yderligere forsøgt mineret når nattens mulm og mørke indtræder. Som i så mange andre dele af samfundet, er der en del lyssky aktiviteter der finder sted, når mørket falder på. Det forekommer usandsynligt, at denne anti-tankmine har ligget der hele tiden, totalt uberørt af de mange nedslag eller andre køretøjer. Men det er blot spekulation fra min side, og faktum er, at der er en russisk kampvogn færre og at vi igen tydeligt kan se, hvorfor det ikke er sådan ligetil at komme frem til Bakhmut, når man hverken har et særligt anvendeligt flyvevåben eller modtager døgnrapporter om slagmarkens natlige bevægelser.



De massive tab af russisk mandskab har varet længe, men der er ikke umiddelbart noget der tyder på, at de har tænkt sig at stoppe op. Jeg troede som beskrevet at Bakhmut ville falde. Jeg tog fejl, men risikoen er der desværre endnu. Det forekommer dog mere og mere usandsynligt, eftersom at angrebenes karakter mere minder om desperation, fremfor kombineret krigsførelse med mange typer af materiel involveret. Der er et stort antal eksempler på grupper af infanteri der uden videre støtte forsøger at kæmpe sig fremad. Og så er altså svært mod en fjende der har skudt sig ind:


Og her et par pletskud på udsatte grupper af russiske soldater:



De videoer vi har set i dette indlæg om dette trods alt mindre frontafsnit, er fra kampene om en by på 75.000 mennesker. De viser os, hvor vanvittigt og menneskefjendsk krig det er, og hvor håbløst og tåbeligt det er at starte den slags. De enorme lidelser der gennemleves her er nytteløse og bringer intet godt med sig. Der er ikke noget godt formål med dem. De ukrainske enheder forsvarer med rette deres land. De har ikke et valg, men det ændrer ikke på, at meningsløsheden hersker og at krig er så ufatteligt grimt. For at understrege min sidste pointe, er der her en skrap video (obs!) der viser den der tilfældige side af krigen jeg har berørt et par gange. Hvordan det er marginaler, der afgør, om du lever eller om du dør. Om du er modig, eller om du taber ansigt. Tilfældighedernes spil. Som her, hvor en granat er på afveje, men bander på en presenning. Back, and to the left:



Kampene om Bakhmut fortsætter. Der er mange analytikere og iagttagere, der forventer en nedfrysning af kampene i takt med at vinteren sætter ind. Jeg er ikke en af dem. Jeg tror derimod, at kampene vil tage til her, og at der er gode mulighed for en ukrainsk modoffensiv. De russiske stillinger er ikke egnet til daglange perioder hvor temperaturen er under nulpunktet. Vinteren kan medvirke til at suge den nødvendige kampkraft ud af deres mandskab, og der er ikke mange steder, deres infanteri kan gemme sig.


Det er ikke utænkeligt, at Ukraine vil forsøge en offensiv her indenfor 3-4 uger. Mængden af fjendtligt artilleri og materiel er for nedadgående, og de russiske forsvarslinjer omkring Popasna er slet ikke forstærkede til en grad, hvor de vil kunne modstå ukrainske kampvogne. Ukrainske HIMARS, AHS Krab og CAESAR fra fronten ved Kherson kan måske være på vej østpå... Vi får se. En ting er sikkert; Slaget om Bakhmut har været frygteligt, men har samtidigt fastholdt og delvist ødelagt Wagner Gruppen som en effektiv kampgruppe i Ukraine. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at der, forholdene taget i betragtning, er god tilfredshed med situationen blandt den ukrainske kommando.



3 kommentarer