Betragtninger om Slaget om Donbas - del 1.

Opdateret: 19. apr.

18/04 kl. 08:00 - Lidt om muligheden for russiske forstærkninger til en længerevarende kampagne i Donbas og på de sydlige frontafsnit. Jeg er tilbage i en kortere periode og har derfor mulighed for at skrive lidt til bloggen. Tak for jeres mange hilsener via mail. De varmer i en kold tid.


Flere iagttagere forventer en ny, storstilet russisk operation i Donbas i stil med den vi så mod Kyiv i krigens første dage, hvor et stort antal enheder fra GRU/Spetsnaz, samt Ruslands bedste kamptropper fra VDV blev sat ind.


Det formodes at den russiske hær vil samle en slagkraftig styrke der minder om det, de oprindeligt stillede op med. Jeg skal ikke kommentere på hvorfor sådan et narrativ bliver fremsat, men blot konstatere at det rent militært er meget usandsynligt, at Den Russiske Bokser træder ind i ringen til anden omgang mod Klitschko & Co., uden at slæbe på alvorlige skrammer fra første omgang.


Det forekommer mig også forkert at antage, at der er tale om et forestående, storstilet angreb da den russiske fremrykning mod strategisk vigtige Kramatorsk og Slavjansk er i fuld gang, og har været det i snart en uges tid. I stedet for en kommende storoffensiv med tropper der ikke er kampklar, er jeg tilbøjelig til at tro, at Kreml begynder at indse at der er grænser for, hvor hårdt de kan tåle at deres hær bliver ydmyget. Normalt ville man trække sig tilbage, slikke sårene og klargøre sig til nye kampe. Det har Rusland ikke tradition for at gøre. I stedet tror jeg at de vil forsøge en offensiv over hele linjen, med de nuværende tropper og et kraftigt forstærket luftbombardement af de ukrainske forsvarsstillinger. .


Det her er udelukkende spekulation, men enten så foreslår Kreml nye forhandlinger efter at have ryddet Mariupol, og/eller så får de et par ugers smæk i Donbas og erklærer derefter total mobilisering den 9. maj, for at forsøge at undgå den enorme geopolitiske begmand en ydmyget hær vil efterlade dem med.


Det kan også gå anderledes, hvis de lykkedes med deres nuværende offensiv. Den russiske hær har samlet op til 22 BTGs af forskellig størrelse og kvalitet i området syd for Izyum, som er nord for Kramatorsk og Slavjansk. Dagligt forsøges der direkte angreb og flankeringer, herunder som nævnt vestom mod Barvinkove.


Selvom 22 BTGs lyder af meget, så vil denne angrebslinje fra Izyum mod syd og sydvest være sårbar overfor modangreb på forsyningslinjerne fra Belgorod, og for ukrainske modangreb fra Kharkiv mod de bagerste russiske enheder under fremrykning. I alt har Rusland i skrivende stund 72 BTGs i Ukraine, og er ved at samle omkring 20 nye ved Belgorod.


Husk på, at det ikke er lang tid siden, at russiske enheder fik store klask ved Malaya Rohan lige øst for Kharkiv, og ukrainske enheder kan også være i stand til at lancere modangreb på den sydøstlige flanke af Kharkiv så længe russerne ikke har indtaget den og kun angriber fra nord/nordøst. Belgorod i Rusland er et centralt omdrejningspunkt for russiske forsyninger, og derfor skal Ukraine angribe disse kolonner før de når fronten syd for Izyum.


I stedet for at foretage en komplet regruppering og forstærkning af deres styrker ved Donbasfronterne, foretager den russiske hærledelse drypvise forstærkninger og fremrykninger, efterhånden som enheder bliver klargjort i Rusland og i russiskbesatte områder af Ukraine. Da de i forvejen ikke overmatcher de ukrainske forsvarere betydeligt i antal, er dette teoretisk set et tåbeligt træk, da det blot vedligeholder din nedslidning, uden at øge din kampkraft betydeligt. Igen ser vi tegn på den arrogance som kendetegner et påtaget herrefolk, og som historisk set har betydet undergangen for flere store imperier.


I skrivende stund betyder denne drypvise tilgang til deres offensiv, at de russiske fremrykninger ikke har et stort numerisk overtal mod de ukrainske forsvarere. Den russiske taktik er derfor pt. reduceret til stikprøveangreb hvor forsvarslinjer testes og afsløres, og derudover deres velkendte artilleritaktik, hvor man tålmodigt udsætter et område for et tæppebombardement, før der rykkes frem. Dette kan være en særdeles effektiv taktik, som her hvor en ukrainsk stilling nord for Barvinkove er blevet udsat for noget af en omgang, og giver minder om de to verdenskrige:


Det er også en brutal taktik, for russerne bruger den også mod byer og bebyggelserne i Donbas. Og det er en langsommelig taktik, som kræver store mængder ammunition og artilleri som trinvis rykkes frem efterhånden som forsvarslinjerne nedbrydes. Med andre ord, det er en stor logistisk prøvelse at føre denne krigsførelse, der smadrer alt på sin vej i et område som Rusland i øvrigt gerne vil annektere. Kan den russiske hær knække Ukraine med deres bombardementer ligesom de gjorde med tyskerne, tjetjenerne og de syriske oprørere?


Rusland har derudover genoptaget den nordlige del af offensiven mod Kharkiv, så deres angreb i Donbas er på fuldt smadder og kan næppe blive væsentligt større nede på jorden, end det er lige nu. Jeg vurderer ikke, at det vil være muligt for dem at oprette og dedikere markant flere kampgrupper end de har på frontafsnittene nu.


Lad mig forsøge at give et bud på, hvorfor de får svært ved det.


Ruslands militære muligheder ift. eget mandskab kan groft set skæres sådan her ud:

  1. Allerede indsatte kampgrupper udgør cirka 125 ud af 175 BTGs

  2. Resterende BTGs (cirka 50 i alt) og kampgruppernes reserver.

  3. Nuværende værnepligtige, og veteraner der pt. ikke er på kontrakt

  4. Kommende værnepligtige og hele reserven

  5. Alle våbenføre mænd over 18 (total mobilisering)


De kan altså mobilisere de omkring 50 kampgrupper, der endnu ikke er mobiliseret. Dette er cirka 42.000 professionelle soldater, som for tiden enten er stationeret på større baser eller som er strategisk vigtige for Ruslands forsvar af egne grænser andre steder. De kan under ingen omstændigheder dedikere alle disse til Donbas. Derudover kan de forstærke ødelagte og decimerede BTGs med professionelle reserver. Mere om dem i Del 2.


Den russiske hær kan derudover skrive kontrakter med tidligere veteraner, for eksempel fra Syrien, eller soldater hvis kontrakt er udløbet før de kom i kamp. Eller skrive kontrakt med hvem som helst der gider slås. Det kan umiddelbart forekomme at være deres bedste chance for at få flere dygtige og erfarne soldater klædt om til Teatret. (læs også mere om det senere i Del 2).


Her er et eksempel fra en russiske metro, hvor der annonceres efter friske rekrutter til den særlige operation. Det virker ikke så velforberedt en aktion, når man efter ikke engang to måneders kampe må annoncere efter forstærkninger:


Rusland kan også vælge at sende nuværende værnepligtige til krigen, såfremt de rent juridisk erklærer krig (bemærk at de allerede nu har brugt værnepligtige pga. personelmangel). Så er der de kommende værnepligtige. Send bare dem direkte afsted, det er ren gødning.


Ved en krigserklæring kan de også indkalde hele reserven som på papiret udgør langt hovedparten af deres hærs mandskab. Reserven er primært tidligere menige, der i dag arbejder som buschauffører, gartnere, advokater og andre drukkenbolte, samt diverse faste leverandører af dashcam-videoer til tuben.


Sidst, men ikke mindst, er der altid muligheden for at starte den totale mobilisering og stikke alle våbenføre mænd en AK’er, og salte dem godt inden de kommer i kødgryden. Så langt ud kommer det næppe

.

Rusland bedste mulighed for gode forstærkninger ligger hos deres veteraner – deres tidligere professionelle soldater der engang har været på kontrakt. De såkaldte Kontrakti. Hvorfor mener jeg så, at det kan blive et problem for Rusland at hverve disse dygtige soldater? Uden at afsløre for meget, så henviser jeg til, at det for eksempel aldrig er lykkedes for Rusland at opnå et fuldstændigt frivilligt militær, som det ellers har været planen i 30 år. Deres mandskab udgøres stadig af omkring 45% værnepligtige, og der er årsager til, at de ikke kan besætte deres enheder udelukkende med professionelle soldater på kontrakt…