"I am too old for this shit."
Det her indlæg er formentlig mest interessant for dem, som har en eller anden relation til mig. Jeg kan derfor forsikre om, at det på ingen måde er interessant for en bredere skare. Så er i advaret. Der kommer snart opdateringer igen, det lover jeg. Læs overskriften, min kære læser. Det har været tunge tider med umulige forhold. Nåh, men jeg har en bekendt. Hans navn er irrelevant, men han er stor fan af de dele af storbyer, som nogle vil kalde for 'bagsiden'. Hvad end det så er Dar es Salaam, Kathmandu, Phnom Penh - eller Odessa. En dag skal jeg skrive længere smøre om Odessa. For den har som stor havneby i en tidligere sovjetstat haft en ret ... øhm ... interessant bagside. Som et Chungking Mansion (tjek det senere, tro mig), bare bredt lidt ud på et større areal og et større udbud af diverse varer fra nær og fjern. Med særdeles gode muligheder for internationale købmænd og andre initiativrige sjæle...
Og også for dem, der arbejder for rejseselskaber. Verden over arbejdes der enormt meget for rejseselskaber. Der skal virkelig rejses rundt. Og det er ofte folk, som har et helt almindeligt gemyt, og som ligner en venlig fætter der ligeså godt kunne arbejde i en stille bank, eller et eller andet røvsygt pensionsselskab i Vordingborg. Men det gør de ikke. Af forskellige årsager. Nogle har i en tidlig alder smagt smagen, og har duftet duften. Den der umiskendelige kombination af adrenalin og koldsved, som kan agere den stærke og krydrede sidevogn til det ellers helt normale og ganske fine liv bag ligusterens sikre rammer. Som et alternativ til det gode liv er der valgt en lidt alternativ vej i livet.
Det er absolut ikke en kritik af nogen eller noget som helst. Nærmere en venlig konstatering. Men jeg tror, at hvis man først er blevet stukket, så har man i vid udstrækning det i sig for livet. The need for speed. Ok, det lyder som en klam kliché, det kan jeg godt se. Men det ligger latent i dig, og det kan bringes til live igen. Det er bestemt ikke nødvendigvis en god ting. Aftrækkeren og lyden. Kraften og magten. Det kan give et umiskendeligt kick. Uanset hvordan dit kick så optræder, så er det en drage, og den der drage, den er der selvsagt mange der jagter.
I mange versioner dukker de op. Når man kender deres karakteristika, kan man hurtigt bilde sig ind at man kender dem, og kender deres motiver; Der er de brede gutter. Dem, som du ikke skal ikke i direkte infight med, for de slæber rundt på mindst 20 kilo mere muskel og en knytnæve der er dobbelt så stor som din. Jeg tror ikke jeg fornærmer dem ved at sige, at de nok har været lidt glade for fattigmandskokain og dårlig popmusik i deres yngre dage. Mange af dem råber højt. De er omkring 30 år. Har brugt en del af disse i fitten og i solariet. Dem om det. Det er ikke min opgave at dømme folk. De fleste mennesker har et godt hjerte. Og flere af de her gutter bliver hængende. Og som det så ofte er tilfældet, så lærer dem du dem godt at kende især under, men også efter, en træfning.
Jeg sendte 250 runder afsted på de første 30 sekunder! 250! 250, mand! Kan den overhovedet det? For helvede, de røg ned. - M.
Andre ligner nogle der arbejder for dem-der-i-ved-nok, nærmest med hawaiiskjorte og panamahat i snevejret og med ligeså tydelige give-aways som to civilbetjente under et raid på Crazy Daisy klokken 04 i Horsens. Enten så er de det, eller også er de det ikke. Uanset hvad, så har de stadig det samme kluns på, sjovt nok. Hvis de skaffer ting, og i øvrigt bliver hængende sådan over længere tid, så er de nok aflønnet af amerikanske skatteborgere. Hold i så tilfælde deres kontaktinfo tæt på dig selv.
Så er der også de helt unge. De er også gode at have. De kan slæbe. Og de kan sateme knokle i timevis. Det er alt sammen godt. Problemet for de ældre rotter opstår når du kigger på de unge. Altså sådan, kigger på de unge. Max og Denys, for eksempel. De dejlige drenge. Med de der tossede sorte øreringe der udvider flippen ligner de en af dem der kæmpede i gaderne for ungdomshuset. Jeg gik ikke i sort kluns og kiggede blot på dengang. Lige ude foran Kvickly ved Runddelen, for at det ikke skal være løgn.
De er jo kun i starten af tyverne. Det var vi også engang. Der drak vi en del bajere. Og hyggede os. Disse to gutter er i mine tanker lige nu. De drikker ikke mange øl for tiden. Det er dem, der er bedst til engelsk. Og derfor dem, som jeg har talt med mest med. Mine ukrainske sprogkundskaber er ret elendige så vi må mødes på engelsk. Verden er forandret for dem. Eller, deres del af verden er forandret. Jeg tror ikke rigtigt at de tænker over det. Altså sådan virkelig tænker over det. Sådan lidt tungere du ved, nærmest med lidt lommefilofiserende stemning over det hele, mens man kigger langt, eller kigger dybt. Det er som om, at de bare er i situationen. Ligesom jeg selv var. Uden egentligt at skele til alt det der geopolitiske, økonomiske, humanitære og hvad-fåk-ved-jeg der diskuteres på internationalt plan af folk i pænt tøj, der aldrig har set deres to gode kammerater blive splittet midtover af en granat.
Jeg sidder bag rattet og venter. Som så ofte før. Kasketten lidt på skrå og smøgen i siden. Prøver at se bare en lille smule cool ud, selvom det jeg har set de seneste dage, ikke giver anledning til megen moro. Og jeg er i øvrigt meget lidt cool. Og jeg glor. Og så løber det igen koldt ned ad ryggen på mig. Fordi lige pludselig minder det hele mig om noget jeg har set før, og som det er set så frygtelig mange gange før. Alt, alt for mange gange. Det er de bedste, der ofte ryger først. Og why do they always send the poor.
Og som jeg sidder der og ser disse unge mennesker stå der og sludre og grine og ryge og daske hinanden på skuldrene, så virker det hele så komplet, og helt grundlæggende, absurd. Igen, og som altid. Hurra. Alt for mange fra bataljonen er ikke med os længere efter kampene ved Kherson. Det er virkeligheden. Nu kommer der rygter om Bakhmut. De mennesker her, de nærmest føler intet andet valg. Også dem på omkring min egen alder. Eller, især dem. De kæmper, så deres børn kan leve i frihed. De sukker. Nikker. Og gør sig klar. Nash Batallion og flere enheder under FL har taget store tab her.. Tab, som aldrig kan erstattes. For mit eget vedkommende, har jeg det privilegie at kunne nyde december i sådan nogenlunde fred og ro. Med familien. Så kommer januar. Mandag den 2/1 rammer hårdt. Papiret er klart. Skal jeg sige ja? Eller skal jeg sige nej?
Risikoen. Risikoen er det tvungne element. Det krydderi, der gør saucen tilfredsstillende. Det er ret temmelig røvsygt at vente, ik? Tilmed nogle gange endda vente - på at vente. Det magter jeg simpelthen ikke. Eller sådan bare køre rundt og rundt og frem og tilbage. Der skal mere til. Som i Formel 1. Det er jo for fanden kun sjovt fordi de kører med døden som makker eller fordi de smadrer ind i hinanden i de første par sving. Mellem starten og 62 sover vi den ud på sofaen. Både i Formel 1, og i overført betydning. Noget af det værste jeg ved, det er at vente på en bus eller på et tog eller på et fly. Fordi så står jeg der. Og venter. Venter på at sidde og vente endnu mere på endelig at komme frem.
Så hvad gør den kloge når kalenderen skifter årstal? Ukraine har været i krig længe nu. Krigen, den venter ikke. Cirkusset venter ikke. Historien venter ikke. Og jeg kan heller ikke vente. Men flere steder i Ukraine er helt afgjort ikke længere som en rengjort rasteplads for nonner, og for sarte sjæle. Frontlinjen er, med andre ord; et rigtig farligt sted at opholde sig.
Så hvad gør jeg. Planter have, eller planlægger aktioner?
Eller ser Odessa. Og dør.
Ukrainsk soldat ved Bakhmut fremviser sin kalender. Det er vanvittige tider omkring Bakhmut.