En lille historie, om dem der troede de var noget, indtil de ikke længere var der. Overhovedet.
Da borgerkrigen i Donbas, for det er en reel borgerkrig, brød ud i 2014 foranledigede det en lang række aktiviteter. Som jeg har tidligere beskrevet så tiltrækker krige og væbnede konflikter altid alle mulige mennesker fra mere eller mindre alle egne af jordkloden; Lejesoldater øjner muligheden for at lave lidt mønt til pensionen, psykopater øjner muligheden for at gå grassat og udleve deres syge voldsfantasier, og diverse lykkeriddere øjner muligheden for at score guld, magt, territorier eller få en højere social status.
Og det var nøjagtigt det, der skete, da russisk-arrangerede separatister gik i krig mod den dengang ekstremt fragmenterede ukrainske hær. Det væltede ind med revl og krat fra Rusland. Herunder en række personer som så deres snit til at oprette militser og derigennem skabe sig et navn, et magtforhold og en lille personlig hær som de kunne rode rundt med i Donbas. De krigsherrer, eller Warlords som de ofte kaldes, var ikke en homogen gruppe. Nogle greb til våben fordi de var ultra-nationalister der mener at Moder Rusland skal have alt det tabte (tidligere USSR) territorie tilbage. Andre så som nævnt sit snit til at hæve deres sociale status. Herunder en gut der blev kaldt Motorola som kom fra et job som bilvasker, efter at have tjent under den russiske hær i folkemordet på Tjetjenien. (Ja, det er et folkemord, for russerne slog næsten 25% af befolkningen ihjel).
Det er hedengangne Arsen Pawlov, som vi her ser være mægtig glad for sine medaljer:
Ham her Fætter Løgsovs, han opnåede væsentlig succes på slagmarken. Men han havde overset en bombe placeret i elevatoren i hans etageejendom, og blev derfor lavet om til akut vægmaling sammen med sin bodyguard. En anden krigsherre, Gennady Tsyplakov (staveplade, tak), blev begået selvmord med to skud i nakken. Den officielle forklaring er at han hang sig i skam over hans handlinger. Yes, yes. Det begynder man ikke at bløde ud af baghovedet af, og ens hjerne hænger ikke i gardinerne bagefter.
En anden kommandør, Yevgeny Zhilin, blev sendt til de evige vodkaflasker af en kugleregn på en restaurant i Moskva, mens Pavel Dremov som var en Kossakkommandør blev ommøbleret af en bilbombe et par timer efter hans bryllup. Så vidt vides, var det ikke en utilfreds svigerfar med en medgift i klemme der stod for den sprængning, selvom det selvfølgelig ikke er den fedeste svigersøn at få ind i folden. Bevares.
En anden bandit, Aleksey Mozgovoy, blev bøffet i et baghold på den farm han havde indtaget og erklæret som sit eget område. Det er også ærgerligt, når fjenden ligefrem kan placere både miner og maskingeværsreder på din egen jord, ik?
Alle disse likvideringer er ikke et arbejde udført af ukrainske enheder. Det er udført af FSB, den russiske efterretningstjeneste, som ikke ligefrem er kendt for at se mildt på folk der tager selvstændigt initiativ. Og det er netop min pointe med dette indlæg. For hvis man vil forstå den russiske tankegang i toppen af Kreml, så skal man være forvisset om, at enhver der tager selvstændigt initiativ eller udviser aktivisme anses som et problem for Kremls magtbase. Og hvorfor så det? Alle de her krigsherrer hjalp jo med at udføre Kremls ønsker?
Diktatorer kan ikke i længden tåle at have et stærkt civilsamfund. Punktum. Et stærkt civilsamfund med strukturer på tværs af samfundet er en trussel mod et ekstremt topstyret samfund, af den ene årsag, at det kræver organisering at lave aktivisme, oprette ikke-statslige organisationer (NGO'er) - eller at føre partisankrig i Donbas. Menneskelig organisering medfører selvstændige aktioner, selvstændige handlinger, og ikke-statslige strukturer som ikke altid kan styres, og som kan vokse sig store over tid. Og lige præcis derfor er de en trussel mod Kreml, som helst gerne vil micro-manage alt.
Lad mig give et eksempel; Moskva har et gigantisk problem med hjemløse. Der er tusindvis af dem, og de får ikke megen hjælp af staten. For omkring 15 år siden oprettede en gruppe velmenende mennesker derfor suppekøkkener som delte mad ud til byens uheldige sjæle. Det gik fint, så længe det gik under radaren. Men gruppen begyndte at organisere sig yderligere. De fik trykt tøj med logoer, plakater, klistermærker til bilerne, og begyndte at modtage donationer fra offentligheden, efterhånden som kendskabet til den noble sag voksede.
BAM. Så kom Kreml på banen. De lukkede organisationen og smed lederne i spjældet. Hvorfor dog det? De brødfødte jo kun de hjemløse. Ja, men de organiserede sig. De gjorde opmærksom på problemet. De skrev artikler om problemet. Deres tøj var synligt i gadebilledet. Problemet med de mange hjemløse i Moskva blev dermed yderligere tydeligt for lokalbefolkningen. Og gruppen fik medvind dels fordi den hjalp de stakkels mennesker, og dels fordi det ikke var et statsligt projekt som altid er bundkorrupt. Mange folk i Moskva støttede gruppen i deres arbejde. Og det opfattes som en indirekte kritik af statens manglende indsats, og sådan en organisering kan jo medføre andre ting - for eksempel krav om politiske indsatser for at hjælpe de hjemløse. Kreml er hunderæd for den slags aktivisme, og derfor farer de hårdt frem mod dem der udfører det. Der er masser af lignende eksempler med for eksempel miljøaktivister og forkæmpere for dyrs vilkår som bliver korporligt banket på plads. De skal ikke blive for dygtige og bestemt ikke have en egentlig struktur, for så er de en del af et ikke-statsligt civilsamfund. Et civilsamfund som Kreml virkelig frygter skal vokse sig for stærkt.
Men hvad faen' har det med Donbas at gøre, tænker du sikkert. Og med rette. Men hold nu fast, kære læser. For det har en del med Donbas at gøre. De mange krigsherrer fik i starten ikke dem helt vildt store opbakning fra den russiske hær. Til gengæld fik de ofte massiv opbakning fra visse dele af den russiske befolkning, herunder ultranationalisterne. Der foregik en storstilet indsamling af midler til indkøb af våben, materiel, forsyninger etc. som blev sendt direkte til de forskellige krigsherrers enheder i Donbas. Dermed begyndte disse krigsherrer at blive en del af et tværgående samarbejde i samfundet, uden om Kreml. Og den går sgu ikke. Så selv om disse militser faktisk udførte Kremls ønskede politik, så blev de anset som en trussel mod den nationale stabilitet (læs. Putins magtbase), og derfor likviderede Kreml løbende de forskellige krigsherrer.
Panikken var selvfølgelig udtalt blandt dem der endnu ikke havde mødt deres skaber, men det er for sent at trække sig tilbage når først man har skabt sig et navn. På det tidspunkt er der allerede malet en stor rød skydeskive i panden på dig. Og så er det ligegyldigt, om du er krigsherre eller om du deler suppe ud hver søndag aften. Du er organiseret, du har en stemme, og dermed har du magt. Og den slags kan jo udvide sig, hvis du rent faktisk bliver rigtig populær. Dermed kan du være en fremtidig liability, og så er det nok bedst at du falder udover altanen, ik'.
Better safe, than sorry. Det er tankegangen. Stalin gjorde det samme, da han slagtede samtlige officerer i Den Røde Hær. Og på 'mystisk' vis er succesfulde generaler fra Tjetjenien, og nu også fra Syrien, endt op som klatter på gadeplan. Simpelthen fordi de har skabt sig et navn i befolkningen, og fordi de ikke er en del af FSB/Kreml. Kreml er nemlig FSB, og FSB er Kreml.
Samtlige russiske krigsherrer i Donbas er blevet likvideret. Samtlige. Men-hør-hov-stop, tænker du måske. Hvad med ham der Alexander Khodakovsky - han er da stadig i live! Så er det er jo ikke alle de russiske krigsherrer der er blevet fjernet. Jo, det er det. For ham her æslet, han er fra Ukraine. Han er tidligere officer i den ukrainske efterretningstjeneste, men skiftede side da vinden begyndte at blæse lidt den anden vej. Uhh, det er den værste slags vendekåbe, og der er en særlig plads i Helvede til ham, lige ved siden af advokaterne (arh, det er bare gas. Advokaterne har selvfølgelig deres helt egen afdeling dernede).
Så hvorfor har han fået lov til at leve videre? Der er formentlig to årsager til det; Den første er, at han er ukrainer, og dermed ikke en trussel for magtbasen i Kreml, da han betragtes som en hohol (nedladende ord om etniske ukrainerne). Således kan han aldrig vinde stor respekt blandt den russiske elite, og dermed udgør han ikke en trussel for Kreml. Den anden er at FSB med garanti har væsentligt med kompromat, altså kompromitterende materiale, på ham. Materiale der gør, at de altid kan tilsmudse hans navn og dermed fjerne ham fra offentligheden uden at behøve at nakke ham. Og lige nu er han et fint aktiv fordi han er ukrainer og dermed kan de vise omverden, at det er regimet i Kyiv der er problemet, og egentlig ikke den enkelte ukrainer. Det er i deres interesse at bruge ham til at vise, at etniske ukrainere støtter deres sag.
Således fungerer det russiske brug & smid væk samfund inden for hæren. Det er også en kraftigt medvirkende årsag til at dygtige mennesker har det en smule stramt med at komme helt til tops, for højt at flyve - dybt at falde. Bogstaveligt talt.
Mere om fronterne snart, men jeg synes det er interessant at holde ovenstående for øje, hvis man ønsker et dybere kendskab til Rusland, deres interne strukturer og hvordan deres top-down ledelse manifesterer sig helt ud til fingerspidserne langs fronten, hvor den enkelte soldat og officer naturligt nok er en smule tilbageholdende overfor at vise alt for meget selvstændigt initiativ. Det kan nemlig hurtigt betyde enden på din karriere.