Det første gennembrudsforsøg mislykkedes. Den russiske hær forsvarer sig hårdnakket. Det er tid til Plan B.
Da Ukraine indledte sin modoffensiv, startede de med et tungt angreb mod en række af de stillinger, som ved et gennembrud kunne give mulighed for væsentlige operationelle gevinster. Det er tydeligt at dette forsøg mislykkedes. Det tog omkring en uges hårde kampe, der også tydeliggjorde den russiske forsvarstaktik. I denne første uge mistede særligt Ukraines 47. Brigade væsentlige materielle enheder, herunder 4-5 Leopard 2A6 kampvogne og omkring 15 Bradley M2A2 kampkøretøjer.
Som så ofte før, skal jeg minde om at når du ser disse videoer fra kampene, og særligt efter kampene, så husk på at øvelsen består i at se efter det, som ikke er det primære. Det er for eksempel interessant, at der på billederne af de ødelagte ukrainske kampkøretøjer er ganske få lig omkring dem. Det er en af forskelle på russisk grej, og NATOs grej; minesikringen og dermed overlevelseschancerne for mandskabet. Jeg minder yderligere om, at det er mandskabet, ikke Bradley'en, der er det vigtige her. Amerikanerne har 4200 Bradleys, som de i øvrigt har tænkt sig at udfase.
Den russiske hær forsvarer sig eksemplarisk og hårdnakket. De fremrykkende ukrainske enheder skal navigere igennem omfattende minefelter op mod befæstede stillinger, alt i mens de er under beskydning af kamphelikoptere, kampfly, artilleri, kampvogne og lettere våben. Med andre ord; en offensiv operation der møder stort set hele det russiske orkester. Det er ikke nemt, og eftersom at et afgørende og hurtigt gennembrud mislykkedes, er jeg vældig glad for at den ukrainske kommando har ændret taktik.
Ukrainske soldater inspicerer en indtaget russisk position. Den faste læser kan formentlig huske de russiske stillinger vi så ved Izyum sidste år. Der er væsentlig forskel på kvaliteten her, og det viser med al tydelighed at den russiske hær denne her gang har taget truslen om modangreb seriøst. Det er ikke småting, den ukrainske hær skal kæmpe sig igennem.
Det stædige og, i mine øjne, forkerte valg, er at fortsætte frugtesløse og tabsgivende offensive operationer i længere perioder, i den tro at det knækker modstanderen. Denne her krig har givet os masser af eksempler på, at det vil være en særdeles blodig omgang for den offensive part, såfremt den defensive part vælger det hårdnakkede forsvar. De russiske kamphelikoptere blev i stor stil indsat på den sydlige front da Ukraine åbnede op, og var kraftigt medvirkende til de ukrainske tab, særligt i de første 10 dages tid. Samtidigt forfølger den russiske hær sin egen defensive doktrin, der kræver at modangreb hurtigt sættes ind mod tabte stillinger. En af de stillinger de tabte, var landsbyen Storozheve. Her ses det russiske forsvar tage benene på nakken mens ukrainsk artilleri arbejder på dem. Sådanne billeder er ikke populære på den anden side af linjen:
Om det er derfor den russiske kommando mener at Storozheve død og pine skal generobres, skal jeg lade være usagt. Men det et godt eksempel på den strategi som kan give Ukraine sejren på den sydlige front; Indtag en vigtig position, og lad russerne komme retur med drypvise og dødsdømte modangreb. Som i denne video, hvor et større russisk modangreb mod nyligt befriede Storozheve bliver mere eller mindre komplet udslettet:
Denne situation, hvor den russiske hær smider store mængder tropper frem for først at holde de yderste stillinger, og senere for at genvinde eventuelle tabte positioner, gav først Ukraine problemer. Nu giver den os muligheder: For det der sker lige nu, er den kombinerede forsvars- og angrebskrig som jeg tidligere har advokeret en del for herinde. Det er helt evident, at den russiske hærs enheder ikke er særligt gode til at angribe. Det afholder absolut ikke deres hærledelse for at fastholde lange og udmattende angreb.
Mere video fra Storozheve, hvor russiske modangreb med T-72 Obr. 2022 og BMP'er bliver elimineret.
På slagmarken lige nu, har vi dermed en situation, hvor den russiske hær er nødsaget til dels at køre en omfattende logistisk operation for at holde omkring 100 km. skyttegrav forsynet og kampklart, og samtidigt skal de, qua deres doktrin og ordrer, samle kampgrupper og klargøre dem til modangreb. Alt sammen inden for rækkevidde af Storm Shadow, og også ofte inden for rækkevidde af HIMARS. Vi har set en del eksempler på disse anslag i juni. Samtidigt har den ukrainske kommando indset og accepteret truslen fra russiske kamphelikoptere, og det er tydeligt via tabstallene at jagten på særligt Ka-52 igen er sat ind.
Denne her situation, såfremt vi kan holde os tålmodige, er i mine øjne den næstbedste løsning ift. at nedkæmpe de russiske kampgrupper på den sydlige front. Den bedste løsning, manøvrekrigen, er pt. ikke mulig primært på grund af russiske minefelter og luftvåben. I stedet kan vi udnytte at den russiske hær samler kampgrupper og sender dem mod fronten som modangreb. Det giver immervæk nogle nye muligheder, som her hvor en russiske kolonne bliver spottet og udsat for en kærlig behandling:
Det er det her, der skal til, hvis Ukraine skal lykkedes med at smide Rusland ud; Store russiske tab skabt af ukrainsk artilleri. Fisk i en tønde. For at opnå sådanne scenarier skal det ukrainske infanteri og mekaniserede enheder indtage og holde russiske stillinger.
Det kan ikke udelukkes at store operationelle gennembrud er mulige senere, men det kræver at den russiske kampkraft degraderes ganske betydeligt. Fordi kampene er rykket frem til linjerne og fordi operationen ruller, er det ukrainske artilleri langt mere aktivt end tidligere. Der arbejdes dag og nat på særligt at degradere den russiske ildstøtte, så de fremrykkende ukrainske enheder har bedre muligheder for at slippe igennem de russiske kill-zones. Her er det tre 2S19 Msta-S 152mm selvkørende howizters der bliver elimineret med præcis ild.
Der røg i øvrigt to mere fra samme bataljon. Igen understreges det, at situationen hvor russiske modangreb mod nyligt befriede ukrainske landsbyer helt bestemt er en situation der kan udnyttes. De her angreb de foretager, kræver nemlig, udover at samle sig, at de også blotter deres artilleri. Og det er nødvendigt at gøre et stort indhug i de russiske artillerienheder såfremt en fortsat ukrainsk offensiv ikke skal lide forkrøblende tab. Skal vi kalde denne her for Dagens HIMARS? Er det ok med dig, min faste læser? Det er i hvert fald HIMARS der rammer plet, så jeg synes godt den kan gå an:
Jeg udelukker ikke at en vis Bernard Montgomery, engelsk feltmarskal og all-round badass motherfucker, ligger og smiler et saligt smil lige nu. For han var en snu og kompetent modstander for den tyske krigsmaskine. Monty forstod værdien af at indlede såkaldte bite & hold operationer. En operation hvor man indtager gode stillinger fra fjenden, har sine egne forsvarstropper klar, og lader fjendes dræne sig selv i tiltagende desperate modangreb i deres forsøg på at generobre det tabte. El Alamein og Battle of the Bulge (Ardenneroffensiven) er rige på denne her slags taktiske eksempler, hvor armerede tyske modangreb for at stoppe den allierede offensiv gentagne gange mislykkedes indtil de ikke længere kan slås koordineret og koncentreret.
Så efter en særdeles hård første periode, er den ukrainske offensiv nu, efter min mening, et godt sted. Den russiske hær modtager voldsomme tab, og de konstante og drænende angreb på deres baglinjer kan over tid give samme resultat som ved Kherson og Izyum. Det er ikke holdbart for dem, sådan at få besøg af krydsermissiler og HIMARS i tide og utide. De har endnu ikke fundet et modtræk her til, og det er selvsagt et kæmpe problem for dem at være inden for rækkevidde af så tunge præcisionsvåben, mod en fjende som efterhånden er voldsomt ... indigneret ... over deres tilstedeværelse.
Bemærk i den følgende video, hvorfor det er så vigtigt at give Ukraine langtrækkende våben. Rusland har nemlig flyttet deres strategiske ammunitionslagre uden for rækkevidde af HIMARS. Men de kan ikke flytte dem uden for rækkevidde af Storm Shadow. Eller det kan de selvfølgelig godt, men du stiller jo heller ikke dit køleskab hos din makker i Herfølge når du skal bruge det 12 gange dagligt. Det er ikke videre praktisk, og de bliver nødt til at opmaganisere ammunitonen et eller andet sted i Ukraine. Og så kan det ske, at dette her sker. Altså, at et gigantisk russisk ammunitionslager der fodrede den sydlige front via tog og lastbiler ryger i luften, i en seks timer lang eksplosionsbrand der efterlod hele området mere ellere mindre totalskadet. Omkring 50 russiske soldater meldes dræbt og mere end 200 blev såret. Det vigtige er dog de tusindvis af ton ammunition der nu mangler i deres ligning. Lageret er omkring 118 kilometer fra frontlinjen, og dermed må den næsten have været Storm Shadow krydsermissil der ramte plet:
Brady Africk, som altid giver lidt god intel har lavet denne her lille før og efter montage som viser os at selv jernbaneskinnerne er fløjet væk. Desværre også omfattende civile ødelæggelser, men, overraskende nok, ingen meldinger om civile tab:
Omfanget af destruktionen er omfattende og tydelig. Et voldsomt anslag mod den russiske hær, og der vil komme flere af denne slags. Jeg ved godt de ikke lytter, men de bør pisse af nu, for det bliver kun grimmere herfra:
Igen, min kære læser, skal jeg opfordre til tålmodighed. Der arbejdes på sagen, og situationen er bedre end den umiddelbart fremstilles. Hos gængse medier er det enten helt håbløst eller fremragende fantastisk. Der er et spænd mellem disse to yderligheder. Situationen er mere nuanceret end sort/hvid. I forhold til hvad den ukrainske offensiv er oppe i mod, så forløber den overraskende godt. Kunne det være bedre? Ja, selvfølgelig. Kunne det være værre? Så absolut. Ukraine har på to uger befriet mere land end russerne har indtaget på seks måneder. Centrale russiske kommandoposter er elimineret. Russiske reserver er i aktion. Der er åbninger andre steder (nudge-nudge).
Husk på, at kampvogne er skabt til at blive indsat mod de tungest befæstede linjer. De er ikke skabt til at angribe andre kampvogne. Det er et gennembrudsværktøj, og det ville virkelig undre mig, hvis ikke russerne var i stand til at smadre dem. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at vi ser vestligt materiel brænde. Det kan ikke undgås. Det er ligesom en del af præmissen når man slås og særligt når man slås mod en hær af Ruslands størrelse. Ukraine har indsat under 5% af deres offensive kampkraft.
Tak fordi du læser med.
-pK