Dette er en rejseberetning fra tre danske vikinger som rejste en større sum penge, og derefter tog til Ukraine med både køretøjer og medicinsk udstyr.
Rejseberetningen er skrevet af Anders, en af turens deltagere. Jeg har ikke haft noget med det at gøre, udover at jeg begejstret har heppet på dem fra sidelinjen. Jeg ved at deres udstyr nåede helt til Bakhmut, og jeg ved fra vidneudsagn fra de involverede sanitetsfolk at de har reddet liv med det. Fra danske private pengepunge til ukrainske soldater langs det hårdeste afsnit på hele linjen. Det her er en beretning fra en humanitær aktion til Ukraine.
2400 kilometer fra KBH til Tjerkasy. Beretningen er skrevet af Anders.
Formålet med rejsen var at bidrage med vigtig humanitær hjælp. Især medicinsk udstyr og hjælp til, at soldater kan holde varmen i en iskold vinter. Men turen handlede i lige så høj grad om at forstå betydningen af den civile indsats i krigen mod Rusland. At dokumentere vores erfaringer og dele dem kan bidrage til at skabe forståelse for, at hvert eneste bidrag kan redde liv og bidrage til, at Ukraine kan bevare sin modstandskraft over for Putins styrker.
Det her er ikke Ukraines krig. Det er Europas krig. Beretningen er gruppens fælles oplevelser og refleksioner nedskrevet af Anders. Gruppen bestod af Alona, Jesper, Jan og Anders.
Klokken er 22.18. Jeg sidder i et tog, der buldrer gennem mørket på vej fra Ukraines hovedstad Kiev til Chelm i Polen. Jeg sidder med mine rejsekammerater Jesper og Jan. Det har været en lang tur. Og nu her i mørket, mens vi bumler afsted på vej mod grænsen til Polen, som er første etape på vej hjemad, begynder eftertænksomheden, tomheden og trætheden at melde sig. Vi har kørt i et overdrive de seneste 8 dage. Hver dag har haft sine udfordringer, og der har været mange mindre og større beslutninger at tage. Det har været nyt og lidt overvældende at køre ind i en krigszone, hvor man ikke ved, hvad der potentielt kan ske, og ikke har erfaring med, hvordan eventuelle utilsigtede hændelser bør håndteres. Lad det være sagt med det samme; vi har ikke opsøgt fare eller ønsket, at det skulle være spændende.
Men når man tager ind i et land i krig, er det nødvendigt hele tiden at være opmærksom på sine omgivelser og planlægge for hele tiden at være på den sikre side.
Jesper, Jan og jeg er et godt team. Vi fungerer godt sammen også over længere tid. Og vi er helt på samme frekvens, hvad angår værdier i livet. Sammen er vi gode til at reagere og handle hurtigt, når situationen kræver det, og eftertænksomme, når tiden er til det. Det vidste vi på forhånd fra vores seneste indsats i marts 2022, hvor vi sammen og i fællesskab med en række andre gode folk organiserede at få flere hundrede Ukrainske flygtninge til Danmark.
I den forbindelse var vi, som nogen af de første ved krigens begyndelse i Dorohusk (en grænseovergang mellem Polen og Ukraine) og aflevere medicinsk udstyr og tage ukrainske flygtninge med hjem på tilbagevejen. Det behov for hjælp til flygtende mennesker vi oplevede på det tidspunkt, blev startskuddet til at starte en midlertidig busrute fra grænseområderne mellem Ukraine og Polen til Danmark, men det er en helt anden og god historie.
Flere gange hyler luftalarmer, mens vi passerer nogle af de mindre byer, der er langs ruten. Joe Biden var i Kiev igår, og man sidder unægteligt med tanken om, at russerne her dagen efter har besluttet sig for at straffe det Ukrainske folk ekstra hårdt. Der var, som på resten af turen, tid til alvor og fokus, og tid til at hygge, grine og drille hinanden. Vi brugte hver aften tid på at reflektere over dagen og de oplevelser den havde budt på. I dag handlede det både om det, men det var også en opsamling på hele vores rejse, som var på vej til at få en afslutning. Vi talte det hele igennem, og der blev både grinet og rystet på hovedet ad alt
det, der var sket de sidste 8 dage.
Det føltes som en evighed siden, at vi mødtes på Sticks’n Sushi i Hellerup, hvor vi fik urtete og fisk på ris og mødte Alona, vores helt igennem fantastiske Ukrainske forbindelse for første gang. Alona kom til Danmark for en række år siden og taler i dag flydende dansk. Hun kommer fra byen Tjerkasy, som ligger 240 km sydøst fra Kiev. Hun er dybt engageret i den civile modstandskamp i Ukraine. Alonas bror er aktiv i en specialstyrke i den Ukrainske hær og er i tæt kontakt med Alona om, hvad hæren har brug for lige nu, og i det hele taget.
Men denne tur har gjort os meget klogere. Det er blevet krystaltydeligt, at vi redder liv i morgen ved at hjælpe i dag. Den historie er ikke fortalt tydeligt nok. Den tirsdag på Sticks’n Sushi, gav Alona os en forståelse af, hvilken forskel vi kunne gøre ved at rejse penge til at købe et par brugte firehjulstrukne pickup trucks, som kan anvendes som feltambulancer.
En bil i den Ukrainske frontlinje, som kører mellem rød-gul-og grøn zone, holder gennemsnitligt i 3 uger. I den periode henter den sårede soldater tilbage fra fronten til behandling. Bilernes korte levetid skyldes primært, at de kører non stop i meget uvejsomt terræn, men de er også blevet et attraktivt mål for russisk beskydning. Når bilerne kommer fra Danmark, bliver de efter en meget hurtig indre tilpasning sendt afsted til
fronten. Man er holdt op med at male et rødt kors på dem. Der er jo ingen grund til at reklamere for, at det er en ambulance, siger Alona. Det vil blot gøre bilerne til et endnu mere attraktivt mål for russerne. Lige nu er det vinter, og det er koldt døgnet rundt på slagmarken.
De hårdt sårede soldater kan ikke få f.eks. blodtransfusioner, før de er helt tilbage i grøn zone på et felthospital. Det koster iv. Mange liv. Man kan få blodvarmere, der sikrer, at blodet ved transfusion har kropstemperatur, og disse blodvarmere kan anvendes umiddelbart, når man finder den kvæstede, men der er enorm man-gel på dem, og de er dyre. Kan vi samle penge ind til at købe et par af dem vil det være fantastisk.
Ligesom IT Clamps, der anvendes til at lukke svære sår fra f.eks. granatsplinter, og en række andet medicinsk udstyr vil kunne være af uvurderlig hjælp ved fronten. Vi ser på hinanden og bekræfter naturligvis, at vi gerne vil forsøge at løfte opgaven og skaffe nogle af de ting, Alona fortæller, at der er behov for, og i givet fald også stå for at få biler og udstyr ned til
fronten.
Jesper har siden vores første indsats for knapt et år siden været utrolig dedikeret og rundhåndet. Det var ham, der havde mødt Alona, og nu introducerede han Jan og jeg til
hende, og dermed til tankerne om en ny hjælpeaktion. Jesper havde en uge forinden skrevet en besked til mig og spurgt om tips til langrendsudstyr, og sluttet beskeden af med spørgsmålet ”jeg har lidt ideer til en ny hjælpeaktion, kan vi mødes på fredag?”. Han havde øjensynligt sendt nogenlunde samme besked til Jan. Og både Jan og jeg vidste at bare ved at sige ja til at mødes, så var vi i gang. Jesper er eminent til at få skåret et projekt eller i
dette tilfælde en hjælpeaktion til og få sat raketfart under det.
Da vi forlod restauranten, var vi igang. Indenfor de næste 8 dage havde især Jesper og også Jan rejst et 7 cifret beløb. Vanvittigt imponerende. 2 biler var købt, og der var
lagt ordrer på blodvarmere, og en masse andet værdifuldt medicinsk udstyr. Det var overvældende så mange, der responderede positivt på den mail, som vi havde sendt ud til venner og forretningsforbindelser, hvor vi spurgte, om der var lyst og mulighed for at bidrage med økonomi til at købe så meget som muligt på Alonas ønskeliste. For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at indsamlingen foregik gennem organisationen Bevar Ukraine, så vi sikrede at alle regler omkring indsamling blev overholdt.
De næste dage blev tingene accelereret yderligere. Alt fokus var på hurtigst muligt at få alt det købte i hus. Yderligere var det lykkedes at skaffe en masse medicinsk udstyr.
Der skal lyde et MEGET stor og dybfølt tak fra os, men endnu mere fra modtagerne ved fronten, til alle dem, der af et stort hjerte har bidraget økonomisk eller ved at donere produkter fra deres virksomheder. Det havde fra starten været ideen, at vi gerne ville hele vejen til nær fronten og selv overdrage bil og medicinsk udstyr.
Vores nærmeste, og alle andre i øvrigt, spurgte os hvorfor? Hvorfor kører I det ikke bare til grænsen og lader lokale tage det videre derfra? Godt spørgsmål. For hvorfor skulle vi risikere noget ved at køre ind i et land i krig? Svaret er ikke enkelt. Det handlede om, at vi gerne ville følge projektet helt til dørs. Det handlede også om, at vi gerne ved selvsyn ville erfare og dokumentere, at privates indsats og donationer er så vigtige, som vi hører at de er - det ligger lidt fjernt for en dansker, at en krig også er afhængig af privates bidrag. Og lad mig allerede nu afsløre, at vores beslutning om at tage med hele vejen var så inderlig rigtig. Måske noget af det mest rigtige i vores liv. Sådan føles det i hvert fald lige nu.
Da tingene var gået langt hurtigere, end vi havde håbet, blev afrejsen fremrykket. Vi blev klar over, at vi skulle afsted om 48 timer. Shit! Det var lige om lidt. Familie skulle orienteres og bringes til ro. Vi manglede stadig på dette tidspunkt at få leveret den ene bil. Pengene var overført men ikke modtaget i den anden ende. Det blev et
kæmpe stresselement. Der skete intet. I hvertfald ikke hurtigt nok. Vi endte med at købe en
tredje bil. En Mitsubishi firehjulstrækker, som vi fik leveret hurtigt. Vi ville gerne have Alona med. Men det var ikke sikkert, at hun kunne få fri fra sit job.
Alona taler sproget og kender de folk, som vi skal mødes med i Tjerkasy. De sproglige barrierer skal man ikke undervurdere. Det vidste vi fra vores sidste aktion. Der er i nogle områder meget få ukrainere, der kan tale engelsk. Googæe Translate fungerer, men er et svært redskab til at skabe en rigtig samtale med. Så det varvigtigt, at Alona kunne få fri. Den beslutning trak også ud.
Det skulle senere vise sig, at vi næppe kunne have gennemført turen uden hende.
Mens Alona kæmpede for at få fri, pakkede vi andre og fik styr på vores blodtype. Det var en information, som var vigtig at have på sig, hvis nu uheldet var ude! Endelig kom svaret fra Alonas chef. Alona fik fri men først fra fredag. Vi planlagde at køre onsdag og aftalte, at vi ville samle hende op fredag formiddag i Krakow lufthavn. Det var næsten på vejen, så nu
tegnede alt til at lykkes. Humøret var højt, spændingen voksede i os alle, og der blev skrevet kække kommentarer i et væk på vores WhatsApp-gruppe.
Den nye bil blev leveret hos Jesper tirsdag aften kl. 23.15. Jeg hentede den onsdag morgen kl. 8 og kørte hjem til Alona, som havde linet alt, der skulle i den op på fortovet. Udover medicinsk udstyr var der 1000 trench candles. Det er konservesdåser, som danske og ukrainske kvinder i Danmark har fyldt med paraffin og papstykker, så de kan bruges ved fronten til at varme mad eller hænder og fødder. Kulde og forfrysninger er et stort og alvorligt problem. Vi havde også en taske med private breve til soldater og paramedicinere ved fronten, og poser med kaffe. Overalt, hvor der var plads i kasserne, var der klemt en pose kaffe ned. Det hele kunne akkurat lige være der. Den anden bil var ligeledes fyldt til mere end bristepunktet. Vi havde alt det, der var allervigtigst ved fronten lige nu,
og meget mere af det end vores ukrainske kontaktpersoner forventede eller håbede på. Det var en fantastisk dejlig følelse.
Kl. 14 mødtes vi hos Jesper. Jeg kom i den ene bil. Jan blev afleveret af sin kæreste Marianne, og så kørte vi. Afsted imod det der skulle vise sig at blive en af de største oplevelser i vores liv. Der er 2400 kilometer til Tjerkasy, og vi havde besluttet, at vi ville gøre turen hurtigst muligt, men uden at køre os selv helt i sænk. Vi overnattede første nat syd for Berlin, og alt gik efter planen. Næste morgen fortsatte vi med højt humør. Vi skulle til Krakow, hvor vi efter planen skulle overnatte og efterfølgende fredag formiddag samle Alona op i lufthavnen, inden vi skulle forlade Polen og køre
ind i Ukraine.
Det skulle desværre vise sig, at det ikke ville blive uden besværligheder at komme så langt. De biler, som vi havde købt, er ikke nye. Efter anvisning skal jeg skynde mig at sige. Men de var gennemtjekkede og burde være klar til turen og et efterfølgende hårdt liv ved fronten. Men uheldet ville, at den ene bil brød sammen. Noget turbo-dyse-halløj stod af. Bilen osede og mistede trækkraft. Det var umuligt at fortsætte. Heldigvis kunne vi humpe os ind til Warszawa, hvor vi i forvejen havde en aftale i et warehouse om at fylde den smule overflødig plads vi havde på bagsæder og under sæderne ud med hånd- og fodvarmere. Dette er der hårdt brug for ved fronten, hvor soldaterne kæmper med forfrysninger.
Vi besøgte et værksted, men bilen stod ikke til at redde på den korte bane. De skulle bruge 3-4 dag på værkstedet. De dage havde vi ikke. Det var et set-back, og der var stress på. Det viste sig, at den første bil vi havde købt, den hvor betalingen først ikke var gået igennem, var faldet på plads i løbet af dagen. Det var vores mulighed. Mulighed for at køre videre sammen og nå vores mål. Bilen stod i København, og vi vidste ikke, hvordan den kunne komme til Warszawa, hurtigt! Det var stressende timer, for vi var alle 3 opsatte på at gennemføre missionen. Men vi vidste også, at 3 mand + Alona dagen efter i én bil ville være en forkert prioritering af plads i bilen. Bilen skulle rumme medicinsk udstyr ikke mennesker. Hvem skulle i givet fald tage hjem? Vores team er stærkt. Ingen har lyst til at tage hjem, men ingen gemmer sig. Alle melder sig, og taler for at det er dem der skal trække det korteste strå. Det var en enormt ufed situation. Men uanset hvad, så skulle Alona være en del af det hold, der kørte videre. Derfor kunne hun lige så godt komme til Warszawa i stedet for Krakow. Alonas billet dagen efter havde en mellemlanding i netop Warszawa, så vi bad hende stå af der og komme til hotellet. Vi skiltes den aften uforløste om den videre rejse sammen.
Det skal siges, at selv om vi fandt en, der kunne køre bilen ned til os, så var orkanen Otto på vej, og måske var det slet ikke muligt at køre. Det var alt i alt nedslående. Kl. 23 skrev Alona, som fra København arbejdede som en vanvittig for at løse problemet, at Søren, en af Bevar Ukraines stærke støtter ville hjælpe os og køre hele natten, så han kunne mødes med os i Warszawa næste morgen kl. 8.30. Det var fantastisk nyt. Det lykkedes ham at nå den sidste færge, inden Otto lukkede Danmark. Jeg må ærligt indrømme, at jeg var bekymret den nat. Bekymret for om Søren lå underdrejet i Østersøen. Og bekymret for at Søren skulle køre en hel nat i det forfærdelige vejr. Men kl. 08.29 næste morgen kom Søren. En sej fyr og gammel sømand. For ham var Otto noget værre opreklameret pjat. Det er medierne, der bare skal tjene penge, sagde han, mens min Instagram blomstrede med fotos af stormskader. Den bed Søren ikke på. Der skulle mere til, heldigvis.
Stemningen i gruppen var tilbage på det vanlige høje niveau. Vi skulle afsted, alle sammen. Vi fordelte os i de to biler. Jan og jeg kørte sammen, og Alona med Jesper. Jan havde inden afrejsen købt to walkie talkies. Et genialt træk, som fungerede fantastisk for os undervejs. Vi skulle køre mange timer, og Jan og jeg blev enige om, at det var en perfekt lejlighed til at høre Rasmus Tantholdts bog ”65 dage i Ukraine”. Hvis du ikke har læst den, så er det om at komme i gang. Den er god. Og jeg tænker, at den nok blev endnu bedre ved, at vi sad i bilen med kurs mod Ukraine.
Omkring kl. 17 rammer vi den polsk/ukrainske grænse. Alona har undervejs kommuni- keret med nogle af hendes kontakter om, hvilken grænseovergang vi skal vælge. Vi er på forhåndblevet advaret om, at det at krydse grænsen ikke er hverken lige til eller noget, der kan overstås i en håndevending. Faktisk siger alle erfaringer, at det tager mellem 4 og 20 timer at komme over! Vi har forberedt så godt vi kunne hjemmefra. Vi har lavet pakkelister, der præcis definerer, hvad der er i hver enkelt bil.
Og vi har forsøgt at deklarere vores indhold på en polsk toldhjemmeside for at få processen til at kunne glide. Uheldet vil desværre, at det polske toldvæsens IT-systemer er nede den dag.
Det betyder, at alt bliver manuelt, og toldernes skøn om, hvad der kan accepteres og ikke, bliver afhængigt at hver enkelt tolder. Det skulle få øjeblikke senere vise sig at blive skæbnesvangert for vores passage. Da det langt om længe bliver vores tur til at tale med en tolder, er det starten på en virkelig irriterende og ubehagelig oplevelse. Vi bliver i en særdeles hård tone bedt om at aflevere pas og vores pakkepapirer, hvilket vi gør med et smil. Få minutter senere vender tolderenhelt utrolig aggressiv tilbage. Vi holder bag Jesper og Alona men bliver behandlet samtidig. Alona fører ordet oppe foran, og det er tydeligt selv gennem ruden på vores bil 5 meter længere tilbage, at hun i den grad bliver talt grimt til. Jeg stiger ud af bilen af nysgerrighed og for at yde en smule assistance. Dårlig idé!
Jeg bliver straks viftet tilbage på min plads. Endnu en tolder kommer til. En kvinde. Jeg når lige at tænke ’thank God’ endelig et modent og fornuftigt menneske, der kan tale den tåbe til fornuft og få os videre. Desværre blev der til både min og Jans overraskelse tværtimod skruet op for ubehagelighederne. For at gøre en lang historie kort blev vi bedt om at vende om og køre væk. De idiotiske polske toldere havde ikke læst deres lektier og mente ikke, at vi måtte have blandt andet generatorer med. Det var ikke humanitær hjælp. Det var militært udstyr, mente de. De havde ikke ret, men det var der på ingen måde basis for at drøfte.
Og det kan også undre, at nogen gider at have sådan et job. Jeg troede ærlig talt, at tiden med magtudøvelse på sådan en dum og primitiv måde var historie, men åbenbart ikke! Det var også en mærkelig oplevelse, når nu man ved, hvor meget Polen ellers støtter op om Ukraine. Nå, men nu var gode råd dyre. What to do? Vi holdt et møde og fik også Alona til hægterne. Hun havde lagt ryg til langt de fleste af told-tæskene. Jan, Jesper og jeg var en smule frustrerede og ærgerlige. Vi ville gerne have bakket Alona bedre op, men al samtale foregik på polsk eller ukrainsk, og tolderne afslog ethvert forslag om at kommunikere på engelsk. Det er lidt svært at forestille sig, at de ikke taler et ord engelsk.
De havde allerede en plan klar. Kør til Chelm, hvor der ligger en række speditionskontorer. De vil sørge for at finde det rigtige kontor og få dem sat i gang med at skabe løsningen og få papirarbejdet i gang, inden I ankommer. Klokken var blevet 18. Det var mørkt, og det regnede. Det var ikke just en længere køretur i den forkerte retning, som vi brændte for. Desværre viste gps’en at der var 2,5 time til Chelm, og det var ad små snoede landeveje hele vejen. Nå, på med ja-hatten og en ny lydbog. Jan havde været så forudseende, at han også havde Lars Findsen med på lydbog.
Det blev en sejtrækkertur. Snoede våde veje i bælgmørke. Men selvom det var surt, var det hyggeligt. Jan og jeg diskuterede passager i bogen og bare sludrede. Og da der manglede 40 km, og turen vaallersurest, introducerede Jan ideen om 10-kilometer sangen. Vi skulle
skiftevis hver tiende kilometer synge en sang over walkien til den anden bil. Det var hylende sjovt, og der blev skrålet igennem i mørket. Indrømmet, man skulle nok have været der.
Men for os der var der, var det lige det, der skulle til for at få os i mål. Endelig nåede vi frem til et lille, og efter danske forhold, superlusket kontor i en lastbilslandsby. Oppe på første sal sad 3 personer og arbejdede. Det var lørdag, og klokken var over 22. Det tog vel et par timer, og så stod vi med et bundt stemplede papirer og fik at vide, at vi var ’good to go’. Det eneste sted vi var ’good to go’ lige nu var i seng. Jesper havde fundet et par hoteller, da vi ikke kunne finde 4 værelser på samme hotel, og vi delte os op. Jeg lagde hovedet på puden med et smil og følelsen af, at den der ler sidst ler bedst, og sendte en ikke særlig kærlig tanke til de polske toldere.
Det blev morgen, og vi skulle videre. I dag var dagen, hvor det enten lykkedes eller mislykkedes at komme ind i Ukraine. Vi skulle til en anden grænseovergang denne gang. Vi havde boet lige op ad grænsen ved Dorohusk, men den overgang er kun for lastvogne. Jeg havde kigget på den søde speditionsdame med øjne som om, at jeg mente, at vi godt kunne kvalificere os som lastvogn. Hun lagde hovedet på skrå, og sagde grinende ”Hvis du kan få din bil til at veje 7,5 tons, så er alt godt”. Så derfor fandt vi os selv igen kørende ad de smalle polske landeveje. Denne gang friske og i dagslys. Vi kom til grænsen. Hele cirkusset startede igen. De polske toldere var lige så sure og møgubehagelige, som dagen forinden. Og det blev ikke bedre, da Jesper kom til at køre et par meter frem over en bred hvid streg, selv om der var hævet bom og grønt lys.
Efter en times tid lod tolderne os heldigvis køre videre. Nu var vi i ingenmandsland på vej mod den Ukrainske grænse, som lå på den anden side af en gammel grøn bro. Nu var det ved at blive virkeligt. De ukrainske grænsebetjente og toldere var en helt anden historie. Ja, det tog tid, men stemningen var positiv. Da vi efter en times tid fik lov at passere, kom chefen for grænseovergangen til vores bil. ”Jeg har set, hvad I bringer ind i landet. Og jeg har set hvem I er, og hvor I kommer fra. TAK TAK TAK. Jeg takker jer på vegne af alle mine medarbejdere og det Ukrainske folk. Velkommen til vores land. Hvad I medbringer, er uvurderligt”.
Sikke en dejlig besked at starte vores rejse ind i Ukraine med. Inden vi forlod grænsen, kaldte Alona os sammen. Hun gav os en sikkerhedsbriefing. Det var tydeligt at fornemme, at nu var ansvaret for vores sikkerhed overgået til Andrii vores lokale kontakt. Ham
kommer I til at høre meget mere om, om lidt. Alona instruerede os i, hvordan vi skulle forholde os, hvis vi blev beskudt. Og hvordan vi skulle agere, hvis en af os blev såret. Risikoen ville være lille i de områder, som vi planlagde at være i, men det var en reel risiko, og det blev vi klar over, da vi fik denne briefing. Vi fik også udleveret 2 stk. Tourniquettes. En Tourniquettes er et velcrobånd med en yderligere stramme-anordning, som kan forebygge, at man dør af blodtab, hvis man bliver ramt i arme eller ben. Den stopper blodtilførslen til det sårede område, så man ikke forbløder.
Således oplyst kører vi ind i Ukraine. I vores bil kommer Lars Findsen bogen på, og vi arbejder os imod Kiev. Vi er af en betænksom lastbilchauffør blevet rådet til, at vi skal vælge den sydlige af de to veje, der kører forbi Kiev mod Tjerkasy. Den nordlige vej er blevet bombet, og de mennesker man møder på sin vej, er triste traumatiserede skæbner havde han fortalt. Vi tog den sydlige vej.
Det her er ikke Ukraines krig. Det er lige så meget vores krig. En krig for fred og anstændig opførsel. Man kan sgu da ikke bare nappe et andet land. Lige meget, hvor meget vi taler om det, og leger legen ’Hvis nu vi var russere’, virker Putins optræden fuldstændig håbløs og som noget, der hører en anden tid til. På vores vej blev det hurtigt tydeligt, hvorfor man kalder Ukraine for Europas spisekammer. Der var gigantiske marker overalt. Men det blev også tydeligt, at landets infrastruktur godt kunne trænge til lidt kærlighed og investeringer. Holy moses, der var mange veje, som ikke kan karakteriseres som elendige, men som decideret uanstændige set med vores øjne. Men sådan er det, når man kommer
ud i den store verden. Man sender pludselig mange positive tanker til det, man kommer fra.
Og det lille hul, der virkelig har irriteret mig på Strandvejen i Rungsted giver mig en snært af dårlig samvittighed. Timerne gik, og vi nærmede os Zjytomyr. En by lidt mindre end Århus små 60 km vest for Kiev. Den har i mange år være hjemsted for de luftbårne styrker i Ukraine. Der er stadig en del militær aktivitet, men det er blevet spredt over på forskellige mindre lokationer, da det for tiden er uklogt at samle mange soldater på samme sted. Her bor Denys. Han er ægtemand til Irina, som er en af de kvinder, vi hjalp til Danmark på vores sidste aktion. Jesper og hans familie har hjulpet, og hjælper stadig Irina, hendes mor og hendes 2 børn til at lande godt i Danmark. Vi taler sammen over walkien og aftaler, at vi vil forsøge at kigge forbi Denys og sige hej, hvis det passer. Det gør det.
Denys har ikke spildt tiden. Han har lavet mad. Masser af dejlig mad. Blandt andet har han lavet Borscht, Ukraines nationalret. En rødbedesuppe med kødstykker. Det smager fremragende og er en dejlig afveksling fra de tørrede pølser og vingummibamser, som Jan og jeg har hygget os med at spise i løbet af dagen. Lad os ikke bruge mere tid på denne middag, men da vi skulle til at gå havde Denys forberedt gaver til os. Vi fik et uniformsemblem fra hans kompagni og en flaske et eller andet stærkt lokalt tranebærsnaps. Og ikke mindst fik vi i tillæg alle et kæmpe bjørnekram og ordene ”TAK TAK. I aner ikke, hvor meget det betyder, at I er her. Det er fantastisk, hvad I har med, men at I selv er her giver også moral og styrke, og viser, at vi kæmper sammen alle sammen”.
Vi forlod lejligheden glade og med en stor madpakke til Alona, som havde
siddet i bilen og nægtet at forlade vores dyrebare last. Vi ville gerne nå en smule længere i dag, da vi vidste, at de sidste 250 km efter Kiev ville blive på ekstremt dårlige veje. Vi kørte afsted men efter 20 minutter, hvor vi havde mødt adskillige biler, der var punktere-
de i de store huller i vejen, måtte vi resignere. Jans og min bil havde ikke verdens bedste lygter, og det virkede uforsvarligt og farligt at fortsætte. Vi ville ikke kunne ikke nå til en by, hvor vi med sikkerhed kunne overnatte inden udgangsforbuddet trådte i kraft kl. 23.
Det var sandsynligt, at vi ville ende med at skulle sove i mørket på vejen. Og det var 100% ikke en mulighed. Vi måtte vende om. Vi turde ikke tage nogen chancer. Undervejs hele dagen havde vi jævnligt mødt road-blocks, som er checkpoints, hvor svært bevæbnede militærenheder kontrollerede forbikørende. Hele dagen var det gået aldeles problemfrit at passere disse jævnlige checkpoints, men vi var også blevet fortalt, at når mørket faldt på ændrede stemningen sig. Det blev endnu mere vigtigt at opføre sig korrekt. Den korrekte måde at ankomme til et checkpoint om aftenen var at sætte farten ned, blænde ned for lygterne, tænde loftslamperne inde i bilen, starte alarmblink og have begge hænder synligt på rattet. Vi havde fokus på at opføre os eksemplarisk.
Vi kørte tilbage og fandt et hotel udenfor byen. Vi forsøgte på hele turen at undgå at sove i byerne for dermed at nedsætte risikoen for at blive fanget i et bombardement. Da vi kom til det meget slidte hotel, vi havde fundet på Booking.com, fortalte Alona personalet, at
vi havde brug for, at bilerne kunne stå diskret. De var mærket som humanitær transport, og kunne godt vække de forkertes interesse, også fordi nummerpladerne ikke var lokale.
Vi var indtil videre næsegrusbeundrende over den Ukrainske befolkning. De ydede alle sammen. Man fornemmede i den grad, at de stod sammen. Og de var dybt taknemmelige for at møde os og over, at vi var der. Inden vi gik til køjs, sad vi 10 minutter og de-briefede dagen. Vi glædede os vildt til i morgen, og til forhåbentlig at nå vores destination. Men vi havde vænnet os til, at alt muligt uforudset kan ske, men også til, at der er en løsning på alt.
Dag nr. 6 var godt i gang. Vi havde fra morgenstunden fået at vide, at vi var sikkerheds godkendt, og at regionens generalmajor ønskede at møde os personligt på rådhuspladsen i Tjerkasy. Vi manglede 140 km, da Alex, vores lokale kontakt, ringede til Alona og spurgte, hvor vi præcis befandt os. Hun svarede, og han fortalte at lige om lidt, når vi manglede 110 km, måtte vi ikke længere holde ind til siden og stige ud af bilen.
Endelig, efter timer på de hullede veje kørte vi ind i Tjerkasy. En by på størrelse med Odense, der lå ned til en flod, der førte til Sortehavet. Vi parkerede ved siden af rådhuset og blev mødt af Alex og Mykolai. To gamle venner, der arbejdede sammen og kæmpede sammen. Vi fik en hurtig kop kaffe og en snak om turen. Alona var tolk. Det fungerede perfekt. Den lokale presse var dukket op, da vi skulle møde generalen. I følgeskab med en ordonnans og et par sikkerhedsfolk mødte han os og trykkede vores hænder, mens han inderligt sagde tak, og at det var en fornøjelse at møde os. Og han fortsatte ”Mange er rundhåndede og donerer vigtig humanitær og militær hjælp. Det sætter vi mere pris på,
end I måske kan forstå. Meget få har modet til at komme til Ukraine. Men at I er her, betyder
meget. Vi kan se hinanden i øjnene. Det giver moral og følelsen af, at vi står sammen i Europa. Tak for, at I redder ukrainske liv”, sluttede han af.
Efter denne modtagelse talte vi om løst og fast, og vi viste ham indholdet i vores biler.
Vi skiltes fra generalen efter at have fået tagetet par officielle pressefotos og nogen til vores
egen scrapbog. Efter frokost kørte vi ud til Alex' fabrik, hvor bilerne skulle omlastes. Alex har et par større finérfabrikker, der producerer finér til møbelproduktion i hele verden. Vi sad kort på hans kontor, hvor der udover et skrivebord og noget meget østeuropæisk kunst på væggene også var et stort våbenskab. Det stod åbent, og der var 8-10 forskellige rifler, et maskingevær og et par pistoler. På stumtjeneren hang et par skudsikre veste og en hjelm. Vi fik en hurtig rundtur på fabrikken. Alex passede godt på sine folk. Siden krigens start havde han sørget for alle ansattes familier, og også familier, der var flygtet fra besatte landsdele.
Han havde bygget et beskyttelsesrum, men ingen tager længere synderlig notits af de hyppige luftalarmer, så det blev ikke brugt så meget længere. Alex fortalte mange hjerteskærende beretninger fra krigens førsteår. Mykolai fortalte mig, at Alex, som han selv, bruger næsten alle døgnets timer på at supportere hæren. Alt hvad han tjener, går til krigen. Igen og igen ser vi ved selvsyn at civiles bidrag og indsats er afgørende for at styrke den Ukrainske hær og for at redde liv. Det er bemærkelsesværdigt og meget beundringsværdigt.
Af de mange hjerteskærende beretninger om civile overgreb står foto-
grafiet Alex viste os på sin telefon stadig fuldstændig klart. Fotografiet viste en skræmt pige med bar overkrop. På ryggen var med sprittusch skrevet hendes navn, fødselsdato og et telefonnummer. Alex fortalte, at hendes forældre ville sikre sig, at hvis hun overlevede, og de ikke gjorde, så ville myndighederne kunne finde frem til noget af hendes familie. Forældrene overlevede ikke. Under frokosten havde Alex fortalt, at da Mariopol blev invaderet, havde russerne også der voldtaget og slagtet civile mennesker. De døde i gaderne fik de ikke lov at give en anstændig begravelse.
De døde blev begravet af venner og familie, hvor de nu kunne finde en plads. Under æbletræet, i parken, bag supermarkedet, osv. Alex ændrede i de dage sin fabriks produktion her i Tjerkasy. Han lavede små firkanter af finér, som de efterladte kunne skrive den dødes navn på. En slags gravsten.
Alle vores samtaler havde gruopvækkende indhold, og jeg havde endda fornemmelsen at Alex og Mykolai forsøgte at skåne os lidt. Sidst på dagen fik vi melding om, at vi var inviteret til selv at overbringe en del af vores medbragte humanitære hjælp direkte til en militærforlægning i byen. Det var sjældent, at det kunne lade sig
gøre af sikkerhedshensyn.
Der var checkpoints på vej ind og skarp bevogtning. Kompagniet, der havde midlertidig base her, var en del af de styrker, der var allokeret til at hjælpe med at forsvare Bakhmut, eller Kødhakkeren som det makabert bliver kaldt. Halvdelen af kompagniet var blev sendt til fronten for en uges tid siden. Ud af 85 soldater var 12 kommet tilbage, og ingen af de 12 ville kunne komme i krig igen. De var alle sårede. Resten var døde. Næste morgen skulle resten transporteres til fronten. Der var en afdæmpet stemning. Alona fortalte os efterfølgende, at hun havde hørt flere der gik og tog afsked med hinanden. ”Farvel, tak for venskabet. Gud være med dig”. Alle, der skulle afsted havde også sagt farvel til kone, børn, familie og venner. Alle havde fået muligheden for at melde fra, men det var der ingen,der havde gjort.
Vi overrakte en del af vores medbragte ting. Resten var blevet tilbage på Alex' fabrik. Det ville blive kørt til fronten næste morgen. Kompagnichefen, med rang af kaptajn, inviterede os indenfor i det, der var deres spisesal. For et år side havde der siddet skolebørn og spist frokost og lavet larm. Nu var vinduer skærmet af med sort plast, og her var uendelig trist. Jeg lavede en video med kaptajnen. Han takkede på den ukrainske befolknings vegne Danmark af hele sit hjerte og understregede igen behovet for mere hjælp.
Besøget sluttede med, at han spurgte, om ikke vi ville skrive en hilsen til styrkerne ved fronten på det store Dannebrogsflag vi havde givet ham. Det ville vi gerne. Det var følelsesmæssigt meget specielt at skrive den hilsen og vide, at det ville hænge i et
udgravet beskyttelsesrum ved fronten sammen med det Ukrainske flag i morgen. Der var stille i bilen, da vi kørte væk. Vi kørte tilbage til fabrikken, hvor fire af Andriis folk havde ompakket bilerne. Vi skulle nu til vores hotel. Af sikkerhedshensyn skulle vi fragtes ud af byen. Men vi skulle først sige farvel til Alona. Hun ville se tingene blive afleveret, der hvor det skulle bruges. Og hun skulle mødes med nogle sygeplejersker/paramedicinere på et felthospital, som hun gennem længere tid havde skrevet med, blandt andet om hvad de havde brug for, at vi medbragte næste gang. Hun skulle egentlig have mødtes med 3 kvinder, men for et par dage siden fik hun beskeden om, at den ene kvinde på kun 22 år var omkommet i forsøget på at trække en såret soldat hen til en bil for at kunne behandle ham.
Alona glædede sig til at overrække breve, tegninger og naturligvis også overraske dem med kaffeposerne. Men mest af alt selvfølgelig ved selvsyn at se, at vores strabadser for
at komme frem ville gøre en forskel ved fronten. Det var blevet mørkt, og vi var undervejs mod hotellet ad de hullede veje. Det var en endnu større udfordring at køre på disse veje, når det var mørkt. Alle kørte siksak, også de modkørende hvilket bragte en vis spænding for os passagerer. Undervejs fortalte Alex, nu via Google Translate, at i et område ikke langt derfra, havde det lokale jagtforbund haft afgørende betydning for at sikre en by på et tidspunkt, hvor russerne var på vej for at indtage den. Jægerne havde holdt russerne tilbage ved at gå i skoven og skyde russere, indtil hæren var mobiliseret og på plads. Vildt nok!
(Jeg har bare indsat denne her tilfældige video af en gruppe russiske soldater der bliver overvåget af en DJI Mavic med termisk kamera. Det er sådanne droner vi leverer. Det skal jo ikke være tekst, det hele. red.)
Vi blev afleveret in the middle of nowhere. Her var tomt og sort. Men det viste sig at være et spahotel direkte ned til floden. Vi var de eneste i restauranten. Lyset var slukket også i restauranten, men vi fik tændt lidt i vores ende. Vi fik en god middag og kom til køjs. Planen for den efterfølgende dag var, at Alex ville køre os til Kiev, hvor vi skulle have toget mod Polen. Fra grænsen var det stadig uvist, hvordan vi kom videre. På vej til toget ville Andrii vise os Butja og Borodyanka. Det var nogle af de områder, hvor de første rapporter om alvorlige og mange russiske krigsforbrydelser kom for en dag, da de russiske styrker blev slået tilbage. Vi var sådan set meget mætte af indtryk, og tænkte nok egentlig bare på at komme hjem. På dette tidspunkt anede vi ikke, hvad vi ville se dagen efter.
Turen mod Kiev var en transport-etape uden de store begivenheder. Men det var de første meter i retningen mod at komme hjem. Det føltes rart. Efter 3 timer på dårlige veje og masser af checkpoints passerede vi Kiev og fortsatte mod forstaden Butja. På vejen fortæller Alex om russernes invasion og fremfærd mod Kiev, som ligger få kilometer fra Butja. Den visuelle kulisse vi passerede, mens han taler, var villaer og højhuse, der var bombet
i smadder. Granater, der havde ramt butikker og beboelsesejendomme. Andrii fortalte, at Butja nu var ryddet og delvist genopbygget på rekordtid. Det var blevet nærmest principielt for især amerikanerne at få hvisket sporene væk. Lad mig sige det sådan. Det lignede stadig en krigszone for os. Alex ville også vise os Borodyanka, som lå 25 km længere ude. Der var genopbygningen ikke påbegyndt. Det var hjerteskærende at opleve dette sted, som for ikke længe siden havde været en normal velfungerende by med liv og kærlighed. 4 midaldrende mænd gik foran en fuldstændig sønderbombet etageejendom.
De gik og samlede jernstykker op på ejendommens legeplads. Det var bizart og virkede i sin stilhed nærmest desperat. Det føltes forkert, at vi var der. At jeg stod med mit kamera og filmede og lige om lidt ville jeg sidde i mit trygge hjem i Danmark og fortælle om, hvad
jeg havde set. Jeg væmmedes lidt over mig selv, men fik hurtigt overbevist mig selv om, at det var vigtigt, at vi havde fået denne oplevelse first-hand for netop at kunne fortælle om det. Det er i hvert fald en oplevelse og en følelse, der har sat sig godt fast i kroppen.
Tilbage i Kiev gik det mod stationen. Undervejs kom vi forbi Hotel Intercontinental, som var Rasmus Tantholdts base i krigens første måneder, og som nævnes hyppigt i hans bog. Jan og jeg sendte Rasmus Tantholdt en tanke, og en tak for den gode bogoplevelse.
Men jeg sidder her i toget og kigger ud i mørket, bemærker jeg, at ruderne har en plastfolie på indersiden. Det er nok lavet for at sikre, at vi ikke bliver skåret af tusindvis af glasstykker, hvis toget bliver ramt af en eksplosion. Mine tanker afbrydes af telefonen, der giver den velkendte notifikationslyd, når der er besked på Signal. Det er fra Alona. Hun sender fotos fra fronten. Det er fotos, hvor vi kan se det medicinske udstyr, vi havde medbragt, i brug. Vi redder liv, skriver Alona og sender en smiley. Aktionen er lykkedes. Ja sgu tænker jeg, og kan se på Jan og Jespers ansigter, at de også sidder og ser på billederne.
Vi sidder med sådan en dejlig følelse i kroppen. Men hurtigt skifter følelsen karakter fra succestil motivation og en smule frustration. Vores indsats har bidraget til at redde liv, men lige nu dør soldater og civile unødvendigt, ikke kun på grund af krigens naturlige håbløshed, men fordi der mangler udstyr til at redde dem, når de bliver såret. Der skal mere til.
Denne aktion er et startskud. Vi må gøre mere, og vi har brug for alles opbakning.
Tak for at du læste med.
Kontakt os meget gerne, hvis du har lyst til at hjælpe på den ene eller anden måde.
(Sidste besked fra Andrii. Som nævnt flere gange så er det voldsomt vigtigt med moralsk opbakning når man er oppe imod overmagten. Man mærker det HVER gang man mødes med ukrainske enheder. red.)
Dette er kun del 1. Navne og tidspunkter kan være ændret - en smule. Kunne du tænke dig at hjælpe med de næste ture? Skriv straks til opdksec@protonmail.com