Opdatering om krigen i Ukraine
En anelse frejdigt, for det er virkelig svært at forudsige begivenheders gang i en krig, påstod jeg for nogle uger siden, at hvis ikke den russiske hær opnåede væsentlige gennembrud i Donbas, kunne det være kampene der knækkede deres nuværende offensive kampkraft.
Efter flere ugers hårde kampe i hhv. Severodonetsk, omkring Popasna og nord for Slavjansk, begynder det at trække op til, at russerne snart skal have deres gennembrud hvis ikke at dette område skal markere deres højvandstand. De har smidt stort set hele deres offensive kampkraft i Ukraine ind i dette område. Alle andre steder presses de langsomt tilbage.
Da russiske enheder indtog Popasna syd for Lysychansk/Severodonetsk, frygtede flere iagttagere at det ville betyde et umiddelbart sammenbrud af de ukrainske linjer. Dette har ikke været tilfældet. Ukraine har indtil videre modstået de mange angreb som russiske luftbårne tropper, lejesoldater fra Redut og Wagner og separatisterne har lanceret ud fra Popasna. Byerne Bakhmut, Hirske, Toshivka og Zolote er stadig på ukrainske hænder på trods af omfattende russiske bombardementer fra artilleri og fra luften, og de tusindvis af soldater der har forsøgt at trænge forsvaret tilbage.
Min vurdering er, at forsvarslinjerne omkring lige præcis disse byer er så hårdt pressede at de på et tidspunkt kan falde. Især Hirske og Zolote vil formentlig falde inden længe, da angriberne har omkring 1:5 i mandskabsmæssigt overtag. Bakhmut kan godt holde stand, såfremt den ikke omringes og afskæres forsyninger. Toshivka er interessant, fordi den forsynes fra Lysychansk og kan bruges til mindre angreb på sydlige stillinger ved Severodonetsk. Derfor vil Ukraine formentlig gå langt for at holde den.
Det kan være noget af en påstand, sådan at skrive at den russiske hær kan risikere ikke at nå meget videre end Donbas. For det er trods alt Rusland, et kæmpe land, med et diktatorisk regime som gerne vil slås og som tilsyneladende ikke har de store skrupler ved at sende deres soldater ind i ekstremt blodige angrebsaktioner. Men det har kostet dyrt for dem i materiel. Deres store flåde a T-72 og T-80 kampvogne som de generelt har kannibaliseret igennem årene for reservedele, viser mange tegn på at være godt udtømt.
Diverse iagttagere og kommentatorer, har måske ikke taget helt højde for at de opmagasinerede russiske kampvogne ofte fungerer som et reservedelslager, som er blevet brugt til at holde andre kampvogne operationelle. Og til at fylde lommerne på korrupte ansatte i hæren. Vi har også derfor set en del ældre materiel blive hevet ud af lagrene. Her er en frisk video af T-64 kampvogne på vej mod fronten:
Uanset hvordan jeg vender og drejer det, i et forsøg på at undgå at falde i Forudindtagelsens Farlige Fælde, så kan jeg ikke se det positive i at den russiske hær er nødsaget til at bruge disse antikviteter. Denne her krig er enormt vigtig for Kreml. Det er tydeligt når vi ser på, hvor langt de er villige til at gå og hvor store omkostninger de er klar til at acceptere.
Derfor kan det ikke være med deres gode vilje, at den russiske hær er nødsaget til at bruge museumsgenstande til at genskabe deres kampkraft med. Selv hvis de kun skal bruges defensivt, er de langt dårligere end T-72+. De har mindre kaliber, de skyder langsommere, de bruger enorme mængder diesel og de bruger en anden ammunition og reservedele. En hel ny logistisk proces. Det er ikke et valg de har taget selv, det er et valg de er blevet tvunget til at tage, fordi de har mistet så stort et antal af deres mere moderne kampvogne. Igen vil jeg gentage tidligere påstand: fra nu af, bliver den russiske hær kun svagere. Jeg tror ikke på, at de kan mønstre en større offensiv kampkraft end de gjorde ved krigens start. Det er kun ned af bakke herfra. Til gengæld, er det også et tegn på at Kreml ikke forventer at denne krig er færdig lige foreløbig, for det er ikke lige sådan at hive T-62 og T-62 kampvogne frem fra gemmerne og gøre dem aktive i en kampvognsbrigade. Den slags tager tid, formentlig månedsvis, og det må trods alt kunne antages at de forventer de rent faktisk skal bruges på et tidspunkt.
Nord for Slavjansk, og generelt i området syd for Izyum, har de russiske enheder de seneste to måneder rykket omtrent lige så langt frem, som du kan lunte på en times tid eller to. De oprindeligt mere end 20.000 tropper i Izyum er ikke lykkedes med særligt meget, udover igen og igen at blive slået tilbage og modtage lidt artilleribeskydning når en ukrainsk enhed kom nær. Nogle af dem deltog i det succesfulde angreb på Lyman, som dog heller ikke indtil videre har udmøntet sig i andet end en mindre taktisk sejr, der åbner en vinkel på Slavjansk.
Hvor længe kan disse tropper blive ved med at kæmpe? Hvor høj er deres motivation for at blive ved med at angribe? Jeg ved, at de russiske enheder i lige præcis Izyum, har modtaget store tab og at der er problemer med moralen. Alle efterretninger der kommer ud fra området peger i den retning. Det er også derfor at flere generaler har været forbi for at tale med store bogstaver. Det er Ruslands største koncentration af offensive tropper i Ukraine. Mange af de kampgrupper er sammensat af forskellige enheder, og er ikke fuldtallige hverken i mandskab eller i materiel. Husk også på, at de har været i Izyum i mindst to måneder nu, til tider under ret skrappe forhold. Moralen er dalende, og nu rykker Ukraine nærmere deres stillinger fra vest.
Billede: Oversigt over kontaktlinjen i nordlige Donbas.
Det er klart, at det kræver en hel del tid at regruppere og genforsyne store mængder tropper efter en offensiv, og min erfaring med det russiske militær er at de er mere tålmodige end vi umiddelbart har tendens til at tro. Lige nu er russiske enheder i gang med at forme et nyt angreb mod Slavjansk. Det vil foregå med et fremstød syd for, ved Bakhmut, og nordfra fra med primære angreb fra Lyman og Izyum. Jeg forventer at de sætter mindst 10.000 mand ind nordfra, og, som bekendt, skal 10.000 mennesker have en del at spise og drikke. Og i dette tilfælde, også noget at skyde med. Fra Izyum angriber de i skrivende stund mod Krasnopillya og fra Lyman skal de indtage Raihorodok. For at gøre det sidste, skal de krydse floden, hvilket kan være en udfordring for nogen.
Uanset hvad, så er det en ret stor offensiv som den russiske hær har formet fundamentet for. De kan snart angribe områdets yderliggende forsvarsstillinger fra mindst tre vinkler. Derfor er det helt afgørende for forsvaret af Slavjansk, at ukrainske enheder formår at mose sig tæt på Izyum og de jernbanelinjer som primært skal brødføde den offensiv. Det er ikke realistisk for Rusland at forsyne så stor en offensiv effektivt via vejnettet, og også derfor kæmper Ukraine hårdt for at nå frem til en central linje ved Izyum. Det virker mest hensigtsmæssigt at vente med et egentligt angreb på Slavjansk indtil de russiske enheder opnår et gennembrud syd for byen og når kampen om Severodonetsk er slut.
Dette vil frigive nødvendige artillerienheder og et yderligere angreb fra en sydlig vinkel vil gøre forsvaret af byen væsentligt mere kompliceret. Der er højdedrag rundt om byen, som muliggør præcis artilleribeskydning af forsvarets positioner. Men jeg ved, at forsvaret rundt om Slavjansk (og Kramatorsk) er velforberedt, og at det vil kræve en omfattende kraftanstrengelse for den russiske hær at indtage dem. Og de skal først derhen...
Hvis ikke de russiske enheder snart oplever et gennembrud mod Slavjansk eller i retning mod Barvinkove, eller bliver væsentligt forstærket med friskt mandskab og materiel (som kan være undervejs fra Belgorod), så vurderer jeg at deres kampkraft snart begrænser sig til mindre offensive aktioner, og forsvar. Du kan ikke længere tvinge soldater til at angribe de samme stillinger i månedsvis med store tab til følge. Nogle soldater nægter simpelthen at gøre det. Der er ikke samme kontrol over de russiske infanterister som i 2. verdenskrig, under den brutale styring fra NKVD og deres massakrer på egne tropper.
Billede: Lavrentij Beria; chef for NKVD - og herunder Stalins sikkerhedsstyrker. En absolut brutal forbryder mod menneskeheden på linje med de værste nazister som Adolf Eichmann. Billedkilde: CC.
Når russerne har indtaget Severodonetsk, for det gør de på et eller andet tidspunkt, og kan gøre status, vil jeg mene at de skal foretage en ret omfattende mental gymnastik for at kunne kalde det en sejr. Byen er totalskadet, og de har mistet tusindvis af tropper i forsøget på at indtage den. Samtidigt har det taget tid, og givet Ukraine mulighed for at få flere våben fra Vesten sendt ind i landet. Byen har ringe militær værdi, og det er manges holdning, at den udelukkende har politisk og symbolsk værdi. Så må man selv gøre op med sin egen moral og etik, når regnskabet mellem politik/symbolik skal opgøres i forhold til menneskeliv og de rædsler, folk på begge sider har gennemgået under kampene.
Billede: Det kunne være 1968 syd for Da Nang i Vietnam, men det er 2022 i Ukraine. Ukendt fotograf.