En personlig beretning om skuffelse, afmagt, glæde og ... en meget beskidt bil.
For de læsere der er ankommet for nyligt, så udover et velkommen til, så får du lige en hurtig opsummering; For nogle måneder siden donerede andre læsere af denne blog lige omkring 80.000 kroner, på lige omkring 72 timer. Ret sejt, ik?
Nogenlunde samtidigt var der hårde kampe syd for Mykolajiv og Kryvyi Rih, langs fronterne nord for Kherson. Ukrainerne var gået i offensiven flere steder, men russerne lavede stadig angreb, og antallet af sårede fra artilleriangreb var højt. Derfor blev der evakueret rigtig mange sårede soldater og flygtende civile fra området, og samtlige hospitaler og klinikker i flere 100 km's afstand var fyldt til randen.
Evakuering af soldater fra fronten er ikke en ufarlig affære, og jo bedre et køretøj, des bedre for alle involverede. Især hastighed og frekvens er to elementer der kan redde liv såfremt den kan forbedres. Hurtigere ture, og færre ture, giver mindre risici. Samtidigt er det vigtigt for frontsoldaternes moral at vide, at der er ordnede linjer der effektivt kan evakuere dem hvis de bliver sårede.
Pengene der blev indsamlet skulle gå til et evakueringskøretøj, primært for tre enheder der holdt linjen ved Mykolajiv. Et køretøj, helst med plads op til 12 sårede efter indretning. Og med firehjulstræk. Køretøjet skulle gerne erstatte et af de forhåndsværende, som desværre fløjtede på det yderste af svanesangens allersidste strofe.
Det følgende er en personlig beretning omkring hvordan noget så simpelt som at købe en bil og køre den 2000 kilometer, ikke altid går som planlagt, men hvordan man ad omveje alligevel kommer i mål. Som regel, i hvert fald. Vurder selv...
Nåh, men på omkring dette tidspunkt, en smule længere henne i dette Helvedes År 2022, befandt jeg mig i Ukraine, nærmere betegnet tæt ved en by med det velklingende navn; Kropyvnytskyi. Det køretøj jeg sad i, var en ældre tysk bil med over 500.000 på motoren. Det kan modellen som udgangspunkt klare, men denne her var begyndt at vise ubehagelige svaghedstegn. Overalt. Det var ikke noget jeg tog så tungt, for snuden af bilen vendte mod nordvest. Jeg var på hjem. Jeg var den eneste i bilen. Jeg havde kun ansvar for mig selv og for at komme helskindet hjem. Det burde være til at magte.
Jeg var meget smadret, men husker alligevel situationen ret tydeligt. Jeg havde fyldt bilen nogenlunde halvt op på to forskellige tankstationer og købt aftensmad med videre. Planen var at køre til Lviv, parkere bilen, og hoppe på et tog mod Warszawa i Polen. Det var blevet sent, men jeg besluttede at det var sådan set fint nok, for turen til Lviv tager mindst 10 timer i den bil, som af en eller anden irriterende ukendt årsag har umådeligt svært ved at komme fra 90 km/t til 120 km/t. Så jo mindre trafik der var undervejs, des bedre, tænkte jeg. Kan jo altid bare stoppe og sove, hvis hovedet begynder at hænge og lyskeglerne trækker for mange streger over forruden. Det er stadig tilladt at køre på vejene om aftenen hvis man har en god årsag og de rette papirer til de mange checkpoints. Jeg siger ikke, at jeg har de to ting. Men det er tilladt hvis man har.
Så siddende der, lyttende til mig selv tænke dagene igennem, tændte jeg en smøg og syntes egentligt alt var sådan nogenlunde i orden. Og det er jo så her, at det dramatiske øjeblik lissom' skal indtræde, men det er sådan ret udramatisk, for min burner ringede. Det havde den gjort 4-5 gange den dag, så det er ikke noget gysermoment. Men som når det er ens mor, der ringer, så ringede den sådan lidt mere insisterende end normalt. Det er sgu' mærkeligt at man kan mærke det, ik? Altså, ved ikke med dig, men jeg kan i hvert fald straks mærke dårlige telefonopkald. Hvad end det så er fra DR Licens, Helsingør Politi, din meget snart kommende ekskæreste i gymnasiet, eller i dette tilfælde, fra en kontakt ved fronten, ja så ringer telefonen bare en lillebitte smule anderledes.
Tilpas anderledes til, at mine nakkehår blev vækket lidt fra deres dvale.
"Hvor er du?"
"På vej hjem"
"Hvad!?"
"På vej hjem!", gentog jeg.
"Kan du tage en tur til? De skal hele vejen."
'Hele vejen' refererer i dette tilfælde til Lviv. Klassisk tur, ud i relativ sikkerhed. Så det betød, at det sandsynligvis var flygtninge der skulle væk fra krigshandlingerne. Og jeg skulle samme vej. Så jeg sagde selvfølgelig ja. Det havde du også gjort.
Jeg ved stadig ikke, om det var det rigtige svar. Det finder jeg måske ud af en dag. For som jeg sad der, cirka 48 timer senere, på sådan en halvstor rasteplads i Slovakiet, med tårer trillende ned af kinderne og med hovedet i rattet, synes jeg ikke helt at verden var det fedeste sted at være. Og jeg stank. Det må være have mindst 10 dage siden jeg havde været i bad. Et forsigtigt bud er at mit tøj kun undlod at desertere fordi det sad klistret til kroppen. På det tidspunkt var det eneste der var tilnærmelsesvis rent mit ansigt, og mine hænder. For det havde jeg lige spulet med en vandslange.
Jeg havde godt bemærket, hvordan de gloede på mig fra bag deres corona-plastic-skærme fra kassen. Foran dem var der gule og røde klistermærker der lovede dig et bedre liv. Tror jeg. Jeg havde sateme også gloet, hvis jeg havde stået der, midt om natten på en rasteplads og ind kommer en ligbleg, gennemblødt, ildelugtende og moderne version af Døden fra Lübeck iført noget gammelt militærkluns. Jeg har aldrig arbejdet på et truckstop i Slovakiet. Men jeg tænker at hvis man er erfaren i den branche, altså natarbejde på et truckstop i midten af ingenting, så har man formentligt set lidt af hvert.
For de uindviede, og jeg siger absolut ikke, at det er dig, min kære læser, men det kunne jo være at en af de andre kære læsere ikke har stiftet bekendtskab med dé sider af vores fælles medaljesamling, kan det måske overraske at to slovakiske kvinder på 50-65 formentlig ved mere om international og grænseløs kriminalitet end de fleste efterforskere her til lands. Men jeg kan fuldstændigt fordomsfrit berette, at truckstops kan indeholde op til flere, hvis ikke alle af følgende elementer på en standardsæson; Tyveri, røveri, prostitution, narkohandel og narkoindtag (ikke nødvendigvis samtidigt), menneskehandel, hæleri, våbentransaktioner, afpresning af folk med digitale valutaer, gambling, grov vold, overlevering af smuglergods, fortynding og/eller ompakning af dansejuice til europæiske næser og dansegulve, diverse grader af forsikringssvindel, og sådan nogenlunde alt derimellem. Du ved, sådan rundt regnet alt det, der gør livet værd at leve.
Det er også i dét lys, barmhjertigheden fra den ene af de to ansatte skal ses. For jeg havde brugt de sidste 3-4 timer på at gøre bilen nogenlunde ren for blod, bræk, mudder og den rå stank af menneskehedens fordærv. Og jeg var færdig som en popstjerne klokken 09 efter et 60 timers ketoganinduceret kokaintrip på Studio 54, så følelsen af den der hånd der blev rakt ud, og fik mig dirigeret ned på en stol, den glemmer jeg ikke. På trods af mine ringe sprogkundskaber fik jeg formuleret et håb om en kop kaffe, og da dens varme snart havde sat sig i kroppen, kunne jeg tænke lidt tilbage på de sidste mange timers strabadser, og lige sluge den besked omkring vores nye køretøj som var tikket ind på telefonen tidligere den dag, og som egentlig var den primære årsag til at jeg overhovedet var i Slovakiet.
Køretøjet først. Det er derfor, at du er her. Det er ikke altid nemt at finde det rette køretøj til rette pris og i rette stand. Og slet ikke i Østeuropa på dette tidspunkt af krigen, hvor der er godt støvsuget rundt omkring. Men hjemmearbejdet var blevet gjort, køretøjet var fundet, prisen var rigtig og pengene overført. Papirarbejdet tager tid og er frustrerende, men også det, var blevet ordnet. Ikke af mig, for så var det jo aldrig gået, men af folk, der kan administrere den slags. Endda ofte mens de smiler. Hvilket vitterligt er meget imponerende, synes jeg. Men, øhm, hvor var fanden var køretøjet?
Når hverken sælger eller vare er i sigte, og du har betalt for dine sager, så kan det være ret nærliggende at tro, at du er blevet snydt. Mennesker er forskellige. Nogle tænker sikkert; "der må være sket sælger noget" eller "han er nok bare forsinket". Andre tænker måske umiddelbart: "jeg skyder ham i benet." Sådan er vi så forskellige.
Uanset hvad, så var jeg ret sikker på, at vi var blevet godt og grundigt taget ved næsen. Og det betød også, at jeg skulle stå til regnskab for en masse folk herinde som havde skudt penge i den gode sag. Jeg havde sat mit navn på en opgave, som var gået skævt. Samtidigt, så havde jeg kørt rigtig længe og var lige kommet ud af Ukraine, efter en oplevelse jeg godt kunne have undværet.
For vi skal lige tilbage til dét opkald jeg modtog, mens jeg nød en stille smøg i Ukraine, og som gjorde at jeg vendte bilen sydpå i stedet. Jeg sagde jo ja, og startede bilen lige bagefter.
"Hvornår er du der så?"
"Om tre timer, mindst."
"Fuck. Ok. Sender coords."
Klokken var omkring 01 da jeg drejede ind på den lille vej. Der var selvfølgelig bælgragende mørkt. Dark Sky Tourism, baby. Det eneste lys kom fra min bil, og lygterne var dæmpede. Ukrainske landsbyer har nogle gange en ret særegen facon, hvor der langs hele vejen nærmest er ét langt hegn som skifter en del i farve og form undervejs efterhånden som matriklerne ændres, men som kan give sådan et lidt spøgelsesby-look når man kommer udefra, fordi det kan være svært umiddelbart at se livet, der foregår bag hegnet eller muren. Således kom jeg trillede ned mod opsamlingsstedet, og lyset fra merceren faldt først på en yngre soldat med gule bånd om armene, og herefter på en ældre civil herre der nærmest instinktivt rykkede sig tilbage da jeg steg ud. 'Hvad sker der, tænkte jeg. Hvor er folk?'
Normalt ville der være nogle flere. Jeg forsøgte at forstå, var med det samme på vagt, men da soldaten gik indenfor, blev det klart at det var sårede civile der skulle ud af zonen. Den ældre mand var bedstefar og inde i garagen sad to børnebørn. Og deres bedstemor lå på en båre. Hvis du ved det, så kan du se det med samme. Det der ubehagelige skær huden får. Det så ikke slet ikke godt ud for hende. Børnene var uskadte. Der er lige plads til tre smalle bårer i bilen. Så der var også god plads til bedstemor og hendes børnebørn, for bedstefar var heller ikke frisk og skulle helst sidde oprejst foran.
Ud på vejen. Fik en energidrik med af soldaten. Hader det sprøjt. Men det var nødvendigt, for vi havde en køretur på mindst 12-14 timer foran os, og der var ikke sådan lige nogen grund til at tage alt for mange pauser undervejs. Jeg har besøgt en del lande, og har oplevet en del ting. Jeg kommer ikke til at glemme den tur tilbage mod Lviv, hvor jeg var så smadret af træthed, at en ældre, syg mand blev nødt til at køre et par timer mens jeg sad og snorkede, og da jeg vågnede omkring kl. 07, kunne jeg se, at hans to børnebørn lå bag i bilen og sov. Hans kone lå død ved siden af dem. Og han vidste det ikke, for han sad dybt koncentreret og hamrede derudaf for at nå til et hospital i Lviv inden det var for sent. Godmorgen.
Jeg hverken kan eller vil gå for meget ind i den del af historien derfra og til hospitalet i Lviv. Det er ret privat, og især for dem, det gik hårdest udover. Men barnegråd, især den der ulykkelige gråd og snøften, den sætter sig, synes jeg. Det tog hårdt på mig, og det var et ekstra slag i maven at stå med en ringe skrotværdi af en bil, der ikke bør beskrives nærmere, og så få den besked, at vores nye køretøj var væk, og at jeg derfor så mig nødsaget til at forsøge at gøre det gamle rent igen og i bare nogenlunde stand.
Så det er sådan set også derfor, min kære læser, at hvis du en dag ser en person komme tiltende ind på en tankstation og du med rette tænker, "hvad sker der, mand". Så overvej at stik vedkommende en hånd og en kop kaffe. Du ved aldrig hvad folk har gået igennem, og hvorfor, de ser ud, som de gør.
--
Den fornyede energi kom pludseligt. Der gik ikke lang fra at misforståelsen omkring køretøjet var opklaret. Alt var nogenlunde, som det skulle være. Bare ikke hvor det skulle være. Det krævede også en overhaling før det var helt klar til afhentning. Et mindre kommunikationsbrist havde skabt en mindre paniktilstand, og helt unødigt givet anledning til bekymringer, tanker og reelle planer om at møde op hos vedkommende og være vred. Nå, men i mellemtiden var jeg som planlagt lang tid før, taget hjem for at komme mig lidt, samle kræfter og gå en tur i skoven og ved Vesterhavet. I den periode arbejdede gode mennesker videre rundt omkring mig. Det var lykkedes os at få en mindre rabat på køretøjet, primært på grund af forsinkelsen, og fordi sælger blev trykket lidt på maven af en eller anden.
Samtidigt har situationen på frontlinjen løbende ændret sig. Det samme har årstiden. Nye tider, nye behov. Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle jer noget mere specifikt her, men det er jeg ikke i stand til endnu. Men de rette kontakter betyder også, at bilen igen er næsten propfuld af lækkerier. Jeg skriver denne tekst, mens jeg sidder bag rattet. Følgende er med på min nuværende tur til fronten ved Kherson:
25 sammenklappelige feltbårer
40 industrielle power banks
21 støjreducerede generatorer
3000 sandsække - dog uden sand
Diverse grej og stumper
Ovenstående skal fordeles til i alt 800 mand der holder tre stillinger på den sydvestlige del af fronten. Køretøjet vil, såfremt situationen består nogenlunde, i den kommende periode køre med lettere sårede fra fronten tilbage mod behandling i vest og tage forsyninger med retur. Samtidigt vil det fungere som en del af det lokale transportberedskab, og kan derfor blive kaldt ud til akut opståede opgaver.
Personligt er jeg tilfreds med det foreløbige resultat, og jeg synes du kan være stolt af at have bidraget. Din hjælp har medvirket til at sikre sårede soldater hurtigere behandling, strømforsyning hos tre enheder, feltbårer til de forreste, og en smule sandsække
til det midlertidige fordelingslager. Alt sammen noget som den ukrainske hær allerede besidder, men som der konstant er mangel på qua krigens omfang og tidsperspektiv.
Køretøjet er i fremragende stand nu, det har fået grove vinterdæk, og der er også snekæder klar til dem. Varmen i køretøjet virker. Det er vigtigere end det måske umiddelbart lyder, for det er lange afstande de sårede skal transporteres over, og der vil komme mange dage hvor temperaturen ikke kommer over nulpunktet. Den slags kan slå svækkede folk ihjel, så det skal der være styr på. Det er der som sagt nu. Vil i høre, hvordan der kom det?
Jeg frem til endnu flere kilometer bag rattet, nye oplevelser og bekendtskaber. Takker dig endnu en gang for din donation, og er glad for, at jeg med hånden på hjertet kan sige at din donation virkelig har omsat sig i konkrete handlinger og hjælp til dem, der slås ved Kherson. Det er altid slående, hvor meget der egentlig kan fås for pengene, når der ikke er udgifter til administration, markedsføring, printede materialer ansatte, etc. Det er absolut ikke for at kritisere de store etablerede organisationer, men der er bare en interessant styrke ved den direkte crowdfunding. Internationalt Røde Kors, som må siges at være en ret stor organisation, gjorde for nyligt meget ud af, at de havde leveret 40 tons nødhjælp i det østlige Ukraine. Der er knap tre et halvt tons i vores bil. På denne ene tur. Bare for at sætte tingene en smule i perspektiv.
Crowdfundingen er også fed i form af den nærhed der kan skabes mellem donor og modtager, selvom de aldrig mødes. En af dem der donerede, er en yngre kvinde på lige over 80 år og sendte en dejlig besked med sit bidrag. Andre er helt unge. Nogle er selv flygtet fra fascismen, andre kender folk i Ukraine. Andre er med rette vrede over Ruslands invasion. Men alle er vi bekymrede, og vi vil gerne hjælpe. Jeg ikke selv oplevet før crowdfunding før, og det var en god og givende oplevelse.
Vores modtagere synes det er enormt fedt og styrkende at det er alle mulige 'tilfældige' som har puljet sammen for at hjælpe netop dem. Folk skal endelig ikke tro, at det er min bil. Jeg fortæller om jer til ALLE der gider lytte, og om hvordan (og hvor hurtigt!) målet blev nået.
Når man er oppe i mod en ret stor fjende som Rusland, så er det rart at vide at der er nogen derude der har ens ryg. Det er egentlig ganske simpelt og forståeligt, synes jeg.
Så ja, de sidste ord herfra, er sådan set, at det er min opfattelse at vi lige nu har nogenlunde, hvad der er brug for, indenfor rammerne af hvad der realistisk kan skaffes og bringes frem til enhederne. De næste udgifter er primært til brændstof. Der arbejdes på at skaffe en seriøs mængde feltbårer og førstehjælpskasser. Det bliver næste store afhentning i Tyskland eller Polen, vil jeg tro.
Vores bil er som sagt 90% fyldt af gode sager. Hvis du gerne vil sende noget af følgende til soldaterne ved Khersonfronten, så har jeg momentvis åbnet for donationer til formålet:
Heavy duty power banks til personligt brug (cirka 300 kroner per styk)
Energibarer, müeslibarer og chokolade (cirka 50-100 kr. per kasse)
Vinterstrømper i prima kvalitet (cirka 50 kroner per pakke)
Ovenstående er noget som alle ved fronten bruger og som der kommer kronisk mangel på i de kommende måneder. Det er også nemt at dele videre ud, da det hverken er afhængigt af deling, område eller kontekst som for eksempel NVGs, veste, støvler etc. er det. Rent praktisk fungerer uddeling af sådanne ting simpelthen ved at de relevante mennesker
der mødes på vejen og som mangler det, får stukket det i hånden. De gode powerbanks er vigtige for opladning af en lang række udstyr. Så de prioriteres altid direkte til frontenheder.
Som du sikkert kan regne ud, er dele af dette her indlæg en forsinket af sikkerhedshensyn. Men. Næste tur hvor der stadig er en smule plads - som du kan se på denne video - er faktisk lige nu. Jeg er små 500 km. fra grænsen og skal forbi et kæmpe outlet på vejen og forsøge at fylde bilen helt op. Det er fjollet at køre til fronten med luft, når der mangler grej. Så send endelig en lille hilsen, hvis du kan! Skriv også gerne hvad du eventuelt vil have købt, så køber jeg det med! Med mindre det er en afrikansk elefant eller noget i den størrelsesorden.
Jeg tager billeder af det hele før det deles ud, da jeg selvfølgelig har respekt for et behov for dokumentation. Venligst, ikke noget med at overføre 50.000 kroner. (Jeg mener det helt alvorligt, Jesper ❤️). Jeg skal også selv kunne være i bilen, og den er som sagt allerede godt proppet. Men det bliver absolut ikke sidste tur.
Du kan støtte indkøb af grej, materialer og forplejning sikkert og direkte via: https://www.buymeacoffee.com/opdksec
Du kan også byde mig på en varm kop kaffe eller kold øl, hvis det er det, du ønsker. Du ved, at jeg værdsætter alle former for støtte.
Opdateret: Bilen blev fyldt helt op. Der kunne ikke klemmes meget mere ind, udover mig selv: