Om krigen i Ukraine. Læs seneste nyt her og hold dig mere orienteret end din nabo.
Her får du et mere indgående indblik i de forskellige frontafsnit. Jeg skal afholde mig fra at komme med alt for mange vurderinger og konklusioner, og igen understrege at visse af disse er et resultat af mine egne personlige holdninger og ikke nødvendigvis reflekterer officielle myndigheders holdning...
Vi starter med et kig på Donbas, hvor der som bekendt er mest smæk på kampene.
Den massive opbygning af tropper og artillerisystemer i Popasna, Severodonetsk og omkring Izyum & Lyman har givet den russiske hær et længe ventet gennembrud af de lokale ukrainske linjer syd for Lysychansk og Severodonetsk. Angrebet fra nord mod Slavjansk bliver pt. afvist, og der er pres på de russiske forsyninger ved Izyum. Den russiske hær har efter de grove tæsk omkring Kyiv, Sumy og Kharkiv helt evident opgivet at lave store fremstød og manøvrer. I stedet holder de sig til deres klassiske militære doktrin der kort beskrevet går ud på at tampe løs på fjendens forsvarsstillinger indtil de enten rømmer dem, er døde eller for svækkede til at levere et effektivt forsvar. Det betyder ikke, at de ikke stadig modtager enorme tab for deres tab er dagligt langt større end ukrainernes, men det betyder at den russiske hær langsomt, men effektivt moser sig vej frem.
Døde russiske soldater køres på køl.
Det kræver omfattende logistik og accept af tunge tab at føre denne form for krig. Det åbne spørgsmål er hvor længe Rusland kan opretholde denne krigsførelse, og selvfølgelig hvor længe Ukraine kan tåle at modstå invasionen. Et hurtigt kig på krigshistorien viser masser af eksempler på at lokalbefolkningen, der kæmper for et selvopfattet moralsk overlegent mål (frihed fra den invaderende part) i langt de fleste tilfælde er villige til at acceptere tab der er markant større end den angribende part, som traditionelt vil have lavere moralsk legitimitet, også blandt egne enheder. Det emne har jeg tidligere berørt her, og det er relevant at huske på, hvis man søger at besvare førnævnte spørgsmål. Jeg har tidligere påstået at den russiske offensive kampkraft drukner i kampene om Donbas, og den påstand fastholder jeg stadig.
Det er umuligt ikke at bemærke, at den russiske hær på kortet har succes for tiden. Deres hårdtslående og tålmodige artilleritaktik har virket. Men bemærk også, at Severodonetsk og Lysychansk er byer der er mindre end Odense. Den engang så mægtige russiske hær har koncentreret omkring 90% af deres mobiliserede offensive kampkraft, herunder artilleri og luftvåben på at indtage Donbas. Det er simpelthen ikke imponerende at de sidder så hårdt fast i dyndet, især når deres enorme tab af mandskab og materiel tages med i ligningen. Rusland står i en situation, hvor at de uden en egentlig mobilisering og indenrigspolitisk omstilling til en hårdere gearet krigsøkonomi, vil være i krig i årevis indtil en af siderne løber tør for vilje, mandskab og/eller ammunition. De har ikke nok juice i kartonen til at gennemtvinge store, afgørende gennembrud og knække den ukrainske hær.
Så længe der er folkelig (og dermed politisk) opbakning til at bekæmpe den russiske invasionsstyrke, så vil det ske med mindre at den russiske hær effektivt knækker den ukrainske hærs kampkraft, ledelse- og rekrutteringsevne. Selv hvis jeg står godt placeret midt på Den Røde Plads iført min seneste moderigtige bjørneskindshue og røde gummistøvler, med et kæmpestort ny-tatoveret "Z RULES" over brystkassen, så kan jeg ikke ræsonnere mig frem til hvordan den russiske hær kan knække den ukrainske hær. Det er, og tag mig på ordet her, nogle meget stålsatte og motiverede kvinder og mænd som udgør de ukrainske forsvarsstyrker. Og der er, som tidligere nævnt, stadig venteliste på den frivillige indskrivning.
Friske helikoptere doneret fra USA til Ukraine. Endnu ikke leveret. De var oprindeligt tiltænkt Afghanistans hær. Amerikanerne synes formentlig de efterlod lige rigeligt med udstyr til Taliban, så nu ender de i Ukraine hvor piloterne kender dem.
Selvfølgelig er der deserteringer og utilfredse enheder. Det er den ondelynemig ikke for sjov at være infanterist under artilleriets slugfest. Man ligger der, godt betrådt og mast ud på kanvassen, mens to gigantiske sværvægtsboksere tamper løs på hinanden i et drabeligt maratonslagsmål. Samtidigt er du ude af stand til hverken at se fjenden eller beskyde ham. Du modtager bare byge efter byge af tæsk. Det er formentlig det mest demoraliserende og traumatiserende element for infanterister - at ligge dag ud og dag ind i sit rævehul og blot modtage tung beskydning uden at kunne give fjenden revanche. Men sådan er situationen på begge sider, og det er den ukrainske soldat der besidder det kerneelement der skal til for virkelig at opretholde kampkraften over tid; kampens personlige legitimitet for den enkelte soldat.
Med mindre Rusland mobiliserer eller trækker et helt forårskuld af hvide kaniner op af hatten, så fastholder jeg at de går i stå i Donbas. Husk på at russerne kæmpede i mange år i Tjetjenien, et land der dengang havde omkring 1 million indbyggere og som blev forsvaret af partisanere med AK-47 og sovjetiske RPG-styr. Før krigen boede der 44 millioner mennesker i Ukraine. De træner pt. flere 100.000 tropper, og såfremt våbenleverancerne fortsætter, vil de være langt, langt bedre udrustet end de brave tjetjenske krigere var det. Dertil kommer den helt centrale støtte fra USA/NATO/Sverige som overvåger slagmarken og sender information direkte til ukrainske kommandocentraler. Men lad os tage et kig på de enkelte frontafsnit, i den opdeling jeg arbejder med herinde.
Frontafsnit Kharkiv
Efter et mindre stormløb mod de russiske linjer blev Ukraines hær og hjemmeværn stoppet nær grænsen, da den russiske hærledelse satte reserverne ind fra Belgorod og satte en prop i blødningen før det gik helt galt. Siden da har der været daglige artilleriangreb fra begge sider, og i mindre omfang russisk bombardement af Kharkiv.
Ukraine kæmper stadig for at nå frem til Vovchansk som fungerer som et væsentligt knudepunkt for russiske forsyninger fra Belgorod og ind i Ukraine. Nordfra har russiske enheder genetableret noget kampkraft og er så småt begyndt offensive aktioner igen. Det er primært 200. Separate Mekaniserede Brigade, og de angriber i skrivende stund ukrainske enheder i byen Ruski Tyshky. Derudover sker der ikke de store forskydninger langs linjerne og det er mit indtryk at de ukrainske enheder primært forsøger at undgå direkte kampe og i stedet ramme russiske forsyninger. Samtidigt søger Rusland igen at bringe artilleri inden for rækkevidde af de ukrainske forsvarsstillinger syd for Kharkiv.
Frontafsnit Izyum
Izyum har en helt central plads i den russiske planlægning. Over 20.000 mand har været stationeret her, og store mængder forsyninger leveres fra tog og vej til fronterne via Izyum. Den oprindelige plan var helt tydeligt et forsøg på at omringe Kramatorsk og Slavjansk fra nord, mens allierede styrker trængte frem fra syd. Russiske tankkompagnier har af flere omgange forsøgt gennembrud mod vest, herunder særligt mod Barvinkove. Samtlige angreb over de seneste 12 uger er blevet slået tilbage.
Det er formentlig også derfor, at den russiske hær nu forsøger et, rent geografisk, noget mindre angreb målrettet Slavjansk. Det betyder selvsagt at de kan koncentrere flere tropper på mindre plads, hvilket gør det sværere for forsvaret at holde linjerne og undgå lokale gennembrud. Russiske enheder har siden erobringen af Lyman forsøgt at etablere en holdbar overgang over floden Siverski Donetsk, men det er stadig ikke lykkedes.
Nord for Slavjansk (syd for Izyum) holder forsvaret stand i Krasnopylia og ved Raihorodok kan de russiske invasionsstyrker ikke få fodfæste før de modtager så store tab, at de fortrækker. Der var lagt i ovnen til at den russiske hær ved indtagelsen af Izyum havde opnået et væsentligt gennembrud. I så fald har de ikke været i stand til at udnytte det. Deres offensiv er mere eller mindre gået i stå her, og deres angreb er ikke helhjertede. Om det skyldes den ukrainske modoffensiv vest for Izyum som trækker enheder retur, eller om det skyldes at kræfterne bruges ved Severodonetsk, eller noget helt andet, ja det ved jeg sgu ikke. Faktum er dog, at de ikke er nået længere siden sidst vi kiggede derhen, og de lider daglige tab.
Frontafsnit Lysychansk
Med hensyn til de samlede frontafsnit, er den store historie er selvfølgelig at Ukraine har rømmet deres sidste stillinger i Severodonetsk, og at tusindvis af ukrainske soldater risikerer at blive omringet i Lysychansk, og derfor på et tidspunkt tvunget til overgivelse. Det er en helt igennem kritisk situation. Syd for Lysychansk er russiske enheder omkring fem kilometer fra de yderste forsvarslinjer. Samtidigt er forsyningsruten mellem Bakhmut og Lysychansk stærkt kompromitteret og ikke længere farbar. Bakhmut er under angreb fra sydlige positioner og fra øst. Det er blandt andet de resterende VDV enheder i området som nu skal foretage angrebet mod Bakhmut. Fra syd er det enheder fra 150. motoriserede division, som modtog store tab under kampene i Mariupol. De støttes af separatisternes 6. separate riffel kompagni og omkring 1000 marineinfanterister fra 61. separate marineinfanterist brigade.
Disse enheder, med omkring 2500 mand i alt, skal forsøge at afskære Bakhmut fra syd. De bliver støttet af et angreb nord for Bakhmut. Et angreb, der i skrivende stund er i gang, og som udgøres af VDV-enheder fra 234. Luftbårne og marineinfanterister fra 40. Separate. Også disse enheder har været i hårde kampe i månedsvis. De er kontraktsoldater og længden på deres kontrakter er ukendte. Personligt kan jeg ikke forestille mig, at mange af dem vil skrive under på en runde mere. De har været i virkelig hårde kampe og visse regimenter har op til 80% tab af mandskab(!). Ikke desto mindre vil det med al sandsynlighed lykkedes dem at indtage Bakhmut før eller siden, simpelthen fordi de er i stort numerisk overtal, har mere ildkraft og er tættere på deres forsyningslinjer. Hvis Bakhmut falder, så er Lysychansk de facto omringet.
Hovedvejen mellem Bakhmut og Sivertsk, der kører videre til Lysychansk
Derfor er det også interessant at se på, hvad den russiske hær har i selve Severodonetsk, da disse tropper ikke kan undgås at skulle kæmpe videre vestpå mod Lysychansk i Slaget om Donbas. Efter at have mistet rigtig mange af deres egne primære, og bedste, infanterister er det i stedet for den russiske hærs egne enheder deres kvasi-enheder fra Wagner og andre private militære firmaer, samt diverse psykopater og lykkeriddere fra nær og fjern. Russiske interne sikkerhedsstyrker fra nationalgarden 'Rosgvardia' er også i kamp ved fronten (og det gør ret ondt på dem, da de er vant til at tæske ubevæbnede demonstranter). Derudover de mere eller mindre frivilligt opstillede infanterister fra LPR, herunder 2. og 7. Separate Motoriserede Division. De sidste har lidt frygtelige tab, og det må formodes at de ikke vil fortsætte offensiven hvis de formår at indtage hele Donbas (eller blot Luhansk).
Den egentligt russiske tilstedeværelse på jorden i selve Severodonetsk er stærkt begrænset, og det er primært artilleri- og luftstøtte de hjælper med. Derudover presser et enkelt infanteriregiment fra 127. Motoriserede Riffel Division på i den sydlige del af frontafsnittet. Det er uklart for mig, hvor meget disse enheder vil være i stand til at fortsætte fremstødet mod Lysychansk, uden en tiltrængt pause efter slaget om Severodonetsk. Uanset hvad, så skal de regrupperes og genforsynes. Her er et kort over området. Kig på det, eller lad være. Vi skal nemlig længere sydpå nu, men det kan være rart lige at runde af med et overblik, hvor det er tydeligt hvor stram situationen er i Lysychansk:
Se eventuelt skalaen på kortet nede i højre hjørne. Det er ikke et særligt stort område, der kæmpes om her.
Frontafsnit Donetsk
Vi er som sagt lidt længere sydpå, omkring 3½ times kørsel syd for Lysychansk når trafikken ikke er forstyrret af russiske morterangreb, snigskytter og diverse huller i vejene. Folk der bor i Randers, ved godt, at den slags forstyrrelser kan sænke trafikken ganske betragteligt. Det er i regionen Donetsk, ved byen Donetsk at nogle af de mest blodige kampe i 2014 og efterfølgende har fundet sted. Læs eventuelt (senere, ok?) om kampene i og omkring Donetsk Airport.
Ved Donetsk (altså byen) har der i den seneste uges tid været forholdsvist roligt. Det skyldes primært at de ukrainske enheder i området ikke er i stand til at foretage store offensive aktioner, og at de russiske enheder og separatisterne fra DPR ikke længere besidder det materiel (særligt artilleri) der skal til for at opnå gennembrud. Kampene er primært koncentreret omkring Marinka, et navn der sikkert ringer en klokke herinde, da vi har set talrige russiske kolonner få kodyle tæsk i forsøgene på at opnå en form for succes i byen.
Der har været, og er til stadighed, kampe langs det meste af kontaktlinjen helt op til Popasna etc. De er dog koncentreret omkring Marinka, Avdiivka, Krasnohorivka og New York(!). De ukrainske forsvarsstillinger er velforberedte og det vil kræve en ret omfattende tilførsel af forstærkninger til de russiske enheder, hvis de skal lykkedes med en offensiv uden at have store tab. Ved Marinka er det 136. Separate Motoriserede Brigade, som har omkring 800 mand her. De er ikke lykkedes med noget som helst indtil videre og gør det næppe før der kommer nogen og forbarmer sig lidt, og giver dem en hånd med koordineringen. Det er blandt andet dem her, vi har set køre 10-12 kampvogne frem på række uden luftstøtte og yderligere rekognoscering, direkte ind i ukrainske kill-zones.
Længere nordpå er det 5. Separate Motoriserede Infanteri fra DPR som forsøger at angribe Avdiivka og New York, samt andre mindre landsbyer. Denne gruppe har lidt omkring 50% tab og er i praksis offensivt ukampdygtige før de tilføres mandskab og materiel fra Rusland. På baggrund af begge sider enheder og deres tilstand, forventer jeg ikke yderligere afgørende aktioner på dette frontafsnit før kampene nordpå raser lidt af.
Frontafsnit Zaporizjzja
Ved Zap trak det længe op til en russisk offensiv lige syd for byen. Der blev tilført omkring 2000 ekstra mand, 3000 i alt, men eftersom at Severodonetsk krævede så meget materiel og fokus, gik denne offensiv i sig selv før den startede. I stedet har der været udvekslet en del artilleriammunition mellem de to hære, og ukrainske enheder har stille og roligt befriet mindre bebyggelser langs linjen. To større byer, Polohy og Vasylivka er godt proppet med russiske enheder og stillinger i området omkring dem. Det er disse to byer, der primært skal kæmpes om hvis linjen skal rykkes afgørende. Ukraine er i skrivende stund omkring 20 klik fra Polohy, mens Vasylivka er umulig at rykke på pt. Det er her at russerne forberedte angrebet mod Zap og der er alt for mange af dem til at et ukrainsk angreb er muligt.
Til gengæld har de enheder der forsvarer de russiske stillinger helt tydeligt måtte afgive både artilleri og kampvogne til slagene andet steds. For de forholdsvis sparsomme ukrainske enheder rykker frem, og deler dagligt en del smæk ud til de fremskudte stillinger. Det har vi også set en del eksempler på i min dagsrapportering. Ved Polohy er det Ruslands 71. Motoriserede som med i omegnen af 1800 mand skal holde et ret bredt frontafsnit. Det bliver de næppe ved med, med mindre de forstærkes. For de modtager dagligt tab. Lidt længere mod øst er det deres kollegaer fra 70. Motoriserede som i disse dage skubbes baglæns, da Ukraine har befriet Velyka Novosilka og i skrivende stund kæmper sig yderligere sydpå.
Syd for Zap ligger der nu 'kun' omkring 1500 russiske soldater i forsvarsstillinger. Det er som nævnt Vasylivka de befinder sig i og omkring, og det er forholdsvist fornuftigt udrustede enheder fra russiske 429. og 503. Motoriserede Regiment. De skal nok få deres at se til på et tidspunkt. Især fordi de er blevet forstærket af T-62 og T-64 kampvogne. Her et friskt overblik over linjerne fra Zap over til Marinka ved Donetsk (næsten):
Frontafsnit Kherson
Ved Kherson har den russiske hær været en smule på hælene i juni måned. Det er blevet blæst op som en stor ukrainsk modoffensiv. Det er det ikke. Det er en serie af operationer som har til formål at forberede slagmarken i Ukraines favør og derigennem eventuelt muliggøre større operationer. Det handler primært om at få artilleri tættere på de centrale russiske stillinger som de med beton, stål og jord har bygget på i månedsvis nu. Det er ikke smart at køre direkte mod sådanne stillinger, når man hverken dominerer i luften eller med artilleriet. Som beskrevet træner store mængder tropper i Kriyvih Rih længere nordpå, blandt andet en helt ny kampvognsbrigade. De operationer vi ser nu, er blandt andet med til at bane vejen for større aktioner der involverer store mængder kampvogne. Det kræver en del overgange over floderne i området, og disse kræver sikre forhold, ellers kan det blive rigtig dyrt.
De russiske enheder på den nordvestlige flanke af Kherson udgøres primært af en række enheder under 20th Guards Motor Rifle Division, mens det på den østlige flanke er en mere sammenbragt gruppe bestående af 56. Luftbårne og 11. Separate fra VDV, 127. Separate Rekognoscerings Brigade og en masse andre mere eller mindre decimerede delinger som sammen skal udgøre et koordineret forsvar af Kherson. De ukrainske enheder er støttet af partisanaktiviteter bag fjendens linjer, og hvis ikke de russiske linjer forstærkes væsentligt af nyt mandskab og materiel så er deres dage i området talte.
Det var det for nu. Jeg håber at du stadig er i live, og at du vil læse med igen en anden gang. Husk at du kan følge med på oplevelserne via https://twitter.com/DanishGonzo
Til næste gang - hav det godt!