"Hold nu din kæft, Ekspert."

Om krigen i Ukraine.


Et klassisk element ved krigen i Ukraine er alle de eksperter der vælter frem, og fra en solid plads ved skrivebordet, kommer med diverse erklæringer omkring både det ukrainske forsvar og de russiske invasionsstyrker. Det er bestemt forståeligt at mange vælger at give deres besyv med. Det gør jeg selv. Problemet opstår, når diverse pensionerede generaler, skrivebordskrigere, twitter-tråde og en dækekspert begynder at opsætte datoer og tidslinjer for krigens gang.


En krig er per definition kaotisk. Der er enormt mange ubekendte faktorer involveret. Faktorer, som selv dem der styrer slagenes gang ikke har overblik over. Når prominente personer opsætter forkerte analyser og tidslinjer, har det ikke blot den effekt at vi kan pege fingre af dem. Det har også indflydelse på politikernes beslutninger, herunder våbenleverancer, økonomisk støtte og yderligere sanktioner af Rusland. Til eksempel troede Pentagon at det ukrainske forsvar ville falde hurtigt, og tilbød derfor den ukrainske regering at blive evakueret. Hvis det var sket, havde det med garanti ændret krigens gang.


Eksperter har også flere gange pointeret, at vestlige våben ofte er komplekse at bruge, og derfor kræver længere oplæring. Det bliver fremstillet som om der er ikke er tid eller kompetencer nok til at Ukraine kan benytte disse. Det er direkte forkert. Krigen kan i værste fald vare i årevis, og de ukrainske soldater har i vid udstrækning bevist tilstrækkeligt med evner til at moderne våbenleverancer er berettiget. I det følgende kommer en række eksempler. Det er absolut ikke for at hænge de pågældende personer ud. Det er for at eksemplificere hvor grundlæggende forkert ellers dygtige mennesker kan analysere en alvorlig situation, og hvorfor de derfor skal afholde sig fra at give præcise tidsperspektiver. Disse mennesker har indflydelse på slagmarken, fordi beslutningstagere lytter til dem. Så skal man passe på med hvad man skriver:



Det er snart tre måneder siden, at han gav dem tre uger. Herren er en velkendt kommentator, som har skrevet mange artikler om den russiske hær og derudover leverer analyser til den amerikanske administration. Det er farligt at folk i hans position giver disse offentlige udmeldinger for det har indflydelse på de politiske valg, folkestemningen og alt muligt andet, i øvrigt.


En anden notabilitet er Ben Hodges, tidligere kommanderende general for de amerikanske styrker i Europa. Det vil sige ham, der i tilfælde af en europæisk landkrig mod Rusland gerne skulle have haft et nogenlunde overblik over den russiske kapacitet. Ben Hodges skrev følgende:

Igen, Ben Hodges er ikke en hvem-som-helst. Det er vigtigt, at personer i hans position er noget mere forsigtige i deres udtalelser. Der er ingen vestlige lande som vil sende store mængder tunge våben til Ukraine, hvis Rusland alligevel taber krigen snart. Men Rusland bliver ikke smidt ud af Ukraine uden at forsvaret får tunge våben. Når toprådgivere tager så hårdt fejl, så har det altså betydning for situationen på slagmarken. Hvis nu manden havde skrevet det modsatte, havde Ukraine så allerede nu modtaget HIMARS og andre langtrækkende MLRS?


For nyligt skrev TV2 så dette her tweet. Det kan godt være, de bare gør det for at få klik og interaktion, men det er fordummende for debatten med den slags overskrifter og det skaber kun yderligere grobund for Fake-News segmentet:

Det er Popasna der her henvises til. En strategisk vigtig by syd for Severodonetsk. En vigtig sejr for de russiske styrker, men så absolut ikke deres første sejr. Det er kontraproduktivt at skrive denne her slags vrøvl i en overskrift.


Helt grundlæggende, så har stort set alle eksperter der har ytret sig om krigen taget fejl af to helt essentielle elementer:

  • Det ukrainske forsvars kapacitet

  • Den russiske hærs kapacitet

Det er alligevel ikke så lidt, når de nu har gjort karriere inden for feltet.


Med hensyn til det ukrainske forsvar er det blevet undervurderet af stort set alle, herunder selvfølgelig også den russiske hær. Hvilket var heldigt, for det var kraftigt medvirkende til de store tæsk de fik i de første mange uger. Der er også en udtalt manglende forståelse for situationen lige nu, især i Donbas, hvor de ukrainske styrker har kæmpet så længe at udmattelsen er tydelig. Det er ikke et spil RISK, hvor antallet af arméer er ligefrem proportional med din kampkraft. Derudover præger et manglende overblik over hvilke forsyningslinjer der reelt set er åbne også diverse analyser. Det er virkelig svært at vurdere om der kan komme forsyninger frem til de enkelte frontafsnit eller ej, da helt ofte handler om forholdene og situationen i enkelte, korte perioder.


Angående den russiske hær, så er den som udgangspunkt blevet enormt overvurderet. Manglende kendskab til den omfattende korruption, materieltilstand, soldaternes moral, taktik, strategi og operationelle tilgang og formåen har skabt en irrationel frygt i Vesten omkring den russiske hærs kapacitet. En frygt, som Rusland selv har gjort til skamme ved at fucke så hårdt op i flere af deres operationer (Læs evt. Katastrofen ved Bilohorivka senere).


Problemet forstærkes ved, som eksemplificeret ved de to eksperter, at efter at den russiske hær kvajede sig så enormt grundigt i den indledende fase, så begyndte en masse eksperter til gengæld at undervurdere den russiske hær. Det er farligt at undervurdere en modstander med 22.000 mand, 500 kampvogne og 350 stykker artilleri i Izyum, når de er tættere på ukrainske linjer end Køge er på Rådhuspladsen.


Det er næsten klassisk fjendepsykologi; Din modstander er ond, brutal, i overtal og kraftigt bevæbnet så derfor skal du frygte dem. Men omvendt er de også elendige rent taktisk, de har lav moral, ingen lederevner, dårligt materiel og folder sammen under beskydning så derfor skal du grine af dem og vide, at du sagtens kan tæske dem. Det er klassisk, men ikke desto mindre, forkert.


For situationen er bare en anden, når virkeligheden består af Kalibr-krydsermissiler, termobariske stalinorgel og Grad BM-21 der hamrer frontlinjen 24/7. Lige nu, der gør russerne godt brug af det, som deres hær kan: smadre alt foran dem, og langsomt rykke frem meter for meter.


Den russiske hær valgte efter tæskene ved Kyiv, Sumy og Kharkiv at koncentrere deres bedste og mest slagkraftige enheder i Izyum nord for tre vigtige ukrainske byer, og derudover syd for samme område. Det giver sig selv, at når den russiske hær koncentrerer knap 35.000 mand, inklusiv tusindvis af stykker materiel og luftstøtte, så vil den rykke frem i områder hvor den er talmæssigt enormt overlegen. En krig består af sejre og nederlag. Mediernes hungren efter klik på deres artikler skaber alt for ofte en sort/hvid situation.


Derfor er det russiske nederlag blevet erklæret flere gange, og derfor ser vi nu at det ukrainske nederlag i Luhansk bliver erklæret. Men det er farligt at foretage den slags konklusioner. I stedet bør analyserne fokusere på de mulige implikationer af de forskellige mulige udfald. Det er absolut sandsynligt at både Lysychansk og Severodonetsk bliver omringet. Det har jeg tidligere beskrevet. Hvad der herefter sker, er virkelig svært at spå om.


For det handler dels om Ukraines evne og lyst til at forsvare de to byer, herunder deres evner til at lancere modangreb mod de bagtropper der forsyner de russiske angreb. Under en længerevarende bykamp, vil der opstå flere muligheder for den slags aktioner. Omfattende bykamp vil også bremse de russiske aktioner og dermed øge Ukraines mulighed for at fremsende forstærkninger og foretage modangreb. Derudover er der hele meta-situationen med de russiske kontraktsoldater (kontrakti) hvor mange af dem har udløb i juni. Det er komplet umuligt at vurdere hvor mange af dem fra dette område som tager hjem efter endt kontrakt, og hvor mange af dem som underskriver en ny. På samme tid træner Ukraine nye bataljoner op. Men kampdueligheden hos disse er behæftet med ubekendte ift. mandskab, udrustning, træning etc.


En anden helt afgørende faktor er den russiske evne til fortsat at levere ammunition til deres artilleri. I denne fase af krigen, er artilleriet den mest centrale del af de russiske angreb. Hvis de ikke er i stand til grundigt at mørne de ukrainske stillinger, så vil deres fremstød lide enorme tab. Igen, det er virkelig svært at vurdere dette. Ikke engang den russiske generalstab har et overblik over deres lagersituation. Så hvordan skulle andre have det indblik?


Der er eksperter der for længst har påpeget at Rusland 'burde' løbe tør for krydsermissiler. Det er bare ikke sket endnu. Der er også eksperter der har udtalt at de ikke kan producere mere artilleriammunition og at de derfor er i gang med at løbe tør. Der er intet på slagmarken der indikerer dette. Tværtimod. Det samme er tilfældet med deres luftvåben. Flere har påpeget at det russiske luftvåben burde være udsat for nedslidning i en sådan grad, at det kraftigt hindrer deres aktivitet. Det er interessant, for i den seneste periode har det russiske luftvåben været mere aktivt end nogensinde under krigen, med op til 350 sorties om dagen. Så meget for den slags 'analyser'.


Det vi ved, det er Rusland brager enorme mængder artilleri af og at de ikke kan undvære dette, hvis de vil lave offensive aktioner. Vores reaktion bør være at forsyne forsvaret med våben og midler der kan modvirke deres artilleri. Ikke begynde at spekulere i datoer og tidspunkter for hvornår de ikke kan brage løs længere. Den slags analyser har fejlet indtil videre, og det koster menneskeliv hver eneste dag fordi krigen udelukkende forlænges. Ukraine giver ikke op, så vi kan ligeså godt hjælpe dem 100%, eller lade være. Alt andet forlænger kun rædslerne på begge sider.


Den følgende graf har jeg snuppet herfra. Den viser en oversigt over udviklingen af verificerede stykker materiel fra krigens start til i forgårs. Uanset hvad der så er blevet analyseret og påstået, er der ikke umiddelbart noget der tyder på at udviklingen i denne her graf ændrer sig lige foreløbigt.

Et interessant element ved grafen er, at selvom flere har påstået at de russiske aktioner har kulmineret i marts(!), og at de derfor ikke kan lave større offensive aktioner, så bliver de ved med at lave offensive aktioner med titusindvis af soldater, og de bliver ved med at miste store mængder materiel. Jeg skal afholde mig fra at gætte på hvornår, eller om, kurven knækker, men blot konstatere at den russiske hær altså stadig har tusindvis af køretøjer på lager rundt omkring. Ingen, ikke engang dem selv, kender den fulde operationelle tilstand af disse enheder før vi ser dem i aktion.


Helt overordnet, og også set fra et russisk perspektiv, så har deres invasion fejlet. De forventede, planlagde og forberedte en hurtig aktion. Dette skete ikke, og det resulterede i et gigantisk clusterfuck for dem, som betød enorme tab af mandskab og især materiel. Men det betød ikke, at de mistede lysten, kapaciteten, eller evnen til at slås. Bare fordi de fejlede til at starte med, betyder ikke, at de ikke kan rette op på fejltagelserne.


Tag endelig ikke fejl. Det ligner at den russiske hær har fået besked på at dette her bliver langvarigt. Ellers havde de ikke kaldt T-62 kampvogne frem til Melitopol og begyndt at forme nye kampgrupper med dem. Derfor bør man afholde sig fra at komme med tidsperspektiver, men i stedet komme med analyser der anskueliggør, hvordan vi kan sikre at Rusland ikke får held med at indtage dele af et naboland.


Min vurdering er, at Rusland bliver ved med at slås så længe de kan. Der er intet der tyder på, at de har tænkt sig at stoppe. Tværtimod, så indkaldes der mandskab overalt i Rusland, der hentes materiel fra de fjerneste egne og mange steder langs kontaktlinjen bygges der bunkere og udvidede forsvarsværker. Hvis vi mener, at det er vigtigt at forsvare Ukraine og hvis vi mener, at Rusland ikke skal have succes med deres invasion, så kan vi ligeså godt indse dette og komme til lommerne og lagrene. Frem med det, der skal til, for at krigen slutter. For den slutter først, når Rusland er sendt i kanvassen på knockout.


Husk på det som jeg ofte har sagt; det er taberen, der bestemmer, hvornår krigen stopper.


Jeg er ikke i tvivl om, at det ender med et russisk nederlag i Ukraine. Historien har vist os, at det er den vej pilen peger når et stort land invaderer et andet stort land. Det der er til diskussion, det er hvor meget lidelse der skal gennemgås før dette sker.