En dag 200 status, før alle andre laver den. Direkte fra bagsædet.
Krigen i Ukraine - dag 200
I denne her økonomi, der handler det ofte om at være først. Jeg har derfor besluttet at udgive et lille indlæg efter krigens 200 første dage, før de 200 første dage rent faktisk er gået. Det gør jeg dels for ligesom at tage brodden af alle de andre statusrapporter som vil blive udgivet når Ruslands katastrofale invasion af Ukraine runder de 200 dage, og dels fordi jeg manglede en eller anden anledning til at skrive dette her indlæg.
200 dage er ikke en eller anden vigtig milepæl, eller en form for checkpoint der er nået. Det er i krigens sammenhæng et komplet ligegyldigt tal, men ikke desto mindre giver det diverse medier og selvstændige aktører, herunder nærværende blog, en mulighed for at skrive et eller andet. Ligesom vi i Danmark nogle gange leder efter en undskyldning for at drikke os i hegnet, så har jeg brug for lidt inspiration af en eller anden art, for at kunne sætte pennen på papiret.
Der er faktisk meget inspiration i en krigszone. Der er historier i rigt mål. Både de grumme og brutale, og de opløftende og livsbekræftende. Det handler blot om, hvad vej man vælger at kigge og hvad man vælger at fokusere på. Historierne er i rigt mål, og venter blot på at blive fortalt. Jeg ser dem bare ikke for tiden. Eller hører dem. Altså, de bliver noteret i min trofaste notesbog, men derfra og videre ud i verden, der er vejen meget lang. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan lige nu, for man når sjældent at mærke efter. Mere om det en anden gang.
200 dage føles lige nu som både uendelig lang tid, og som et kort glimt fra et vildfarent russisk AA-missil. Jeg skal minde mig selv om, at tiden er en konstrueret milepæl der er komplet ligegyldig. Jeg mener, krigen i Syrien har varet omkring 4000 dage. Jeg tvivler på at de involverede sidder i en stille stund i Damaskus eller Aleppo, kigger tilbage og tænker; "den der jubilæumsfest vi holdt på dag 200, den var godt nok vild!".
Du læser sikkert dette her indlæg, fordi du forventede en status over de 200 første dage. Så hvornår kommer den der overordnede frontopdatering? Hvor er den der status med overblikket over de forskellige enheder, hvad de indeholder og hvor meget kampkraft de har tilbage i blenderen? Hvor er de storladne forudsigelser om imperiets fald? Datoen for befrielsen af Kherson? Beklager at måtte skuffe Dem. Det bliver ikke i dette her indlæg. For min pointe er noget andet;
Denne her krig har lange udsigter. Det vil komme til at gøre ondt på dansk og europæisk økonomi. Meget mere end det allerede har gjort. Det bliver det nødt til at gøre, for vores gigantiske energiforbrug bliver delvist leveret af et regime der ikke er bleg for at starte og vedligeholde en kæmpe erobringskrig i Europa. Det hverken kan eller skal vi acceptere. Hvis du accepterer noget, så kommer der mere af det. Der er ikke noget med at gå tilbage til tiden før 24. februar med billig gas og olie i bytte for krigsteknologi, målstyringssoftware, produktionsteknik, tvivlsomme burgere fra McDonald's og tyske ABS-bremser for at afbøde blodigheden i russiske dashcamvideoer. Denne her krigstilstand i Europa, det er The New Normal.
Vi kan lige så godt indse, og det er tydeligt qua deres troppetransporter og udmeldinger, at Kreml og den russiske hær ikke frivilligt har tænkt sig at stoppe med at føre krig lige foreløbigt. Vi kan også lige så godt indse, at Ukraine heller ikke har tænkt sig at stoppe med at slås. Det kan de ligesom ikke, eftersom at krigen på mange måder er eksistentiel for deres land, kultur og fremtid. Vi har dermed en situation i Europa, hvor der er en kæmpe krig mellem to store parter der ikke har tænkt sig at stoppe med at kæmpe. Og det er uanset hvad vi så står og siger til dem.
Slagmarken den ruller altså, selvom diverse pundits og debattører i Vesten sidder og mener at de bør stoppe med at slås. Ligesom de der håbefulde folk der står og råber 'stoooop' ved siden af et masseslagsmål på Rådhustorvet i Randers efter en byfest loadet med fattigmandskokain, Mango Mokäi og Nike Shox. Det er for sent med den slags sniksnak. Det kommer ikke til at ske.
Jeg beklager meget, Chomsky, Kissinger et al. Men i er sgu nogle gamle røvhuller. Og i kan skrive og sige meget omkring fredsaftaler og sikkerhedsgarantier og demilitarisering og NATO-udvidelser og Ruslands lEgiTiMe iNtEReSsEr i Ukraine. Det ændrer bare ikke ved at Rusland har invaderet Ukraine, at krigen kun har varet 200 dage, og at det er virkelig få krige der kun varer 200 dage. Vi kan tales ved når der er gået 2000 dage. Så længe begge parter mener at have noget at vinde ved at kæmpe, så er alt andet blot ligegyldig tågesnak. Det har historien vist for os igen, og igen.
Husk på, kære læser: En krig slutter først, når taberen stopper med at skyde. Det er helt afgørende at holde sig dette for øje. Vi kan bare tage nogle nylige eksempler: Afghanistan. Her fik Taliban militært set en stor røvfuld i krigens første tid. De blev sat fra magten, blev smidt ud af Kabul, Kandahar etc. og flere tusinde af dem blev ommøbleret. Amerikanerne brugte i snit, og hold nu fast, $300 millioner dollar. Om dagen. Hver dag. I 20 år. På at udskifte Taliban med .... Taliban. For selvom Taliban tabte krigen til at starte med, så stoppede de aldrig med at skyde, og så vandt de til sidst. Kun fordi vi forlod Afghanistan og dermed stoppede med at at skyde på dem. Hvem der tabte er sådan set underordnet ift. at status er den samme. Men USA (og os andre) havde efter nogle år tydeligtvist tabt krigen (landet) men vi blev ved og ved. Det var først da 'vi' - taberne - stoppede med at skyde, at krigen stoppede.
I Syrien er diverse velmenende oprørsgrupper og de islamistiske psykopater hårdt pressede. De har mistet store dele af de territorier som de indledningsvist fik indtaget, og den syriske hær er efter store tæsk, deserteringer og et regulært nærdødstilfælde, på vej tilbage i en nogenlunde operationel tilstand. Rusland bomber stadig løs. Tyrkiet har gang i en del sager. Opbakningen til oprørerne er dalene. Manglende ammunition og materiel har nedsat antallet af deres offensive operationer meget markant. Deres tid svinder ind. De har med andre ord, umiddelbart tabt krigen. Men krigen slutter ikke, for taberne af krigen skyder stadig.
Som jeg ser det, så har Rusland allerede tabt. De ved det bare ikke. Eller også har de ikke accepteret det, fordi de ikke kan acceptere det. Som en bokser i den blot fjerde ud af 12 runder, allerede håbløst bagud på point og sejlende rundt i tovene som en 52-årig svensk mand i Helsingør, søndag morgen efter en lang weekend. En udbokset bokser, som konstant bliver skubbet ind til en ny omgang af fire desperate hjælpere i ringhjørnet der har satset både hus, pension og den førstefødte på en sejr til deres mand.
Ukraine taber ikke. Og hvis de gør, så stopper de ikke med at skyde før om meget, meget lang tid. Bare spørg Taliban hvordan man skærer den kage, så længe man er et tålmodigt menneske. "Vi" har derfor et valg, vi skal tage. Vi kan bakke dem op 100% og dermed forkorte krigens rædsler og lidelser. Eller vi kan bakke dem op 50% og trække hele katastrofen i langdrag. Vi kan også lade være med at bakke dem op, lade russerne indtage det, de mener at have behov for, og dermed give dem alverdens grunde til at gentage successen om 8-10 når de har bygget nyt materiel. Jeg ved godt, hvad jeg synes det moralsk rigtige er at gøre.
Desværre, så er løsningen på russisk aggression ikke forhandling eller eftergivelse. Det ville ellers være dejligt, at kunne afslutte krigen ved forhandlingsbordet. Men det kommer bare ikke til at ske, som både slagmarken ser ud lige nu og som det russiske politiske landskab er indstillet. Jeg skriver bevidst russiske politiske landskab med den viden in mente, at der også er masser af høge i USA og Europa der ønsker mere krig. Men det er russiske soldater der befinder sig i Ukraine, og ikke omvendt. Og dermed kan de afslutte krigen ved at tage hjem, hvilket dog er umuligt fordi ... Kreml.
I den situation vi er i lige nu, så skal Ukraine derfor have maksimal adgang til vores hjælp. Det vil mindske lidelserne i landet. Og det vil mindske lidelserne i Europa. Selv med al vores hjælp kommer denne her krig til at vare mindst et år endnu. Mindst. Hvis vi ikke giver los, og kræver at samtlige lande i Europa finder muldvarpen frem, så kommer den til at vare rigtig mange år. Uden at nævne Frankrig og Tyskland ved navn, så er der i hvert fald to lande i Europa som burde skamme sig.
Som nævnt brugte amerikanerne $300 millioner om dagen i Afghanistan. Et 'projekt', der bestemt både på forhånd og i særdeleshed også i bagklogskabens ulideligt klare lys, var lidt af en gigantisk dødsejler. For at sige det mildt. Den europæiske støtte til Ukraine svarer ikke engang til 20 dages tilstedeværelse i Afghanistan..
Så tillykke med de 200 dages jubilæum. Sikke en fest vi har haft. Det er på tide, at vi tager hjælpen et skridt videre, tager AK'en i den anden hånd, og får udrustet hele Ukraines hær. Så kan vi få afsluttet dette her dødbringende og altødelæggende makværk. For hvad fanden sker der? Er der ikke gået op for folk, at tingene ikke er som ved juletid 2021? Søren Banjomus er blevet skudt ved fronten, kære venner. Det bliver en blodrød jul i år.
Der er voldsom krig i Europa, og vi bør indstille befolkningerne på en tilsvarende tilstand. Hvis ikke vi bliver enige om det, så bliver vi splittet på grund af det. Og hvem kommer europæisk splittelse til gavn?
Jeg ville så gerne have skrevet nogle af de mere skæve og specielle historier ned til jer. Historier jeg har samlet op undervejs, og som måske kan være interessante for en snæver skare i en sen aftentime. Men jeg har ikke det mentale overskud der skal til, for at jeg kan skrive dem. Fokus er på at gøre mit til, at denne her krig vender, og at lyset for enden af tunnelen kan stå bare lidt skarpere, end det gør lige nu.
Tak, fordi du har læst med. Jeg håber at kunne bringe mere på banen igen en dag.
