top of page

Ingen Stilhed før Stormen

Diverse tanker om den kommende russiske offensiv.


Rusland forbereder en kæmpe offensiv. Hvorfor gør de nu det igen? Jo, det gør de, fordi de i al Kremls imperialistiske tissen-i-bukserne har annekteret (røvet) de ukrainske regioner Kherson, Zaporizjzja, Luhansk og Donetsk. Udfordringen, set fra Mordor/Moskva, består selvfølgelig i at der i disse fire ukrainske regioner befinder sig et ikke uanseeligt antal ukrainske kvinder og mænd, som i flere tilfælde er ret godt bevæbnede. Og ikke nok med det, så besidder disse ukrainske indbyggere følelsen af, at de russiske tropper er i gang med en regulær trespassing.


"Get off my lawn" - Clint Eastwood

Som min pappa altid sagde, dumt barn - mange navne*. Så. Hvad end vi kalder deres invasion, imperialisme, SMO, eller krig, så er situationen sådan set den, at den russiske hær har fået politisk ordre på at etablere endnu et omfangsrigt forsøg på at knække den ukrainske hær. Uanset hvad vi så navngiver katastrofen. Jeg ser folk, der maner til besindelse. Pas du hellere på med at besinde dig. Jeg foreslår derimod en akut afsinding. Det er for billigt at tro, at de blot vil gå efter Luhansk og Donetsk, selvom de utvivlsomt vil sætte endnu mere ind her, end de hidtil har gjort. Vil deres offensive tilgang til krigen så slutte med deres erobring af de to?


Luhansk og Dontesk er, på papiret, de to nemmeste regioner at erobre især med tanke på GLOCs og hele deres generelle logistisk langs resten af fronten, og det er oplagt at de både kan og vil skubbe den ukrainske hær baglæns her.


Marinka, Donetsk Oblast. Komplet destruktion. Hvis man indtager noget, der ser sådan ud, har man så vundet noget?


Men er det nok? Er det nok blot at skubbe den ukrainske hær, en stor hær som i løbet af året bliver væsentligt forstærket af noget af verdens bedste militære isenkram, baglæns? Nej. Det er det ikke. Det vinder Moskva ikke deres krig ved. Og heraf min meget lidt charmerende og indledende kommentar om urin og bukser. For hvis den russiske armé blot skubber den ukrainske baglæns ud af Donbas, så er det ligesom at-du-ved-nok på en kold vinterdag. Så bliver det hurtig koldt igen, og så er der lang vej hjem. Jeg kan ikke forestille mig andet (eller, det kan jeg godt, men det vil være dumt) end at det russiske forsvarsministerium og deres hærledelse godt er klar over, eller i hvert fald aner i det fjerne, at den ukrainske hær skal knækkes, hvis krigen skal vindes.


Stregen, eller bjælken, i deres regning, er de annoncerede leveringer af kampvogne og kampkøretøjer. Den må svide som en god omgang asfalteksem for det giver den ukrainske hær nogle væsentlige offensive muligheder. Med andre ord, så er det ikke kun Rusland der besidder væsentlige offensive kapaciteter. En trussel, som den russiske hær bliver nødt til at observe og reagere på. Hvordan gør de så det? Jeg ser primært to overordnede scenarier udspille sig; ét hvor de fokuserer deres ildkraft, materiel og mandskab på relativt lidt plads, og ét hvor de igen vil forsøge at etablere knibtangsmanøvrer som via positionering og afskæring skal give de russiske styrker muligheden for at omslutte og nedkæmpe store grupper af ukrainske soldater.


Det første model, et koncentreret angreb med massiv ildkraft, er en model de kan lide og som virker for dem. Alt bliver godt nok smadret, men fjenden er væk når røgen har lagt sig. Døde eller borte, who cares. De fleste er i hvert fald væk. Men denne model betyder også, at de vil være nødsaget til at indgå i endnu en omgang nedslidningskrig mod en modstander som har et par offensive esser i baghånden. Og, øhm, spørger jeg sådan ret retorisk; hvordan er dét lige gået for den russiske hær førhen? Ikke prangende, er svaret, for de er selv blevet mere nedslidt på vej frem og det er jo ikke ligefrem meningen. For så sætter modstanderen ind med sine offensive reserver, og vinder alt det tilbage, som du har slidt og slæbt for at indtage. Som ved Chernihiv, Sumy, Kherson, Kharkiv, Izyum og Lyman. Det er ikke SÅ god en track record de slæber rundt på her. De kommende ukrainske, offensive reserver kan vise sig at være stærkere, end de offensive enheder der slog tilbage over en bred kam i efteråret.


Russisk infanteri uden pansrede køretøjer er oplagte mål. Vil de fortsætte med human waves, eller giver de dem noget at køre i?


Samtidigt er det en forudsætning for at kunne vinde en nedslidningskrig, at du kan tage flere tæsk end modstanderen. Det var primært sådan Brian Nielsen vandt sine boksekampe. Rent mandskabsmæssigt, så kan Rusland godt vinde en nedslidningskrig mod de fleste. Det har de i rigt mål bevist, historisk set. Så lad være med at begå den fatale fejltagelse det vil være, at tro, at de ikke blot vil mobilisere endnu flere såfremt de finder det nødvendigt. Nedslidningen, hvis ikke vi skal slås i yderligere 3-4 år, skal dermed foretages på deres evne til at føre krigen. Og så er jeg tilbage ved stregen-i-regningen. For med de seneste udmeldinger fra Ukraines allierede, tyder det ikke på, at der kommer en umiddelbar nedgang i leveringerne (i hvert fald ikke før det politiske billede ændrer sig i USA). Tværtimod. Vi er gået fra hjelme, til leoparder.


Det er en meget markant udvikling. Trods al den palaver undervejs, er det nu her, at vi er. Det er vigtigt at forstå, at der er en helt grundlæggende forskel på at støtte med let-forgængelige, let-genanskaffelige (kan man sige det?) ting som hjelme, rifler, støvler, soverposer, mad, køretøjer etc. over til at levere nogle af verdens bedste kampkøretøjer og særligt den logisitik der skal understøtte dem. Inden for hæren, er kamvognen det ypperste. Jeg ved ikke hvad flåden og flyvevåbnet synes der er deres bedste kram, men hos hæren er det kampvognen. Den er ikke perfekt. Det er intet våbensystem selvsagt, for ellers ville der ikke være så mange forskellige våbensystemer. Men den er en led satan, der kan levere store mængder dødbringende, ultra-præcis ild på meget kort tid, over meget lange afstande. Samtidigt kan den tilbagelægge mange kilometer hurtigt, og den kan tåle en del tæsk.


Denne udvikling får den hidtige russiske nedslidningsmodel til at slingre en lille smule. Det er ikke længere, på nogen måde, en garant for deres sejr blot at smide enorme mængder militært personel fra Ruslands fattigste regioner efter problemet indtil det er løst. Det har ellers virket tidligere. Der er ofte interessant analogier til nogle tidligere slag. Da Den Røde Hær var på sin afgørende fremmarch mod nazisternes Berlin, der skulle de forbi Festnung Posen i den polske by Poznan.


Her lå en tysk garnison, som var totalt udmagret på alt. De havde intet artilleri, ingen mortér, intet Luftwaffe, og stort set kun håndvåben. Det tog den fremstormende Røde Hær lige omkring en måned at indtage byen, og selvom de affyrede mere end 350.000 granater mod de knap 20.000 forsvarere og angreb med mere end 100.000 mand og voldsomme mængder materiel, så mistede de tre gange så mange som Volksturmen og Wehrmacht gjorde. Årsagerne hertil er mange, men det skyldes især at de infanterister de sendte frem ikke var ordentligt trænede. Selv mod så udmagret og svækket en modstander, så led infanteriet voldsomme tab. Og de havde som sagt overtaget til lands, til vands, og i luften. Det er ikke helt det samme der sker med Bakhmut i den russiske kamp for at nå op mod Slavjansk/Kramatorsk, men det er ikke en helt ulig situation. Man skal tage et kig på sin militærhistorie for at kunne forstå, hvad modparten kan foretage, og ikke mindst er villig til at foretage for at opnå sine mål.


Logistikken vinder krigen. Infanteri vinder slagene. Der er i alt fem meget simple funktioner på denne riffel. Det er færre end min barbermaskine. Og jeg bruger barberblade.


Herigennem kan man prøve at forstå, hvad der skal til for at nedkæmpe den russiske hær. Det er en længere smøre hvis det skal uddybes, så det gør vi undervejs i deres offensive del af kampene i de kommende 8-12 uger (er min vurdering). Men ganske kort beskrevet; Det vil være nødvendigt for den ukrainske hær undervejs i de næste perioder at trække sig tilbage under et lagdelt forsvar. Det har vist sig at være den bedste strategi, for undervejs kan den russiske hær påføres store tab af infanteri, uden at det kommer til de her ekstremt drænende kampe som i Bakhmut, Popasna og Severodonetsk.


Det er tilbagetrækning under kamp som er nødvendig for at modgå deres kommende offensiv. Så bliver de strukket ud, og dermed minimeres eventuelle materielle fordele de måtte have. Så er det deres infanteri, og ikke deres artilleri, der skal stå for det meste af arbejdet. Som for eksempel kampene ved Vuhledar har vist os, så går den slags ikke med halvtrænede mobilister blandet op med kontraktsoldater og de kampkøretøjer der ikke kræver den sværeste logistik og dermed stadig er ved frontlinjen i stort antal. Og så opstår de voldsomme tab, fordi det ukrainske artilleri har skudt sig ind i det lagdelte forsvar.



Bølger af russisk infanteri har stået for de primære angreb i de sidste to måneder. Her et brutalt eksempel fra Soledar. Hvis de fastholder den strategi foråret ud, så bliver det rigtig grimt.


De kan måske få smidt den ukrainske hær ud af Luhansk. For der kommer snart rigtig mange russiske enheder væltende. De angriber allerede i skrivende stund mod Lyman. Men de slår dem ikke ud af Donetsk, selvom både Vuhledar, Bakhmut, Marinka og Avdiivka falder. For det betyder under ingen omstændigheder, at Ukraines hær vil være slået. Det betyder blot, at den er rykket baglæns mens det har kostet den russiske hær rigtig dyrt. Mærk jer disse ord; Bakhmut er ikke den bedst forsvarede by i Donetsk. Det er Kramatorsk og Slavjansk. Den russiske hær er slet ikke nået til de tungeste forsvarsstillinger endnu. Jeg finder det mest realistisk, at den russiske hær vil forsøge denne model, hvor de holder linjerne ved Kherson/Zap for at modstå eventuelle ukrainske offensiver, og samtidig sætter tungt ind i Donbas.



Resultat af nylig ukrainsk tilbagetrækning under kamp ved Kreminna. Ukrainsk infanteri forlader deres stillinger, og lader de russiske enheder trænge frem i dårligt beskyttede frontlinjestillinger. Herefter sætter artilleriet ind i killzonen, og ukrainsk infanteri kan vende retur og rydde op. Klassisk eksempel på lagdelt forsvar, og hvorfor at taktiske retræter er en væsentlig del af manøvrerne i værktøjskassen. Det er markant nemmere (og billigere) at nedkæmpe fjenden i sådanne defensive aktioner, når muligt.


De har brug for den PR-sejr til hjemmebanen som fremgang i Donbas vil være, uagtet at det er en elastik de spænder op foran fjæset og som kommer tilbage i smasken på dem. Jeg anser det ikke for realistisk at de kan indtage Slavjansk og Kramatorsk uden at omringe de to byer. Dette vil kræve en massiv aktion. En manøvre, de tidligere har forsøgt. Hvis de forsøger den igen, så vil de, igen, åbne sig op for ukrainske modangreb i løbet af april. Og det bliver modangreb med materiel der er det russiske væsentligt overlegent.


Bakhmut i alvorlige problemer. Der er cirka 2 km. fra Ivanivske til Bakhmut, og omkring 1 km. fra Bakhmut til Yahidne. Tre forsyningsruter er tydelige på kortet. Alle tre er kompromitteret. Absolut kritisk situation. Kort viser status 5/2.


Den anden, helt overordnede fremgangsmåde, jeg ganske kort vil beskrive her, er den, hvor de rent faktisk vil forsøge at forfølge en af deres primære militære doktriner - etablering af kedler via knibtangsmanøvrer. De savler over udsigten til at fange deres modstandere i en kæmpe kedel og nedkæmpe dem. [Læs eventuelt om en kedel med et trist og skammeligt dansk indslag her.] Taktikken, eller drømmen, er et levn fra blandt andre Slaget om Stalingrad, hvor de fangede den sjette tyske armé og dermed indledte nazisternes endelige nederlag.


Men. Og det er et ret stort MEN. De store aktioner, de kæmpestore kedler som både den tyske Werhmacht og Den Røde Hær lykkedes med at fange hinanden i, skyldtes primært at enhver officer og general blev enten skudt, eller skød sig selv, såfremt at ordrer fra de to despoter Stalin og Hitler ikke blev gennemført. Retræte var udelukket, selvom det er en helt igennem logisk militærtaktik som har været udført med dundrende successer i tusindvis af år.


Den Røde Hær fangede flere hundredetusinde tyske, italienske og rumænske soldater ved Stalingrad fordi enhederne ikke måtte rykke baglæns. Udelukkende fordi deres øverste leder havde en lille ... militærstrategisk indsigt. Det er usandsynligt, i dagens Danmark med god kommunikation og overvågning, at den russiske hær kan levere de knibtangsmanøvrer der skal til, for effektivt at omslutte store antal af ukrainske soldater og derigennem pådrage den ukrainske hær afgørende nederlag. At det er usandsynligt, skal dog i den grad ikke afholde dem fra at prøve. Det er i øvrigt en meget risikabel manøvre, da en knibtangs ydre flanker er eksponeret. Tag selv et kig i værktøjskassen og åben/luk din knibtang et par gange. Jo tættere du kommer på at have lukket manøvren, jo mere flanke er eksponeret, og det på et tidspunkt for de forreste enheder må formodes at være kamptrætte.



Men hvordan skal de lancere store, kombinerede aktioner med en hær der er i væsentligt ringere stand end den foregående professionelle invasionsstyrke? Indrømmet, der er flere årsager til at det gik galt. Årsager der ikke vil gentage sig. Men den næste omgang enheder er stadigvæk dårligere udrustet og trænet, mod en fjende der nu er bedre udrustet, trænet og forberedt. Indrømmet#2, det virker mere og mere som at strække den, når jeg skal forsøge at finde gode argumenter for hvordan den russiske hær vil kunne gennemføre en regulær manøvrekrig, og derigennem knække den ukrainske hær. Jeg kan simpelthen ikke se det ske, men derfor er det jo stadig en væsentlig overvejelse at lave før de eventuelt prøver på det. I dette tilfælde, en slags best-case-scenario. For Ukraine.


Moderne artilleriammunition og materiel i hænderne på erfarne artillerister er en dødbringende kombination. Her er to russiske kampvogne der for nyligt bliver elimineret. Sidste forår angreb de i Donetsk med kolonner af 10-12 kampvogne. Hvor mange de kommer med i dette forår bliver interessant.


Et succesfuldt angreb mod Kherson (byen) er totalt urealistisk. Broerne er ødelagt og de kan ikke komme over floden i tilstrækkeligt antal via en landgangsaktion. Dermed har vi en situation, hvor det er i Luhansk, Zap og Donetsk at den russiske hær vil sætte tungt ind. For det skal de, rent politisk. Men hvor vil de ellers angribe? Jeg tror, de brændte nallerne alvorligt sidste gang ved Kyiv og Kharkiv. Og jeg tror ikke, at de har mod på at gøre det igen. Dermed er der lagt i kakkelovnen til heftige slag om Donbas, hvor de to byer Kramatorsk og Slavjansk, samt områderne omkring dem, formentlig vil blive en vanvittig slagmark.


Så hvad gør de? Jeg vover at være optimistisk og tro, at de faktisk forsøger begge dele, en manøvrekrig med enkelte store offensive aktioner, og et dødeligt grind i Donbas som koster alle involverede enorme kræfter og tab. Og dermed vil intet af det lykkedes for dem. Efter indledende succes som vil få alverdens vatniks til at græde snot af glæde, vil vi efter omkring to måneders tid se tidevandet trække den anden vej. Igen.


Hvad skal Ukraine så gøre? Ukraine skal holde stand i Donetsk. Opgive land i stedet for mand. Når russernes næste stormløb er kulmineret, formentlig omkring Slavjansk/Kramatorsk (som Ukraine skal holde) vil der være gået maksimalt tre måneder. Jeg ved det er farligt at komme med tidsprognoser. Men det er min vurdering. Ukraine vil udnytte denne tid til at træne deres offensive brigader med de vestlige våben. Hvis de kan holde linjen vil de nye kampvogne og IFVs kunne bryde de russiske linjer. Det er utvivlsomt. Meget står og falder med tiden. Hvem kommer først med nyt grej og mandskab? Hvem lægger ud? Hvem formår at overraske fjenden?


Jokeren er i min optik linjen ved Tokmak/Melitopol samt Kejtbroen. Kan Ukraine lukke for de to primære forsyningsruter til Krim, så kompromitteres en eventuel russisk offensiv for det bliver de nødt til at reagere på, da deres kampgrupper her ellers er solgt. Et brud her, åbner også op mod Berdjansk og Mariupol.



Vi får se. Forvent en periode med russisk, territoriel fremgang. Der går ikke mere end et par uger, så er de i fuld gang. Formentlig over det meste af linjen, og dette vil tvinge ukrainske enheder baglæns. Forvent herefter stabilisering, og enorme tab af russisk infanteri. Og så vil det gå den anden vej igen, for modsat tidligere krige så møder russerne en hær der er i omtrentlig paritet, og som (forhåbentligt) bliver ved med at få leveret ammunition og materiel. Når de russiske kolonner begynder at dukke op igen, som her med en T-90M, så skal Ukraine have nok artilleriammunition og ATGMs. Så skal det nok gå.


Spritnye russiske kampvogne møder vestlig præcisionsammunition og ukrainsk kampkraft. Bumbummelum.



Tak fordi, du læser med.





There is no instance of a nation benefiting from prolonged warfare.








*Det har han aldrig sagt. Min far taler generelt meget pænt og anstændigt. Det mig, der går rundt og siger det (og andre dumme ting). Det andet lød bare bedre lige i skriveøjeblikket.

2 kommentarer
bottom of page