Initiativ & Kulmination.

Er det på at tide snart at lægge hovedet på blokken?


Hmmm. På denne blog slipper jeg for manden med øksen og træsplinter i nakken fra træblokken. Men jeg har, om ikke lagt hovedet, så i hvert fald spalteplads til en række mindre spekulationer undervejs i den russiske invasion af Ukraine. I den seneste tid har jeg kort berørt en række indikationer på at den russiske hær, for første gang siden invasionen af Ukraine i februar 2022, er ved dels at tabe initiativet og dels ved at nå deres formentlig endelige kulmination. Altså det punkt, den højdemarkør, der angiver hvor langt de nåede i deres ubegribelige clusterfuck. Udover dette postulat, har jeg på det seneste insinueret, at de taber det vigtige initiativ. Det initiativ der gør, at de på de store linjer bestemmer hvor og hvornår der skal kæmpes.


Initiativet er ikke et helt uvæsentligt element som de er i risiko for at tabe. Måske har de faktisk allerede allerede tabt det, sådan stort set. Grundlæggende indeholder begrebet initiativ muligheden for at hvis du har det, så kan du bruge det. Du har evnen og muligheden for at angribe de områder du foretrækker. Du vælger hvilket tidspunkt, hvilke enheder, hvilke vinkler og til dels også hvilket terræn der skal kæmpes i. Det er dig, der agerer. Din fjende er nødt til at reagere, og dermed slås i områder der ikke nødvendigvis er de nemmeste at forsvare, eller hvor de i øvrigt står stærkest. Indtil for kort tid siden er det helt bestemt den russiske hær, som har haft initiativet.


Selvom de russiske styrker fik veldokumenterede klø ved Kiyv, Kharkiv, Chernihiv og Sumy under invasionens første måneder, så var det stadig dem, som valgte at her skulle der kæmpes. Og det var også dem der valgte at trække sig retur, og stoppe med at kæmpe om de fire byer. Efter disse indledende og hårde slag, og efter at have indtaget Mariupol, valgte den russiske hær primært at fokusere på Luhansk. Et valg de, ved et hurtigt øjekast, fik succes med, idet de lykkedes med at indtage Severodonetsk, Lysychansk og Popasna, og selvfølgelig også de omkringliggende bebyggelser og områder.


Men de taktiske succeser har haft særligt én voldsom pris - indhugget i deres infanteri. Flere måneders hårde bykampe har sat sine blodige spor. Hos alle parter, selvfølgelig. Men især hos den angribende part, og den russiske hær er ganske enkelt i bekneb for infanteri nu.


Dertil kommer HIMARS. Det kommer vi ikke udenom, selvom at nogle vil være lidt trætte af det. Systemet har nemlig fået meget omtale, men jeg synes faktisk det meste er berettiget. De første raketter fra dette våben landede hvor de skulle omkring den 23. juni. Siden da har vi været vidne til at stribevis af ammunitionsdepoter er blevet elimineret.

Ved Bakhmutfronten røg dette store depot ved byen Kadiivka i luften. Så er det svært at fortsætte sin offensiv, hvis ikke det krudt bliver erstattet af noget nyt.


Der er vitterligt tusindvis af ton ammunition og materiel som den russiske hær ikke har været i stand til at benytte i deres offensiv, fordi det er sprunget mellem hænderne på dem. Og det er særligt deres logistik og dermed især artilleriet som er ramt på kampkraften, og det var lige præcis deres artilleri der gjorde, at de fik indtaget Severodonetsk, Lysychansk og Popasna. Destruktion via bombardement af især Hirske, Zolote, Popasna og Rubizhne, samt store del Severodonetsk, muliggjorde i høj grad at det russiske infanteri kunne indtage disse byer efter flere måneders indædte kampe i området.


Jeg har tidligere, sikkert på vanlig arrogant facon, påstået at uden det omfattende artilleri som støtte, så kan den russiske hær ikke rigtig magte noget som helst. Den påstand fastholder jeg, og uddyber underliggende i dette indlæg. Det er værd at bemærke, at hvis de ikke havde haft deres enorme overlegenhed i artilleri, så havde de næppe indtaget førnævnte byer. Det var til eksempel først da Popasna var nogenlunde fladmast, at de fik besat byen:



Og det var samme sang i Rubizhne som de ikke kunne indtage, før artilleriet havde jævnet det meste med jorden:


Indtagelsen af Kherson, Melitopol og til dels Mariupiol var klare, russiske sejre. Men dem i resten af slagene om Donbas? Det er yderst dyrekøbte fremrykninger i mindre områder. Det der udefra kan ligne solide taktiske sejre, er for mig deciderede pyrrhussejre. Et hurtigt kig på historien bag det begreb, fortæller følgende:

Pyrrhus vandt over romerne i Heraclea i 280 f.Kr. og Asculum i år 279 f.Kr. Men sejren kostede ham størstedelen af hans hær, mens romerne fik erstattet deres tab med nye rekrutter. Hvortil Pyrrhus konstaterede: "Sådan en sejr til og jeg er fortabt." - Wikipedia.com

På forsiden af denne her blog står der "Den der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den." Yderligere uddybning af, hvorfor jeg mener at de taktiske sejre i Donbas er pyrrhussejre er unødvendig snak. Beviset findes på slagmarken. Her er den russiske offensiv efter sejren ved Lysychansk/Severodonetsk er gået helt i stå på frontafsnittet, og kun flyttet sig omkring 12 km. ved Bakhmut siden slutningen af juni måned. Angrebene mod Bakhmut har været i gang siden starten af maj(!). Angrebene mod den mindre og meget udsatte forpost, Sivertsk, er også totalt aftaget og der er næsten ligefrem stille der. Der er bare i juice nok tilbage i kartonen til at køre videre. For hvis der var, så havde de selvfølgelig gjort det. Der er ingen grund til at give de ukrainske forsvarsstillinger endnu flere måneder at forberede sig i og gøre de tilbagetrukne tropper kampklare igen.


At der er gjort store indhug i det russiske artilleris muligheder for at gentage lignende bombardementer som tidligere, står lige så lysende klart som øjnene på mindst halvdelen af klientellet på hedengangne Diskotek IN i indre København. På disse oversigtskort fra NASA FIRMS kan vi se forskellen i antal brande mellem den første uge i juli og den første uge i august. Bemærk at brande selvsagt også kan opstå på andre måder end ved artilleri, men tendensen er helt tydelig. Det heftige bombardement er aftaget, og er dermed pt. ikke en strategi Rusland kan bruge for at indtage store områder. Her det fronterne i Donbas fra 3. juli til 9.juli:


Og her det samme frontafsnit i perioden 30. juli til 5. august:




Der er en årsag til det meste. Og årsagen til at russerne ikke længere kan bombardere kontaktlinjen så omfattende, og at de dermed kan lave gennembrud flere steder samtidigt, er ganske enkelt fordi at ukrainske HIMARS har tæsket løs på på dem.


Når den russiske hær ikke har fri bar med deres enorme rådighedsbeløb af artilleri, så er deres offensive evner stærkt begrænsede. Som hvis NATO ikke havde et flyvevåben. Deres infanteri og kampvogne kan, naturligvis, ikke angribe stærkt befæstede stillinger med succes uden omfattende støtte fra artilleri eller luft. De møder ofte forsvarsstillinger der ligger klar med moderne ATGMs for at nappe deres BMP'er, og som efter 2-3 hits sender angrebet flygtende retur til basen. Der er solide og mange meldinger fra russisk side om at flere af deres enheder er kraftigt decimeret. Især mht. til antal infanterister. Det vil sige at deres kampgrupper ikke længere er fuldtallige, og så skal der ikke mange yderligere tab til for reelt at gøre dem offensivt ukampdygtige. Jeg tror, over en ret bred kam, at vi meget snart ser at tabene er for store til at de kan gennemføre større offensive operationer. Jeg påstod tidligere at Slavjansk/Kramatorsk var enden på deres lineal, men måske når det frontafsnit slet ikke til fasen med bykampene.


For lige nu har den russiske invasion stærkt begrænsede offensive muligheder. De kan kun foretage sådan virkelig omfattende bombardementer ved Bakhmut, Avdiivka og Marinka. Det betyder også, at det kun er ved disse tre byer at den russiske hær avancerer. Og det er minimale fremskridt de opnår her. Med andre ord; det er ikke meget, de har tilbage at gøre godt med. Og igen med andre ord; nu har de ikke længere monopol på initiativet.


For det er ikke deres valg, at de ikke kan angribe sydover fra for eksempel Izyum eller nordover fra linjerne ved Zap. Ved begge disse frontafsnit har de mistet initiativet. Nu er de under angreb i udsatte stillinger, som blot skulle indtages på vejen mod målet. Aldrig forsvares. Det er heller ikke deres valg, at de ser sig nødsaget til at sende op mod halvdelen af deres styrker til Kherson. Også her reagerer de på ukrainsk ageren, og det er næppe med deres gode vilje, at de bliver nødt til at udsulte deres egen offensiv for at være klar til den påståede ukrainske offensiv. En offensiv de i øvrigt kommer til at vente ret længe på.


For at sætte det lidt i perspektiv, har jeg her markeret deres nuværende offensive aktioner med en rød prik. Ligesom de der skilte med DU ER HER. Der er efterhånden lang vej rundt på vandrekortet for den russiske hær. Men på en nogenlunde jernhest kan du cykle denne margueritrute på 4-5 timer:


Det kan godt være at de lykkedes med at indtage Marinka og Avdiivka. Og Bakhmut kan også stadig falde. Men så er kreditten også løbet tør og baren er lukket. Deres offensive kræfter er ikke tilstrækkelige for at kunne etablere et succesfuldt angreb på linjerne ved Kramatorsk og Slavjansk. Deres muligheder for en offensiv ved Kherson afhænger ikke hvad de vil, men hvad de får lov til. De kan ikke uhindret (jvf. diverse ødelagte broer) føre materiel og mandskab frem, og de kan ikke længere være ene om at beslutte, hvor og hvornår der skal kæmpes. Hverken i det nordlige Donbas, ved Kharkiv - eller ved Kherson. Også her har de tabt initiativet.


En anden indikation på hvad vej vinden blæser, er de mange videoer af mindre russiske kolonner der igen er begyndt at pible frem. Der har ellers i en periode været langt færre af de der ret håbløse kolonneangreb som stort set altid foretages uden luftstøtte. Men nu er de i gang igen, og udover at kolonnerne har været på slankekur, er opskriften oftest den samme; Kolonne kører frem. Kolonne mister 2-3 enheder. Kolonne kører retur. At russerne igen ser sig nødsaget til at kaste deres kampvogne og BMP'er ind i angreb uden det forudgående bombardement er et tegn på samme desperation for at levere resultater som vi så i april og maj. Der var 5-6 ugers pause i kolonneklovneriet mens deres artilleri spillede førstetromme, men nu er det tydeligt at både Javelin og Stugna-P har fået et decideret comeback på slagmarken. Faste følgere af denne tråd vil formentlig kunne nikke genkendende til den trend.


Tilbage til påstanden om at de mangler infanteri. Som udgangspunkt er en russisk kampgruppe ikke udrustet med særligt mange infanterister. En fuldtallig kampgruppe på 700-800 mand har i visse tilfælde kun omkring 150-175 infanterister med. Det er ikke mange når kampene skal foretages i byer, hvor du som angriber gerne skal have en ret seriøs overvægt af infanteri, med mindre du er villig til at acceptere grufulde tab. Nogle mener at blandingsforholdet skal være 3:1, andre 5:1, mens amerikanerne i Fallujah havde 9:1. Altså ni amerikanske infanterister for hver forsvarende oprører! Kampene i Fallujah varede alligevel i ugevis på trods af den voldsomme overmagt i både mandskab og materiel. Den russiske hær har knap nok 2:1 når de angriber, og flere steder knap nok 1:1. Sådan en fordeling har givet deres infanteri rigtig svære vilkår i de situationer, hvor de ikke er bakket op af artilleri og/eller flyvevåbenet. Og nu er der ganske enkelt bare ikke nok mandskab tilbage til en frontlinje på mere end 2000 kilometer. Derfor skal der flyttes lidt rundt på de mindste brikker i det Kremlske Risk.


En tydelig indikator på desperationen ses i de kontrakter der nu tilbydes rundt omkring i Rusland til folk der melder sig frivilligt til infanteriet. Der er kort fortalt fire måder hvorpå Rusland forsøger at fylde pladserne på bagsædet:

  • Rekruttering af frivillige til egen hær. Ned til 30 dages kontrakter tilbydes

  • Frivillige der tilmelder sig PMCs som Wagner og Redut. Min. fire måneders kontrakt

  • 'Frivillige' fra Rosgvardia i Tjetjenien

  • 'Frivillige' der rekrutteres 'frivilligt' til separatisterne i LNR/DNR.

Gældende for især de to første punkter, kan der her være særdeles lukrative fordele ved at tilmelde sig. Både den russiske hær og Wagner tilbyder nye rekrutter en væsentlig tilmeldingsbonus på helt op til $10.000. Kombineret med høje månedlige lønninger og en rigtig lækker pensionsordning for veteraner fra den specielle militære operation, er det faktisk rigtig store penge for en fattig mand. Vi er oppe i den størrelsesorden at et fire måneders ophold kan betyde nyt hus, brugt bil og veteranpension. Det er attraktivt for mange. Hvis man overlever.


Samtidigt rekrutteres der i russiske fængsler, med løfter om et moderne matadorkort i form af pardon etc. efter endt ophold i Ukraine. Enhver der har stiftet bekendtskab med russiske fængsler vil vide, at der nok skal være en del indsatte der kan se det attraktive i at slippe ud derfra, uanset at de skal fra asken til ilden. Vi har altså en situation hvor den russiske hær rekrutterer bredt, og hvor de rekrutterede ikke får meget træning inden kampstart. Det er ikke en slagkraftig løsning. Det er en lappeløsning. Og lappeløsninger har det med at gå i stykker over tid. Det ligger ligesom lidt i begrebet. Hvis de skal mønstre et slagkraftigt infanteri, og en varig løsning i en langvarig krig, så skal der altså noget helt andet til. Læg dertil, at det er virkelig svært at få kontraktsoldaterne til at skrive under på at tage en tur mere, eftersom at de klogeste af dem formentlig har set skriften på væggen og tænker at deres liv er mere værd end rubler.


Med de omfattende og yderst veldokumenterede tab af både materiel og ammunition og mandskab in mente, har vi nu en situation hvor hverken det russiske infanteri, artilleri, eller kampvognsenhederne er i en tilstand der muliggør store og koordinerede aktioner. De har simpelthen fået for mange tab til at de pt. vil være i stand til at foretage disse omfattende angreb. Især fordi de også samtidigt bliver nødt til at reagere på modangreb, og de mange ødelæggende angreb på egne baglinjer og logistik.


Tilbage har vi Sortehavsflåden og flyvevåbnet. Udover sin blotte tilstedeværelse, har Sortehavsflådens primære bidrag været bombardement af Ukraine via krydsermissilet 3M-14 Kalibr, samt deres ufrivillige bidrag til flere omgange med succesfuld ukrainsk public relations. Det er ikke min ekspertise at vurdere hvor meget Sortehavsflåden fortsat kan bidrage, men vi kan blot konstatere at antallet af affyringer er for nedadgående. Og at de holder sig lidt på afstand. Lyst til at møde flere danske harpuner er nok til at overse. Truslen fra deres Kalibrs gør helt sikkert en masse ting besværlige og dødelige for Ukraine. Store opmagasineringer af materiel eller mandskab er guf for en Kalibr. Dermed er Sortehavsflåden stadig et væsentligt aktiv, blot på grund af deres tilstedeværelse og lurende trussel. Men de bidrager ikke til at ændre menuen væsentligt.


Så er der flyvevåbnet, og igen er det ude for min ekspertise. Jeg forholder mig derfor blot til hvad andre fortæller mig, samt hvad der kan observeres af støtte under de russiske operationer. Kort fortalt, så er det russiske flyvevåben stort set lammet i sin indsats. Manglen på piloter, radarovervågning, kontra-ild mod fjendtlige AA-stillinger, og generelt store tab af materiel har i samspil med distributionen af ukrainske man-pads, mobile AA-enheder, og det ukrainske flyvevåben betydet et efterhånden nogenlunde status quo i luften. Ingen af de to parter har herredømmet, og ingen af de to parter kan frit flyve operationer over fjendtligt territorie.

Video: Russisk Mi-28N og Ka-52 helikoptere lobber deres raketter, og smider flares efterfølgende. Det er tydeligt, at de ikke vil stikke snuden alt for langt frem.


Dette gør sig især gældende for de russiske helikoptere - dem som er effektive til at beskytte en fremrykkende kolonne. Vi har, som i ovenstående video, set både russiske og ukrainske helikoptere lobbe deres raketter fra meget lang afstand for derefter hurtigt at vende om. Det er meget ineffektivt ift. at ramme noget som helst, og det er helt tydelige tegn på behørig respekt for fjendens AA. Vi har også set at det russiske flyvevåben har mistet store mængder materiel. Jeg uddyber min påstand fra tidligere; det russiske flyvevåben er stort set lammet i sin evne til at foretage offensive aktioner langt over kontaktlinjen. Det angreb i går på deres lufthavn i Saki, har ikke forbedret den situation.


Hertil kommer at Ukraine i den seneste periode har, ved brug af en version af det amerikanske AGM-88 HARM luft-til-jord missil, ramt over syv russiske radarsystemer ved Kherson. Disse systemer kan være helt afgørende for den rækkevidde og reaktionstid som russisk AA og deres flyvevåben har. Med andre ord og med de store materieltab in mente; så er også deres flyvevåben decimeret. Samtidigt oplever de et pres der til stadighed øges efterhånden som Ukraine får leveret flere og flere langtrækkende våbensystemer.


Konklusionen er tydelig, synes jeg. Omend skiftet kan have lange udsigter, så er det min vurdering at toppen af den russiske parabel snart er nået. Det kan være i slutningen af august, eller i slutningen af oktober. Men det ligner at de står overfor øgede problemer og en modstander der bare bliver mere og mere besværlig at håndtere. At det bliver sværere for dem end hidtil, hvor det ikke er gået SÅ fremragende, det siger trods alt en hel del om hvad der kan være i vente. De har ikke meget ro til at samle kampkraft sammen for at skabe store angreb. Og de vinder ikke en krig på at tage 10 klik om måneden på et minimalt frontafsnit. Især ikke med de daglige tab som de modtager, og som ikke umiddelbart erstattes af friskt mandskab og nyt materiel. Initiativets Vindue, det er ved at blive lukket.


Det er med stor risiko for at tage fejl, at jeg nu skriver, at deres kulmination er nær. Men jeg kan ikke tolke det anderledes, selvom jeg forsøger. Det er ikke for at skabe falsk optimisme. Men, kære venner, der er blot en række tydelige indikatorer på at vinden er ved at vende, og at den russiske hær skal vænne sig til at vende hjem.


Tak for nu.