Kør forsigtigt, ok?

Jeg er blevet opfordret til, og jeg citerer, ’give lidt mere af dig selv’. Det lyder lidt brutalt, og jeg beholder helst det hele af mig selv.


Men jeg forstår, og der er selvfølgelig en del historier bag historien, og selvom de formentlig er røvsyge for flertallet af jer, så vil nogle af dem finde vej til denne blog alligevel. Så kan du frit vælge at læse dem eller i stedet fokusere på opdateringerne omkring selve krigen.


Det her er blot en anekdote om papirarbejdet; også kendt som Det Evige Benspænd. Hårde, selvpåførte tacklinger som tages løbende, fordi jeg aldrig rigtig bliver klogere på det punkt.

Ildevarslende skyer, eller solopgang og morgengry? Det afhænger af øjet der ser. Godmorgen til jer, fra Kyiv, Ukraine.


Jeg skulle jo tilbage efter et par dage på langs. Alt er vel. Og alle siger, at jeg skal køre forsigtigt. Så det prøver jeg på. Først op til den polske grænse ved Budomierz, og herefter på en mindre rundtur i det sydvestlige Ukraine på små 800 km. En tur, som i alt bør kunne tilbagelægges på mellem 12-18 timers kørsel, selvfølgelig altid lidt afhængig af forholdene undervejs. Af helt åbenlyse årsager skal man undgå at køre med for meget luft frem til fronten, eller hvor man nu kører hen med forsyninger. Færre ture, færre risici. Og, bestemt heller ikke uvæsentligt, et totalt set mindre brændstof- og tidsforbrug. Simple, men vigtige årsager. Så på min vej tilbage har jeg selvfølgelig købt lidt ekstra med. I donerede jo også mere end de €800 jeg havde sat som mål til at fylde bilen helt op sidste gang, og jeg kører 'ofte' forbi en polsk kontakt som koordinerer sager via et kæmpe netværk i Europa.


Det var i øvrigt dem, der skaffede de tre største generatorer sidst - i Slovakiet, og tæt på bilen. Jeg kunne komme med en længere beskrivelse af Schengen Aftalens Enorme Fortræffeligheder når man kører rundt i Europa med diverse last i sit køretøj. Det forholder sig en smule anderledes, når man skal krydse grænsen Polen/Ukraine. Det er, lad mig sige det pænt, en smule personafhængigt, hvorvidt man lige kan suse igennem med lasten fuld, uden at skulle have jeg ved ikke hvor meget skrift og stempleri på plads inden da.


Den polske grænsevagt kiggede på mig med en blanding af mistro, vantro og det der ’er du total idiot’-look. Er du alene i bilen? Nåh, ok. Hvorfor har så du tre soveposer med? Hvad er det der!? Og hvorfor står de IKKE på denne her komplet tomme liste som du skulle have udfyldt hos en customs broker, men som du åbenbart ikke gad at få gjort, fordi det tager et ondt år? Og hvad er der i øvrigt i alle de der kasser og poser? Og hvorfor vejer din bil 3.5 ton, når der står i din registreringsattest her, at den vejer 2.2 ton? Hvad fanden laver du egentlig?


Sådan nogenlunde forløb min indledende envejssamtale med den polske grænsevagt omkring klokken meget tidligt (eller meget sent, afhængigt af din tilstand). Han var ikke længere helt oplagt, tror jeg. Det var nok sent for ham. Lad mig sige det sådan. Diplomatisk, og for ikke at skabe unødig røre i dammen. Andre gange har det danske og ukrainske flag, ganske sirligt placeret i forruden, kun krævet fremvisning af pas og bilens papirer. Herefter et ”good luck!” og så den der dejlige vinken videre som altid giver sådan en god fornemmelse i hele kroppen.

Du kender det godt selv, hvis du mærker efter. Faktisk er det når alle former for myndigheder der holder dig tilbage i dit køretøj, og så vinker dig videre frem, tilbage ud i friheden, at man bliver sådan helt aaaahhhhh, og så brrruummm, når du slipper koblingen i ren begejstring. Selv når ham der den gamle søulk ved færgen til Omø vinker dig videre, så føles det bare godt, ik? Gang det med 100 når man har ting og sager i bilen. Det kan godt være, det bare er mig der har det sådan, men når der står en lokal banditmilits på en mørk bjergvej i Guatemala og kigger på dig med forsiden af en riffel, så er vinken videre ret fedt.


Nåh, men det var et hurtigt sidespring til en svunden tid. Jeg kom over grænsen til Ukraine, selvfølgelig. Efter rigtig mange timers palaver og ringen rundt, og møder med flere kasketter, med surere miner, og et sprog jeg overhovedet ikke er velbevandret i, og alle mulige dokumenter og papirer og formularer der skal udfyldes med blokbogstaver igen og igen og igen... Ay caramba. Så for fanden altså. Det var noget møg. Især fordi der efterfølgende var en meget lang, og meget, meget mørk køretur, som ventede på mig, som kun en meget lang, og meget, meget mørk køretur kan vente på dig.

Til høflig info, til dem der ikke lige ved det, så er de ukrainske veje ikke altid så … fornuftigt i stand. De er visse steder også en smule medtaget af krig, og af tonstunge kampvogne der har kørt på varm asfalt i sommers. Rumleriller Extraordinaire. Samtidigt er vejlyset slukket de fleste steder, dels af sparehensyn, og især på grund af de der absolut nederdrægtige russiske terrorbombardementer af civil infrastruktur. Men det mest nervepirrende under kørsel, det er at i Ukraine, der er der fodgængerovergange på motorvejen. Du læste rigtigt, min kære læser. Fodgængerovergange. Men de ganger(?), navnet til trods, hverken over motorvejen, eller under motorvejen. De er motorvejen. Zebrastriber på motorvejen. Men som så meget andet her i livet, på nær måske lige norsk folkedans og dårligt øl, er det ok, når man vænner sig til det.


Når man så skal hamre derudaf, fordi man skal hente nogen og noget på et bestemt tidspunkt, så bør man være lidt opmærksom. Det synes jeg ikke umiddelbart er et sådan helt vildt outreret krav at stille, når motorvejen kan indebære teenagere med snuden i tiktok, plakatfulde lokale indbyggere, cyklister og spandexmotionister, hestevogne, studerende på vej hjem, gamle koner med hænderne fulde af dagens høst fra marken, og alle mulige andre der har et gyldigt ærinde på den anden side af motorvejen. Kør forsigtig, ok?


Nu er mange veje selvfølgelig også blevet godt krydret med militære checkpoints, med store betonkonstruktioner, sandsække og tjekkiske pindsvin. Og når det tilmed er i et land hvor hastighedsskiltene, ligesom i stort set alle andre lande, mere er ment som en minimumsopfordring end en maksimumgrænse, så skal man altså lige holde tungen lige i munden.


Men det kan godt være svært at placere tungen korrekt, hvilket så åbenbart er lige midt i munden (hvad er det egentligt for et mærkværdigt udtryk?), når man har kvajet sig ved grænsen og siddet der i den yderste bane i timevis. I Skammens Bane, sammen med de andre bønder der har kvajet sig, i rigtig mange timer og krydret den med tobak og kaffe, først i kø, og siden hos en grænsevagt med stor kasket og sur mine. Skrankepaver med store kasketter og sure miner er the bane of my existence. Det tror jeg simpelthen ikke, at jeg er i stand til at lave om på, uanset hvor mange gange jeg så kvajer mig med den slags papirarbejde. Argh.


Undertegnede tager en lur ved Budomierz i Polen, indtil lyden af de rette stempler ramte pas og papirer. Bilen er lige akkurat ikke bred nok til at udgøre en komplet sovebriks, men dog alligevel væsentligt bedre at sove i, end den forrige. Jeg har sovet mange gange i denne her. Det fungerer. Bemærk de to kopholdere oppe i venstre hjørne som Ford'en kan klappe ud. Yes!


Jeg kom helskindet frem uden katastrofeopbremsninger. Kaotisk, via det man vel kan kalde wifi-hopping, da min egen enhed nægtede at genoptage forbindelsen da jeg var kommet over. Noget af det, der er med til at gøre krig absurd, det er de skøre tanker man får undervejs. Jeg sad og klukkede lidt over, at jeg skal have klaget til ham der Musk, en eller anden dag. Gerne før han flyver til Mars, for så bliver kundeservice måske lidt svær at få fat på. Der kører en del tanker igennem hovedet på én når man kører. Det tror jeg egentlig er meget sundt, hvis man og vel mærke tænker på det rigtige.


Tilbage på vejen, og det er selvfølgelig heller ikke lige nemt at finde rundt i byerne når tusmørket begynder at indfinde sig, og når så selv gps'en stadig strejker, er det med at fokusere på rute og retning. De fleste byer er mere eller mindre mørkelagt fra tidligt på aftenen, og især på landevejene er der bælgravende mørkt.


Her er det min kartoffel af et kamera, der har fanget noget af en af Europas største byer, fra den position i Kyiv, jeg magtede at indfinde mig på, efter turen tilbage fra Polen. Det var slet ikke meningen, at der skulle stoppes her for natten. Men jeg var jo håbløst forsinket. Det er federe at være lidt andre steder end lige der, hvor vi var, men jeg kørte forsigtigt undervejs og tog mine pauser.


Der bor vel knap en halv million mennesker i dette billede, og der burde være væsentligt mere lys og liv her kl. 18ish, og med gader vrimlende af mennesker på vej rundt i byen. Under indflydelse af kulturer fra mange verdenshjørner, er området i øvrigt bestemt et besøg værd. Især i fredstid.


Men du ved jo godt, hvorfor, at der er mere eller mindre mørkelagt. Jeg sov i øvrigt samme sted, den morgen et-eller-andet russisk kæmpemissil ramte ned ved Samsung-bygningen et par hundrede meter derfra, og myrdede civile der blot var på vej til deres arbejde.

Omridset af Kyivs hovedbanegård kan lige anes.


Jeg har en anelse om, hvilken bygning der var målet her, og det var ikke Samsungtårnet (som de i øvrigt missede). Men nu er Iris-T etc. på plads, så min makker mente at det var sikkert 'nok' at sove op af et væg-til-væg vindue der vender mod øst. Hvad 'nok' så end betyder og indebærer. Jeg tænker det er et ret ... omskifteligt begreb i en krigszone, og jeg sendte, for første gang i år i øvrigt, sådan en af de der lidt længere beskeder hjem til de nære omkring hvor meget jeg de betyder for én, og at de ikke må være bekymrede.


Hvilket naturligvis straks gav anledning til en masse bekymring. Men jeg bad til de Guder jeg kender, men egentligt ikke følger så meget med i til dagligt, og fandt det naturligt at sende en hilsen til mine allernærmeste såfremt denne nat skulle blive min sidste. Det er kun en ringe trøst, at når man er død, er det kun dine nære, der har et problem.


Og når man sidder helt ved toppen af en særdeles høj bygning, i en storby under et bombardement, så er der ikke vildt mange muligheder, når luftalarmen bimler ind på din enhed. Især ikke, når man er helt udkørt, og dagen bare skal slutte. Så må du håbe på det bedste, og forsøge at nyde luftforsvarets fyrværkeri som kan anes i det fjerne. Det var også her, på toppen af bygningen, med dagens sidste smøg i munden, at virkeligheden føltes så absurd, at jeg kun kunne klukke lidt, læne mig tilbage, og kigge ud i den nu helt mørke horisont. Luftforsvaret vandt denne omgang.


Men ja, det er også vigtigt at huske på, at køre forsigtigt.




Bemærk venligst: af hensyn til vores sikkerhed, er personrelaterede indlæg og oplysninger som oftest forsinkede.