Kreml har et problem. Det er en uskøn blanding af broer, en flod og forsyninger.
Kherson. En storby der faldt hurtigt i starten af krigen. Dette skete primært fordi en række højtstående ukrainske officerer i området var forrædere, og fordi at FSB havde succesfuldt infiltreret området inden invasionens start. Det betød at de russiske kolonner fra Krim vidste hvor de ukrainske minefelter befandt sig, og det betød også at de ukrainske forsvarstyrker var underbemandet og underforsynet. De ukrainske enheder trak sig efter en række hårde indledende kampe tilbage over floden Dnepr, og forlod hurtigt byen Kherson for at undgå at blive helt nedkæmpet.
Den russiske hær fortsatte nordpå, primært mod nordvest for at indtage Mykolajiv. De blev her stoppet af et indædt forsvar, og fronten blev hurtigt fastlåst omkring Oleksandrivka og Shevchenkove. Mod nordøst forsøgte den russiske hær et mindre stormløb op mod Kryvi Rih og Nikopol. De blev her bremset ved Vysokopillya og ved en række mindre landsbyer. Som ved andre frontafsnit, var det en kombination af indædt modstand fra de ukrainske enheder og manglende forsyninger, især diesel, der stoppede den russiske offensiv. Russerne indtog lufthavnen Chornobaivka som ligger stik nord for Kherson. Jeg er ikke helt sikker på, at det var en god idé, for den har hele tiden været inden for rækkevidde af ukrainsk artilleri og russerne har brændt virkelig meget materiel af her, i et forsøg på at have en fremskudt og taktisk vigtig lufthavn.
For lige at vise hvor vi befinder os, har jeg ganske hurtigt plottet det ind på kortet her:
Den ukrainske hær blev taget på sengen, snydt og bedraget af en række af deres egne, og deres stillinger blev som nævnt løbet over ende, indtil de fik samlet sig igen og stoppet offensiven. Det er ved dette afsnit, at Rusland havde størst succes, og generelt en god aften i baren.
Men nu er det tid til at betale tilbage.
Og der er en større regning der skal gøres op. Som enhver der har lagt sit kreditkort i baren og bagefter slået sig løs, er klar over, så er det ikke altid en god idé at spille alt for smart når man er på udebane. Slet ikke, hvis man begynder at løbe tør for kredit undervejs.
Og kreditten i Kherson, den er ved at være opbrugt. Den russiske hær har i skrivende stund omkring 8000 mand stationeret i og omkring Kherson. Her tænker jeg kun på dem, der opholder sig nord for floden Dnepr.
Det præcise antal er uklart, og mit bedste bud er, at selv den russiske hærledelse heller ikke er helt klar over antallet. Det er enheder fra en række forskellige divisioner som opholder sig her. For eksempel har 20th Guards Motorized Rifle Division næsten 1500 mand liggende. De russiske luftbårne tropper (VDV) har cirka 1200 mand fra 11th Separate Guards Air Assault Brigade. Længere mod øst ligger knap 1000 mand fra 34th Separate Motorized Rifle Brigade og omkring 750 mand fra 205th Separate Motorized Rifle Brigade.
Derudover er der en række sammensatte enheder, herunder infanterister fra kystvagten(!) og diverse artilleridivisioner som er tilknyttet de forskellige afsnit på fronten.
Vi har i de mere gængse medier kunne læse om en ukrainsk modoffensiv i snart meget lang tid. Hvad disse medier tilsyneladende ikke har indset, det er at Rusland har nogenlunde kontrol over luftrummet ved Kherson og at deres artilleri er godt spredt ud og aktivt. Området nord for Kherson er præget af forholdsvist åbne vidder, hvilket kan gøre en modoffensiv særdeles bekostelig hvis fjenden har førnævnte fordele. Så selv om Ukraines hær har væsentligt flere soldater i området end Rusland, så har de udelukkende gået efter at forbedre deres taktiske situation ved at indtage mindre landsbyer og bebyggelser.
Formålet med disse aktioner har primært været at skabe en fornuftigt forsvarslinje der kan holdes, og samtidigt skubbe russerne væk fra en række mindre floder således at Ukraine uden at risikere for meget har kunnet bringe materiel og mandskab frem til deres stillinger. En hel ukrainsk kampvognsbrigade udstyret med opdaterede polske T-72 kampvogne har trænet i Kryvi Rih, og der skal altså mere end en enkelt time på et glatbanekursus til, før en kampvognsenhed kan operere effektivt og udføre koordinerede offensive aktioner.
Den slags træning og oplæring tager tid, og Ukraine har vist sig at være tålmodige. Som flere af de dygtigste militærstrateger tidligere i historien har påpeget, så er tålmodighed og intelligens to af de absolut vigtigste underliggende faktorer hvis man vil have succes på slagmarken.
I en tid hvor mange medier udviser det stik modsatte af tålmodighed og intelligens, er det vigtigt for dig som følger krigen at huske på, at de fleste medier lever af at man klikker på deres artikler. Derfor har de behov for friske nyheder, hvilket er i et modsætningsforhold til førnævnte tålmodighed. Hvis du føler at de har berettet længe om den ukrainske offensiv uden at der er sket en fløjtende fis, så er det ikke fordi at den er gået i stå. Det er fordi, at den endnu ikke har fundet rigtigt sted. Men det har forberedelserne. Og der formentlig knap så spændende at berette om - eller sagt på en anden måde - forberedelser skaber ikke klik. Og uden klik, ingen penge.
“Passivity means waiting for an opportunity.” ― Sun Tzu
Amerikanske operatører taler ofte højt om at man skal "shape the battlefield". Altså bringe slagmarken i en tilstand der er til din fordel, før du udfører dine operationer. Når amerikanerne fører krig, så er det primært deres luftvåben (og flåde) der står for den slags, for at muliggøre operationer for deres landtropper uden at gutterne på gulvet modtager store tab. Offensive operationer er ofte bekostelige for mens en forsvarsstilling kan afvente at du løber over vejen - så skal du løbe over vejen og dermed er du blottet. Det er selvsagt en særdeles forsimplet fremstilling, men alligevel er det ofte sådan det foregår. Hvis du vil angribe, bliver du trods alt nødt til at forlade din stilling og forsøge at nå hen til en ny. Ukraine har ikke lyst til at smide deres soldater ind i et håbløst frontalangreb mod en modstander der er talmæssigt underlegen, men som har overtal i artilleri og i luften.
“The good fighters of old first put themselves beyond the possibility of defeat, and then waited for an opportunity of defeating the enemy.” ― Sun Tzu
Blandt andet derfor har den ukrainske hærledelse brugt meget energi og tid på at forme slagmarken til deres egen fordel. Igen er vi tilbage ved tålmodighed og intelligens. Clausewitz mente at moral, tålmodighed og modighed er nogle af de vigtigste ingredienser for en succesfuld militæraktion. Ukraines hær besidder alle tre.
Ukrainsk 2S7 Pion 203 mm. selvkørende artilleri affyrer en runde.
Tilbage ved fronten i Kherson sker der efterhånden spændende ting og sager, som også er årsagen til at jeg har skrevet dette indlæg. Udover at ukrainske enheder stort set har omringet et større kontingent af russiske tropper i Vysokopillya, og har den eneste åbning indenfor skudafstand, så har de foretaget et ret interessant move. De har i den seneste periode gået efter at ødelægge den bro, der er livlinen for de russiske tropper nord for floden Dnepr. Det kan godt gå hen og blive en gevaldig hovedpine for den russiske hær, for som min gamle ven altid siger og som er et ordsprog jeg har adopteret; ingen arme - ingen kage. Og uden forsyninger, hvad end det er mad, ammunition eller brændstof, så kan en hær ikke særligt meget. Særligt ikke, når den er baseret på store mængder køretøjer som brænder store mængder brændstof af.
Det er meget sværere at ødelægge en bro, end man umiddelbart skulle tro. Eller, i hvert fald hvad jeg umiddelbart troede før jeg lærte mere om det. Men jeg er heller ikke ingeniør og det må være min undskyldning for min tidligere uvidenhed. Store broer er bygget til at kunne modstå gevaldige tryk fra naturen, hvad end det er vind eller vand. Naturen kan levere et tryk som få, og derfor er store broer bygget helt ekstremt solidt (hvis de er bygget ordentligt). Det er ikke sådan lige at vælte dem, og det kræver massive mængder sprængstof og præcision, især hvis man skal gøre det fra lang afstand. Men som du ved, min kære læser, så er det lige præcis hvad Ukraine har fået leveret i de seneste måneder. Tunge våben, der kan levere tunge slag med ekstrem præcision og fra lange afstande. Igen er vi tilbage ved tålmodigheden. De har været meget tålmodige, og ventet på at de fik dette materiel til rådighed, og de har undervejs lykkedes med at skubbe fronten frem til et sted, hvor broen er kommet indenfor rækkevidde.
I de seneste dage har ukrainske enheder beskudt den bro der agerer livsnerve for de russiske enheder. Og det kan ende med en gigantisk hovedpine for den russiske hær. Mere om det lige om lidt, når vi først har set på, hvad det er, de har ramt. I denne her video, som jeg har snuppet fra en russisk telegramkanal der hedder milinfolive, kan vi se hvordan ekstremt præcist artilleri er begyndt at lave huller i broen. Bemærk afstanden mellem de huller der er kommet i broen. De er som sat med lineal af en erfaren landmåler:
Igen, jeg er ikke konstruktionsingeniør, men jeg er ret sikker på at en erfaren brobygger vil få en smule sved på panden over at se så dybe huller i vejen, konstruktionen og den forstærkede beton. Især hvis der skal køre kampvogne på 50+ tons over den. Og Ukraine er ikke færdige med at beskyde den.
Hovedpinen for den russiske hærledelse består ganske enkelt af dilemmaet; skal de satse på at broen står så de fortsat kan forsyne deres mange tropper nord for broen, eller skal de trække sig tilbage og dermed tabe det område som den menneskelige parodi på en gammel hest, udenrigsminister Lavrov, den anden dag erklærede at Rusland har tænkt sig at beholde. Med mit kendskab til hvordan Kreml behandler generaler der ikke leverer succes, så skal der noget væsentligt stærkere end Panodil Zapp til for at kurere sådan en hovedpine.
Det vil ikke se kønt ud på hjemmefronten, hvis tusindevis af russiske tropper bliver nødt til at foretage en retræte fra Kherson. Omvendt vil det heller ikke være en udpræget succes, hvis tusindevis af russiske tropper bliver afskåret og dermed enten tvunget til at kæmpe for deres liv uden de nødvendige forsyninger, eller overgive sig. Krige vindes i høj grad på moralen hos hæren, og hvad end de vælger, vil det være et forsmædeligt nederlag som vil give deres modstander et væsentligt boost til moralen. Samtidigt vil det være en meget våd, og meget muggen, klud i ansigtet på deres egne tropper og på hjemmefronten. Dermed er vi tilbage ved hovedpinen. Skal de vælge pest eller kolera? Eller skal de prøve at reparere broen så de fortsat kan forsyne deres fremskudte enheder? Det sidste vil være rigtig svært eftersom broen er inden for rækkevidde af præcist og dødbringende artilleri (og HIMARS).
Nogen vil kalde det en gordisk knude. Andre vil kalde det en rigtig miserabel møgsituation. Og hvis man er på Ukraines side, vil man nok kalde det en lækkerbisken. Uanset navngivningen, så er det interessant at følge denne udvikling. Og så får de mange gængse medier endelig lov til at skrive noget nyt om Kherson og dermed få deres forbandede kliks. Jeg følger naturligvis op på situationen, og vil i den forbindelse understrege at jeg ikke får noget ud af at du klikker - udover den store glæde det er at præsentere dig for denne hovedpine som helt sikkert præger den russiske hærledelse. Jeg indrømmer blankt at jeg er et simpelt menneske, der sagtens kan glæde sig over en hovedpine hos en russisk general.
Vi får se hvad der sker, men uanset hvad, er jeg en smule imponeret over den situation som den ukrainske hær på dette frontafsnit har bragt russerne i. Der er lang vej hjem, især hvis man skal svømme over floden med sine kampvogne i tasken.
“While we are taking our ease, wait for the enemy to tire himself out.” ― Sun Tzu
Igen vil jeg takke dig for at læse med, og som altid sætter jeg stor pris på hvis du deler mine indlæg med dine bekendte eller andre interesserede. Det er primært fordi det er vigtigt for mig, at folk forstår hvad der foregår, og ikke går rundt og tror at den russiske hær er noget vi bør frygte.