Følg med i Ruslands invasion af Ukraine her.
På denne blog kan du følge udviklingen af krigen i Ukraine. Du får nyheder og opdateringer fra de enkelte frontafsnit, samt historier og video du normalt ikke finder andre steder i Danmark. Vi er i april 2023. Krigen raser på sit højeste niveau. Velkommen til!
21. april: Hov, jeg glemte noget
Den faste læser vil vide, at jeg tit nævner vigtigheden af træning og taktik under offensive aktioner. Det er særligt her, at hele projektet ligesom når toppen af sit samspil og hvis orkestret ikke er nogenlunde på samme side i nodehæftet så kan det rigtig, rigtig hurtigt gå helt galt. Når du bliver angrebet af soldater der trods alt ikke er hjernevasket i stil med Al-Shabaab eller ISIS, så 'behøver' du ikke slå dem alle sammen ihjel for at stoppe deres fremdrift.
Det er trods alt nogenlunde normale mennesker der udgør størstedelen af de russiske mobiliserede, og ligesom de fleste andre nogenlunde normale mennesker så kan de også skide i bukserne og sætte det lange ben foran når ham de har drukket sig ned i vodka med de seneste tre uge tilbage i barakken nu pisker rundt i cirkler som en menneskelig fakkel fordi førerbilen blev ramt af en omgang Freedom Fries signeret Excalibur. Som her, hvor angrebet går lidt i stå. Det er dødsensfarligt for et angreb at gå i stå. Som forsvarsplanlægger er det nemlig lige hvad man ønsker sig; at de angribende enheder hænger fast i ingenmandsland. Dette giver nemlig artilleriet mulighed for at arbejde på forudindsatte koordinater.
Her et kort klip, der illustrerer min pointe. Et af de tre russiske køretøjer er ramt. Bemærk hvordan mandskab og infanteri fra de to andre stikker af, over mod markskellet. Der er ingen dækning her, og de kan derfor nedkæmpes relativt enkelt efterfølgende:
Givet, det er trods alt ikke en umenneskelig og specielt mærkelig reaktion, sådan at tænke "Jeg skrider sgu'". Problemet er bare, at først var du 100. Så blev de første 10 stegt. Det gør at 30 løber væk. Lige pludselig er din kampgruppe decimeret og mangler kritiske støttefunktioner. Sådan groft skåret. Dette får selvsagt din mission til at skride en smule fra sit oprindelige layout, og din modstanders artilleri har en fest midt i alt dit kaos og brune bukser. Også derfor er det vigtigt, at det er Ruslands uerfarne og relativ dårligt trænede mekaniserede enheder som skal angribe Ukraines stillinger. For det omvendte er absolut ikke garanteret succes.
21. april: De Olympiske Lege
Man skal ikke blande politik og sport, siges det. Hvor efter at alle blander politik og sport. Vi skal have lidt motion, så her er dagens højdespringer:
21. april: Lad dem endelig angribe #2
Miner mod kampvogne har ofte det resultat, at enten så ryger kampvognens larvefødder og så skal der en større bjærgningsaktion til eller også ryger det hele i luften med det samme. Andre gange så kører kampvognen frejdigt videre. Og så er der de gange, hvor den overlever den første, kører frejdigt videre, og efterfølgende laver en ekstremt hurtig afmontering af de ydre dele:
21. april: Lad dem endelig angribe #1
Som tidligere beskrevet, er det min holdning at den russiske hær skal mørnes via et hårdnakket, lagdelt forsvar. Først herefter kan der, hvis omstændighederne tillader det, forsøges med store kombinerede aktioner fra ukrainsk side. Den russiske hær sender stadig deres enheder i døden på en drypvis facon uden at opnå noget afgørende. Dette er en klar fordel for Ukraine, som stadig er på en kæmpe opgave hvis krigen skal vindes. Det er derfor, selvom det gør ondt på de forreste enheder vigtigt at holde linjerne indtil tabene ikke længere vurderes i eget favør. Det den brutale, men nødvendige, vurdering og beslutning som generalstaben skal foretage løbende.
Vi så i efteråret hvordan den russiske hær efter sommerens smæk ikke længere havde kapacitet til at holde alle deres positioner, og dette gav Ukraine mulighed for at lave nogle store og succefulde modangreb. Den overordnede situation er en smule anderledes nu, da russerne har forberedt omfattende forsvarsværker. Disse bemandes ikke af deres bedste enheder, men det er som bekendt heller ikke nødvendigt for at påføre angriberen store tab.
Mit håb er derfor at der udvises den nødvendige tålmodighed (kynisme). Eventuelle store modangreb skal først sættes ind når den russiske hær i den pågældende sektor er tilstrækkeligt svækket til at den ukrainske offensive kampkraft ikke lider for stort et knæk. De enheder der skal angribe russerne skal være både bedre trænet og udrustet end de enheder der forsvarer linjen mod russerne. Det tager tid, og der er voldsomt meget logistik der skal være på plads inden. Lige nu foretager den ukrainske hær store opbygninger af ammunition, brændstof og mandskab i områder øst for Kyiv. Forhåbentligt kan linjen holdes uden at de offensive reserver tæres unødigt. For som i sommeren 2022, hvor den russiske hær stadig havde offensiv kampkraft fra deres oprindelige kampgruppe, så oplever de lige nu stærkt decimerende tab, herunder også deres helt moderne kampvogne.
Miner er forbandet effektive. Især proximity som blandt andet er leveret til Vuhledar og Marinka. De er i sagens natur knap så effektive, hvis det er Ukraine der angriber. Den russiske hær har mistet hundredevis af kampkøretøjer til miner, bare i år. Lad det endelig fortsætte, som med denne her T-90M:
21. april: Mortérgranaten er infanteriets bedste ven
Det er min opfattelse, fordi et erfarent mortérmandskab kan lobbe torskesmut lige præcis der ind hvor det gør ondt. Præcis mortérbeskydning gør det svært for fjenden at finde dækning og samtidigt være i stand til at rykke frem eller forsvare en skydestilling. I denne video ser vi en mindre gruppe af seks russiske soldater angribe den ukrainske K-2 bataljon via en afvandingskanal. Det er her det forsvarende infanteri har til opgave at holde angrebet stangen indtil de bliver decimeret af mortér. Når dette er gjort kan dygtige infanterister rykke frem og rydde op:
20. april: Dagens HIMARS
Husk altid på, at selvom træerne i din skov vælter når du ikke er der, så larmer det altså stadig. Eller i denne kontekst; selvom HIMARS ikke rammer de mest spektakulære mål længere, primært fordi de russiske depoter er spredt ud, så er HIMARS altså stadig i aktion. Deres blotte tilstedeværelse besværliggør den russiske logistik, og de bruges også til at ramme troppekoncentrationer og C&C langs fronten. Og engang imellem får de lige sneget snuden frem, langt frem, således at nogle rigtig saftige mål kommer indenfor rækkevidde. Kære læser, det her er Dagens HIMARS. Kort, men godt. Husk lyden:
20. april: Minelægning, overalt
Den russiske hær er godt igang med at minere alle de besatte områder til op over begge ører. Det kan man godt forstå, al den stund at de forventer et modangreb. Man kan ikke forstå det, al den stund at det sådan set, i deres forskruede optik, er russisk jord de dermed minerer og som eftertidens børn så kan hygge sig med at blive sprængt i luften af. Jeg forventer ikke at de rydder op efter sig, når de en dag er blevet smidt ud. Her det to russiske minelæggere som pløjer løs på en ellers fin mark hvor afgrøderne er på vej:
Det er også lykkedes mig at finde et billede af landmanden som udtaler: "Det er sgu' en smule træls":
20. april: Frihed uden krig?
Det er nu engang det fedeste. Men vores frihed er primært bevaret via adgangen til overlegent militærudstyr. Det er fint, at vi tror på det bedste i mennesket. Det skal man gøre. Tro på det bedste, forbered dig på det værste. Peace through superior firepower er fint eksemplificeret ved en af Husfavoritterne, M982 Excalibur 155mm artillerigranat. Den kan vi lide, fordi den rammer invaderende husmider, og ikke alt muligt andet som tilfældigt tilstedeværende civile eller nuttet dyreliv som et egern.
Her gør Excalibur kort proces med en eller andet russisk selvkørende stykke artilleri. Jeg kan ikke lige genkende hvilket serienummer der er her, og jeg er for utålmodig til puslespil med 12.000 brikker:
"Freedom is never given; It is won" - Asa Philip Randolph
20. april: Dagens Darwin - nominering
KUDDA (Komitéen for Uddeling af Dagens Darwin Award) begræder stadig det manglende materiale. Det skyldes som bekendt at flere russiske enheder rent faktisk ikke længere tillader deres soldater at sende KUDDA (og andre interesserede) materiale, da det på sin vis er en smule kompromitterende. Og grinagtigt. Og blodigt. Det er som bekendt hele tre ting, og det er tilsyneladende for meget at forlange. Nåh, øv. Men vi håber på bedre tider efterhånden som nye russiske rekrutter indsættes. De skal altid lige snige en video eller to online.
Indtil da må vi nøjes. Ikke med pokaler, men blot med nomineringer og honourable mentions. Og denne her er ganske fin; En russisk propaganda-papegøje skal vise os alle sammen at det svenske AT4 82mm ATGM er noget jävla møg. Det er det bare ikke, og du kan eventuelt ringe til telefonnummeret T-72 og høre dem, hvordan de synes svensk surstrømning leveret af en reel bazooka smager. Et lille tip, som en vis Hr. Albert Newton har fortalt mig, er altid værd at huske på når man skal affyre et eller andet. Tippet går i al sin enkelhed ud på at der en vis sammenhæng mellem aktion/reaktion, og derfor kan det være en god idé at holde fast på det der lille håndtag som er installeret fordi du ... skal holde fast på det:
Det sjove aspekt udvides ligesom af, at idioten efter at have kvajet sig offentligt, konstaterer at NATO-våben er noget skrammel. Det er interessant, al den stund af NATO-våben selv når de er i hænderne på russerne formår at give russerne en på skallen.
20. april: Tittebøh!?
Det er som om at enten så gentager historien sig på repeat, eller også får jeg daglige dejavu. Ruslands hær fortsætter deres offensiv over tre primære akser, og de vinder omkring 1 kilometer om måneden. Det er ik' møj og er primært fordi, at det kun er inde i byerne at de virkelig kan vinde terræn for tiden. Når deres aktioner involverer store antal køretøjer (10+), så går det altså hurtigt totalt ned af bakke for dem. Det er ikke nemt at koordinere sådanne aktioner under beskydning, og sikre at de første tab ikke får hele lortet til at skride. Du skal være lavet af et særligt stof for at køre videre fremad og foretage de nødvendige manøvrer når dine kammerater i de to nærmeste kampvogne er blevet brændt levende for øjnene af dig. Og du skal have grundig træning og en god leder.
Men de prøver. Det gør de. Og selvom der er mudder over det meste af linjen, og selvom at ukrainsk artilleri har ret godt tjek på deres egne koordinater, så sender den russiske hær dagligt mekaniserede angreb afsted mod befæstede ukrainske stillinger. Og så er der den der gamle traver med manglende luftstøtte målrettet ukrainsk artilleri og C&C, og med den in mente, kan vi så igen-igen konstatere at de mekaniserede angreb primært lykkedes med at tømme russiske lagre rundt omkring i det store land.
En anden ting der er interessant, og som jeg har observeret særligt efter indsættelsen af deres mobiliserede soldater, det er at når det går galt for dem - så går det rigtig galt. Der er et tydeligt fravær af en Plan B, og dermed også formentlig et fravær af Plan C. Med andre ord, når de bliver fucked, så bliver de proper fucked. Og så er der lige pludselig rigtig lang vej hjem til Uralbjergene:
Vent bare med den ukrainske offensiv. Der er ingen grund til at risikere noget, sålænge den russiske hær nedslider sig selv med daglige tåbeligheder. Et godt forsvar er simpelthen dødeligt for en angriber uden særligt overtag og luftherredømme. Den russiske hær er på vej i graven, og selvom det tager tid, så er forsvarskrigen en krig der kan vindes.
20. april: Solskinsnyhed #1
Solen skinner ned over det meste af det Ganske Land, og det skal fejres. Et nyt begreb introduceres hermed, og her er første eksempel.
Lande som Italien og Finland leverer væsentligt mere støtte end de giver udtryk for. Ikke overraskende, så har begge lande det bedst med at alt ikke behøver involvere hverken store armbevægelser, eller offentlighedens søgelys. Sauna og solbriller, ik. Ofte ser vi det først, når grejet er i brug ved fronten. Men det er trods alt svært at skjule en hel togstamme fyldt med selvkørende artilleri. Her er det M109L som der for nyligt er spottet på vej mod Ukraine. I alt 25 styks fordelt på flere togture. Det selvkørende artilleri er vigtigt, særligt under en offensiv. Der vil gå noget tid før vi ser en egentlig offensiv, for alt dette her grej som Ukraine er blevet lovet skal altså først lige leveres, pudses, integreres osv.
Det er et gigantisk logistisk projekt, men det er en god nyhed at denne her slags er på vej. I naturen taler man om artsindikatorer. Begrebet indebærer, at hvis der for eksempel lever store rovdyr i området, så må der nødvendigvis leve et helt galleri af andre arter for ellers kan rovdyrene ikke finde mad. Og denne buffet af andre arter indikerer at der må være en helt palette af andet flora og fauna til stede, for ellers bliver buffetten hurtigt tømt af rovdyrene.
Således betragter jeg også tungt materiel som dette her som en artsindikator. For før, mens og efter, at man sender denne her slags materiel må der nødvendigvis også være afsendt en masse andet grej. For ellers giver det ingen mening at sende tungt materiel. Også derfor er dette her en Solskinsnyhed. En god én af slagsen:
Læs eventuelt specifikationer her, hvis du er til den slags.
18. april: Kort historietime Goddag min kære læser, og velkommen til Tirsdagens Korte Historietime [TKH]. I dag ser vi nærmere på de Bradley-kampkørekøtøjer som Ukraine er i gang med at få leveret og integreret i deres brigader. Bradley er en amerikansk knytnæve, primært designet til at give russiske kampvogne én på snotten. Som du ved, så er de fleste af dem som amerikanerne ikke kan lide, udrustet med russiske våben. Blandt andet derfor er en væsentlig del af de amerikanske skattepenge og seddeltrykkeri gået til udviklingen af grej, som er det russiske stål overlegent. Den har lidt at rykke med. Blandet andet to TOW som kan nappe alle typer af kampvogne, en 25mm ond satan af en Bushmaster, og et tungt maskingevær.
I tilfældet Bradley, har de amerikanske ingeniører og konstruktører (og hvem faen der ellers sidder nine-to-five og bruger deres trods alt sparsomme tid på denne klode på at udvikle våben) lavet en mindre genistreg. I den enkle forstand, at de har udviklet et kampkøretøj som bevæger sig som en bi, og stanger som en mustang. Stanger en mustang? Jeg ved det ikke. Men det lød ok inde i mit hoved. Texas, baby. 'Merica!
I 1991, da George Bush Den Ældste sendte den amerikanske hær ind for at sikre olien i Kuwait, eller hov, øh, jeg mener, levere lidt freedom til Mellemøsten, så fik Bradley'en den fornemme opgave at køre forrest sammen med sin makker, kampvognen Abrams. Nu er det jo TKH, tirsdagens korte historietime, så derfor en kort anekdote; Da jeg var knejt, der kom jeg ofte på det lokale diskotek. Det var så småt, at hvis du gjorde dig rigtig umage, så kunne du stå i midten og pisse i alle i fire hjørner. Samtidigt. Dette diskotek, eller slagmark, som det vel retteligt var, blev frekventeret af en lang række fraktioner; Tre nabobyer sendte ofte en delegation af deres dummeste drenge derover. En nærliggende kaserne sendte gerne en stribe liderlige, testoteroninducerede menige fra Jylland afsted, og den lokale by, som jeg jeg jo lidt ufrivilligt var en del af, sendte selvfølgelig et heftigt forsvar til fronten. De skulle fae'me ikke komme hér og knalde vores kællinger.
Den lokale Etat, politistationen, var altid i undertal. Den politistation var så meget i undertal, at man kunne stå og ryge joints og drikke sine første bajere i dagslys bag deres skur på parkeringspladsen og blot tie stille når døren gik. De fattede ikke en skid. "Jeg synes der lugter af hippie". Det er rigtigt, eccosko. Men så lukkede stationen sgu en eller anden dag, Gudernehjælpeos. Sikkert fordi en skrivebordsbokser med et excelark som eneste referenceramme til virkeligheden fik den 'fremragende' idé at centralisere al der var lokalt, for derefter flere år senere at oprette nærpolitistationer og introducere mobile citronmåneholdere for at styrke 'den lokale tryghed'... Nåh, men på dette Diskotek/Slaget ved Verdun, der kom jeg.
Og jeg er ikke særlig bred eller ond, og jeg synes egentlig det er ret nederens at slås. Altså sådan virkelig trist, så lad vær' med det, ok. For mig var det en ret stor fordel at være venner med en gut der hed Klaus. Og dermed også hans trofaste bror. For Klaus og hans bror, de kunne virkelig stikke flade ud. Undefeated. Og det vidste alle. Så de fleste holdt sig fra mig, fordi Klaus ellers havde smidt dem i søen med brækkede lemmer. Jeg har engang set Klaus tæske to kæmpestore dørmænd, og samtidig have en tredje under armen som ikke kunne gøre andet end pænt at bede ham stoppe. Hvilket han så gjorde og samtidigt konstarede at 'det her er sgu et lortested'. No shit; Klaus var en bastard på et 'dansegulv'. Sammen med hans bror udgjorde han ofte en central del af diskotekets, og dermed byens, forsvar mod indtrængende elementer.
I 1991, nogle år før Klaus stangede skaller rundt i vildskab, der kom en ældre udgave af Bradley'en i kamp. Og det er vigtigt at forstå, at det er en væsentligt opgraderet version som Ukraine har fået leveret her 32 år senere. I aktionen Battle of 73 Easting mødte en styrke på omkring 270 amerikanske kampkøretøjer en irakisk forsvarsstyrke på omkring 345 kampkøretøjer. Den amerikanske enhed bestod af omkring 1100 mand mere end de irakiske 3100 mand, og havde dermed cirka 4200 i alt. Dette primært fordi, at flere amerikanske køretøjer (ikke Bradley) har fire personer i mandskabet, mens russisk grej primært benytter tre mand.
Det vil være en underdrivelse, at sige, at den irakiske hær fik tæsk. De fik kodyle klø. Intet mindre. Efter røgen havde lagt sig, og stilheden indfundet sig i sandbunkerne, kunne tallene gøres sådan nogenlunde op. Den amerikanske hær havde mistet én (skriver 1 - en - én) Bradley og omkring 25 tabte mand, mens den irakiske hær havde lidt et tab der nærmer sig 1000 (skriver tusinde - 1000 - M) og mere end 150 T-72 kampvogne. På seks timer. Jeg kan anbefale eventuelle interesserede at læse mere her: https://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_73_Easting for det fortæller noget om den forskel i resultat der kan opstå når både din træning, taktik og materiel er fjendens overlegent. Vi ser frem til at se Bradley i kamp mod russiske T-72+ kampvogne. Det er nok en del andre, der ikke gør. Særligt dem der sidder i en T-55.
Amerikansk Bradley. Med ukrainsk sløring.
15. april: Hvorfor ligger bloggen så stille? Det gør den fordi at jeg tager mig lidt af mit mentale helbred for tiden. Jeg fungerer bedst lige omkring kogepunktet, men det er også en zone hvor man er i fare for at gøre skade på sig selv. Derfor skal der indlægges nogle mentale pauser hvor fokus er på noget helt andet end død og ødelæggelse. Et for langt engagement uden afbrydelser tærer hårdt på fysik og kemi, og derfor er genopladning nødvendigt. Og hvad er bedre end et dansk forår med solskin og fuglekvidder. Smørrebrød, måske.
Men fat mod, min kære læser. For jeg har et par ufærdige indlæg liggende og også en del opdateringer til dig. I den kommende uge vil der være noget at komme efter herinde.
12. april: SuperSexySloMo® En russisk D-20 artilleripjece og dens tilhørende krudt går fra en status som antik til en status som erikke. Det er howizteren M777 der rammer plet. Send. Mere. Ammunition.
11. april: Nyt indlæg. Ude nu! Danske frivillige redder liv ved fronten. Læs beretningen om en gruppe læsere der blev enige om 'at gøre noget'. Og det gjorde de så! Dette er blot del et af flere. De har store planer og de udfører dem. Del meget gerne med din omgangskreds og på dine sociale medier, for dette her er dansk hjælp direkte til skyttegravene. De historier skal frem, og jeg har brug for din hjælp til at det sker. I går brugte en dansk nyhedskanal knap 3 minutter på at to mennesker desværre var døde i et mindre bygningskollaps. I en fransk by. Interview med borgmesteren. Vigtigt, dansk lokalpolitisk indslag...
Det er ikke for at forklejne den tragedie eller dem, det gik udover. Men derimod relevansen for dig som seer. Er det vigtigt for os at vide, at to mennesker døde i en bygning i en fransk by? Jeg forstår ikke prioriteten, når de gode og spændende historier står i kø. Eller jo, jeg forstår jo godt 'prioriteten'. Det handler om frygt. Vi skal være bange. Men frygt kun frygten selv. Alt andet er skæbnen:
https://www.krigeniukraine.org/post/danske-frivillige-redder-liv-ved-fronten
09. april: Dagens Neymar Øhm. Ja. Øhhhhhhh. Hmmm. Jeg tror .... øøøøhhhhmmmmm. Hmm. Bedøm selv:
08. april: IIIINCOMING!! Om et par timer, eller et par dage, lidt afhængigt af hvornår Praktikanten klippe-klistrer lidt fra Reuters, så kan du sikkert læse i diverse medier om et frygteligt læk af NATO-papier. Tre ting; 1) det er ikke særlig tungt materiale. I stil med det som diverse PMCs selv får fra Pentagon og som gjorde at jeg kunne levere lidt lækkerier nu og da. 2) det blev blandt andet lækket på et Minecraft-forum (ja, computerspillet, no shit). 3) Jeg sværger ved min mors grav at det må være en tumpet amerikansk major som har efterladt papirer som hans endnu mere tumpede teenagesøn så har dumpet online. Det er ALTID en major der kvajer sig med den slags. Stillingen er en parkeringsplads for gamle æsler. Sorry, not sorry.
TOP SECRET & NOFORN, skriver de. HAHAHAHAHA! NOFORN betyder notforallnationalities og indebærer at Distribution to non-US citizens is prohibited, regardless of their clearance or access permissions. Disse papirer er blevet 'lækket' på samme måde som når jeg kører på cykel når jeg er fuld; Ikke fordi jeg synes det er sjovt, men fordi jeg skal hjem. Psyops er en del af krigen, og dette her er amerikansk BS. Eller er det. Papierne er gode nok, men informationen er noget ... hmmm. Der er en shitstorm af helt igennem episke dimensioner på vej mod to-tre individer. Det bedste udfald for dem er en voksensamtale og en 'lærerig' tur i Langleys Kælder. Alternativt et længere ophold på Hotel Tremmely. Dog bekymrende at den slags finder vej til Minecraft. Måske jeg snart skal have den der vigtige far-søn samtale med junior?
Opdateret: Godt at se, at der læses med. Møs!
08. april: Attentatet i Skt. Petersborg For nyligt blev en rigtig led karl ombragt på en café i Skt. Petersborg. Hans gustne legeme klarede på rekordtid de helligdage som maleren havde efterladt rundt omkring i loftet. Det ved du sikkert alllerede. Hvorfor blev jeg så glad for den nyhed? Fordi der står FSB malet ud over hele det attentat. De skiftende forklaringer, de slukkede videokameraer langs gaderne, kvindens russiske hjælpere, målet i sig selv, caféens ejer (Wagner's Prigoshjin), metoden. Alt sammen peger for mig på at det er FSB der har sendt en lille hilsen til 'medielandskabet' i Rusland om hvem det er, der bestemmer. Og det er ikke Prigoshjin, eller en eller anden obskur militærbloggende lokumsfascist. Det er FSB der bestemmer i Rusland. Husk på at Kreml er FSB og FSB er Kreml. De der typer i FSB, de tager ikke let på folk der sætter sig i rampelyset og samtidigt udfordrer Kammerat Shoigu med smarte kommentarer og kritik. Angrebsminister Shoigu som nok ligner et gammelt, dumt æsel og som har samme folkelige appél som nougatbussens indhold efter Roskilde Festival, men som spiller spillet som en garvet russisk skakstormester.
Det var bare lige, hvis nogen skulle være i tvivl. Så vigtigt er det heller ikke for Ukraine at ramme en fascistiod blogger, at man vil sætte evenutelle agentceller under pres for sådan et relativt ligegyldigt mål. Det var 100% et indside-job og Prigoshjin, der jo ikke er dum, hævede også det russiske flag, og ikke Wagners, først i centrum af Bakhmut et par dage efter. Det var ikke tilfældigt. Ret ind, eller bliv afrettet. Så ja, jeg blev glad. For infight på Magtens Korridorer gavner ikke Rusland. Så bliv i bare ved med det, comrades. Hold vinduerne åbne. Frisk luft er sundt.
08. april: Dødens købmænd har altid åbent Der var engang en Lukkelov i Danmark. Den forbød viss forretninger i at holde åbent på visse tidspunkter, og regulerede også deres salg af udvalgte varer. Der er typer, der altid har åbent. Og som ingen skrupler har i forhold til varelageret. De kommer i mange former - og nationaliteter. Fælles for dem er, at deres etiske og moralske kompas er ikke-eksisterende. De styres af én ting; grønne sedler med teksten In God We Trust. Og det er uanset om det er Brian Boltsaks der sælger en gammel stengun til en lille bandedreng fra Stenbroen, eller om det er Viktor Bout (bemærk overskægget) der sælger russiske kampvogne til oprørsgrupper og sure naboer et eller andet sted syd for Sahara.
Her er det iranske 120mm mortérgranater, spritnye fra fabrikken. Leveret til det ukrainske forsvar. Sandsynligvis via en skruppelløs mellemmand. Eller via CIA. Hvilket et eller andet sted er same shit, different label. Sådan er der så meget. Krig er grimt. Krig er dollars. Nogle folk er hamrende ligeglade med storpolitik og tilhørsforhold. De holder kun med hård valuta.
08. april: Dacapo? Dacapo! Som bekendt har to russiske brigader fået ... lidt at se til ved Vuhledar. Det gjorde ret ondt, og de har taget et par ugers pause fra deres VuhledarVandid®. I mellemtiden er Chefen for Misæren, General Muradov, blevet fyret. Det er nok en god beslutning, eftersom at han var komplet inkompetent og sendte knap 10.000(!) mand i døden via flade marker mod et velbefæstet højdredrag. Et rekordtab, der vil gå over i historiebøgerne som en komlet fiasko. Det er faktisk lidt af en præstation, synes jeg. Komplette fiaskoer kræver en del fejlbeslutninger, men man skal aldrig undervurdere en idiot der er højt på strå. De kan hurtigt få festen til at gå i ged. Nåh, men de skal jo indtage Vuhledar. Det har Kreml dikteret eftersom at det i deres forskruede optik nu er russisk land. Og derfor skal hæren igen-igen fremover stepperne. Som sagt så gjort. Den russiske hær er i gang med at opbygge kampkraft syd for byen igen. Om de skal fremad, eller om de skal holdes i reserve for at kunne roteres rundt er stadig uvist, men udfaldet er jeg ikke i tvivl om. Jeg ved nogenlunde hvad der venter dem, og min krystalkugle viser disse billeder fra sidste showdown:
07. april: Swiffer støver af Førbeskrevne (kan man sige det?) taktik med at grundigt rekognoscere en stilling, notere hvad de har at skyde med, for derefter at rydde op med en kampvogn og en IFV med infanteri ombord foregår hele tiden i de områder, hvor de russiske angribere skal trænge frem i markskel. Terrænet giver gode muligheder for denne taktik i et lagdelt forsvar, hvor fjendens enheder strækkes ud, og hvor forsvaret kan vælge kampene. Igen ser vi en ukrainsk kampvogn dele madder ud, og infanteriet rykke ind og støve af. Det er jo som en reklame fra 90'erne.
07. april: Hvad er din exit-strategi? Du er i Løvens Hule. Du får en investering. En stor én. Hænderne op i vejret. Champagne ned i halsen. Dit selskab er på vej mod den globale dundersuccés. Det kan ikke gå galt, vel? Eller hvad. For du gider egentligt ikke mere. Du vil bare hjem til Mutter igen. Men du har glemt din exit-strategy. I stedet har du gravet dig ned i et hul. Uden udvej. Et godt huskeråd lyder, at vis du er i et hul, så skal du stoppe med at grave. Et andet rigtig godt huskeråd lyder således, at hvis du er en soldat for et fascistisk Kreml og du graver dig ned under din ødelagte kampvogn mens du er i gang med at invadere et europæisk land, så får du en granat eller to i æsken. Husk derfor altid en exit-strategi, uanset hvad fanden du så ellers laver til hverdag:
07. april: I et T-kryds er der højrevigepligt. Det er sådan ret standard trafikregler, skulle jeg mene. Ved Svatove-Kreminnalinjen ligger der et T-kryds. Det er besat af russiske soldater, og de opfører sig ikke pænt i trafikken. Måske derfor at en ukrainsk kampvogn kommer forbi og ondulerer positionen. Bemærk indhold i video. Det er ikke helt kønt. Kampvognen bruger også sin vægt til at kvase de resterende soldater nede i hullet. Det er heller ikke helt kønt. Men altså, hvad kan man sige? Du skal holde din vigepligt. Især på udebanen. Bemærk også hvor lang tid kampvognen kan køre relativt ubeskudt rundt. Et testamente over utilstrækkelig russisk luftstøtte og artilleri i denne sektor. Efter at kampvognen har jordet (bogstavelig talt) stillingen sendes ukrainsk infanteri ind for at rydde op. En klassisk fremgangsmåde i disse markskel, især når fjendens kontra er så svag:
07. april: En lille intern besked... Spørg aldrig en kvinde om hendes alder. Spørg aldrig en mand om hans løn. Og spørg aldrig dyrene ved Bakhmut om hvad de har fået til aftensmad.
06. april: Dagens HIMARS En større samling russiske soldater på vej ind i rotationen får en varm velkomst da ukrainske ISR-enheder får spottet dem. Det er godt at se fremskudte ukrainske spejderenheder finde denne slags saftige mål. Vi var faktisk en lille gruppe danskere forbi sådan en enhed den anden dag. Det er denne her type ravklumper de gerne skal finde på stranden, så Fætter HIMARS fra USA kan komme ind og støvsuge området. Endelig BDA er stadig undervejs men det er altså verdensklasse at smaske enheder der skal roteres ind. For så ligger der selvfølgelig en del trætte og underbemandede enheder der ikke kan roteres ud. Hvis du kigger rigtigt godt efter, kan du se et par af de 180.000 tungstenskugler der laver området om til en af de dersens døre man sætter op i Syden, så der kommer frisk luft ind men ingen udbudne møginsekter. Meget ... rammende analogi, synes jeg egentligt. Bum - og bummelum:
06. april: Hermed en anbefaling En læser spurgte mig for nyligt hvilket køretøj jeg helst ville drøne rundt i Ukraine. Jeg svarede prompte den amerikanske MRAP, MaxxPro. En Mine-Resistant-Ambush-Protected tonstung amerikaner med kopholdere og godt med flæsk på sidebenene til at tage fra for eventuelle fjendtlige nyrehug. Som denne her udgave, der modstod både et direkte hit fra en russisk T-72 kampvogn og fra en RPG. Mandskabet overlevede, heraf mit brug af ordet 'modstod'. Meeeen køretøjet skal nok lige forbi en skruetrækker og en spand maling før det igen giver street-cred på Nørrebrogade.
06. april: Hvornår kommer offensiven? Godt spørgsmål. De fysiske rammer afhænger primært af én faktor; jordens vandmætning. Eller sagt på godt dansk: hvornår fanden er jorden tør nok til at de vestlige kampkøretøjer kan komme udover stepperne som en seriøs omgang kosakker og dele en gigantisk røvfuld ud til de russiske invasionsstyrker? Snart, kære læser. Snart. Omkring slutningen af april vil jorden i den sydlige sektor (Tokmak/Melitopol) være tør nok. Omkring den 10. maj vil jorden i Donetsk være tør nok. Og omkring den 20. maj vil infrastrukturen i Luhansk være ændret fra meter-mudder til støvede veje. I Luhansk er landskabet dog præget af en masse raviner, hvilket besværliggør offensive aktioner med mekaniserede enheder og samtidigt muliggør diverse lækre forsvarsstillinger på højdedrag og indsnævring af fjendens manøvremuligheder (hvilket giver drabelige killbox-muligheder til artilleriet). Denne 'detalje' er vigtig, når vi vurderer hvor der skal sættes ind.
Ukraine har ikke mange offensive skud i bøssen. Det må vi konstatere, eftersom at antallet af leverede kampkøretøjer med al sandsynlighed ikke er tilstrækkeligt til at foretage mere end 2-3 større fremstød. Husk på, at krig udsætter materiellet for de hårdeste prøvelser og selvom russerne så kun vil få ødelagt lad os sige 30%, så vil et sådan tab plus det løse umuliggøre offensive aktioner som også tager hensyn til egne tab. Derfor er det mest naturlige svar på spørgsmålet; hvor skal vi angribe? at der skal angribes dér, hvor det gør mest ondt på modstanderen. Og det er helt givet ved Tokmak/Melitopol, da en afskæring ned igennem denne sydlige sektor vil have alvorlige konsekvenser for de russiske tropper på Krim og i regionerne Kherson og Zaporizhzhia. Der er for mig at se, kun en anden mulighed som er ligeså relevant, men den holder jeg pt. for mig selv og visse andre.
Den russiske hærledelse ved godt, at det her at kniven kan stikkes ind og drejes rundt. De ved også godt, at hvis Ukraine kan afskære både landforbindelsen til Krim samt igen baske Kejtbroen, så vil deres godt 40.000 mand på Krim blive sultne over tid. Vi ved, at de ved det, for de er i gang med at sende reserver både fra Rusland og fra Krim frem til stillingerne omkring Melitopol. Samtidigt er hele området blevet heftigt mineret og der er gravet rigtig mange kilometer skyttegrav. Hundredevis af skydestillinger er på plads, og satellitbilleder viser os tydeligt, at russerne i den grad har forberedt et forsvar her.
Udover forsvarsværker og tropper, har de også sendt et væsentligt antal kampkøretøjer til området. Det er værd at bemærke, at dette materiel er sendt fra reserven på Krim. Den reserve som skal modstå en eventuel fremtidig ukrainsk offensiv her. Det er et godt tegn, for 'normalt' vil man ikke sende disse reserver i kamp andetsteds (jvf. ordet reserver). 'Normalt' ville den russiske hær bringe materiel frem fra selve Rusland, men de er utvivlsomt (og beviseligt) pressede på deres lagre af anvendeligt og relevant materiel. Se her, hvad satellitbilleder fra Medvedivka på Krim viser os af forskel i opmagasinering fra februar til april:
Så Ukraine skal fare med lempe. De har som sagt ikke mange offensive forsøg. Dem de har, skal bruges med snilde og omtanke. Og med tålmodighed. For ellers får vi en situation, hvor fronten sidst på sommeren igen vil være fastlåst da ingen af siderne vil have det fornødne materielle overtag til at lave afgørende aktioner. Og så vil efteråret og vinteren igen byde på en brutal og nedslidende stillingskrig hvor artilleriet på begge sider tæsker løs på de forreste stillinger i hvad der er en meningsløs og menneskefjendsk frontlinje.
06. april: Påskeoverblikket Lad os tage et hurtigt, punktopstillet overblik over de steder, hvor der er aktive kampe og ikke kun udveksles varme hilsener via artilleriet. Det drejer sig om fire mindre sektorer langs den knap 1250 km. lange frontlinje:
Svatove/Kreminna
Bakhmut
Marinka/Avdiivka
Vuhledar (haha)
05. april: Hjemme igen Af forskellige årsager er jeg hjemme igen. Det var en hurtig tur. Lidt hurtigere end planlagt, men der kom noget i vejen, så at sige. Jeg skal lige have clearet håndsveden og mavefornemmelsen med en professionel før jeg igen skal på 'eventyr'. Du, min kære læser, kan derfor se frem til et par påskedage hvor jeg har overraskende god tid. Jeg vil derfor gøre mit til at få opdateret bloggen. Som altid med en mission om masser daglige opdateringer. Ligesom i de gode gamle dage i 2022. Jeg kan derfor kun skuffe mig selv. Og dig. Sådan er livet fyldt med skufferier, men det er også fyldt med lækkerier og jeg har nogle fine nyheder til dig. Blandt andet om nogle danske frivillige der virkelig får leveret noget grej, og om nogle droner der virkelig får leveret noget ... grej. Vel mødt. Jeg er i gang med at skrive, det lover jeg.
02. april: Testen Hvis du er én af dem der, ligesom undertegnede, nogle gange tænker over hvad man ville have gjort dengang Danmark var besat af Nazi-Tyskland, så kan jeg hermed afsløre at testen er i gang. Europa er under angreb fra et fascistisk regime. Måden vi reagerer på vil blive dømt af Historien. Ligesom sidste gang, fascismen slog rod i Europa. Danmarks omdømme blev primært reddet af, at vi hjalp forfulgte jøder til Sverige. Nu er vi her igen. Held og lykke med testen.
02. april: Vi er på vej med levering Der er lidt længere mellem snapsene for tiden. Det skyldes primært at jeg ikke drikker snaps (boksevand) og derudover at vi er en lille gruppe på vej afsted med forsyninger til den ukrainske hær. I denne omgang er det ambulancer og avanceret udstyr, direkte efterspurgt af vores ukrainske kontakter. Det er udstyr som redder liv. Det gør mig både stolt og glad, sådan at være med på en tur arrangeret af en gruppe læsere og danske frivillige. Et meget stort bidrag, som vil indgå direkte i med-evac fra frontlinjen. Tak til alle læsere som har bidraget undervejs i krigen med opmuntrende kommentarer, donationer, og krydsede fingre. I skal vide, at det hjælper. Jo længere krigen trækker ud, des mere vigtig bliver den hjælp vi leverer. Der kommer snart mere info om denne indsats, og jeg håber du vil være med til at dele budskabet så vi med lidt held kan inspirere flere til at gøre en indsats. Jeg skal selv være i Ukraine i en længere periode, og ser frem til igen at få lidt dybere information som jeg viderebringer lidt af herinde. Tak for din tålmodighed, og for at du stadig læser med.
