Følg med i Ruslands invasion af Ukraine her.
På denne blog kan du følge udviklingen af krigen i Ukraine. Du får nyheder og opdateringer fra de enkelte frontafsnit, samt historier og video du normalt ikke finder andre steder i Danmark. Der vil forekomme pauser undervejs, Velkommen til! Klik her for forrige tråd om krigen i Ukraine - januar
08. februar: Som lovet; mere VuhledarVanvid®
De seneste par uger behøver ikke yderligere introduktion, men jeg lovede som bekendt løbende at følge op på de mekaniserede angreb som den russiske hær har foretaget på Vuhledar i de sidste par dage. Tabene hober sig op. De enheder der lider tab, er dem der har fået træning i Rusland efter deres mobilisering i efteråret. Vi kan kun krydse fingre for at det er en indikation på, hvordan størstedelen af deres andre enheder evner at udføre lignende operationer. Det er endnu værre end sidste forår, hvor VDV etc. fik så afgørende klask at Kreml iværksatte førnævnte mobilisering. Uanset hvordan man drejer den, så er det et godt tegn at deres nyligt indsatte, fire måneders trænede soldater får så lidt ud af så enorme anstrengelser ved Vuhledar. Bakhmut er en anden sag nu, for der er de i væsentligt overtal med Wagners stormløb, og er i øvrigt inde i byen flere steder.
Ved Vuhledar skal de stadig lave komplicerede operationer for at komme tæt på de ukrainske linjer og selve nærkampen. Det er gået helt galt her. Selvfølgelig vil der være nytrænede enheder der er bedre end dem her. Men hvis de er et udtryk for medianen, så vil deres enorme tab fortsætte, og formentlig øges efterhånden som de indsætter et øget antal. På den facon er Vuhledar yderligere interessant, for det er lidt en test af de styrker, som den russiske hær har trænet op siden mobiliseringen. Kan de nye russiske enheder lave afgørende gennembrud uden først at lave flere ugers ekstremt kostbart stormløb med infanteriet? Svaret er indtil videre nej, hvis vi kun kigger på Vuhledar som eksempel. Der skal en større sample til, men det starter godt.
40. og 155. har allerede, igen-igen, fået ødelæggende tab. De friske enheder der blev kaldt ind til denne uges fatale operationer var delvist skabt af frivillige og mobiliserede soldater. Det er værd at bemærke, at den russiske hær i den seneste periode kun vinder frem ved de områder omkring Bahkmut, hvor de smider store mængder Wagnermandskab mod de ukrainske linjer. Det er en strategi, der har sin naturlige udløbsdato i og med at Wagner trods alt ikke kan blive ved med at tømme russiske fængsler i samme omfang som hidtil, og vi ser nu en mindre nedgang i antallet af angreb fra deres side, som stadig skal genopfylde rækkerne efter Soledar. Til gengæld rykker de regulære russiske enheder nu frem til fronten.
Det er bare med at få mere artilleri og ammunition frem til de ukrainske styrker, og det kan kun gå for langsomt. Hvis den russiske hærledelse bliver af den opfattelse, at kune drabelige stormløb kan give dem succes, og det er ikke usandsynligt at de når den konklusion, så skal de ukrainske stillinger altså have rigeligt at skyde med. Det vil være en skam, hvis der skal spares krudt i sådan en situation, for som ved Vuhledar giver det gode muligheder for at eliminere fjenden uden selv at tage tab. Se her, hvordan de nye russiske enheder igen begynder at klumpe sig. Det giver 'gode' minder fra deres sidste kæmpe offensiv hvor stort set alt gik galt. Så skal det ukrainske artilleri altså helst ikke være på sparetur. Håber på at bedre videokvalitet udkommer på et tidspunkt:
Blot i dette frame er der syv smadrede russiske kampkøretøjer. Kaotiske scener. Lad det endelig være et positivt forvarsel. Måske har de også glemt at holde afstand!... Hvem ved. Det ville give mig rynker i panden under de Højeste Hatte, hvis de ser med her.
08. februar: Blodbadet i Bakhmut
Der er er ingen ende på det russiske stormløb. Skulle til at skrive noget om hvorfor selv ældre kampkøretøjer er enormt vigtige, og hvorfor at hundredevis af Leopard 1A5 er et meget substantielt bidrag. Især fordi der kan leveres laaaaangt flere end de lovede omkring 250 styk. TL;DR: kampkøretøjer behøver ikke kæmpe mod ligesindede for at gøre en forskel. Her er det Wagner de får stryg lige nordøst for Bakhmut. Først fra en beslaglagt russisk T-80U:
Og her i Bakhmuts udkant (lige omkring Yahidne - klik her for kort) hvor en ukrainsk BTR-4 bestryger russisk infanteri fra Wagner. En 30mm kanon siger farvel og tak. Mens vi venter på Bradleys, så nyd mobiliteten hos dette mandskab. BTR-4 er ikke udpræget godt pansret, men det afholder den skam ikke fra at dele flade ud til højre og venstre, og holde fjenden i skak mens dine egne gutter rykker ind og rydder op. 3-4 ukrainske kampvognsbataljoner med Leopard-1A5 skal nok kunne lave en moderne version af Operation Bøllebank på flere afsnit. Om ikke andet, så kan de bruges som sikring andre steder hvilket kan frigive andre ressourcer, eller sættes op som en potentiel offensiv trussel som den russiske hærledelse så skal prioritere ressourcer over til. Nyd denne her. Husk lyden:
Se hele balladen her:
08. februar: Hnnnnggnnngngggnnggg!
Skulle jeg skrive Gå aldrig tilbage til en fuser eller er det Dagens Darwin Award i denne overskrift? Begge to er jo så oplagte. Jeg måtte dy mig for ikke at lave en dårlig joke. Det her er begge dele. Lad os kalde overskriftsovervejelsen for uafgjort. En ukrainsk UCAV er styrtet. En nysgerrig mus skal lige hen og pille lidt. *Kapow*. Fjernstyret detonation.
Det kan være samme model der rammer disse tre gutter. Det regner med granater og droner ned mod de russiske infanterister i denne periode. Også derfor at de skal holdes ude på markerne og ikke skal nå for langt ind i byerne. Det er næsten umuligt at gemme sig i et markskel eller en skov:
08. februar: Nye rejsende? Nye rejsende?
Som nævnt begynder der at slippe video ud fra gårdsdagens massakre ved Vuhledar. Her russiske BMP'er og en BMD-2 i flyvende stil. Så kan de lære ikke at køre rundt på andre folks marker og skyde løs. Husk håndklædet:
08. februar: Du skal ikke spise den røde sne
Ved Bakhmut mener den russiske hær det alvorligt. Wagner er længe blevet støttet af regulære enheder, og nu sender den russiske hær bedre og mere veludrustede soldater ind i især den østlige del af sektoren. Wagner i i nord og syd, og dem her i øst. Vi er gået ind i en periode med dagsfrost i dette område, hvilket vil øge presset på især de angribene tropper. Omvendt kan vi forvente flere kampvogne der leverer ildstøtte i nærkampe. Ukrainske enheder kæmper en desperat kamp om Bakhmut mod en fjende de virkelig kan tåle nogle tab før de afblæser et angreb. et er ikke sådan lige at stå imod.
07. februar: Vi nærmer os
I foråret fik en stor russisk kampgruppe den ordre at angribe Bilohovrivka, og skulle i den forbindelse krydse en flod. Det udmøntede sig i en efterhånden legendarisk afklapsning. I går angreb en stor russisk kampgruppe Vuhledar. Det gik som bekendt rigtig skidt. Om vi er på niveau med svømmeturen de tog ved Bilohovrivka afhænger af øjet der ser. Som et tydeligt tegn på at de dengang ikke havde nok infanteri, mistede de knap 100 køretøjer og omkring 500 mand. Under gårsdagens angreb er forholdet et andet. Indtil videre 22 køretøjer, men også omkring 500 døde og sårede i sektoren. Jeg har svært ved at greje ræsonnementet bag denne russiske taktik. Jeg er med på, at deres generaler har mange soldater til rådighed og er villige til at bruge dem uden de store betænkeligheder. Men selvom de så anser dem for små bønder i deres samlede spil, så skulle jeg mene at der er bedre måder at benytte de offensive ressourcer på, end dagligt at smide så mange man mod muren i Vuhledar. Det har stået på i flere uger nu, og de ukrainske linjer holder stand. Intet russisk fodfæste endnu, så det er virkelig en snitter de har fået her. Og den er stadig under udvikling. Her lidt mere fra i går:
07. februar: Vuhledar Vicinity
Den russiske offensiv mod Vuhledar er stadig i gang, de massive tab til trods. Her er det en lille flankmanøvre der bliver opdaget. Bemærk omgivelserne. Det her flade terræn med markskel af små bevoksninger er virkelig dødeligt at bevæge sig frem i. Selv hvis der var træer tilbage giver de ingen dækning om vinteren. Det er et eller andet sted decideret menneskefjendsk at sende sine soldater i kamp her, med disse forudsætninger. Selvom der er tegn på at den russiske hær snart lancerer en endnu større offensiv over flere vinkler, så kan jeg også godt tælle til 1000, og så meget materiel har de altså heller ikke ført frem. Der er begyndende optimisme hos undertegnede ift. deres materielle tilstand. Hvis de stadig havde bugnende lagre, hvorfor så igen og igen sende infanteri afsted uden en simpel BMP? 'Normalt' har de et kampkøretøj med mandskab per 5-6 stykker infanteri. Der er også andre indikatorer end blot disse små hints hist og her. Dem vender jeg snart tilbage til.
07. februar: Holy shit i Vuhledar #2
Som sagt, der kommer lidt skrapt videomateriale ind fra Vuhledar. Normalt deler jeg ikke så meget af det værste. Men dette her angreb var en kæmpe katastrofe for dem, og det skal dokumenteres. Her lidt friske billeder, der viser os, hvad der kan ske når uerfarne soldater uden videre træning skal forsøge at gennemføre komplekse og dødelige missioner. Jeg så at en læser spurgte om ikke en modoffensiv var mulig. Det er der ingen grund til. Offensive aktioner er svære. Området er svært at angribe i uden at blotte sig. Det er markskel og flade områder. Lad det endelig være den russiske hær der angriber her. Det gør rigtig ondt på dem. Obs på videoindhold:
07. februar: Giv et nap
Følger du med via twitter? Så giv mig et nap og lidt kærlighed ved at trykke retweet! Så får vi lidt flere med herind. Det er altid plads til en mere. Det er så hyggeligt. Er du aktiv på andre sociale medier. Så stik dem en flad og send dem herind. På forhånd mange tak! Skal jeg virkelig tigge lidt her? Åbenbart.
06. februar: Holy shit i Vuhledar
Du er fast læser. Du har for nyligt lært byen Vuhledar lidt at kende. De seneste 14 dage behøver ikke yderligere introduktion for dig. Så derfor, ser du frem til nyt. Jeg er her for dig. Eller det er same-same, but different. For de russiske enheder får stadig tæsk, men i dag tog de kampvogne og alt muligt andet med.
Efter et par dage med lavere intensitet, angreb de russiske enheder i morges Vuhledar igen. Kort sagt; Det gik helt galt for dem. Jeg er lidt tom for ord. De har mistet over 30 stykker materiel, på ganske få timer. De angreb med kampvogne, BMD, og BMP'er med infanteri. De rendte ind i præcis artilleri. Og et minefelt, som den opmærksomme læser herinde formentlig havde undgået hvis man har læst godt med. Vanvittige scener. Se frem til video i de kommende dage hvis du er til den slags. Her en forsmag. Tre forskellige udgaver af T-72 er i voldsomme problemer. To af dem har ramt miner. Den tredje....
Hvis det her, er hvad vi kan forvente at de enheder de har trænet op i Rusland, så bliver det i sandhed et Fordømt Forår for dem. Jeg minder venligst om, at det er markant nemmere at forsvare sig, end at angribe. Kombinerede aktioner med flere typer enheder er svært. Og hvis du kvajer dig, går det hurtigt sydpå. Og sydpå, der er som regel varmere:
(Obs på videoindhold i de kommende dage, hvis du ikke er til den slags.)
06. februar: Nyt indlæg - ude nu!
Der er Ingen Stilhed før Stormen. Eller - det bliver værre, før det bliver bedre.
04. februar: Dumme rygter - gå væk!
Der verserer nogle rygter om at GLSDB først leveres til sommer. Det er sent. Hvad så med Dagens TONY? Jeg tror de kommer før. Der er ingen grund til at fortælle Fjenden hvornår de kan regne med at ramme forsiden herinde.
04. februar: Gå aldrig tilbage til en fuser
Dengang jeg var knægt, der var fyrværkeri noget lidt andet end i dag, hvor en eller anden omgang DJØFifiserede stivstikkere har taget al sjov ud af den fest, ved at sætte latterligt lave begrænsninger på mængden af krudt der må være i skidtet. ØV. De var nok aldrig med til brage naboens postkasse af, eller futte en hel samling jumping jacks af foran hans hoveddør efter ringeklokken havde fået smæk. Ellers havde de aldrig været så røvsyge at indføre begrænsninger på ting der kan eksplodere.
Samtidigt er der indført aldersbegrænsning ved køb. Det huer ikke en fri mand som mig, der nød godt af at alt kunne handles selvom man kun var 14. Nåh, men i stedet for at cykle ned på fritten, købte vi sådan nogle femskudsfontæner, og bankede store søm igennem toppen af dem. De kostede kun få kroner. Lyder det som en dum idé? Absolut ikke. Det var en meget dum idé. Men effekten. Effekten er ikke til at tage fejl af. Når noget rigtig gerne vil udvide sig, men ikke lige kan få lov, så har det en tendens til at ryge i luften med et brag. Således kunne vi med enkle midler fra fars værksted og en hurtig runde pantflasker lave seriøse kanonslag som blandt andet tog livet af en Puch Maxi (yes!) fordi ejeren var en voldelig nar der spillede stor på vejen. Sådan en fætter ned i benzintanken, og så var det skidt ordnet.
De hjemmelavede kunne også sagtens nappe de røde postkasser. (Til yngre læsere, så fandtes der i gamle dage noget der hed breve, og det skulle man selv ned og aflevere i en rød postkasse som så blev tømt af en ofte plakatfuld medarbejder i en karrygul bil). Jeg ved det lyder langt ude, men for at undgå at disse postkasser røg i luften, satte de sgu lås og slå og alle mulige dimser på i perioden op til den 31/12, således at selv små kanonslag ikke kunne finde vej derind. Stående foran denne uoverkommelige spærring af vores destruktive teenageadfærd gik vi bare videre til de der grønne, runde genbrugskasser der var lavet af glasfiber og fyldt med papir eller glas. De brænder i øvrigt væsentligt bedre end en rød postkasse af metal. Har jeg hørt.
Nåh, men min pointe er, at i den periode lærte jeg, at man aldrig skal gå tilbage til en fuser. Andre fik aldrig den erfaring. Det er hvad der sker, når samfundet giver alle båtnakkerne adfærdsbegrænsninger så de ikke selv kan opleve, hvad det vil sige, at glemme at smide en svensk stryger fordi man har tyllet for mange Star-bajere nede fra Brugsen. Nogle lærer ved at få det fortalt. Andre skal have et rap over nallerne for at kunne huske lidt bedre. Ham her, han er ikke én af dem, der fik 'lov' til at lege med stjålne øvelsesgranater (de såkaldte blålyn). Han har sikkert bare fået fortalt at man ikke skal gå tilbage til en fuser. Men man skal satanædemig heller ikke gå hen til en granat, der ikke er en fuser. Som sagt, vi lærer på forskellig vis. Ham her, han lærer det aldrig:
04. februar: Tre mænd kommer ind på en bar...
Jeg synes lige du skulle se denne her, for jeg synes den er fin; En muslim fra Hviderusland, en kristen ukrainer og en israelsk jøde i kamp mod Kremls invasion. Således kan folk fra forskellige baggrunde og religiøse orienteringer sagtens mødes over en kop the og en cigar. Og et indædt had til Putin, velsagtens. Det er nogle gange vigtigt at huske på, at vi mennesker har mere til fælles, end vi har modsætninger:
04. februar: Vuhledar holder - helt
For et par dage siden skrev jeg en mindre smøre om angrebet på Vuhledar. Det er blevet en grim forretning for den russiske hær. De to primære russiske enheder, 40. og 155. har fået læsterlige tæsk. Helt vildt voldsomme tæsk. Så mange bank, at 155. nægtede at rykke ud fra deres hi i Mykilske. Det fik den russiske ledelse til at sende SOBR-enheder frem. Det er russiske nationale sikkerhedsstyrker. En specialenhed under Nationalgarden. Deres primære formål i Ukraine har været, udover at blive begravet ved Sumy, at sørge for at tvinge russiske soldater i kamp. Det siger en del om deres manglende legitimitetsfølelse og moral (og deraf kampkraft), når man bliver nødt til at tvinge sine enheder udover stepperne.
Deres mindre pause i stormløbet er et stort problem for dem. For de er næsten tilbage ved start, flere tusinde mand senere. Samtidigt har det muliggjort at ukrainske enheder har konsolideret deres stillinger og for nyligt lykkedes med en omfattende minering af de største indfaldsvinkler. Så nu står de der, russerne. Med håret en smule i postkassen, for de er fanget mellem at angribe, eller ligge i frosne stillinger og modtage. De får ikke lov til en retræte, det er helt sikkert. Og Ukraine skal ikke risikere en offensiv her, slet ikke lige nu, og dermed kan de stille og roligt demobilisere store antal russiske soldater.
For stadig at kunne mønstre et pres og et angreb på byen, har den russiske hær nu påbegyndt overflytning af andre enheder til sektoren. Det er formentlig primært fordi, at de andre enheder ikke var med i den første uges massakre, og dermed ikke har førstehåndskendskab til de vanvittige scener der udspillede sig da hundredevis af mand løb mod de befæstede ukrainske stillinger. En anden årsag er at både 40. og 155. mangler mandskab nu. 155. bliver pt. fyldt op med nyt kød for fjerde gang på et år. Den er slem. Stramt at være boss for den gesjæft. Så har du altså noget at fortælle - og forklare.
03. februar: Ikke uden humor
En ukrainsk 240mm mortér, altså en rigtig tung satan, affyrer en runde på omkring 100 kilo mod de russiske stillinger. Dommen er klar. 10/10.
03. februar: Too close for comfort
En russisk kampvogn kommer trillende forbi en ukrainsk stilling. Meget tæt forbi. At de ikke ser de ukrainske enheder er et testamente over deres manglende ESA/ASA inde i kampvognen (Electronic/Automatic Situational Awareness). At den ukrainske RPG ikke detonerer ordentligt er et bevis på at de stadig har brug for en konstant tilførelse af moderne ATGMs. Jeg har svært ved at se om det er den reaktive pansring på kampvognen som afværger skuddet, eller om det er en fuser. Uanset hvad, så er det her altså nærkampe hvor man skal være nogenlunde af et solidt format for ikke at smide selv i fosterstilling og håbe på at det går over af sig selv (hvilket i øvrigt slet ikke er en unormal reaktion blandt mere uerfarne soldater).
03. februar: Bakhmut bliver sværere og sværere
Den dårlige nyhed som jeg aldrig nåede frem til fordi jeg var i et uset fremragende humør, er sådan set ret simpel; Der er russisk fremgang rundt hele fronten langs Bakhmutlinjen. Forsyningslinjen til Sivertsk mod nord er brudt. Forsyningslinjerne mod sydvest og vest er indenfor russisk rækkevide af artilleri og enkelte mortérstillinger. Klishchiivka syd for Bakhmut er 100% under russisk kontrol. Dermed er situationen gået fra meget alvorlig til dybt kritisk. Jeg troede egentlig, at Ukraine gjorde klar til at rømme byen for nyligt. I stedet sendte de flere tusind friske soldater ind i byen for at holde stand.
Udfordringen for beslutningstageren er, at Bakhmut er en fremragende by at forsvare. Og kampen mod den russiske hær skal tages et eller andet sted. Om det så er i Bakhmut eller på en bar mark, så skal den russiske hær stoppes - for den stopper meget sjældent selv. Blandt andet derfor har den ukrainske hærledelse tilsyneladende taget det valg, at byen stadig skal forsvares. Det er nogle af de beslutninger, som man ikke skal have for mange moralske skrupler for at kunne tage. Man skal være ret sikker i sin sag, for at sende nye forstærkninger ind i så blodig en kampzone. En kampzone, der koster Ukraine hundredevis af sårede. Hver eneste dag. Nogle stabiliseringscentre 10-15 klik fra fronten er så blodigt et syn, at man skal være lavet af et ret heftigt stykke stof for ikke at rynke brynene en lille smule og ønske sig hen til et helt andet sted. Min absolut største respekt for de professionelle der arbejder i døgndrift her for at redde liv og lemmer. To norske sanitetsmænd blev i forgårs ramt af artilleri under en redningsmission nær Bakhmut. De overlever, men det er en stram huskekage til os fra Skandinavien. Her uddeles der ikke gaver på grund af dine blå øjne.
03. februar: ABOUT TIME
USA har, endelig vil nogle nok mene, valgt at sende noget langtrækkende fyrværkeri til forsvaret af Ukraine. Det drejer sig om det mundrette våbensystem, GLSDB. Som står for det endnu mere mundrette Ground Launched Small Diameter Bomb. Som står for det endnu mere mundrette "Say hello to my little friend". Vi er nok mange herinde der ser frem til Dagens Tony, den kommende aftager for Dagens Himars. Heh.
GLSDB, er udviklet af SAAB og Boeing. Vi kan derfor regne med to ting; 1) den er ret tung og slår hårdt hvis den rammer dig, og 2) den falder ned med et brag. En af de store fordele er rækkevidden; 140-150 km. som minimum. Formentlig lige lidt længere, bare fordi det er smart at kunne nå lige lidt længere end fjenden regner med. Det samme er i øvrigt tilfældet med det meste ammo til HIMARS. En anden stor fordel er payload, som er 'blot' 300 kilo og som blandt andet består af op til 130 kg højpotent sprængkraft. Den har bunker-buster funktion og overhead proximity (så den detonerer enten dybt nede og laver instant muld, eller over målet og laver soldater til en menneskelig version af en si) kan ramme fra horisontale vinkler (og ikke blot vertikale som HIMARS) og kan dirigere sig selv uden om forhindringer i terræn. Det betyder for eksempel, og det er blot et helt tilfældigt eksempel, at det kan ramme bropillerne på Kejtbroen fra Rusland til ukrainske Krim. Samtidigt kan den laserguides og dermed ramme kørende mål. Er det noget du kender til, Qasem Soleimani? Heh.
Det er denondelynemigiskægget gode nyheder. For det betyder helt konkrekt, at der vil komme en hel perlerække af skudmuligheder som er lige til at plukke. Og her mener jeg vitterligt som en våd tur i Bakkens andespil med en RPG og en dobbelt-gatling. Udover de helt åbenlyse mål som kommandocentre og ammunitionsdepoter (no arty for you, Ivan), betyder det også at rigtig, rigtig mange af de steder hvor den russiske hær har indkvarteret større antal soldater nu er inden for rækkevidden. Det betyder også, at de soldater der roteres ud for at tage en slapper fra slagtebænken skal sendes længere bagud, samt af dem der er i reserve også skal hentes frem fra ophold længere væk. Det er ikke praktisk, og ikke særlig smidigt. Alt i alt en ret omfattende logistisk hovedpine, især taget i betragtning af at logistikken ikke har været den russiske hærs fremmeste evne i denne krig. Heh.
Samtidigt har den russiske kommando i den seneste periode forladt sig på at kunne placere deres kritiske funktioner lige uden for rækkevidde af HIMARS. Nu skal der findes nye matrikler, og det skal gå stærkt. Fra deres synsvinkel gerne før GLSDB leveres. Jeg gad godt være en rotte i røret hos den russiske generalstab lige nu. For hvem skal have ansvaret næste gang en bygning med 600 mand pulveriseres? Heh.
For slet ikke at tale om de russiske logistiske knudepunkter der er koblet op på det omfattende jernbanenet i Donbas. Sådan et kørende tog med brændstofstanke, eller et tog fyldt med soldater, eller et tog fyldt med ammunition eller den slags brændfarligt materiale, det er lige pludseligt muligt at nappe i opløbet. Heh.
Jeg har rapset det følgende kort fra ham her, som i øvrigt er værd at følge for mere af den slags grafik. Den røde linje er kontaktlinjen, den sorte er HIMARS, den ene lilla(?) er 125 km grænsen (og viser dermed grænsen for affyring cirka 20-25 kilometer fra fronten mens den sidste er 140 km grænsen for GLSDBRDLSLBS+. Heh.
Eller med et andet ord; uhadadadadada! Tjek lige, hvor lidt plads de har at fedte på rundt på nu. Desværre bliver der nok ikke leveret flere tusinde styks, men jeg kan personligt godt hive en liste frem med 100+ særdeles saftige mål der kan plukkes som en meget lavt-hængende frugt. HAH!
Nowhere to run to, nowhere to hide.
02. februar: Fuck dig, Mr. X.
Opdateret 03/02: Kender i det råd, at hvis man skal skrive en vred email, så vent lige lidt med at sende den. Genlæs den. Er du stadig lige så sur? Så send den. Gik du over stregen? Måske? Så skriv den om.
Det råd burde jeg have husket på før jeg skrev nedenstående, nyligt slettede, klamence i affekt over tåbeligheden blandt visse mennesker. Jeg har efterfølgende genlæst min lille tirade og ser nu mig selv som en forkælet snotunge, der burde have holdt min mund. Oh, well. Sådan kan det gå, når følelserne sidder yderst på klunset.
Nåh, men det betyder desværre at jeg må holde lidt igen med alt for præcis information, for det får tilsyneladende papirpushere og skrivebordsboksere til at kampvæde bukserne af skræk, selvom den største trussel mod deres dagligdag er en 40% prisstigning på fredagsslikket.
ARGH - pK.
En anden gammel rotte. Markant ældre end undertegnede. Sandsynligvis mere grum i sulet. Formentlig lidt mindre tålmodig. Ville du forsøge at snige dig ind på ham her?