Følg med i Ruslands invasion af Ukraine her.
På denne blog kan du følge udviklingen af krigen i Ukraine. Du får nyheder og opdateringer fra de enkelte frontafsnit, samt historier og video du normalt ikke finder andre steder i Danmark. Intet nyt er godt nyt. Husk peanuts og et håndklæde. Velkommen til!
06. marts: The Drug of Choice?
Når oplevelser skal rystes ud af kroppen, og hovedet lige skal drejes et par omgange for at være skruet ordentligt på igen, så er der flere valgfrie muligheder. Jeg kender folk der var med i Afghanistan og som i perioder vender bunden ud på det lokale lager af alkohol. Andre dykker ned i det mørke hav af diverse legale og illegale, kemiske substanser. Begge dele kan ikke anbefales som hverken en midlertidig, eller som en varig løsning. Nogle dyrker hot-yoga. Andre dyrker vistnok normal motion. Nogle opsøger hjælp hos det offentlige, og her håber jeg virkelig at et særdeles bredt udsnit af Guderne hjælper dem, for det bliver folk først for alvor syge af.
Mit drug-of-choice er musik. Og havearbejde. Jeg hører musik for mig selv (og naboerne) mens jeg planter træer til den næste generation. Dagene går. Hvad dag er det i dag? Langsomt, men sikkert, kan jeg mærke at fingrene glider nemmere og nemmere over tasterne. Kvalmen og hovedpinen siver i baggrunden. Ordene fra den krøllede hjerne kan igen materialiseres. Naboen fortæller mig om kompost. Hun er nærmest lykkelig for de cirka 40 kvm. jeg har omlagt fra græsplæne (Den Nordiske Ørken) til et blomsterbed for områdets bier og kryb. Hendes mand er ivrig jager. Skyder mange harer for at regulere områdets bestand. Harene har gnavet barken af flere af mine nye æbletræer. Naboen hænger måske jagttrofæer op. Hvem ved. Jeg tænker på den kasket fra en død russisk kampvognskommandør jeg har liggende. Jeg hører høj musik. Ekstra højt. Som en mental detox. Bare uden kokosvand og chiafrø.
Min kære læser. Lyt med, mens du læser med. Invaders must die. På repeat.
06. marts: Frontopdatering
Det er vist på tide med hurtigt overblik over de vigtigste frontafsnit. Vi starter nordfra og arbejder os sydpå. Opdateret kl. 1205. Jeg udvider formentlig dette punkt senere. Fik pludselig travlt.
I regionen Luhansk kæmpes der stadig langs Svatove-Kreminna linjen. Kreminna er vigtig for begge hære, da jernbanen her muliggør transport af tungt materiel til fremtidige offensive indsatser. Ved Svatove er linjerne relativt uændret i år og der foregår primært en stillingskrig med artilleri og diverse russiske angreb for at forbedre deres taktiske position. Ved Kreminna længere sydpå, er russiske enheder fra VDV i offensiven i det store skovområde vest for byen. Ukrainske enheder holder linjen og det har udviklet sig til en regulær skovkamp med heftige infanterikampe og glidende front der kræver et aktivt forsvar. Indtil videre går det godt for det ukrainske forsvar som her har elimineret en række T-90 kampvogne og BMP-T, men som også har måttet sande at det nok er bedst at forsvare sig og ikke forsøge større operationer med flere mekaniserede enheder. Som her, hvor det gik galt:
Syd for Kremmina, er fokus selvfølgelig på Bakhmut. Jeg skal ikke kommentere for meget på, hvorvidt en tilbagetrækning skulle have været indledt før. Jeg er ikke bekendt med de præcise tabstal for begge sider. Udover at de er voldsomme. Forsvaret af Bakhmut har købt tid andetsted og suget russiske enheder ud af kampene. Kampene har reduceret Wagner markant. Men det må også erkendes at de ukrainske tab er massive, og at vejen ud af Bakhmut nu er under russiske beskydning. Der er et vindue på knapt 3,5 klik mellem den yderste del af den russiske knibtang, og vejene i dette område er sideveje som er særdeles vanskelige at køre på. Især hvis du skal have tusindvis af mand og deres grej ud af området under beskydning. Det er hårdt at overvære. Selvom Ukraine har væsentlige reserver i området og baglandet, så giver hverken vejret eller beholdningen af artilleriammunition mulighed for en nødvendig modreaktion.
Længere mod syd møder vi jo Marinka og Avdiivka. Her har den russiske offensiv stadig ingen succes. Tværtimod. Deres tab i år er ikke på højde med Vuhledar, men de kæmper en brav kamp for at matche disse imponerende tal. Marinka og Avdiivka er to byer som Rusland gerne ville 'beskytte'. På samme måde som når en mand med sorte briller gerne vil tilbyde dit pizzeria på Sicilien beskyttelse. Du får ballade hvis du modsætter dig beskyttelsen. Det er sådan her, at Ruski Mir ser ud. Mød Marinka:
Det er også sådan her den russiske hær opnår deres fremgang i området. De smadrer alt hvad der er, indtil det punkt hvor det er komplet umuligt at forsvar. Er det effektivt? På ingen måde. De har kæmpet her i et år. Der var engang en by. Men de har stadig ikke indtaget området, og de har vitterligt mistet en hær på størrelse med den danske. Bare her. Og nu, hvor den russiske hær ikke kan affyre op mod 100.000 granater og 10-15 Kalibr om dagen så er den meter-for-meter taktik slet ikke effektiv, og så går man i stå når ens kampvogne bliver lavet til fakler overalt i overalt:
Eller som her, hvor en hel stribe af russiske kampkøretøjer bliver overrasket af to ukrainske kampvogne som leverer en præstation der er et skydetelt værdigt. Hvad ryger der her? 5-6 russiske køretøjer? Det er ved Avdiivka og et fint eksempel på at de får travlt med at finde nyt materiel rundt omkring i Rusland hvis de gerne vil knække den ukrainske hær:
Vuhledar er byen der bliver ved med at give os de bedste nyheder. Det er også sidste punkt i dagens korte opdatering, for vestpå fra Vuhledar mod Zaporizhzha er der relativt stille bortset fra ukrainsk troppeopbygning i Zap og ukrainsk artilleri der arbejder på udvalgte russiske afsnit af fronten her. I den periode hvor jeg ikke har opdateret herinde, der har russerne lanceret yderligere to store angreb i stil med dem som jeg beskrev i Angrebet på Vuhledar . Der kunne være skrevet yderligere to udgaver af det indlæg, men nogle gange må man nøjes. Og her nøjes vi med et par eksemplariske eksempler på hvordan deres angreb forløber. Den russiske doktrin om at smide tilstrækkeligt med kampkraft mod et problem indtil problemet forsvinder, eksisterer i bedste velgående:
06. marts: Myten om Den Store Offensiv
Indrømmet. Jeg faldt selv i fælden. Men tvivlen nagede alligevel. Jeg skrev blandt andet: "de har ført et stort antal soldater frem, men jeg ved sgu ikke hvad de skal køre rundt i." Det ved jeg stadigvæk ikke. Bevares, deres angreb indeholder stadig store mængder materiel og artilleri. Men det er ikke russiske mængder. Og selvom der er indsat flere moderne versioner af T-90 på slagmarken, så er det ikke i et antal der giver en afgørende fordel. Samtidigt, som også beskrevet herinde, så er ruten fra mobilisering til kampvogn ret kort. Et russisk T-90 mandskab der blev fanget i starten af februar var blevet indkaldt i starten af december. Om de så blev udsat for verdensklassetræning, så er det ikke tid nok til både at lære kampvogn og offensiv kombineret taktik at kende.
Resultatet af den mangelfulde træning og manglen på erfarne officerer i de forreste linjer ses ved Vuhledar, hvor de virkelig har fået nogle gevaldige klø. Det er svært at kombinere et stort orkester hvor nogle spiller selvvalgte strofer af Wagner mens andre tæsker russisk firser-cyclamenfarvet-synthesizer-flødepop (det findes). Det bliver et helt umuligt stykke musik. Især hvis dirigenten er elendig. Jeg faldt over denne her illustration som viser den foreløbige opgørelse over de materielle minimumstab for 40. og 155. brigade (more like brugtgade - am I right?). Det er fra perioden 26/1 - 27/2. Eller sagt på godt dansk; Hvad fanden laver de?
Reaktionen fra Kreml har, vildt nok, været at hædre Chefen for VuhledarVanvid® med en eller anden fornem orden. Efter at manden vitterligt har pisset to hele brigader væk. Og er godt i gang med at bygge op til endnu en regulær ydmygelse. Kombar'do... *Smack*. Den russiske dirigent for VuhledarVanvid® er General Muradov. Jeg har fundet et passende billede af ham, hvor han på ganske enkel vis illustrerer hvor mange brigader han har mistet på rekordtid:
Det er i parentes værd at bemærke, at de russiske tab i denne periode er relativt højere end den tyske hærs tab under deres fremstød (Operation Zitadel) i starten af det absolut legendariske kampvognsslag om Kursk der udspillede sig i sommeren 1943, og hvor den tyske offensive kampkraft på Østfronten bagefter var stort set ikke-eksisterende. Bevares, Slaget om Kursk var af en helt, helt anden størrelsesorden. Så meget desto mere interessant er de massive russiske tab da historien viser os, at det er én ting er at forsvare sig med få midler. Noget andet er store angreb, hvor det er væsentligt mere bekosteligt, vanskeligt, og ufrugtbart at angribe store landområder med få midler. Jeg kan ikke finde passende historiske referencer til at det er lykkedes, måske udover under USAs krig i Vietnam hvor Vietcong på trods af massiv materiel underlegenhed smed en på papiret overlegen fjende ud. Men Vietcong tog massive tab, og var i øvrigt i den grad på hjemmebane og udnyttede dette til fulde.
Myten om den store offensiv er indtil videre blot en myte. Det vi har set i 2023, det er en russisk hær der moser på fordi politikerne siger de skal gøre det. Men det er efterhånden en hær som består primært af lette infanterienheder med massiv artilleristøtte. Det normalt omfattende mekaniske led mangler i den størrelsesorden der skal til for dels at skabe afgørende gennembrud i det ukrainske forsvar, samt efterfølgende at udnytte disse med dybe stød ind i landet. Det burde have været tydeligt, for mængden af togsæt med tungt materiel har været støt faldende, og er slet ikke nok til at kunne opretholde en afgørende offensiv kampkraft når de til stadighed massive daglige tab regnes med. Seeing is believing. Det vi derimod ser, det er togsæt med meget blandede sammensætninger af materiel. Ikke 500 meter lange rækker af samme kampvogn som sidste år. Men hæslige blandinger af alt muligt mindre eller mere tvivlsomt grej. Som de her MT-LB hvor de har monteret en regulær søkanon fra 1950'erne ovenpå. Den kan sikkert skyde hurtigt og alt det der, men det er altså her hvor verdens engang 2. største hær befinder sig:
Det er denne her fætter fra flåden de har sat på en kusine fra hæren. Et visuelt eksempel på militær indavl. Jeg tænker tyngdepunktet kan blive en udfordring, men dem der har fostret denne her misskabning, er helt tydeligt bekendt med at kunne balancere sig selv i en kæmpe brandert:
06. marts: Dagens Darwin Award
Intet bord uden bænke og ingen uge uden en Darwin Award. Vi kickstarter denne uge med en grov én af slagsen, så lad være med at se med, hvis du ikke vil se en mand skyde sig selv i hovedet. Trigger discipline, kaldes det. Eller i dette tilfælde nok nærmere manglen på samme. Ham her får en Direkte Darwin - og en trækasse til hjemturen. Regel nummer 1 når du omgår våben, det er at ALLE våben er ladt og du skal ALTID omgås dem som om de er ladt. Desværre, Gunslinger. Det er kun på film at den slags er en god idé:
Opdatering: Videoen vil 'desværre' ikke uploades. Tag mit ord for at det er dumt at sidde og svinge med en ladt riffel og stikke hovedet ind over mundingen mens du spiller smart foran dine soldaterkammerater. Husk i den forbindelse også på, at når du er i live, men er dum og uintelligent, så er det alle andres problem. Således også i dette tilfælde når du er død. For det er altså lidt et svineri at efterlade.
04. marts: Er snart tilbage!
Beklager radiostilheden. Det går op og ned. Jeg er ganske snart tilbage igen - giv mig en dag eller to og så er der igen nyt herinde. Det er hårdt at sidde på afstand og høre om Bakhmut etc. Jeg skal lige sunde mig lidt.
28. februar: Skrivekrise
Hjemme igen er jeg ramt af en akut skrivekrise. Jeg forsøger at finde emner og få produceret, men en mærkelig form for apati har infundet sig. Mon ikke det bliver bedre meget snart. Jeg håber.
26. februar: Skandaledommer!
Da jeg var knejt kom jeg tit på stadion til lokalfodbold. Ikke den der slags cirkus, hvor spillerne får astronomiske beløb for at være med. Nej, nærmere den slags hvor Guffe og Ankeret skulle betale kontingent for at få lov til at være med. Hvor glidende tofodstacklinger anses som prangende tekniske detaljer. Den slags fodbold, især når det tages seriøst, har sin charme. Især, eller måske nærmere fordi, at der står omkring 300 mand og enkelte kvinder rundt om banen og brøler mere eller mindre kreative svinere ud i samtlige af kampens minutter. Det sker sikkert også på de store stadion. Forskellen er bare, at på små stadion, der kan ALLE høre det. For en ung og småfnisende ballademager som undertegnede, var det selvsagt en mulighed for at lytte med, og råbe og skrige alt muligt - uden negative konsekvenser. Det er sjældent man kan få lov til det, og jeg forstår bestemt behovet og fascinationen. Nøj, hvor jeg oplevede det danske sprog udfolde sig.
Der var faste sange. Hvis modstanderen havde en langhåret gut, så skrålede cirka en tredjedel af stadion konsekvent "Åh Susanne, vil du gifte dig med mig..." når vedkommende havde bolden. Hver gang, vedkommende havde bolden. Hvis en modstander formastede sig til at vræle efter et frispark, blev vedkommende fulgt på vej under resten af kampen med "Av av av avavavavav". Andre sange stillede selvfølgelig spørgsmåltegn ved om dommeren var visuelt udfordret.
Dengang var divisioner og danmarksserier indrettet således at der kom hold virkelig langt væk fra. Fire-fem timer i bus, cirka to timer i regnen med uafbrudte tilråb fra byens stive stoddere, og så 4-5 timer hjem igen. Nogle gange helt fra Bornholm! Man skal være gjort af et særligt stof for at troppe op til den slags. Og hvad var bedre for os indfødte, end at bruge de sidste strubekræfter, især under en sejr, på at brøle den klassiske "God tur hjeeem! Gooooooo' tuuuuuuurr hjeeeeeeeeææææææææm!"? Det var ofte højdepunktet for dagens udskejelser inden de fleste traskede hjem og resten drak videre på byens beværtninger.
Du kan måske fornemme, hvor dette her bærer hen, ik? Obs på video og billedemateriale. Materiale, som Wagner selv har udsendt under deres to uger lange, nærmest desperate appél om levering af mere ammunition (den del vender vi snart tilbage til). Det er kun deres tab fra enkelte dage. Vanvittige tab. God tur hjem.
Her blot en enkelt dag ved Bakhmut:
26. februar: Tag diætmæssige hensyn
Når vi til sommer tager på grupperundfart i Donetsk & Omegn, minder jeg venligst om at være påpasselig med at spise lokale råvarer som æg, kylling, vildsvin, grisebasse, og selvsagt også katte og flagermus fra det lokale madmarked. Det sidste er blot et godt råd, belært af erfaring. De andre dyr har i vid udstrækning haft en diæt jeg ikke skal komme nærmere ind på. Men man ser frygtelige scener når de russiske lig hober sig op og både efterladte og vilde dyr leder efter næring om vinteren. Vanvittige scener, som jeg skal spare jer for.
"be wary of any man who keeps a pig farm." - Brick Top
26. februar: Hvornår falder Bakhmut?
Det kan ikke længere være et spørgsmål om uger, for den russiske hær presser hårdt på ved Ivanivske syd for byen, og Yahidne nord for byen. Har den ukrainske hærledelse et es i ærmet til brug lige nu? Jeg tvivler. En tilbagetrækning under kamp eller en omringning virker som de eneste muligheder. Ukraine har reserver i baghånden, men området er ikke nemt at gennemføre en modoffensiv i. Det vil i så fald være den største russiske sejr siden Severodonetsk i juni sidste år.
26. februar: Dagens Darwin - nominering
Den russiske hær er meget opsatte på at vise, at det hele nok skal blive godt igen (fortællerstemme: Det blev ikke godt igen). En måde at indgyde håb i befolkningen på har alle dage været ved at fremvise nationens teknologiske landindvinger. Det er fint, og så langt, så godt. Pas dog på med at gøre det på live-tv, hvis ikke KUDDA skal stange en nominering til Dagens Darwin ud til dig:
00. marts: Vi tyvstarter marts
Februar er snart slut, og det er vi nok alle glade for. Marts har mudder på menuen, og det er gode nyheder for dem, der skal forsvare en stilling. Knap så gode nyheder for dem der skal køre derhen. Eller i Ivans tilfælde; Gå derhen. I stedet for en masse nye tråde, så er der her lidt optakt til Rasputitsa - perioden uden veje. Vi tyvstarter sgu' marts.
00. marts: Dagens HIMARS
Tilbage igen, men uden brag. Se denne video af et HIMARS der ramte en russisk enhed mens de snorkede. Raketten var en fuser, men hvis man ser godt efter, kan man knapt ane at er det nok ikke alle, der har mulighed for at gå tilbage til den. Altså fuseren. 'Av min arm', skrev salig Lise Nørgaard. 'Av dit ben', sagde HIMARS:
00. marts: Støt bloggen - og book din sommerferie nu
Alle bidrag er meget værdsatte. Det mener jeg virkelig. Især lige nu, hvor jeg skal skaffe nyt udstyr og derudover betale bloggens abonnement for 2023. Bloggen betales kun af jer og mig. Alle bidrag herudover bruges selvfølgelig hvor de gør mest gavn. Jeg tager en slapper i et stykkke tid, koordinerer nogle sager, og samler nyt grej. Derefter går turen retur, for jeg har hørt at der er god mad i Zap om foråret.
Overvejer i øvrigt at starte et lille nicherejseselskab; www.warvacations.dk. Du får 10% rabat på tre ugers All-Inclusive i og omkring Donetsk hvis du indtaster koden HIMARS ved udtjekning. Tænker et par ture rundt i området kan dække et par måneders arbejde i Ukraine. Eller hvad? Sig til hvis du keder dig.
Du kan gøre som mange andre læsere, og hjælpe bloggen og undertegnede på vej her: https://www.buymeacoffee.com/opdksec
Tak for hjælpen!
00. marts: Velkommen retur - en lille kommentar
Jeg læser lidt hist og her, og der er mange der kloger sig om krigens forskellige faser. Det er fint, det gør jeg også. Jeg synes dog, at det er noget af en påstand, at krigen pt. føres på russiske præmisser og ønsker. Fraværet af standard russiske BTGs (en doktrin præget af deres egen chef for generalstaben) viser også ret tydeligt, at påstanden om at "krigen bliver kæmpet i overensstemmelse med den russiske doktrin" ikke er helt korrekt.
Antallet af artilleri og kampvogne i forhold til antal infanterister de benytter pt. er ikke i overenstemmelse med deres lærebog. Nærmere tværtimod. En standard russisk BTG har kun 200-250 infanterister. Det er cirka det samme antal de har sendt på løbetur igennem markskel syd for Vuhledar per 12 time mens det virkelig gik løs. Det er ikke helt i overenstemmelse med doktrinen, at folk skal løbe flere kilometer igennem markskel mens de er under mortérbeskydning. Men det er her, vi er nået til.
Det er ganske rigtigt observeret, at det kun den russiske hær der for alvor er i offensiven. Men de mangler helt tydeligt artilleriammunition til at køre deres meter-for-meter taktik som i Popasna og Severodonetsk. Tilsvarende, er vi ikke i en situation hvor Ukraine ikke kan levere offensive resultater. Det er ikke derfor, at de udelukkende forsvarer sig. Som tidligere beskrevet, er det væsentligt nemmere at forsvare befæstede stillinger, end at angribe befæstede stillinger. Særligt hvis det er uerfarne og/eller dårligt trænede soldater der skal udføre angrebet. Og det er helt tydeligt, at de nuværende russiske mobilister i kamp er enten uerfarne eller dårligt trænede. I visse tilfælde er det formentlig lidt af begge dele. Ukraines reserver er bestemt også af svingende kvalitet, og derfor er det i mange tilfælde bedre at lade dem forsvare en skyttegrav, end at angribe en skyttegrav.
I den følgende video ser vi et glimrende eksempel på ovenstående. Den ene ukrainske soldat er næsten paralyseret af skræk. Den anden ... knap så meget. Det lykkedes ham at få sin makker (stakkels mand) til besindelse via præcise kommandoer, og makkeren i den hvide camo begynder efterhånden at være virkelig brugbar. Bemærk et par ting i denne video; Der bruges et redt bredt udsnit af våben mod den enhed af en BTR-82A (tror jeg) der angriber stillingen med infanteri og et tungt maskingevær. Granatkastere, granater, RPG, tre slags rifler, en tungere pkm, og bandeord der ville gøre selv min mand Kaptajn Haddock rød i skægget. Kuglerne flyver om ørene på dem. Han tømmer et halvt magasin i én, der løb forkert. Bemærk også, hvorfor det ikke er sejt at råbe 'cyka' når du angriber en skyttegrav. Point til den eller de læsere, der kan høre hvornår det sker, samt spotte de to russiske soldater der bliver mejet ned fordi ham den ene ikke kan holde sin kæft.
Vi kommer ind i kampen her omkring hvor den russiske BTR er kørt op til omkring 30 meter fra stillingen. Jeg har mere video af samme stilling fra tidligere, dengang der stadig var lidt bevoksning. Det er ikke første gang, at den russiske hær slår sig her. Det kan vi se på senere. Se først denne intense nærkamp på liv og død, og se to ukrainske soldater overleve mens de selv eliminerer mindst fem russiske modstandere og et køretøj. Husk lyd:
Nærkontakt i Donetsk. Bemærk det forlængede magasin, det aktive høreværn, og ekstraudstyr. Ikke helt skidt udrustet. Ung russer. For meget counterstrike? Tykke kinder. Har ikke været der længe. Var der ikke længe. Klunset er rent. Direkte fra kasernen til fronten. Det er sørgelige tider.
Blot omkring Vuhledar har den russiske hær på knap fem uger mistet hele to brigader. Ikke bataljoner men brigader. Så lidt af hele deres orkester er gået tabt. Ikke kun infanteriet men et stort udvalg af materiel. Og det er uden voldsomme ukrainske tab. Det er næppe hvad man kan kalde en krig på russiske præmisser. 40. og 155. eksisterer reelt set ikke længere i oprindelig form, og 155. skal nu genopfyldes for femte gang siden Bucha (lidt retfærdighed er der trods alt til). Russerne kalder selv disse brigader for 'eliten', men som de knap 5000 tab på rekordtid ved Vuhledar fortæller os, er det så som så med den betegnelse. Hvis Ukraine skulle have nedkæmpet disse styrker under en offensiv, ville det have kostet store mængder ukrainsk materiel og mandskab. Under forsvaret af Vuhledar i år, er det kun den russiske hær der har mistet store mængder materiel og mandskab. Det hårdnakkede forsvar er i dette tilfælde dermed det rette valg at tage.
Seks på stribe ved Vuhledar. Den russiske hær har angrebet konstant siden starten af januar. Tre større bølger af materiel er alle sendt retur. Ukrainsk forsvar holder linjen. Nyt russisk forsøg forventes. Det er et håbløst sted at angribe over. Fladt terrøn op mod et befæstet højdedrag uden overtag i artilleri. Det kan næsten kun gå galt. Og det gør det. Miner om natten bliver til dagslys om dagen.
Hvis Vuhledar på nogen måde er et udtryk for de mobiliserede russiske styrkers evne, og det er Vuhledar i den grad et udtryk for, så giver det rigtig god mening at forsvare sig i befæstede stillinger mod disse vanvittigt dårligt udførte angreb. Husk på at stillingerne i Vuhledar, Mariinka, Bakhmut, Avdivka etc. har været under opbygning i årevis. Kan de holdes indtil Rasputitsia sætter ind igen, giver det Ukraine væsentlige operationelle muligheder senere hen.
Det er derfor absolut i Ukraines interesse at forsvare sig indædt fra disse stillinger, så længe det er gigantiske tabstal som russerne modtager. Kampen skal tages et eller andet sted. Ved Vuhledar er det ikke 1:6. Det er nærmere 1:10 der er blevet leveret - plus enorme mængder russisk materiel. Det samlede videomateriale fra Vuhledar er helt absurd. Det er som en Michael Bay zombiefilm starring Benny Hill på svampe og captagon. Og det er kun ved Vuhledar. De har også mistet mindst en halv brigade ved Advivka i år.
Bakhmut er selvsagt stadig totalt presset. Her er ratioen en helt, helt anden end ved Vuhledar. Der har været perioder med op til omkring 500 ukrainske sårede. Per dag. Men den taktik der har givet russerne deres eneste successer i de seneste otte måneder, Wagners kværn af russiske indsatte, har en helt naturlig udløbsdato, for de har sateme farvet sneen rød af russisk blod fra disse Dirlewanger Brigader. Selv under de hårdeste dage i Soledar havde Ukraine en væsentlig bedre kdr end Rusland. Lige nu er der koldt i Bakhmut. Her er det nordfra, at russisk infanteri løber frem i området omkring Yahidne.
Hvis ikke deres mange angreb på et tidspunkt bakkes op af væsentligt mere materiel, herunder flyvevåbnet så har de virkelig lang vej før de får sendt Ukraine helt ud ad Donetsk. Det kommer simpelthen ikke til at ske, også efter Bakhmut er faldet.
Wagners mest nedslidte grupper er nu roteret ud fra Bakhmut og sendt mod Melitopol til regruppering forud for en kommende offensiv mod linjen ved Zap eller Vuhledar. Wagner erstattes løbende ved Bakhmut af regulære russiske styrker og har mere end et par tusinde mand i kamp der lige nu. Om de regulære enheder kan levere samme 'succes' som Wagner er tvivlsomt, da disse gutter trods alt ikke får smadret knæskallerne af deres egne hvis de flygter under kamp. Det er ikke utænkeligt, at de er roteret ind og Wagner ud, for at Geramisov og Shoigu senere kan claime sejren i slaget om Bakhmut. Set fra Kremls vinkel skal det gerne være det russiske flag, og ikke Wagners, der vejer først over bymidten i Bakhmut. Mere om dette politiske spil (for galleriet?) senere. Det er interessant.
Det er klart, at hvis Rusland har tænkt sig at slås til allersidste vodkaklovn, så har Ukraine (og os andre) et problem af dimensioner. Det bliver interessant at se, om de snart skal mobilisere igen. De har cirka 3-4 uger (tjek vejrudsigten) til at gennemføre offensive aktioner med kampkøretøjer før Rasputitsa for alvor har sat ind. Dette russiske begreb er i øvrigt også en væsentlig årsag til den ukrainske forsvarsbeslutning. Hvis de kan holde skansen indtil Rasputitsia, køber de sig dyrebar tid indtil de seks-syv kampvognsbataljoner er klar til forsommerens offensive aktioner. Indtil da må Ukraine søge at benytte de mange Bradleys der er blevet leveret, såfremt jorden tillader det. Bradleys TOW med fire support kommer til at gøre ondt på russisk materiel.
Såfremt den russiske hær pønser på en større offensiv end de kører lige nu, så skal de snart skynde sig for at få den afsluttet. Lad endelig de russiske kampvogne sovse rundt i mudderet i marts/april 2023. Vi så vist allesammen hvordan det gik dem i marts/april 2022.
I øvrigt er der mindst 4-5 byer i Donetsk der er enten bedre befæstet, eller ligeså godt befæstet som Bakhmut. Den russiske hær er jo slet ikke nået til linjerne ved Slavjansk/Kramatorsk. Og sidst de var der...
En russisk soldat fremviser stolt sin pibe. Dette her ødelægger selvsagt lidt af funktionen.og