Følg med i Ruslands invasion af Ukraine her.
På denne blog kan du følge udviklingen af krigen i Ukraine. Du får nyheder og opdateringer fra de enkelte frontafsnit, samt historier og video du normalt ikke finder andre steder i Danmark. Intet nyt er godt nyt. Husk peanuts og et håndklæde. Velkommen til!
29. marts: Bakhmut by Day
Tag med til Bakhmut. Et håndværkertilbud, som blot kræver en spand maling og lidt kærlighed. Og en mindre oprydning, da det flyder med russiske lig i gaderne. Bakhmut skal vindes for at hjemmemarkedet endelig kan fejre en 'sejr'. Man skal ikke undervurdere vigtigheden af at kunne udbasunere nogle sejre, for ellers begynder folk måske ikke at gide at deltage mere. Det er ikke sjovt kun at tabe når nu man selv har startet kampen. Men det spiller selvfølgelig ingen trille for Bakhmut, der efter mere end et halvt års hårde kampe ser således ud. Nu med russiske lig inde i gaderne, og ikke kun på markerne. Et tydeligt tegn på at de vinder frem. Men det er dyrt købte meter:
29. marts: Uhadadadada
Du har læst om massakren ved Vuhledar. Den hvor to russiske brigader løb panden direkte i jorden, og som nu er spredt på markerne i en halvmåneform syd for Vuhledar. Ham der sendte de russiske brigader i døden. General Muradov, er i øvrigt blevet fyret (efter at have fået medaljer og pension, bevares), Det var ham som den huskekyndige læser kan genkende som vedkommende med to fingre i vejret, fordi jeg syntes det så fint illustrerede det antal brigader han havde mistet. Nåh, men man får ikke jo medaljer og pension for ingen ting, så kommandøren for det 10' russiske kampvognsregiment skulle ligesom gøre noget for at gøre sig fortjent til et skulderklap.
Og det er ved Avdiivka, som nok er i fare for at blive omringet (ligesom Bakhmut, same shit, different label), men som bliver en aldeles forkrøblende aktion for den russiske hær som helhed. Hvorfor så det? Jo, min kære læser. 10. kampvognsregiment er en del af den russiske tredje armé (hahahahah) som de har trænet (hahahahah) op til at kunne gennemføre offensive aktioner (hahahahah). Igen ser vi, ligesom ved Vuhledar, at man ikke sådan lige kan bringe hvem som helst sammen, give dem kompliceret udstyr og svære missioner - og forvente et fremragende resultat. Hvilket jo er vældigt overraskende for enhver med erfaring fra, øhm, hvadsomhelst egentligt. Jeg ved ikke, hvad de havde regnet med, men jeg tror ikke det var sådan de havde håbet på at den tredje armé (hahahahah) havde ændret krigens gang.
Desværre har de fået ramt en del ukrainsk AA i denne sektor, og kan dermed bringe deres flyvevåben mere i spil. Det er primært årsagen til deres fremdrift. Men det hjælper dem ikke når deres store aktioner ender i decideret kaos. Og blod. Masser af blod.
29. marts: Ukrainsk finskytte rydder teltet
Der er mange videoer med finskytter fra begge sider. Det kan være svært at verificere dem. Men denne her ved jeg er god nok. Ham her, ham skal du have med på Bakken og nakke den store bamse fra ham der mikrofonmanden der ikke kan holde sin kæft. Tag denne skytte med, og du får lukket munden på selv den største tivolifusker uanset hvor meget han så har fidlet med sigtet på bodens luftgevær. Vi ser med fra Bakhmut. Der kæmpes for hver enkel lejlighed nu. Russerne er trængt ind i selve byen og bykampen er en brutal realitet. Se med, og sig et højt 'pling' for hver gang der rammes. Så kommer du lissom' i stemningen, ik:
29. marts: Hvis noget er for godt til at være sandt...
Så har jeg også et tårn i Paris til salg. Her er vi i byen tidligere kendt som Bakhmut. Der er ikke meget tilbage. Men der var en stor bygning. Som ukrainske soldater de holdt stand i. Indtil de forlod den. Og lod russerne indtage den. Uden kamp. Aha? En lille fælde var lagt. Godt med madding på krogen. Haps! Svært at sige hvor mange af dem der døde. Nogenlunde ligeså svært som eventuelle overlevende vil have ved at høre noget:
29. marts: Hver ting til sin tid
Jeg er fyldt til randen med gode, gamle husråd i denne tid. Her er et mere; Hver ting til sin tid. For eksempel: Hvis du gerne vil fjerne din fragmentvest, kan det være en god idé at tage hjelmen af først. Det kan også, hvis du er en russisk soldat i en skyttegrav, være en god idé ikke at fjerne din vest (og din hjelm). Det er ligesom med sikkerhedsselen. Den dag du ikke har den på, der har du brug for den. Hver ting til sin tid:
29. marts: Dagens Darwin - en nominering
Disclaimer: Alkohol kan have været involveret. Husk derfor på det klassiske husråd: man kan godt drikke uden at have det sjovt. Selv med tydelig instruktion i hvordan man kaster noget går det galt. Interessant sport. Ikke umiddelbart noget jeg vil anbefale alle at deltage i. Ligesom folkedans:
29. marts: Som ringe i vandet
En gruppe læsere kontaktede mig for ikke så længe siden. De var efter eget udsagn blevet inspireret til at 'gøre noget'. Og det må man så konstatere at de her, flere millioner kroner senere, har gjort. For de tre gæve vikinger har på rekordtid indsamlet et meget anseeligt beløb fra private, firmaer og fonde. De penge har de investeret i en lang række kritisk-nødvendige hjælpemidler til frontlinjen samt - efter en runde mekanikere - habile køretøjer. Det er medicinsk udstyr i topklasse, udviklet af danske virksomheder, og som redder liv ved fronten hver eneste dag. Personligt efterspurgt af sanitetsfolk der arbejder på sårede ukrainske soldater.
Udstyret blev overleveret direkte til en enhed på vej mod Helvedet i Bakhmut. Så ved man, at det kommer i brug, og at det vil redde liv og lemmer. Samtidigt er hjælp udefra naturligvis et kærkomment moralsk rygstød til de ukrainske enheder. Som jeg tidligere har været inde på; når man kæmper mod overmagten er det vanvittig vigtigt at fornemme, at man får hjælp udefra. De civile bidrag kan ikke undervurderes når krigen trækker i langdrag. Både moralsk og økonomisk er de hamrende vigtige for den ukrainske krigsindsats. Jeg har på ingen måde været involveret i projektets succes, men er selvfølgelig stolt over at have inspireret andre en lille smule. Jeg har lovet at skrive lidt om det, og det vil jeg snart gøre. Jeg er bare ramt af en frygtelig kombination af akut travlhed og generel dårskab, så jeg håber ikke de bliver alt for skuffede over denne pauvre projektbeskrivelse.
Nåh, men det var kun den første levering. En millionlevering. Og fordi den gik fremragende, kastede de sig straks over et nyt projekt; Levering af ambulancer og højteknologisk hospitalsudstyr. Jeg kan berette, at denne levering er i gang og at i snart kan læse mere om den herinde. Jeg har været så heldig at få fornøjelsen af at køre ét af køretøjerne over grænserne, og dermed kan jeg også konstatere at april nærmer sig og at det dermed, endelig, betyder en retur til Ukraine. Hvilket også betyder enormt meget ventetid der kan bruges på at opdatere herinde. Jeg vender tilbage med meget mere information omkring ovenstående projekter og hvordan du kan bakke op om arbejdet (hvis du har lyst). Indtil da har jeg rygende travlt med at læse lange tekster og komme nogenlunde opdateret afsted hjemmefra.
25. marts: Minerydning a'la Moskva
Der er mange måder at rydde miner på. Dette her er blot en af dem. Kan du huske da jeg skrev at ukrainerne minerede hele området syd for Vuhledar og at vi leverede grej til det? Russerne fik vist ikke det memo:
25. marts: Hvornår er en bølge en bølge?
Der er en palaver rundt i krogene der går på om den russiske hær benytter sig af de berygtede 'bølger' af infanteri nod ukrainske stillinger. Nej-sigerne mener ikke det finder sted, og det tror jeg udspringer af en eller anden Hollywoodfantasi om tusindevis af soldater fra den røde hær som pisker afsted mod fjenden. Men en bølge behøver ikke være en tsunami for at kvalificere som en bølge. Mindre kan også gøre det. Bølgerne består ofte af 25-30 mand store grupper der sammen angriber mindre ukrainske stillinger. Det bliver de så ved med at rulle frem fra samme udgangspunkt indtil positionen er skyllet over ende. Hermed begrebet 'bølge'. Det er et udtryk for en angrebsform hvor du uden for mange dikkedarer, kombineret krigsførelse, hensynstagen til egne tab etc. bliver ved og ved og ved og ved indtil problemet enten er løst - som ved Soledar - eller indtil du taber pusten - som ved Vuhledar.
Vi har set masser af bølger herinde. Bemærk i dette korte klip hvor en russisk BMD kører på en mine. Det angribende infanteri løber over en flad mark mod den ukrainske position. Det er hvad man definerer som en bølge. Og hvor surfer man lige hen, når ildstøtten ryger til vejrs? God tur hjem.
25. marts: Benhårde kampe ved Bakhmut
Der kæmpes for hver enkel meter i og omkring Bakhmut. Når den ene side får indtaget en position, er det ikke fordi den dermed er vundet. Her rykker ukrainske enheder ud og rydder en tabt position for invaderende banditter. Heftige scener. Jeg har udeladt det værste:
25. marts: Bestil Stugna-P. Med gratis levering til Rusland.
Faste læsere kender udmærket vores fælles ven, Stugna. Det ukrainsk producerede ATGM som på rekordtid har taget verdensrekorden for flest nedlagte russiske kampvogne. Engang var Korruptionen nummer 1, men den er henvist til en flot andenplads lige foran Rusten. Hvis du er ny gæst ombord herinde så husk at svinge forbi baren, og læse dette her om Stugna-P. Her napper systemet og dets operatør et eller russisk der er fyldt med krudt. Det er ligesom en kold bajer på en varm solskinsdag. Det bliver man aldrig træt af:
25. marts: Mens vi venter på Dagens Tony#2
Her er det igen-igen Oh' Himars der spiller førsteviolin overfor Wagners Dumme Drenge. Igen, der er ikke så meget incitatement til at risikere noget med store offensive operationer når man i nogenlunde ro og mag kan levere dødstød som dette her. Det handler om at holde linjen mens ens artilleri arbejder på fjenden og høvler ham i bund lidt efter lidt. Det er også derfor, at der er masser af utilfredse historier fra fronten. For det er fandeme ikke sjovt at være infanterist i forreste linje. Men den skal holdes så fjenden kan udsættes for angreb som dette her, som må siges at påføre den pågældende enhed et mindre problem og bestemt udsætte deres skumle natteplanter lidt endnu. I mangel af Tony - hermed Dagens HIMARS nummer to:
25. marts: Mens vi venter på Dagens Tony
GLSDB - Ground-Launched Small Diameter Bomb - var på alles læber for en måneds tid siden. Hvor bliver de af? Hvad sker der? Gode spørgsmål. Jeg kender ikke svarene, men som de fleste andre på denne side af fronten ser jeg virkelig frem til at de bliver leveret. Det er ikke usandsynligt, at de gemmes til en eventuel større ukrainsk offensiv, hvor de så kan fungere som et brutalt og effektivt overraskelsesmoment der kan sættes ind mod russiske baglinjer og kommandocentre samtidigt med at offensiven ruller for at skabe maksimalt kaos. Det er aldrig dumt at have et Spar Es i ærmet, og smide det på disken når modstanderen mindst venter det. Vi har tidligere set hvordan elimineringen af centrale kommandopositioner og logistiskområder har fået hele afsnit til at kollapse for den russiske hær, herunder særligt ved Izyum og Kherson. Og frontkollaps skal der til, hvis en ukrainsk offensiv skal være virkelig succesfuld. Så vi venter. Og mens vi venter, så kan vi da lige nappe denne her Dagens HIMARS hvor Hr. og Fru. Tungsten laver tre styks selvkørende artillerisataner om til tre styks hulsi i industriel størrelse. I øvrigt et eksempel på førnævnte forberende aktioner:
25. marts: Dagens Tudefjæs
Det er ikke nogen hemmelighed, at den store mangel på mobiltelefoner blandt de russiske frontsoldater har gjort et voldsomt indhug i antallet af Dagens Darwin. Det er beklageligt. Ja nærmest skammeligt, at de ikke længere i samme omfang dokumenterer deres ... ageren. Det giver selvfølgelig mening set fra deres side, men det gør ondt på en fattig skriverkarl når brødet sådan bliver hevet ud af munden på én. Men så er det jo godt, at vi har de belarussiske grænsevagter til at tage lidt af pladsen herinde.
De ukrainske soldater langs grænsen er selvsagt en smule forurettede over at Belaurs tillod russerne at overfalde Ukraine fra baser i Belarus. Så de driller de belarussiske møgponyer lidt. Voksenmobning. Og det kan de ikke lide, så de stiller sig op på nationalt tv som de kraftkarle de er, og tuder verbalt. Så, mine damer og herrer, uden videre omsvøb; Dagens Tudefjæs. Det første af slagsen og i denne særlige anledning med en helt vildt høj hat. Så ved man de er blevet drillet rigtig meget:
25. marts: Flere gode nyheder til din lørdag
Det ukrainske forsvarsministerium har nu offentliggjort hvad der har været en mindre, men dog bredt kendt, hemmelighed; Ukraine har udrustet 171 brigader, eller i omegnen af 700.000 mand. Langt fra alle er indsat langs fronten og der er væsentlige reserver i behold, herunder samtlige brigader indeholdende Bradley IFVs, Leoparder, Challengers, AMX-10 RC (den franske ikke-kampvogn), CAESAR, AHS Krab etc. etc. etc.
Jeg ville sgu sove dårligt, hvis jeg var russisk general. De mere kløgtige af dem må simpelthen kunne se skriften på væggen, for den er efterhånden skrevet med font 12.000 i dunkende neonfarver på sort baggrund.
25. marts: Stadig status quo - næsten
Som tidligere beskrevet taber den russiske offensiv damp. Der er tre ting der er værd at holde øje med i de næste 14 dages tid; Et muligt ukrainsk modangreb ved Bakhmut, et (sidste?) stormløb og kraftanstrengelse fra de russiske styrker nord og syd om Bakhmut, og en mulig optrapning langs fronten ved Zaporizhzha. I den seneste periode har ukrainske enheder på dette afsnit gået meget målrettet efter at eliminere russisk artilleri og luftforsvar. Det er indikationer på indledende, eller forberedende, aktioner forud for en offensiv. Meget afhænger af vejret.
25. marts: SuperSexySloMo
En ukrainsk artillerist affyrer sin amerikansk-producerede M777. I regn og slud - russerne skal ud. M777 har Ukraine modtaget omkring 150 styks af, og cirka en trejdedel er blevet destrueret af russiske angreb. Det er en arbejdshest som leverer præcis og tung beskydning. Den største udfordring udover russiske angreb er at holde løbet i en tilstand der ikke forringer dets præcision. Det er ikke nemt, og grejet er udsat for et decideret overforbrug simpelthen fordi Ukraine mangler materiel. Produktionen af M777 er hverken dyr eller besværlig, og der bør være nok til at sikre forsyningen af Ukraines artilleribrigader.
22. marts: T-54 gør sin entré
Taaaddaaa! Det var sådan blot en spøg, da jeg nævnte at Rusland kunne angribe med bedstemødre og T-34 i 2026. Men virkeligheden er bare den, at Rusland nu sender T-54 kampvogne mod Ukraine. Det er her vi er, lidt over et år inde i deres invasion. Igen må det tørt konstateres at 1) rigtig meget af den russiske hær befandt sig kun på papir og 2) rigtig meget, rigtig rigtig meget, russisk materiel (13.000-14.000) styks er blevet ombragt på ukrainsk jord. Det er jo en nærmest en verdensrekord. Sådan kan det gå når en mekaniseret hær uden videre overvågning og luftstøtte møder moderne ATGMs og artilleri. Sådan groft sagt.
Jeg følger deres troppe- og materieltransporter ret intensivt. Det her, kære læser, det er et godt tegn. Det ville kun være et skidt tegn hvis du boede i Tjekkoslovakiet i sommeren år 1968. Der er mange ting her i livet jer gerne vil undgå. At sidde i en T-54 et eller andet sted ved fronten i Ukraine er nu, ganske overraskende tilføjet til den liste. De har mistet dusinvis af T-64, så det er i den forstand en forventet udvikling. Men altså. Giv nu bare op, for helvede.
21. marts: Tak for omtanken
Kære læsere. Jeg vil bare lige endnu engang sige tak for jeres mange kommentarer, mails, donationer, bekymringer og opmuntringer. Jeg sætter virkelig stor pris på det. Jeg har det fint. Jeg er fysisk i hel tilstand. Det vil sige; jeg mangler ikke andet end et par skruer på øverste sal. Psykisk er jeg også i stabil tilstand. Er gået fra apati over situationen til at blive sulten igen. Nu skal de densatanædeoglynemig have både verbale og fysiske tæsk. Jeg kan mærke det begynder at boble indeni igen. Det er især på grund af jeres opbakning. Først blev jeg lidt presset over ikke at levere til bloggens mange læsere. Det gjorde jeg sgu. For helvede, hvor det nager mig når jeg ikke gider skrive. Nu har jeg indset, at det er ok lige at tage en slapper. For så kan jeg vende tilbage endnu mere rasende og ildsprudende end tidligere.
Jeg kan også fortælle at jeg snart tager tilbage til Ukraine igen for en middellang periode, og at jeg glæder mig helt vildt meget til at spise dåsemad og salat fra tankstationer, kæderyge tobak af tvivlsom kvalitet, og diskutere vigtige ting med min polske makker mens kilometerne tilbagelægges igen-igen. Jeg ville faktisk lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke glædede mig lidt. Jeg glæder mig også virkelig meget til at dele ud af de ting jeg kan købe undervejs, for i fik fyldt ønskelisten helt op. Det er et privilegie for mig, sådan at kunne agere Julemand omkring påsketid og stikke folk noget de mangler, et smil og min efterhånden faste besked om at "This is from Denmark. Thank you, and stay strong."
De kæmper nemlig ikke kun for dem selv. Det er derfor jeg takker dem. Ukrainerne har et regnskab at gøre op med russerne, det er helt sikkert. Det siger de selv. På en måde så du ved, at de mener det. Nu er tiden inde til at sætte grænsen og sætte en stopper for hundredevis af års aggression fra Moskva. Jeg tror på at de også kæmper for retfærdighed og for europæisk sikkerhed. Det er også derfor at vi hjælper dem. Og her mener jeg jer og mig. Jeg passer på, og husker på: Det handler ikke kun om held. Det handler om grundig forberedelse og gunstige vilkår. Jeg tror på det. Krigen bliver lang, men jeg tror stadig på sejren.
21. marts: It's all for nothing
De russiske tab er enorme. Jeg har ikke opdateret så meget herinde i marts og februar, men du kan være trygt forvisset om at det har været en jævnt mislykket vinteroffensiv de har haft kørende. Jeg skal forsøge at illustrere det i den kommende tid, med både video og betragtninger. For det er forkrøblende tab deres hær lider, og det pres som den russiske hærledelse er udsat for giver dem tilsyneladende tilstrækkelig med årsag til fortsat at hælde store mængder mandskab frem i lokale offensive tiltag.
Selvom de stadig mister masser af kampkøretøjer, så er deres hær som nævnt reduceret til ofte at foretage deres aktioner hovedsageligt med artilleri og infanteri. Den slags kan være kostbart mod en fjende som forsvarer sig hårdnakket. Russisk infanteri bliver ofte fanget på mellemhånd. Ude af stand til at rykke frem, men med ordre om at angribe eller holde stillingen. Udsatte stillinger er nemme mål for ukrainsk artilleri, mortér og droner. Husk på, at jeg tidligere har beskrevet hvor vigtigt det er at holde de russiske styrker ude på markerne. Det er ikke en god position for dem, og de lider enorme tab i forsøget på at holde land de har indtaget, men som ikke er holdbart. Samtidigt er de også udsatte overfor ukrainske modangreb, hvor en mindre enhed bakket op af en kampvogn eller BMD rydder et markskel efter at de russiske soldater har taget plads.
Jeg bliver til stadighed overrasket over hvor store tab de er villige til at tage. Det er væsentligt at huske på, når man diskuterer hvorvidt en stilling skal opgives eller ej.
21. marts: Ja, ukrainske enheder ramte mål på Krim
Sådan helt vildt overraskende er det jo næppe, at ukrainske enheder går efter russiske ditto på Krim. Det er trods alt ukrainsk land som russerne har besat. Dog er der nogle angreb der fortjener mere opmærksomhed end andre, og således også dette angreb med en UCAV (drone) som Ukraine benyttede til at ramme en transport med Kalibrmissiler. Som skulle leveres til flåden i Sevastopol så den kunne beskyde ukrainske mål. I øvrigt en fin lille huskeseddel på, hvorfor at jernbaneforbindelsen over Kejtbroen gerne skal blive ved med at være i udu. For så tvinges disse russiske HVT's ind over ukrainsk land, og indenfor rækkevidde. Se med her, hvor du først kan høre russisk antiluftskyts, herefter en summen fra en ret stor humlebi. Det hele efterfølges af et ... døm selv:
21. marts: Dagens HIMARS
Jeg kan berolige eventuelle entutiaster med at HIMARS stadig er løs langs hele fronten. Der er bare ikke SÅ spektakulære aktioner længere, da russerne trods alt har lært at holde store mængder krudt lidt længere væk end tidligere. Men det betyder ikke, at HIMARS er ubrugelig for den har bekendt forskellige typer ammunition der kan bruges til forskellige formål. Som her, hvor den byder en natlig russisk familieudflugt på en varm kop tungsten:
21. marts: Hurtig frontopdatering
Helt grundlæggende, så synes jeg der er gode nyheder og gode tegn. Den russiske offensiv der begyndte i starten af januar har tabt pusten. Der er ingen tegn på at de har store reserver af tropper og materiel. Deres vanvittige tab af mandskab og grej i år har nu sat sine tydelige spor. Antallet af offensive aktioner er omkring en fjerdedel af hvad de var i slutningen af januar. De vinder frem enkelte steder, men det går langsomt og er særdeles kostbart.
Ved Svatove og Kreminna holder ukrainske styrker linjen, og særligt i skovene ved Kreminna har de påførst regulære russiske enheder store tab. Skovene er flere steder tæt bevoksede med nåletræer, hvilket gavner den forsvarende part. Der er ringe mulighed for at bringe større mængder materiel i spil, det er svært at levere luftstøtte, og ukrainske skyttegrave bremser det russiske angreb i en sådan grad, at deres nu to måneder lange offensiv her er fejlet.
Ved Vuhledar har Ukraine som bekendt høstet store sejre henover vinteren, og de russiske angreb er nu begrænset til en artilleriduel. Vi må afvente at se, om de kan bringe mere (nok) i spil her. De tilbageværende styrker fra 44. og 155. har ikke længere kampkraft til at kunne foretage afgørende angreb, og også derfor bringes der nu nye, mobiliserede soldater her til. Mere om det sidste, lige om lidt.
Ved Avdiivka har de russiske kampvognsbataljoner modtaget voldsomme tab, særligt i den seneste periode. Den anden dag mistede de hele 12 styks på dette afsnit, og har generelt lidt nærmest forkrøblende tab når den overordnede kampkraft vejes op mod resultatet af anstrengelserne. Desværre har den seneste uge budt på russisk succes her, og Adviivka er i fare for at blive omringet. Dette sker dog kun hvis den russiske hærledelse har nok i reserve...
Slaget om Bakhmut raser med uformindsket styrke. Den russiske hær og Wagner har indtaget cirka halvdelen af byen, og forsøger nu primært at trænge ind i selve centrum af Bakhmut ved at krydse floden mod øst og via forstæderne mod syd. Mod nord er Wagner hårdt presset af ukrainske modangreb, og har flere steder begyndt at grave sig ned i højere liggende stillinger mens de samtidigt også angriber videre mod nordvest. Det forventes at ukrainske enheder vil forsøge en stribe mindre modangreb for ligesom at lette stemningen i Bakhmut en smule. Om den ukrainske hær skulle have trukket sig ud før er et nærmest eksistentielt spørgsmål. Som jeg har været inde på tidligere, så skal kampen tages et sted. Ukraine har indtil deres forsyningslinjer blev kompromitteret kunne levere et nærmest uset højt, dagligt russisk tabstal. Det kan de sådan set stadig, men det begynder at smerte for alvor.
52 døde og sårede russiske soldater på stribe i en skyttegrav. Sådan kan det gå, når man som infanterist skal angribe befæstede stillinger som tilmed har noget tungt at skyde retur med. Jeg gentager: den russiske vinteroffensiv har påført dem komplet vanvittige tab.
På et tidspunkt vil ukrainske versus russiske tab overstige smertegrænsen ift. hvad der vurderes som muligt at vinde andre steder. Denne grænse er ikke nået, og den ukrainske hærledelse forsyner udfordringerne til trods stadig byen og roterer tropper ud og ind. En kontroversiel og hård beslutning. Men indtil videre er det den rigtige. For Wagner har virkelig tabt pusten i de seneste 10-12 dage. Og nu vil Wagner Group 'pludselig' rekruttere 30.000 nye mand. Sjovt nok nogenlunde samme antal som det vurderes at de har mistet i år. Tredivetusinde soldater. I år. De fleste omkring Bakhmut, så i den forstand har forsvaret givet mening. De har skullet kæmpe sig frem over flade marker og i markskel. Det har de gjort, og de har vundet frem således, men det er med voldsomme omkostninger til følge. Det er langt fra sikkert, at Ukraine kunne have nedkæmpet så mange russiske soldater andre steder.
Overalt på markerne rundt om Bakhmut ligger der tusindvis af døde russiske tropper. Der udspiller sig de mest vanvittige og drabelige slag her, og det er kun på grund af den russiske hærs komplette mangel på respekt for egne soldater at de vinder frem. Ingen moderne vestlig hær ville acceptere sådan en taktik eller tabstal.
Samtidigt er det nu bekræftet at den russiske hær er påbegyndt 'indsamlingen' af 450.000 mand. Det gør de primært af en årsag: størstedelen af de 330.000 de indkaldte i oktober og frem de er ikke længere ... til rådighed. Du tænker sikkert at jeg er skør, fuld, eller blot på almindelig hverdagsfacon væltende rundt i en svensk skov kun iført lyserøde gummistøvler fordi jeg har spist 'kantareller'. Det er ikke tilfældet. Lige nu, i hvert fald. De russiske tab har i år ligget på omkring 1000 mand i snit - per dag. Det er immervæk også en slat, så der skal snart nye kræfter til. Disse tal er ikke blot noget jeg synes eller har trukket ud af luften. De bekræftes i øvrigt også af at den russiske offensiv i det store hele er gået i stå og begrænser sig til offensive aktioner over ganske få kilometer. På en frontlinje der er over 1500 kilometer lang. Samtidigt har de kun, og det er vitterligt et stort KUN, halvanden division af infanteri i umiddelbar kampreserve til at sætte ind i teatret.
Og dem vil de meget nødigt sætte ind, for så kan de ikke bruges til at lukke huller overfor en kommende ukrainsk offensiv. Vi har derfor en situation, hvor de tropper som de russiske kommandører råder over lige nu, også er de tropper som de pt. har til rådighed til at gennemføre deres målsætninger. Og det er selvsagt laaaaaangt fra nok til 1) overhovedet at kunne smide Ukraine ud af regionen Donetsk og 2) under ingen omstændigheder nok til at knække den ukrainske hær og afslutte krigen i russisk favør.
Når jeg sammenholder min tilgængelige information omkring de nuværende russiske frontenheder og deres umiddelbare reserver med de mængder af russisk materiel vi ser blive sendt frem, så er min personlige konklusion ret klar; Den russiske hær står i en værre situation end sidste forår hvor deres offensiv i Donbas drænede dem, blev resultatløs og endte med ukrainske offensive aktioner i regionerne Kharkiv, Luhansk og Kherson. Det tvang dem til at indkalde en stor mængde mobilister og straffefanger, og også disse troppers anstrengelser har ikke givet de politiske resultater der ønskes. De har simpelthen fået tæsk henover vinteren, mens de mere og mere desperat har angrebet de befæstede ukrainske forsvarsstillinger. Resultatet målt i område er Soledar, halvdelen af Bakhmut, og lidt mindre byer rundt omkring i dette kvarter. Sat op imod de vanvittige tabstal, knap 100.000 døde og sårede, så er det virkelig et ringe udbytte. Hvis det er kadencen de har tænkt sig at acceptere, så skal de sende bedstemødre i T-34 kampvogne afsted mod Kyiv i 2027.
Fire russiske BMP'er med infanteri ombord forsøger en offensiv. Da den første bliver ramt, falder det totalt fra hinanden og konsekvensen af utrænet og uerfarent mandskab bliver tydelig. Den russiske hær har brugt vinteren på at pisse deres mandskab og materiel væk i hundredevis af angreb som dette. Det har været voldsomt, og nærmest sjælerensende, at være vidne til.
De høje tabtal betyder også, at der derfor ikke er anden vej udenom, end at indkalde endnu en omgang. Og det er de derfor så småt gået i gang med. Og her bliver det interessant, for kvaliteten af de soldater der er blevet indsat har været støt faldende. Det samme med materiellet. De har spist desserten først, så at sige. Fyyyyh. Du skal æde dine gulerodsstænger før din figenstang. Med det kostråd in mente, så kan de ikke vinde krigen som tingene står. Vores valg er derfor det samme som tidligere; Vi kan armere Ukraine til tænderne og lade dem ordne resten. Eller vi kan trække det i langdrag, sende drypvise pakker med materiel, og dermed give russerne en chance for comeback.
Det er jo ikke sådan, at den russiske våbenindustri ligger på den lade side. Så Kreml skal gerne indse, at de hellere må trække sig før nederlaget bliver endeligt. De kan altid erklære sejr indenrigs. De styrer fortællingen, så det skal nok gå, selvom der selvfølgelig er en del der skal falde ud af vinduer rundt omkring for at gøre de værste kritikere tavse. De kan fortælle deres befolkning at solen skinner selvom det pisser ned. Men Kreml tror tydeligvist stadig at der er noget at vinde på slagmarken og afslører derfor igen, nøjagtigt ligesom sidste forår, at der er en kolossal forskel på hvad Kreml faktisk tror deres militær er i stand til, og hvilken stand deres militær rent faktisk er i.
Russiske kampvogne forsøger en offensiv aktion. Det har de gjort hele vinteren, uden den store succes. Dagsrekorden er 21 mistede kampvogne på én enkelt dag, og den blev sat her tidligere i marts. De forkrøblende tab er endnu engang medvirkende til at deres offensive aktioner nu er begrænset til to-tre mindre afsnit langs hele fronten.
16. marts: Hvad sker der?
Du er vant til at kunne læse opdateringer herinde. Du ser video af den russiske hær der får klø. Du ser måske endda frem til at læse mere, og se mere. Du er gået forgæves i nogle uger nu. Jeg er ked af at have skuffet dig.. Efter et år med ret mange slag på tastaturet er mine fingre blevet trætte. Det er ikke fordi, at der som sådan er noget galt. Der er stadig 10 fingre, og de kan alle sammen bevæge sig. Men der er sidder en eller anden blokering mellem hjernen og hænderne. Det er som om, at der er bygget en mur. Normalt har jeg ikke noget problem med at skrive løs. Det tror jeg at de faste læsere kan skrive under på. Men det har jeg lige nu. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg arbejder på at komme over muren, og igen give den gas.
Måske er det fordi, at jeg sidder på afstand og ser begivenhederne udfolde sig. Særligt lige nu, med situationen omkring Bakhmut, er det svært blot at være tilskuer. Jeg har lige lavet regnskab for næste tur. Jeg takker i den forbindelse dybt for jeres fine bidrag både til bloggens abonnement, til nyt grej, og til forsyninger undervejs. Mit håb er, at en tur på landevejene igen kan give fornyet juice til forbindelsen mellem hjerne og hænder. Nåh, men du skal vide at jeg prøver. Bloggen er ikke død. Absolut ikke. Den er blot lidt i dvale. Det har været ondt, som et langt år. Men der er lysere tider på vej. Der skal nok komme gang i den igen. Jeg skal bare lige have genetableret de indre linjer.
En stor og særdeles dybfølt tak skal lyde til: Jesper, Anders, Steen, Morten, Jan, Christian, Holger, Danny, Anne, Anna, Michael, Niels, Esben, Morten Nr2, Duddi, Jesper Nr2, FM, NJ, Jens, Hans, Maraldo, Lise, Gruslund, Elmer, Martin, Axel, Thomas, Christa, Jes, Mark, Jan Nr2, Carsten, Peter, Jannick, Per, Daniel, Oliver, Ingrid, Rasmus, Jan Peter, Kaspar, Mogens, Bekker, Nakinge, Søren, Jacob, Mathias, Oliver, Louise, Ditte, Kjeld, Lars, Dorthe og alle de anonyme donorer, samt især alle dem jeg måtte have glemt her. Det var ret overvældende support, så hermed et alt-for-sent og forsinket, men meget stort og direkte fra hjertet: TAK.