top of page

Lidt mere om russisk taktik og logistik

Opdateret: 8. apr. 2022

25/3 - 23.30. Problemer under fremrykning


For at illustrere mine rablerier omkring defensive stillinger, den russiske forberedelse, deres logistiske problemer og Ukraines muligheder, kommer her en stribe mindre videoer. Jeg gør mig lidt umage med ikke at linke til dem, hvor den menneskelige smerte er udtalt, men det er trods alt krig og grimt.


Efter at have set billeder af knap 300 både ødelagte og intakte russiske trucks fra krigen i Ukraine er der to ting, der er enormt slående og som viser forskellen i logistik mellem NATO og Rusland;


Jeg har personligt endnu ikke set en stor kran på en af deres forsyningstrucks.


De bruger, sjovt nok, ikke europaller til at stable deres ammo og udstyr på. De bruger tilsyneladende - ingen ting? Det betyder helt konkret, at deres soldater selv skal laste af trucken.


Ved manuelt arbejde tager det 10 menige mindst en halv dag at aflaste en stor truck med udstyr, og gerne længere tid hvis det er tung ammunition. NATO bruger gaffeltrucks og kraner. Edit: efter at have skrevet denne opdatering, er det gået op for mig, at dette er et levn fra Sovjettiden hvor Den Røde Hær trods alt tilbød mange fattige unge mænd, et nogenlunde stabilt arbejde og løn. Dengang, havde man rigeligt med menige tropper til at tømme/laste for eksempel tung ammunition.


Når djævlen ligger i detaljen...


Lad mig give et par eksempler, hvor det er tydeligt at der skal slæbes her. I alle tilfælde, er det efterladt russisk materiel, men bemærk hvordan deres ammunition, blandt andet noderne til deres Stalinorgel, stables. Det skal håndteres manuelt, og det tager tid:



Og så var der vist noget med nogle dæk, men bemærk igen hvordan kasserne er stablet:



En russisk specialenhed har anlagt en midlertidig defensiv position. Det bliver de trods alt nødt til. Ingen kan kæmpe og rykke frem 24/7. Et godt eksempel på, at den slags ikke altid er lige nemt for den fremrykkende part, og at det er forsvaret som i høj grad kan diktere hvor og hvornår:


Det er ikke nødvendigvis meget, det kræver at påføre den skade. Det kan være maksimum 4-5 mand i et mortércrew som ordner den stilling og fjerner så meget af modstanderens materiel. Givet, de overlevende soldater har tilflugt i bygningen. Men hvad gør de så bagefter? Bliver der? Den enhed er helt på røven i tiden umiddelbart efter sådan et angreb. Russerne er ikke kendt for at sende helikoptere ind med hård ild og undsætte deres gutter. Det er simpelthen ikke en umiddelbar taktisk overvejelse, som amerikanerne for eksempel foretager. Her er et eksempel på soldater der kommer under beskydning under en fremrykning i krigens allerførste dage. De har efter min mening ikke tilstrækkelig erfaring ift. at kunne agere noget mere … korrekt i sådan en situation:

Det allerførste man skal gøre hvis man kommer i et baghold, det er STRAKS at besvare ilden. Det er absolut det vigtigste. Det er ikke så afgørende at du rammer fjenden til at starte med, men du skal have sendt kugler og granater retur, så han ikke uhindret kan træffe dig. Ellers risikerer du ganske enkelt at blive plukket, for der vil sidde folk og sigte på dine forskellige aktiver fra før det første skud er afgivet. På denne video kan man ikke umiddelbart høre et hurtigt modsvar. Bemærk i øvrigt hvordan de vælter rundt i hinandens sigtelinjer. Måske er det egentlig meget godt for dem, at de ikke besvarer ilden. Her er et eksempel på, at det ikke bare er sådan lige at etablere en hurtig og effektiv defensiv stilling til dine vigtigste enheder hvis din offensiv staller, især hvis ikke fjenden kan overvåge dig. I dette tilfælde et russisk C&C køretøj af modellen R-149MA1:


Edit: Bemærk at denne model i visse tilfælde er til russiske officerer på brigadeniveau, med taktisk UAV (drone) etc. Apropos deres kritiske tab af erfarne befalingsmænd.

Her er et par, af i øvrigt rigtig mange, eksempler på russisk TSA der bliver ramt af artilleri:

Og her kunne det være et forsøg på en konsolidering, der kommer under beskydning af ukrainsk artilleri. Sluk din lyd inden afspilning:

De sidste eksempler kunne som nævnt sagtens være fra russiske troppekonsolideringer. Vi har svært ved at vurdere, præcist hvad de foretager sig i de to videoer. Men hvad gør man lige bagefter, når en fjerdedel af gutterne er spredt rundt i træerne, en anden fjerdedel er sårede og skal have hjælp, og mange af de uskadte løber rundt i panik og rædsel? Det er kun i Hollywood, at man kan fortsætte sin offensiv umiddelbart efter den slags.

Jeg nævnte tidligere at russerne må bruge lang tid på at få deres tunge ammunition af deres trucks. Det betyder, udover det kæmpe fysiske arbejde og tidsforbrug, at de også har længerevarende stillestående mål. Loadet med højeksplosiver, i en krig hvor fjenden i høj grad bruger droner, og dirigerer artilleri via dem og satellitbilleder. Av! Det kan tage tid og give store tab, når Rusland i den kommende periode skal genetablere deres nordlige offensiv mod Kyiv, antaget at de stadig ønsker dette.

bottom of page