Lidt om lidt af hvert

Eller lidt om den personlige historie. Hvis du er her for frontopdateringer og nyheder om krigen i Ukraine, så behøver du ikke læse videre, da dette indlæg blot er undertegnede der tømmer hovedet lidt.


May you live in an era of change - gammel kinesisk forbandelse

Er hjemme i Danmark nu. Personlige årsager. Det tager omkring 20 timer fra luftalarmer til ligusterhæk. Absurde tider. Det køretøj som flere herinde har været med til at sponsorere står hos en mekaniker. Skal hentes om cirka 10 dage igen. Kan jeg det? Skal jeg tage derned igen?


Der er ikke noget glorværdigt over krig. Krig er møgbeskidt. Totalt ødelæggende for natur og sjæl og alt derimellem. Det er i bund og grund maskiner der udveksler krudt og stål, mens der i mellem dem står levende kød og blod. Efter et par timer, er der ingen raske mennesker der har lyst til at være der længere. Der er ikke nogle store enkeltmandshandlinger der ændrer krigens gang. Der er modige mennesker, og vanvittige scenarier og handlinger, selvfølgelig er der det. Men det er ikke gloværdigt. Det er altid beskidt, ildelugtende, larmende, og altødelæggende. Det er store stærke mænd, der tømmer sig i deres bukser når de første skud løsnes.


Det er selvfølgelig modigt, når sanitetstropperne i en regn af kugler løber frem for at lappe en makker. Det er bare ikke det, der huskes. Det er blodet, skrigende, tårerne, din egen kvalme, og de der ansigter der langsomt bliver sådant gulligt-hvide i det mens livet løber ud af kroppen.


Soldaternes døde øjne. Selvom de er levende. Kropsvæsker, der ikke vil gå af dit tøj og af sæderne. Det lugter forfærdeligt. En konstant huskeseddel om de rædsler der er foregået.


Det er ikke de modige øjeblikke, du ender med at drømme om.


Det er ikke de enkelte, stille stunder undervejs i festen der efterfølgende får dit blik til at stirre udover horisonten mens livet ufortrødent kører forbi dig.

Det er kun stanken af ligvæske og brændt kød du husker.


Det der gennemborende smerteskrig fra bagsædet. I timevis.


Døde børn i vejkanten.


Din egen koldsved. Blodet i munden. Støv.


Det hele smager så grimt.


Jeg har været i gang længe. Frem og tilbage, og med pauser, bevares. Men dog alligevel i lang tid, synes jeg. Jeg sprinter ikke rundt og skyder på folk. Men det begynder at tære på én alligevel. Ødelæggelserne og de menneskelige tragedier. Russisk mobilisering. Dårlige udsigter. Endeløs krig.


Hvorfor bliver jeg ved? Det er fordi, du ikke kan lade være. Fortæller jeg mig selv. Du føler jo ikke, at de folk du har mødt, kan lades i stikken. Og så er der jo oplevelserne. Adrenalinet. Ligesom da du var ung, ik? Idiot.


Hvorfor gik jeg overhovedet i gang? For helvede, altså. Jeg vidste nogenlunde hvad jeg gik ind til. Jeg ved også, at hvis jeg ikke gjorde det, så ville en anden tage min plads. Jeg er komplet ligegyldig i det store billede. Så hvorfor har jeg gjort dette her mod mine nære? Og mod mig selv? Er jeg ved at fortryde det?


Der er mange tanker. Der er mange ting der er set og sket, og som skal fordøjes. Jeg beklager ikke, hvis det her læses som en privilegeret, hvid mand der brokker sig. For det er sgu' en privilegeret, hvid mand der brokker sig. Men jeg savner virkelig de ting som jeg ofte tager for givet.


Det er på en måde vældig pinligt at skrive dette indlæg, da mit piveri blegner helt og aldeles når de ukrainske lidelser tages i betragtning. Men jeg ved også, at hvis man ikke kommer ud med det, så hober det sig op.


Det bringer aldrig noget godt med sig, det der ophobning. Så hellere skrive det ned.


Jeg savner nemlig at spise aftensmad ved et bord

Et veldækket bord, med glade mennesker omkring det

Og med god tid og ro til at spise.


Jeg savner at tage på ferie med mine børn

Og se dem spise is

Og grine fra maven.


Savner også min have

Og ukrudtet.

Især ukrudtet. For det får lov at leve fremover.


Jeg har tabt mindst 15 kilo

Var ikke for tyk i forvejen

Er helt vildt forbandet træt af tun på dåse

Og mine kinder er hule nu.


Det er ikke sundt, mumler jeg

Lægen nikker

Hun er enig.


Jeg savner at fiske.

Jeg savner stilheden

Jeg frygter stilheden.


Jeg savner at sove det samme sted

Savner et kys eller et kram fra en kvinde

Jeg savner duften af noget andet end krig.


Jeg frygter, at kontakter ikke svarer tilbage


Jeg frygter at savne de kontakter, der aldrig svarede tilbage.


Jeg tror måske det lakker mod enden for mit engagement. Jeg er flad. Sådan nærmest helt og aldeles flad. Både mentalt og fysisk er buen spændt. Og hvis den er spændt for længe, så brister den.


Har skudt bue da jeg var knægt. Oppe i de svenske skove. Ødegårde. Blåbær. Svampejagt. Kano og bål. Frihed og fred. Det var sådan en rigtig god, klassisk bue. Lavet af glasfiber og med stålwire som streng. Nøøj, den kunne skyde langt. Og præcist. Fik den af min salige farfar. Som knægt hældte han sukker i dieselbeholderen på nazisternes lastbiler i Danmark. Har buen endnu.


Jeg ville give min højre arm for en uges ødegård lige nu. Eller en uge i vandkanten et eller andet varmt sted uden alt for mange overvejelser. Udover hvad der skal spises til aftensmad. Sammen med andre. Rundt om et rigtigt bord. Med tid til at være.


Jeg vil gerne takke dig fordi du læser med. Det er vigtigt at vide, at der er nogle derude der følger med i hvad der foregår i Ukraine. Især for ukrainerne, og også for mig selv personligt. Hvis jeg tager retur, så bliver det som sagt ikke lige i morgen. Jeg ved ikke om opdateringerne fortsætter. Det kommer an på mit humør. Man kan sagtens skrive de fleste uden at være i Ukraine. Har tidligere skrevet fra både Danmark, Slovakiet, Tyskland, Polen og Ungarn. De bliver måske knap så konkrete fra enkelte steder, og med lidt færre detaljer. Det går nok.


Jeg ved, at jeg skal hente evakueringskøretøjet, og jeg ved, at jeg vil køre det retur igen når det er sat i stand. Det har jeg lovet dem, der har brug for det. Glæder mig til at se deres ansigter når de åbner dørene og ser de forsyninger jeg håber på at få med. Men derefter? Jeg har brug for en pause, tror jeg. Måske en kortere periode i Danmark hjælper på moralen. Jeg får se.



10 kommentarer