Hvis missilerne rammer, men der er ingen der ser det, gør de så skade?
Den ukrainske modoffensiv er i gang. Operationen er inddelt i mange faser. Vi er i stadig i begyndelsen.
I dette indlæg vil jeg forsøge at anskueliggøre nogle af de aktioner der pt. foretages for at blødgøre det russiske forsvar og muliggøre en succesfuld ukrainsk modoffensiv. Jeg vil her se bort fra de åbenlyst gigantiske logistiske udfordringer det er at integrere fremmede våbensystemer med eksisterende våben, taktik, strategi, logistik, mekanikere, kokke, og alt muligt andet som kan give én den allerondeste og livslange migræne, blot ved tanken.
Udover logistisk og administration, handler forberedelserne forud for en egentlig landoffensiv, om at sikre, at de ukrainske tropper har mulighed for at gennembryde de russiske linjer, og særligt være i stand til at udnytte taktiske gennembrud til at skabe operationelle og strategiske gevinster. For at gøre dette, og særligt mod en hær af den russiske størrelse, bliver man nødt til at degradere deres evne til at slås, før man begynder at slås med dem.
En offensiv er kostbar, og Ukraine pisser ikke deres soldater og materiel væk ligesom visse andre. Lige nu, handler det ikke umiddelbart så meget om at tampe løs på de forreste stillinger - den tid, den sorg - men derimod om at tampe løs på alt det, der skal understøtte de forreste forsvarslinjer når Mr. Bradley og Mrs. Leopard kommer rullende. Vi ved fra tidligere, at de forreste russiske stillinger har det med at krympe som en vis legemsdel i en iskold pool, når de bliver udsat for et moderat fysisk pres.
Amerikanske Bradley i ukrainsk kamuflage. Bemærk de to TOW oppe til højre på tårnet. De kommer til gøre ondt på russiske kampvogne og alt derunder. De rammer plet op til 5000 meters afstand, de kan styres undervejs, og de er designet til at gøre det af med russisk stål.
Analyser af russiske kollaps på isolerede afsnit viser os, at det særligt er to årsager der gør at deres linjer kollapser så de dermed kan overløbes og faste stillinger kan omringes; Det er primært afskæring af kommunikationen til deres overordnede og reserveregimenter og mangel på ammunition. Det er ikke overraskende, men det er afgørende information. Den enkelte russiske soldat der kæmper for sit liv i skyttegraven, skal nok slås som en gal hvis der er styr på baglandet hos ham. Det er der ingen tvivl om. Omvendt er motivationen for at dø for Moderlandet under kampe i Ukraine heller ikke større, end at kampmoralen hurtigt kan ryge fløjten når situationen drejer sig sydover. Vi har både set og afluret kommunikation der afslører tydelige mangler i kampmoralen og enorme frustrationer, særligt når frontenheder oplever at blive isoleret. Isolation opstår når kommunikationslinjerne (og GLOCs generelt) brister og de reserveenheder der skal hjælpe med at lukke huller ved fronten ikke responderer.
Under tidligere kollaps, blandt andet ved Izyum og Bakhmuts flanker, oplevede den russiske hær at kommunikationen mellem de enkelte frontenheder fra forskellige brigader ofte var ikke-eksisterende. Dette er særligt problematisk når de skal holde samme frontafsnit. Dette giver anledning til misforståelser, friendly-fire, manglende info om tilbagetrækning, artilleristøtte etc.
Krig er organiseret kaos, og jo mere kaos du kan forårsage hos modstanderen des ringere bliver hans evne til at forsvare sig. Siloinddelingen, og den hierarkiske beslutningsstruktur i den russiske hær er en kendt problem. En form for åbent sår, som der med fordel kan arbejdes på. Denne inddeling findes for eksempel ikke i samme omfang hos PMC Wagner, der er den mest effektive russiske enhed i Ukraine. PMC Wagner køres som et moderne firma, med en fladere og mere horisontal ledelsesstruktur hvor det er målsætninger, og ikke rigide metoder og retningslinjer, der er udgangspunktet for de enkelte kommandører.
Det er derfor godt, at det ikke er PMC Wagner der skal forsvare de russiske linjer. For de er en angrebsstyrke, og jeg forventer at de pt. slikker sårene for derefter at blive indsat ved enten Marinka, Avdiivka eller Vuhledar. Eller i endnu et eller andet afrikansk land. Fordi det er muligt at skabe et gedigent og dødeligt kaos i den russiske hær, særligt når det virkelig går løs, så er en væsentlig del af modoffensivens første aktioner sat ind på at sikre at netop kaos bliver en væsentlig ingrediens i den blender som den russiske hær skal køres rundt i.
Og for at dette kan lade sig gøre, så skal man altså være i besiddelse af langtrækkende våben. Ellers kan man sgu ikke ramme de mål der er nødvendige. Som for eksempel når en brigadekommando der holder møde. Som her, hvor et engelskproduceret Storm Shadow krydsermissil inviterer russiske kommandører på en uventet kop te. Husk lyd, og husk på, at det er filmet ret langt væk fra impact i den russisk-besatte havneby, Berdjansk:
I dette angreb blev blandt andre Major Ilya Ortikov dræbt. Hans pronouns er nu ER/IKKE og på grund af dette ved vi, at angrebet gjorde ondt. Fordi han var ikke den eneste, der var med til mødet her. Et møde, der måske burde have været en email. Hvis du forstår. Det gør ondt på enhver hær når halvdelen af ledelsen i en brigade mister livet på én gang. Her er det 136th Motoriserede som skal ud og finde nogle nye chefer.
Farvel til Ilya. Du skulle være blevet hjemme og gjort noget ved jeres dybt kriminelle regime.
Sidste sommer var det HIMARS som udraderede en sand perlerække af vigtige mål inden for en 70 kilometers grænse langs fronten. Du kan eventuelt tage et kig i denne her tråd eller denne her tråd, hvis du skal have genopfrisket den del af hukommelsen. Rigtig meget af hvad der hed ammunitionsdepoter, troppesamlinger, kommandocentraler, logistikknudepunkter osv. fik en ordentlig omgang pulver og dette muliggjorde først en stabilisering af frontlinjen, og senere de ukrainske modoffensiver i Kherson og Kharkiv. Bemærk at disse modoffensiver hovedsageligt blev foretaget med tungt materiel fra Sovjettiden. Nu er der nye boller på den suppe. Den russiske hær har selvsagt flyttet de mest modne og saftige mål væk fra HIMARS' rækkevidde og derfor kan HIMARS ikke længere levere den form ekstrem skade på stationære russiske mål bag fronten.
HIMARS er dagligt i aktion i Ukraine. Systemet benyttes i denne periode særdeles offensivt og primært til at udradere russiske artilleristillinger forud for en ukrainsk offensiv. Den russiske hær har i maj mistet flere hundrede stykker artilleri af forskellig kaliber. De aktioner er mere farlige og dristige at udføre, og er et tydeligt tegn på at de grundlæggende forberedelser er i sving. Her en frisk video fra denne uge.
Manglen på langtrækkende våben er kritisk. Det har derfor ikke været muligt at starte en kontrolleret, ikke-forkrøblende, ukrainsk offensiv før hæren fik langtrækkende våben som kan skabe grobund for det kaos, den panik, og den frygt, som er nødvendig for at 300.000+ russiske soldater kan smides ud af Ukraine. Det er immervæk en del vodkaklovne, og den ukrainske befolkning har bestemt ikke lyst til at miste flere mennesker end nødvendigt. Det er ikke dem, der har valgt krigen. Det er Rusland. Det er vigtigt at huske på, hvis du sidder og er lidt utålmodig. Det er kostbart at lave en offensiv. Særligt når du ikke har luftherredømmet som NATO. Der vil dø tusindvis af ukrainske soldater.
For at minimere disse frygtelige tab skal vi derfor indarbejde en række faktorer først. Faktorer, der er med til at smide flere lodder på vores del af vægten, således at egne tab minimeres og russiske tab maksimeres.
Ind på scenen træder derfor britiske/franske Storm Shadow. Et krydsermissil der vejer omkring 1300 kilo, er fem langt, tre meter vingefang og med et payload på 450 kilo velbagt huskekage til russiske invasionsstyrker. Det affyres fra kampfly og den begrænsede eksportversion kan nå mål 300 km. væk. NATOs egen version kan nå 500 km. Missilet flyver ikke særligt hurtigt, men har den imponerende evne at det kan foregive at ligne en regndråbe(!) således at en rader vil have en smule svært ved at lokalisere og angribe det. Det kan flyve lavt over terræn, for herefter at stige op og hamre ned i én, der fortjener det. Det har både bunker-buster, anti-materiel og anti-personelle muligheder og kan dermed klassificeres som en meget afgørende våbentype, særligt her forud for en landoffensiv.
Britiske soldater lader et RAF Typhoon kampfly med et Storm Shadow. Billede blot for eksempel.
Briterne har, så vidt jeg er orienteret, omkring 750-1000 af dem på lager. Franskmændene har også deres version, som jeg ikke lige kan huske hvad hedder. Vi kan kalde den Le Stórm Shadot, og jeg håber (det vil sige jeg ved) at Frankrig er i gang med at klargøre en omgang til levering. Så mens vi venter på at Bedstefar Bidens administration får et lods i bagdelen og frigiver ATACMS til HIMARS, så må vi 'nøjes' med Storm Shadow som absolut er et kærkomment bidrag men som trods alt er væsentlig begrænset af, at det skal affyres fra kampfly. ATACMS til eksisterende ukrainske operatører af HIMARS ville virkelig gøre en forskel. De systemer kan trods alt køre rundt alle mulige steder og behøver hverken piloter, jetfuel eller runways for at operere. De kører primært på diesel, energidrik og smøger. Og amerikanske dollars.
Storm Shadow er virkelig kommet på arbejde. I de seneste to uger er mere end 20 HVTs (High-Value-Targets) blevet elimineret. Udover føromtalte eksempel med brigadekommandoen (yes!), er en lang række troppekoncentrationer ramt. Som her i Mariupol, hvor en russisk base får smæk:
Der er rigtig mange russiske tropper i og omkring Mariupol, hvor de ligger i reserve. Solid info fra dette her angreb angiver at VDV havde omkring 250 KIA/WIA efter de her pletskud. Det er forkrøblende angreb, som meget gerne må blive ved så længe som muligt inden landoffensiven sættes ind. Det er tydelige tegn på forberedende aktioner, og den russiske hærledelse udviser, i min optik, nærmest panikagtige tilstande når deres eneste store svar er at bombardere Kyiv med nærmest daglige luftangreb. I denne her video kan du, modsat det russiske luftforsvar, faktisk se Storm Shadow komme flyvende. Bemærk at det er i næsten komplet dagslys, hvilket faktisk er en smule arrogant, eftersom at et luftforsvar har væsentligt nemmere ved at operere i dagslys. Mine damer og herrer, der er altså forskel på NATOs grej og Kremls grej:
Eller som her hvor havnen i den besatte by, Berdjansk, får besøg af et pletskud. Igen i dagslys. Igen en nærmest uhørt arrogance. Og et tegn på at det russiske luftforsvar, ikke overraskende og i øvrigt ligesom det ukrainske, er strukket til det maksimale. Fronten er lang. Der er hundredevis af vigtige mål. Det er svært at beskytte. Gotta catch 'em all:
Jeg tænker at du har forstået pointen nu. Med hensyn til broen over Krimstrædet er den selvsagt et af de mest saftige mål vi kan forestille os. Der er efter min mening ingen grund til at foresøge at ramme den nu. Det skal ske når offensiven virkelig ruller, for det er et akut panikskabende element som kan få dele af korthuset til virkelig at tilte. Jeg er ikke i tvivl om, at forsøget er forberedt og at der ventes til et bedre tidspunkt for at opnå maksimalt udbytte af sådan et angreb.
Men hvis du savner lidt i forhold til pointen om indledende forberedelser, så se her nærmere på, hvad der sker, når man rammer plet i en troppekoncentration. Igen skal vi takke den russiske inkompetence for at levere grundige battle damage assesments til os. Det er helt uvurderlig viden og de kan bare ikke lade være med at vise død og ødelæggelse frem. Det kan jeg heller ikke:
Så mens landoffensiven lader vente på sig, så kan du være forvisset om at der er massive forberedelser i gang. I de næste par indlæg kan du læse mere om A Game of Drones og derudover om ukrainsk kontra-artilleri som for tiden støber fundamentet for at en landoffensiv kan rykke frem uden at blive fuldstændig udraderet af massiv russisk artilleristøtte. Jeg vil også anskueliggøre overfor dig, hvordan panikken (eller Virkeligheden) er ved at sætte ind blandt russiske beslutningstagere og meningsdannere. Der er en lang række indikationer som understøtter de efterretninger der er tilgængelige; Den russiske hær er rigtig presset, særligt på det tunge angrebsmateriel. Disse indikationer vigtige, og dem ser vi nærmere på.
Som altid sætter jeg pris på at du læser med, og særligt hvis du deler bloggens indhold med venner og bekendte, og via dine sociale medier. På forhånd tak.
-pK
