For efterhånden frygtelig mange år siden var jeg på kursus i Rumænien. Jeg var meget grøn dengang og var derfor på ingen måde i tvivl om egne evner og viden. Udover at jeg aldrig havde været i Rumænien, og i øvrigt havde udsigt til at dumpe kurset på grund af en dansk sommerform skabt af råvaren Pilsner, var jeg fuld af optimisme og selvtillid.
Det blev nogle ret lange uger. Men jeg klarede den, primært fordi rumænerne er virkelig gode til at lave mad, og fordi at enhver rumænsk husholdning med respekt for sig selv brygger deres eget alkohol. Hvis de to ting er opfyldt kan jeg klare en del. Mæt mave. Tomt hoved.
Jeg lærte lidt om to ting i Rumænien; De ene var lidt af hvert om en gut der hed Greg. En engelsk mand, der ligner en hooligan og som har to lydniveauer; brølen eller hvisken. Greg er en diametral modsætning til undertegnede og vi kom derfor fremragende ud af det med hinanden. Jeg troede han var en tidligere kriminel hooligan med snotten fuld af amfetamin der startede slagsmål overalt, og han troede jeg var en gadesmart drengerøv på vej ud hvor jeg ikke helt kunne bunde. Begge dele var rigtigt.
Greg blev indgangen til en ny verden for mig, for han havde brugt årene efter sin tid som idiot til at agere vanvidsoperatør rundt omkring på kloden. De historier han fortalte var pæne i forhold til de historier, som andre har fortalt om ham. Greg var ikke helt ung, havde gode forbindelser og gav mig efter et senere møde i Frankrig en række muligheder for selv at komme rundt på tur. Med Greg først, selvfølgelig. Til Indien, af alle steder. Men det er anden historie.
Den anden ting jeg lærte i Rumænien, det er at de er vanvittigt dygtige til at dyrke opiumsvalmuer på de breddegrader. Dengang foregik store dele af Europas produktion af morfin til medicinsk brug i østeuropa. Jeg ved ikke hvordan det er nu, men jeg tvivler på det har ændret sig særligt meget. Nu er det bare sådan, at de valmuer du bruger til produktion af morfin også kan bruges til produktion af andre ting. Opium og heroin, for eksempel.
Så det giver sig selv at der er lidt rumsteren rundt på nogle af disse landbrug, og det giver sig selv, at de ikke umiddelbart er glade for at få besøg af to af hvide tumper på tur, som synes det kunne være sjovt at slå et smut forbi. Sagen er bare den, at rumænere er virkelig gæstfri folk, så efter en ordentlig omgang blommevand kørte vi derfra igen. Jeg med en drøm om en nomadetilværelse som Gregs, og Greg med drømmen om at jeg snart holdt kæft- Derudover havde jeg lommen fuld af min pensionsopsparing; de bedste opiumsvalmuefrø i Europa, måske i verden.
There are two kinds of people in this world: Those with loaded guns, and those who dig
Det er ikke fordi jeg tænkt mig at ekstrahere de dyreste dråber du kan forestille dig, men jeg holder min bestand af frø ved lige. For hvis nu, ik. Det er ikke dumt, sådan at have en fuldt lovlig pensionsopsparing liggende hvis jeg en dag får nok af at rejse rundt og i stedet bare vil sidde på en bænk. Det er ikke fordi det er sindsoprivende Hollywood, sådan hele tiden. Og krigen i Ukraine er særligt voldsom og brutal og giver ikke mulighed for svinkeærinder. Jeg kan garantere jer for at det er anderledes i Etiopien hvor de lokale på kontoret kun arbejdede 10-13 og hvor der derfor var rig mulighed for at spille fandango.
Det er en kæmpe ballademager. Bliver fuld af birkes til morgenbrødet.
Når året er omme, så oplever man sikkert flere spændende, men måske knap så spektakulære, hverdagsaktioner hvis man kører bus 5A i København, er dørmand i Jomfru Ane Gade, er ung i Næstved eller på anden uheldig vis udfordret af omverdenen i sin hverdag.
Så hvorfor lige dette her job. Hvad er det, der er så dragende at jeg allerede er rastløs når jeg er på vej hjem igen? Jeg har grublet en smule over det. Særligt, efter det gik op for mig at nu var jeg blevet til Greg, og det var min tur til at tage valget om at blive gammel i branchen eller finde noget andet at lave.
Og så var det, at femøren ligesom droppede for mig. Jeg har altid haft det stramt med autoriteter og skemaer. Som Ugens Gæst på skoleinspektørens kontor, tror jeg de fleste af mine lærere kan skrive under på det. Men når man er fritgående operatør, er man sjældent underlagt et fast skema. Dagene er vidt forskellige, og dermed interessante for en skrueløs hjerne som min der ikke er så god til at lave det samme hver dag. Evnen (og muligheden) til selv at vælge opgaver rummer også det element, jeg har fundet frem til er det helt afgørende for mig; følelsen af at befinde sig uafhængigt af tid og rum.
At agere uden for lands rige og ret. At være vågen, når alle andre sover. Være forskellen på liv, eller på død. Definere andres skæbne. Hvis du vil. At være en del af en bevægelse, der fungerer uagtet af eksisterende strukturer. Det er en særlig, svært opnåelig tilstand, sådan at føle sig flydende i verden uden af være afhængig af strukturerne omkring dig; tid og rum.
Den opleves ikke ofte. Den her særlige følelse af ubetinget frihed. Muligheden for komplet at agere uafhængigt. Jeg ved ikke, om det er sådan nybyggere og diverse kartoffelhungrende irere på flugt fra sulten oplevede Det Vilde Vesten, men det er ikke utænkeligt for mig. Jeg tror de havde en fornemmelse af selvstændig grandeur. Storhed, der i få øjeblikke brusede igennem dem, når de så de åbne vidder lå blotlagte så langt øjet rakte, og kunne mærke at de bare ventede på at blive besejret. En verden, hvor alt føles muligt. En verden der ikke er bundet af institutionens lukkedage, overarbejdet, netbanken, ferieplanlægningen, Aula, og systemet omkring os; de strukturelle kæder og hængsler der tynger åndelig udfoldelse og menneskelig kreativitet ned.
Og det er sjovt nok stadig de samme røvsyge grøntsager man kan få nede i Netto ligesom for 20 år siden da jeg var studieflad og stod og gloede på bunken af broccoli, icebergsalat og de der evigtgyldige tricolore-peber sat sammen i grøn, gul og rød og pakket i knitrende plastik. Du kan få dem døgnet rundt, året rundt. Uanset hvad fanden der så er sket her i verden i de seneste årtier, så er disse tre evindelige stykker af madmæssig nedtur en konstant der bare er.
Finanskrise, corona, Y2K (lol), Afghanistan, Irak, sult, krig og katastrofer i halvdelen Afrika, Ukraine, Danmarks 0-4 nederlag til Armenien i Parken, globale klimaforandringer et al. Uanset hvad der er så er smidt i hovedet på os, så kan vi være forvissede om at vi altid kan æde disse tre ting. Bare rolig, min kære læser. Tro mig, det er først når disse tre fødevarer ikke længere kan hentes hjem fra den lokale at vores verden for alvor er på røven.
Lige præcis denne Konstant, lad mig hermed døbe den Nettos Konstant, minder mig om at hvis man ikke selv stopper op her i livet, og selvstændigt vælger at træde uden for Hamsterhjulets evindelige snurren rundt, så går det ene år efter det andet med brød og cirkus. Brød og cirkus. Og man æder stadig de samme røvsyge grøntsager fra et drivhus i Spanien, fordi det er hvad den CBS-uddannede indkøbers strømlinede excelark inde på de finérbelagte gulve hos Salling har fantasi til.
Synes jeg det er en absolut falliterklæring, sådan at gå igennem livet og have spist 8472 hoveder icebergsalat? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Det må folk jo selv om. Jeg tror bare ikke på, at det er det, vi er skabt til. Det er ikke kun som helt ung, og helt gammel, at man må svine sig selv til og skide lidt i bukserne. Du må gerne gøre det hver dag, min ven. Så må vi acceptere, at folk kigger skævt til os. Det er jo dybest set ikke dit problem. Du kan også vælge at æde de der tre stykker auraløse grøntsager. Æde dem, både konkret, men her særligt i overført betydning, og dermed blive underlagt ganske få menneskers valg og vilje igennem store dele af livet.
For Nettos Konstant omhandler ikke kun Sallings kønsløse udvalg af en grøntafdeling. Det er jo i mange aspekter af livet, at Konstanten definerer hvad fanden det er, vi går og bruger størstedelen af vores vågne timer på. Som bekendt er der for eksempel folk, der hver dag bruger timevis af transport - for at få lov til at komme på arbejde. De bruger 10% af deres mest dyrebare ressource, tiden, for at få lov til at indtræde i Dagens Hamsterhjul.
Det er nærmest en form for moderne stavnsbinderi, hvor vi effektivt skal lodses igennem et hyper-institutionaliseret system fra vi er omkring tre-fire år gamle, skal ud og arbejde så hurtigt som muligt, og gerne dø nogenlunde sådan lige efter at du er blevet sluppet løs på din velfortjente pension som en 75 år gammel stodderkarl m/k. Juhuu. Det er sikkert enhver standardpolitikers vådeste drøm, at du trasker dig igennem livet uden såkaldte svinkeærinder (et forældreudtryk for at leve livet); du sørger for at haste dig igennem den fedeste del af livet, Ungdommen, og så hurtigt som muligt optager et 30 års lån således at du føler et nærmest dyrisk overlevelsesbehov for at være fast gæst sammen med hamsteret fra 8-16, mandag-fredag. Og gerne fra du er omkring 25 år, så du virkelig aldrig kan nå at opleve Friheden. Det er, det pæne liv.
Men der er en kvalitet i at blive beskidt. Der er en kvalitet i nogle gange at gøre noget, der er såvidt muligt uafhængigt af tid og rum. Vi er født for tidligt til virkelig at udforske universet (eller havet), og vi er født for sent til at udforske ubeboede egne af jordkloden. Der er ingen new frontier for dig og mig. På lørdag kan vi derimod tage toget til Køge og stå af og nyde den nye badestrand i Albertslund.
Uafhængigheden, altså den komplette uafhængighed af tid og rum er selvsagt uopnåeligt. Men i et erhverv, hvor det ofte er målet, og ikke midlet, der er fokus for opgaven, kan følelsen faktisk godt opstå. Og det er simpelthen hårrejsende fantastisk at opleve. Jeg siger ikke, at du skal hente russiske krigsfanger fra fronten ved Bakhmut eller flyve nøgen i wingsuits fra en alpetop. Mindre kan også gøre det.
Det her er min sidste opfordring for nu. Fuld spade, min kære læser. Du stopper ikke med at lege fordi du bliver gammel. Du bliver gammel fordi du stopper med at lege. Nu tager jeg på ferie. Valmuerne er afblomstret. Det har været to hårde år. Lange, udmattende år. Jeg har tabt mange kilo. Mine tænder er gule og jeg har rander under øjnene. Jeg har tillagt mig lidt ekstra paranoia. Og jeg har mistet gode bekendtskaber.
Men jeg er blevet ældre i en branche med en lav gennemsnitsalder, og er selv sluppet fra det hele med det hele i behold. Det skal man ikke kimse af. Så istedet for at kimse mere end nødvendigt, er det nu tid til at slappe af. Og det bliver et sted, hvor der med garanti ikke er andre i nærheden, end dem, der er med på turen. Ud i naturen med mig. Hakuna matata, og alt det der jazz.
Jeg ved ikke hvorfor jeg har skrevet dette her ævl. Formentlig i et pauvert forsøg på at finde mening i meningsløsheden. Valmuerne er allerede afblomstret. Det har været et tørt forår og en varm sommer. Jeg håber på at vende retur til bloggen i august, men jeg ved ærlig talt ikke om jeg magter det til den tid, eller om jeg skal finde min egen plads i systemets dagligdag.
Det har været et godt bekendtskab med jer herinde.Tak for nu.
-pK
P.s. Hej Kathrine 😘
