Kreml indsætter Geramisov som kommandør for deres Sørgelige Militære Operation (SMO) i Ukraine.
En lille omrokering under Ruslands krig i Ukraine,
En af Putins tro skødehunde, Valery Vasilyevich Gerasimov, er af Forsvarsminister Shoigu og Putin Himself blevet udnævnt som ny stabschef for generalerne involveret i krigen. Det betyder at Surovikin, manden der fik tre måneder til at 'gør dog noget, menneske, vi taber' , tager et skridt ned og får et mindre ansvarsområde. Dermed beholder russiske generaler stadig Den Røde Førertrøje kortere tid end motoren på T-64 holder i mudderet. Alligevel en imponerende præstation, og et vidne om, at hele dette her gigantiske clusterfuck som de er endt op i, ikke ligefrem som udgangspunkt var tiltænkt at ende i dette her gigantiske clusterfuck som de er endt op i. For mange kokke, og alt det der.
Gerasimov. Med meget høj hat og i vanligt højt humør. De sidste 10 år har han lignet en, der bare venter på at få lov til at sidde på en bænk, med en kold i hånden, og fiske. Der hvor havet slår ind over molen. Han var vidende om både operationens invasionsplaner, de (forkerte) efterretninger om den ukrainske hær, den russiske hærs tvivlsomme tilstand, korruptionen, rygklapperne, nikkedukkerne, og han sidder i vid udstrækning med en stor del af 'æren' for at det hurtigt gik så voldsomt ned af bakke sidste forår. Det er ikke SÅ underligt, at manden ikke vælter rundt med et colgatesmil i millionklassen.
Det er derimod interessant, at han er tilbage bag rattet. Det kan ikke afvises, at han hele tiden har varetaget denne rolle, og at denne nyhed dermed blot er en 'nyhed' fra Kreml der har et helt andet formål. Et indenrigspolitisk formål med flere facetter. Og den underliggende politiske årsag hælder jeg lidt mere til, end at manden er tilbage i den varmeste stol i Rusland fordi han er en militær supertænker der har drømt en ny vinderstrategi op mellem russisk jul og nytår.
Om rokeringen er en implicit kritik af Surovikin, det skal jeg lade være usagt. Han fik sine 100 dage. Er det ikke, hvad man normalt vil give en topchef til at vise resultater og en forbedret strategi? Personligt synes jeg igen at det vidner igen om et misforhold mellem forventningerne til hærens formåen, og hærens reelle kampkaft. Det indikerer også, ikke overraskende, at toppen i Kreml/FSB ikke har voldsomt meget tålmodighed. FSB, og måske særligt i det gamle KGB, var der ikke som sådan meget tålmodighed. Det er en myte, den der med den overdrevne tålmodighed i forhold til en given sags udvikling. KGB havde det klart bedst med at kontrollere hele værdikæden, nu vi er i den terminologi. Og hvis tingene ikke gled fremad, så skubbede man dem fremad uanset hvad det så måtte indebære af mindre elimineringer af diverse bump på vejen. Toppen af FSB er skolet af den helt gamle KGB-skole, så jeg vil vove den påstand at der ikke er så meget der har ændret sig her, udover at deres arme ud i verden trods alt er blevet væsentligt kortere end i deres finest hour.
Surovikin - her med knap så høj hat som Geramisov. Size matters.
Problemerne i den russiske hær stikker meget dybt. Selv hvis vi ser bort fra korruptionen, så er hele ledelseskulturen, hierakiet, og evnen til at være forandringsparat ikke på et sted, hvor det er muligt at dreje en supertanker rundt i en underkop. Hvis ikke den som udgangspunkt havde været så kæmpestor med så meget reservemateriel på lager, og med en uset lav respekt for egne soldaters ve og vel, så var denne her krig slut nu. Der er kun få hære i verden, der ville kunne tåle sådan en omgang tæsk den russiske hær modtog i 2022, uden at være gået i ét med kanvassen. Kun fordi de på rekordtid har mobiliseret 325.000 mand, hvilket alt andet lige er ret mange mennesker, har de holdt sig inde i kampen.
Det bliver den store opgave for Geramisov at sørge for, at de stadig kan holde sig inde i kampen i 2023. Dette vil kræve mere koordinering, mere materiel, og mere mandskab. Det vil også kræve at han formår at holde politikerne ude af hærens taktiske beslutninger, for det er sjældent en fordel for operationerne hvis et dekret om at indtage bestemte byer/områder inden for en given tidsramme udstedes. Det lugter fjenden hurtigt, og så er du sat op til at fejle og skuffe. Eller i hvert fald bruge uforholdsmæssigt meget energi på opgaven.
Så Geramisov har en stor opgave med at sikre operationens fortsatte drift og ultimativt dens endelige succes. Den anden store opgave bliver nok at tage skraldet såfremt den første opgave ikke lykkedes. Og er det derfor, at han har fået Aben serveret? Han er ret højt på strå. Tilpas højt oppe til at russernes vil acceptere hans hoved på et fad såfremt det hele går fløjten? Hmm. At Putin ofrer sig selv er selvfølgelig utænkeligt, og her har vi en mand, der er militærmand, som er særdeles kendt i befolkningen, og som var med til at fucke det hele op til at starte med. Hvis han også ender med at være involveret i en dårlig afslutning på invasionen, så er han en oplagt syndebuk.
Geramisovs direkte chef, forsvarsminister Shoigu, er gammel pampermakker med Geramisov. Men Shoigu er bedre venner med Putin. Både Geramisov, Shoigu og forsvarsministeriet som helhed bliver offentligt skældt ud (ydmyget) af Prigozhin, Wagner Gruppens leder. Er det derfor, at de vil konsolidere kontrollen med hæren? Så Prigozhin kan bremses før han opnår for stor popularitet i den russiske befolkning? Han skulle meget nødigt ses som sejrherre og som den eneste handlekraftige leder der formår at indtage ukrainsk territorie. Det underminerer Shoigu og Geramisov, og det er de næppe interesserede i. Der foregår dermed et meget interessant spil på de bonede gulve derovre. En farlig ménage-à-trois, om man vil.
Prigozhin. Ejeren af Wagner Gruppen. En mand med stor interesse for rehabilitering af russiske langtidsindsatte og afrikansk minedrift.
Jeg vurderer, at vi kan udlede tre ting af denne rokade. For det første; der kommer en eskalering og den forventede forårsoffensiv, ikke overraskende, venter os. For det andet at der kommer endnu en mobilisering. De kan ikke eskalere deres offensive aktioner og indtage samt efterfølgende holde de fire ukrainske regioner uden at have flere soldater til rådighed. Ganske simpelt fordi Ukraine har flere soldater end dem til rådighed, og forhåbentligt omkring slutningen af marts, vil mange ukrainske brigader køre rundt i en masse NATO-stål. Herunder tungt materiel som kampvogne. For det tredje kan vi udelade, at såfremt krigen ikke falder ud til Ruslands fordel (og det gør den ikke) så skal Geramisov være varsom med at tjekke ind på hoteller der har mere end en etage i højden.
Jeg vurderer derudover, at udnævnelsen er en fordel for Ukraine. Det gør jeg fordi, at hverken Shoigu eller Geramisov, som begge har indflydelse på Putin, ikke formåede at foretage en ordentlig invasion til at starte med. Tværtimod, ik? Der var kun få steder at Rusland lykkedes med deres planer, og store dele af deres professionelle hær er ikke længere i live. Deres bedste materiel er lavet om til småt-brændbart og det meste krudt er skudt af. De har ringet til Nordkorea(!). Vi har altså en situation, hvor dem der sidder med ansvaret, ikke er opgaven værdig. Modsat erfarne generaler som i vid udstrækning tager hærens parti og som rent faktisk ikke synes det er SÅ fedt at den bliver pulveriseret, vil disse to gutter ikke på samme måde stille sig på bagbenene hvis Kreml stiller urealistiske, politiske krav til hærens aktioner og tidsplaner. Det er dømt til at gå endnu mere galt hvis skrivebordspolitikere begynder at blande sig i det militærtaktiske. Med al respekt for politikere, så skal en pamper blive ved sine pampers.
Jeg mindes en del tidspunkter i historien, hvor politiske krav om operationelle successer på slagmarken har betydet store smæk til landets hær. Argentinas Junta havde brug for at dreje fokus væk fra en håbløs social situation med udbredt sult og armod, og gik løs på Falklandsøerne i et klassisk nationalistisk "se herovre i stedet for"-projekt. Det gik som det gik. Den argentinske hær led et forsmædeligt nederlag. Både militæret og den nationale stolthed led så hårdt et knæk at kun Maradona i samarbejde med en vis herres hånd kunne rette op på det senere hen. Juntaen blev selvfølgelig afsat som følge af den militære katastrofe.
Den danske regering ville, ganske forståeligt, forsvare Danmark mod Tyskland i 1864. Men vores forhandlere mødte op til fredsforhandlinger i England med så absurd urealstiske krav, som kun en tidligere, og nu forblændet, stormagt kan møde op og spille smart på et særdeles tyndt grundlag. De danske magthavere fik opildnet befolkningen i en delvis national-romantisk drøm, og vi glemte vist for en stund, at Tyskland var ret store og havde væsentligt mere at skyde med. En politisk beslutning som betød et så stort et nederlag at vi mistede alt muligt der ikke var nødvendigt at miste, og at der skulle et smæld fra John 'Faxe' Jensen til at rette lidt op på den katastrofe, mere end 100 år senere.
Og så er der selvfølgelig den evigtgyldige historie om den forsmåede kunster, Adolf H., der senere blev stjernepsykopat og i den forbindelse også beordrede diverse tyske generaler til at foretage store, afgørende håbsløsheder der kostede millioner af mennesker livet, selvom de fleste med en minimal strategisk indsigt ved, at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting at trække sine tropper klædt i shorts og solcreme retur fra minus 25 grader før de bliver omringet af en frådende og hævngerrig fjende der lugter blod.
I perlerækken af politiske katastrofer befinder sig også slaget om Dien Bien Phu. Slaget, hvor den vietnamesiske hær påførte den stædige franske overkommando og deres ekspeditionsstyrke i Vietnam et så afgørende nederlag, at de efterfølgende tabte hele deres imperielle indflydelse i Indokina. Det tog vietnameserne meget lang tid at klargøre offensiven mod den franske kæmpebase, hvor de i bedste europæiske stormagtsstil havde koncentreret det meste af deres kampkraft på ét enkelt sted. Lad være med det. De franske generaler, under afgørende indflydelse af et enormt, internationalt storpolitisk magtspil, fastholdt den operationelle strategi. Og blev derfor slagtet. Og så mistede Frankrig deres politiske indflydelse i området, selvom det netop var det, politikerne gerne ville beholde.
Det er mit stille håb, at politikerne i Kreml i høj grad vil involvere sig på det operationelle/taktiske niveau i krigen, og for eksempel udpege byer som Bakhmut og Slavjansk der med død og pine (bogstavelig talt) skal indtages. For hvis de detailblander sig, skrivebordsgeneralerne, så er det endnu en voldsom ingrediens i det fortsatte kaos som udgør den russiske hær. Historisk giver den slags indblandning anledning til fejlvurderinger af hærens evne og kapacitet. Politikere, og visse dele af offentligheden, er langt mindre tålmodige end dygtige generaler er. Vi kan selv se det herhjemme, hvor meldinger om at enten Ukraine eller Rusland har indtaget en by på størrelse med Korsør modtages som afgørende nyt i en krig, der spænder over tusindvis af kvadratkilometer og som varer i årevis.
Jeg har også set artikler og debatindlæg, der undrer sig over manglende offensive aktioner siden Ukraine befriede Kherson. En dygtig general, der primært tænker logistik, undrer sig ikke over manglende offensive aktioner når der skal flyttes millioner af stykker ammunition, titusindevis af mennesker, hundredevis af stykker materiel, og alt mulig grej gennem rigig mange kilometer af tykt mudder mens fjenden trods alt stadig har en aktie i sagen. Politisk indblanding på operationelt/taktisk niveau vil med al sandsynlighed føre til fejlagtige aktioner, med voldsomme tab i hæren til følge.
Lad os håbe på, at en vis russisk bandit blander sig rigtig meget i det operationelle. For så kan vi måske få en hurtigere afslutning på krigen. Men først skal vi igennem deres kommende offensiv. For den er i gang med blive klargjort.
Et vejkryds ved Bakhmut ligner Vesterbro efter Distortion. @MaxarTechnologies