top of page

Om russiske tabstal i Ukraine

29/3 12:02 Dette indlæg handler om russiske tab de sidste 72 timer Russiske tabstal er gået helt grassat siden i fredags. De har mistet så meget materiel og er blevet løbet over ende ved så mange stillinger, at et forsigtigt bud vil være mindst 1500 døde. Historisk set vil det betyde omkring 5000 sårede og her til et væsentligt antal krigsfanger. Det svinger noget mere end antal sårede, men et tal omkring 500 er lavt sat. I så fald er det tabstal omkring 7000 mand, eller omkring 100 mand i timen. Bemærk her, at den russiske forsvarsminister Sergei Shoigu, et præmieeksemplar af en karrierepolitikker med alle mulige medaljer og altid i uniform (manden er ikke militærmand) selv har oplyst, at den russiske hær har mulighed for i alt at etablere omkring 175 BTG.

Lad os alle tage et øjebliks 120 db tordenskrald for Sergei, som desværre ikke kan være her i dag, da han har ondt i hovedet efter at have drukket for meget the.

Nåh, men en BTG er en samling af forskellige typer enheder, som man samler forud for en mission. De er derfor flydende i deres formation og indhold, afhængigt af den mission de skal udføre og de forhold, de forventes at udføre missionen under. Det er også disse BTG, man ofte forsøger at genetablere på fremskudte TSA. Rusland angreb Ukraine med omkring 120 ud af 175 mulige BTG. For et land af Ruslands fysiske størrelse, er det en ret stor andel af deres egne samlede kamptropper at prioritere. Allerede nu begynder Aserbajdsjan at udnytte situationen. Hver af de BTG den russiske hær opstillede forud for kampene indeholdt i snit omkring 800 mand, afhængigt af udstyr og de enkelte delinger. Enkelte af dem havde tilsyneladende knap 1500 mand, og enkelte havde kun 300 mand. Når visse medier skriver tal som 190.000 russiske tropper, så inkluderer det soldater der ligger klar i barakkerne til at erstatte tab og forstærke enheder (hvis de kan komme frem), men det inkluderer også mange af dem, der er med til at sørge for at så store mængder mennesker overhovedet kan eksistere og flytte sig fremad. Uanset hvad, så har den gennemsnitlige russiske BTG store mængder ildkraft til rådighed, og russerne angreb til at starte med Ukraine med lige omkring 100.000 våbenførende mænd, inklusiv paramilitær. Det præcise tal er der sgu nok ingen, der kender, for der er i øvrigt ikke en central, russisk angrebskommando! Den russiske hærs BTGs kan levere dødbringende ild, og kalde omfattende luftstøtte ind. Men deres akilleshæl som den angribende part i en bykrig er for mig helt simpel: en BTG består kun af omkring 25% infanteri med lettere håndvåben. Resten er dedikeret til køretøjer og support. Det er særligt et problem når man er løbet tør for diesel! Når en hær har en kampgruppe, hvor en stor del af troppernes træning og taktik går ud på at benytte deres køretøj, så bliver du en smule udfordret, hvis disse køretøjer ikke kan flytte sig. Udover at de ikke kan slås på tomme tanke, så har du lige pludselig en masse tropper, der ikke længere er særligt mobile, og så er det fandeme på med støvlerne. Ukraine er et meget stort land. Til sammenligning angriber de ukrainske tropper de russiske baglinjer på ATV’er, 4*WDs etc. og med mobile ATGM- og mortérsystemer. En taktik, der ikke kræver 1200 gallon diesel per enhed, per dag.

De frygtelige tabstal i de sidste 72 timer svarer i runde tal til at russerne har mistet omkring seks-syv BTGs, eller knap 6% af deres egen oprindelige invasionsstyrke. Her ser jeg dog bort fra de paramilitære grupper, syriske og afrikanske lejesoldater, diverse andre psykopater og lykkeriddere, Wagner Gruppen etc. så tallet er nok nærmere omkring de 3-4% samlet set. Uanset hvad det er en absurd høj andel af dine BTGs, som du ikke lige sådan erstatter dagen efter.


En væsentlig del af det tabte materiel er hvad jeg vil kalde kritisk materiel for russerne. Det er materiel, som de har brug for for at kunne opretholde dominans i luftrummet, og dermed bedre være i stand til sikre deres kolonners fremrykninger. Når nu høsten af hvede og solsikker bliver lidt udfordret i år, så er det jo godt, at russiske 9K330 TLAR SAM systemer til millioner af dollars kan køres i laden i stedet for:


Jeg har ikke set nyheder i dag, men hvis dette her ikke er bemærket af diverse iagttagere, så mærk jer disse ord: hvis de tabstal fortsætter i en uges tid endnu, så vil store dele af den russiske hær kollapse fuldstændigt. Hvis de mest konservative tabstal står til troende, og man stadig trækker 10% fra dem, så har russerne på nuværende tidspunkt mistet mindst 35-40.000 mand, hvilket med de paramilitære grupper i Donbas er ud af en gruppe på omkring 160.000 våbenførende mand dedikeret til denne krig. Det ligner for mig et forestående kollaps, for de reelle tabstal er utvivlsomt højere. Under slagene ved Suomussalmi, i den berømte Vinterkrig, mistede russerne over 25.000 mand, mens finnerne mistede omkring 800. Min vurdering er, at det hastigt nærmer sig et absolut kritisk punkt for den russiske hær, i forhold til at kunne gennemføre koordinerede, store offensive aktioner, udover måske fra den sydlige front.

Der er ni timers kørsel fra tidligere Stalingrad til Mariupol. De historiske referencer til fascistiske regimers undergang, og måden det sker på, driver ned af væggene. Dagens Bonusinfo: Her er en oversigt over de russiske tab der blev bekræftet, blot i går. Det er kun dem, der er verificeret. Det må forventes, at der er en stor back-log på slagmarken der endnu ikke er dokumenteret. Det er trods alt en krigszone, ikke et fotostudie:


God aften, alle sammen!




bottom of page