Udviklingen på slagmarken

Opdateret: 17. maj

Anekdoter om krigen i Ukraine.


Omkring 1600-tallet var det hårde tider på bøhlandet i England. Sygdomme, sult, fattigdom og det deprimerende engelske møgvejr prægede livet i mange landsbyer. Eliten levede godt, mens underklassen kæmpede. Næppe overraskende, så har situationen ikke ændret sig meget siden da. Men det er anden historie.


Der var dog enkelte lyspunkter dengang. Øllet kunne køles, og på denne tid levede Shakespeare også. Og dette faktum betyder jo at de unge mennesker der gik i skole på den tid, formentlig slap for at høre deres lærer begive sig ud i håbløse overfortolkninger af den gode Williams værker. Jojo, mit glas, det er halvt fyldt.


Om tilfældet er det samme med husfavoritten Carl Philipp Gottlieb von Clausewitz, født i det herrens år 1780, skal jeg lade være usagt. Men nu er du, kære læser, hermed indlagt til Klasselærer Mike og et indlæg der trækker tråde fra år 1822 op til år 2022. For vores fremsynede mand fra Preussen havde en del pointer om krigsførelse, som er interessante i en moderne kontekst;


Clausewitz gik meget op i at udnytte fjendens fejl. Og ligesom Sun Tzu, understreger han flere gange at det er absolut nødvendigt ikke at stoppe fjenden mens vedkommende er i gang med at udrulle fejlen. Det lyder måske banalt, men som så ofte før, dækker banale udsagn over en mere kompleks analyse og velovervejet tilgang til et givent område.


Ukraine har været dygtige til at lade russerne kvaje sig færdige. Vi så det for eksempel med den lange kolonne nord for Kyiv i starten af krigen. Den kunne være blevet stoppet før, helt oppe ved Chernihiv, men så var den ikke blevet så lang, og så havde flere hundrede køretøjer ikke siddet fast i fjendeland (Ukraine) men var i stedet aldrig nået over grænsen fra Belarus, og dermed havde den russiske fejltagelse ikke taget de gigantiske dimensioner som den gjorde.


Det var et helt bevidst valg at lade dem rulle fro og frejdige langt ind i fjendeland, før de berømte 48 timers annihilation frenzy som mobile ukrainske specialenheder satte ind via deres ATVs og med ATGMs. De lod simpelthen deres fjende kvaje sig heeeelt færdigt før de satte ind. Det er enormt fristende ikke at vente, og det er selvfølgelig et kæmpe sats ikke at fyre løs så snart den første russiske stålhjelm popper frem, så det skal der krediteres for. Hermed gjort.

“He will win who knows when to fight and when not to fight" - Sun Tzu

Det samme skete ved Kharkiv i krigens første 2 dage. Mindre russiske angreb, det der kan kaldes rekognosceringsangreb, blev foretaget. Ganske små nålestik der måler din fjendes blodværdier og temperatur. Ukrainerne lod bevidst disse passere. Det forstærkede de komplet fejlagtige russiske efterretninger om at det ukrainske forsvar ville falde hurtigt, og at Kharkiv ikke var voldsomt befæstet. Om det resulterede i at det første russiske hovedangreb mod Kharkiv bestod af lette køretøjer, er ren spekulation fra min side, men ikke desto mindre lod de ukrainske taktikkere i området de russiske enheder rykke rundt uden videre modstand, indtil de sad godt og grundigt fast i saksen. Det er gået lidt under radaren i vestlige medier, men den russiske hær fik større smæk ved Kharkiv i krigens første dage end de gjorde ved Kyiv. Og det er denondelynemig ikke så lidt. Deres plan, som ikke tog helt grundlæggende elementer om fjendens kapaciteter til indtægt, røg totalt i Volga.

"The world has a way of undermining complex plans." - Clausewitz

Vi så et lignende tilfælde af kompetent ukrainsk tålmodighed ved Bilohorivka. Det var helt tydeligt at russerne ville foretage et (dum)dristigt overgangsforsøg. Fordi deres intention var tydelig, mistede de dermed i følge Clausewitz også en af angriberens eneste fordele - overraskelsesmomentet. At krydse en flod på 70-80 meters bredde i fjendeland under beskydning, er formentlig en af de absolut sværeste militære manøvrer du kan foretage. Stort set alle taktiske aspekter, enheder og typer af grundmateriel kommer i spil. Og hele orkestret skal spille og lyde som en strofe af Rachmaninoff, for ellers bliver det hurtigt noget rigtig rod.


Men den russiske hær spillede ikke Rachmaninoff. De spillede Fandango. På et vindue med et rustent søm. Og den ukrainske kommando havde igen et solidt sæt cohones/cohonas påsat, for de ventede til at russerne var godt i gang med at kvaje sig, før de satte det første angreb ind som opdelte de russiske enheder på hver sin side af floden.

Nyligt frigivet video viser os de første hit på en af pontonbroerne.


"Everything takes a different shape when we pass from abstractions to reality." - Clausewitz

Det er ikke tilfældigt, at det ukrainske forsvar kan nedkæmpe knap 500 mand og over 70 køretøjer på mindre end 72 timer stort set uden selv at modtage tab. Det kræver, at man aktivt søger at skabe en situation, hvor den slags er muligt i en moderne krig. Det er trods alt ikke første verdenskrig hvor vi pænt skiftedes til at løbe direkte mod hinandens maskingeværer. At påføre din fjende så stort et tab, det kræver væsentlig omtanke, forberedelse og en udpræget evne til at læse slagmarken. Og så kræver det, at man ikke stopper sin fjende mens de kvajer sig.

"Everyone has a plan until they get punched in the mouth." - Mike Tyson, bokser & moderne øre-gourmand.

Den russiske strategi for deres invasion af Ukraine udmøntede sig i nogle ret ... interessante planer. De gik fra at ville servere hele udtrækket med 12-retter, vinmenu, dessertbord og fællessang til nu at gå efter en omringning af ukrainske enheder ved Lysychansk og Severodonetsk, således at den russiske hær overhovedet har en chance for at vinde kampen i Donbas.


Den russiske ledelse har, efter min opfattelse, lagt deres strategi omvendt. De skulle have startet med at slå nogle små søndagsboller op. Koncentreret deres kampkraft på realistiske mål. Forsøgt at opnå disse mål med friske tropper og tung ildkraft. Først derefter skulle de have åbnet et økologisk, glutenfrit bageri på Mors kun opvarmet med naturligt indfanget hør og selvdøde træer. Men de gik direkte efter The Grand Prize uden at tage hensyn til, at der bor to boksere i Kyiv der begge hedder Klitschko til efternavn, og som med garanti kender ovenstående citat fra Tyson.


"Tactics is the art of using troops in battle; strategy is the art of using battles to win the war." - Clausewitz

Min påstand er, at den russiske hær har brugt deres strategi til at tabe krigen. Modsat titlen på sit hovedværk, som udviser klassisk preussisk præcision (bogen hedder Om Krig), brugte Clausewitz en del flere ord inde i selve bogen. Han beskriver grundigt begrebet 'Kulmination'. Det kunne være det øjeblik, lige før din bearnaise skiller, og det er egentligt ikke SÅ vildfaren en metafor for det, der snart kan ske for den russiske hær. De har måttet strække gevær på flere frontafsnit nu. Mere on begrebet kulmination senere, men pointen er, at de er ved nå det maksimale for hvad deres kapacitet rækker til rent offensivt.


Ved Kyiv, Chernihiv, Sumy og Kharkiv har de lidt deciderede nederlag og store tab af kampkraft. Deres offensiv ved Kherson er gået, om ikke i bakgear, så i hvert fald i tomgang. Ved Zap er de også stoppet med at rykke frem og graver sig nu ned i stedet for. De foretager kun offensive aktioner mod nord fra Donetsk mod Marinka, og så ved afsnittene omkring Izyum-Slavjansk og Rubizhne-Sev.Donetsk-Popasna.


Det er immervæk noget af en ændring i forhold til de politiske udmeldinger fra Kreml, og de offensive pile de smækkede ned over kortene i starten af invasionen. Dem som Fætter Guf fra Belarus senere viste os alle sammen.


Overskriften på dette indlæg er Om udviklingen i krigen. Pointen kommer her: Jeg vurderer at den russiske hærs kampkraft snart kulminerer. De indtager formentlig Severodonetsk efter hårde kampe, og får sikkert også nogle mindre taktiske sejre, men jeg tror tiden for deres offensive aktioner er ved at rinde ud. Hvis ikke de får fremskaffet markante forstærkninger, herunder især effektivt infanteri og materiel, så bliver de tvunget til at gå fra et offensivt fokus hvor de gerne vil indtage mere land, til et defensivt fokus hvor de er tvunget til at forsvare det, de har besat.


Det kræver et stort mod og enorm motivation, kombineret med træning og erfaring, at opretholde en forsvarsstilling under hårde og vedvarende angreb. Det er til eksempel hamrende demoraliserende for en frontsoldat at være udsat for artilleriangreb gennem længere tid, for du oplever kun at blive beskudt. Du skyder ikke igen. Det er en kamp mellem artilleriet, men det er dig, der tager tæskene. I den forbindelse, og i året 2022, er det relevant at minde om at Sun Tzu påpegede vigtigheden af altid at lade din fjende have en udvej.

“Build your opponent a golden bridge to retreat across.” - Sun Tzu

Hvis ikke du efterlader din fjende en udvej, så har han to muligheder; Han kan overgive sig, eller kæmpe til døden. Hvis du som hær ikke ligefrem er kendt for at behandle krigsfanger på en nogenlunde anstændig facon, så har du minimeret den første mulighed. Hvis du samtidigt ikke lader ham få en vej ud, så skal du slås mod ham til døden jer skiller. Og en fjende der ikke har noget at tabe, det er den værste fjende du kan slås imod. Pointe? Azovstal.


Man er, som skrevet på forsiden, dømt til at gentage historien hvis ikke man kender den og lærer af den. Det er umiddelbart svært at se, at den russiske generalstab har lært af tidligere tiders fejltagelser.


Med citatet frisk i hukommelsen, er det pinedød også vigtigt at etablere en udgang af krigen for Rusland. Jeg ved ikke, hvad sådan én skal bestå i, men det er ikke realistisk at tro at Rusland stopper med at slås hvis de kun har de to muligheder, ligesom forsvaret ved Azovstal.

"Do not expect your foe to make the same mistake twice." - Clausewitz

Afslutningsvist er det værd at huske på denne påmindelse. Det må forventes, at den russiske hær ikke laver flere katastrofalt håbløse overgangsforsøg. At de er færdige med at angribe over 117 forskellige vinkler på samme tid. At de stopper med at køre rundt i gigantiske kolonner. Der er tegn på, at dette sker. Men der er bestemt også tegn på det modsatte. De hårdeste kampe er stadig foran Ukraine, og der er lang vej hjem før der er fred i landet.


Som jeg tidligere har påstået, så er det ikke forhandlingerne der definerer udfaldet af slagmarken. Nu er det slagmarken, der definerer udfaldet af forhandlingerne.