21/04 kl. 23:45 - Jeg har ikke noget særligt interessant at berette, men lovede vist at komme med en opdatering om Kherson, som er en strategisk vigtig by på den sydlige front. Masser af veje, adgang til vand, lufthavn og et eller andet med noget vandforsyning til Krim…
Den anden dag beskrev jeg, at den russiske generalstab havde dedikeret cirka en fjerdedel af deres styrker i Ukraine til området. Nu har jeg talt efter, og det var lidt for upræcist skåret. De har omtrent 11.500 russiske soldater + støttepersonel og præcis 92 kampvogne i Kherson og nord for. Derudover flere hundrede AFV, IFV og artilleristykker.
Det er 56th Guards Air Assault Regiment og 11th Separate Guards Air Assault Brigade der primært er indsat for at foretage offensive operationer her. Igen ser vi VDV, de professionelle luftbårne tropper tage en stor del af skraldet. Bemærk at disse enheder er dårligere udrustet end VDV ved Kyiv var det. For eksempel bruger de BMD-2, mens dem ved Kyiv havde BMD-4 med. Der er virkelig stor forskel i udstyr, især i ildkraft og elektronik. Og mere end 20 år i servicetid.
Disse enheder støttes blandt andet af 205th Separate Motorized Rifle Brigade som er holdt lidt ude af kampene, og jeg vurderer at de skal bruges til en offensiv vest mod enten Mykolaiv eller øst mod Zap. Den BTG fra denne brigade er lavet til hurtigt angreb over længere distancer, ikke stationært forsvar af en by.
Fronten ved Kherson kæmpes over tre afsnit, to større ved nordøst og nordvest og et meget lille område stik vest for byen, syd for udmundingen. Det er på NV at der sker mest, og her er et overblik over området:

For en uges tid siden, så det cirka sådan her ud på NV af Kherson:

Det er især området omkring Oleksandrivka som har skiftet ejer i den seneste tid. For efterhånden mange uger siden kørte en stor russisk kolonne mod byen. Jeg mener at jeg beskrev det herinde. Den blev nedkæmpet, men blev fulgt op af gentagne angreb. Enten prøver russerne at binde ukrainske enheder i dette område, eller også forsøger de at nå Mykolaiv. Jeg vurderer at de gerne vil indtage Mykolaiv.
De laver daglige bombardementer af byen og den russiske hær har efterhånden dedikeret en del anstrengelser rent offensivt for at nå derhen. Nord for Kherson har de indtaget Snihuvrika og det muliggør en potentiel fremtidig manøvre nord om Mykolaiv.
Ukraine er dermed presset NV for Kherson. Så vidt jeg er orienteret, har de russiske enheder pt. overtaget i kampen om Oleksandrivka og har indtaget den mindre by Pravdyne lige nord herfor. Ukrainske enheder har artilleri i Shevchenkove og kan herfra beskyde…
Chornobaivka! Denne efterhånden kendte lufthavn nord for Kherson, ligger strategisk vigtigt for de videre russiske anstrengelser, men også særdeles udsat. Jeg har tabt tråden ift. hvor mange gange Ukraine har beskudt den. 16 gange eller noget i den stil. Her for en uges tid siden:
Den slags gør ondt, når man nu så gerne vil bruge den lufthavn til sine aktioner andre steder.
Den russiske offensiv mod NV fra Kherson op mod Mykolaiv kan være et forsøg på at få Chornobaivka bedre sikret, og ikke et forsøg på at indtage Mykolaiv.
På den nordøstlige side af Kherson har enkelte russiske enheder tidligere presset sig helt op til Pokrov som er en mindre by før strategisk vigtige Nikopol. Såfremt at
Rusland ønsker at presse op på Dneprflodens nordlige side, og dermed true Zaporizjzja fra vest, så skal de indtage Nikopol først.
Så langt kom de aldrig, og ukrainske modangreb støttet af både TDF og udenlandske tropper presser i skrivende stund russiske enheder helt tilbage mod Mylove. I dette her område er der ikke en statisk frontlinje, og de ukrainske enheder har ikke meget materiel til rådighed.
Det er primært natlige aktioner og mortérangreb de kan sætte ind, mens den russiske hær bygger nye BTGs på Krim.
Og så en lille lækkerbisken, hvis man er til den slags. Her er det en makker med en ukrainsk produceret Snipex Alligator 14.5×114mm anti-materiel riffel. Hvis du ved, hvad du laver, så kan du nappe det meste under en kampvogn med denne her. Hvis du ikke ved, hvad du laver, så ødelægger den din skulder: Tjek rekylet:
Det er denne her model: https://en.wikipedia.org/wiki/Snipex_Alligator
Og nu vi er ved våben i området, så tjek denne her afmonterede HMG. Jeg synes det ligner en NSV-NSVS 12.7 mm. som er afmonteret fra en kampvogn eller lignende, og derefter påsat et par stænger:
Nåh, men det er ikke muligt for Ukraine at presse sig ind i Kherson som situationen er i dag. Dertil har de ikke nok materiel eller mandskab. Fokus er derfor på at holde linjerne ved Mykolaiv, hamre løs på Chornobaivka og gøre livet surt for russerne inde i Kherson. For at dette kan lade sig gøre, infiltrerer lette enheder linjerne ved NV for at kunne levere korrigering og mortérangreb.
Med mindre de russiske enheder virkelig åbner op offensivt nord for Kherson, så tror jeg ikke Ukraine kan tilbageerobre den før deres enheder forstærkes her, både materielt og mandskabsmæssigt.
Bonusvideo! Fordi der ikke har været så meget fra Kherson, så se denne her skrappe sag fra Mariupol hvor det ligner at nogle stakkels rekrutter udsættes for professionelle soldater:
Og så lige et lille ublodigt bevis på russiske krigsforbrydelser. Her er det civile der udsættes for et bombardement af tidsindstillede klyngebomber:
Hvis man bruger dem over civile områder, så angriber man bevidst civilbefolkningen. Det er et ubestrideligt faktum.
Beklager den røvsyge opdatering. Den næste bliver mere saftig.