05/04 kl.11.30 - Mens der ventes på en formodet større russisk offensiv i Donbas, er det værd at rette blikket mod diverse frontafsnit på den sydlige linje.
Der udspiller sig lige nu optakten til et interessant scenarie. Det er værd at holde øje med i den kommende periode; Ved Kherson ligger som nævnt en russisk kontrolleret lufthavn; Kherson International Airport. Den ligger i Khersons nordlige forstad Chornobavka, og er ikke sådan lige at forsvare, da russerne ikke kontrollerer store områder nord for den. Positionen er særdeles attraktiv for Rusland. Ukraine er et stort land, og for at det russiske luftvåben kan operere hurtigt og effektivt, har de behov for fremskudte runways. Udover fly og helikoptere, skal der positioneres ret omfattende støtteenheder, nødvendige for at holde materiellet flyvende, armeret og beskyttet.
Med andre ord, den fremskudte lufthavn er sårbar over for langtrækkende artilleriangreb, da den ligger tæt på fjendtlige styrker og indeholder meget materiel og mandskab.
Lufthavnen er blevet ramt 14 gange af ukrainske enheder. Se her, hvad der skete da Ukraine indledte et natligt bombardement af lufthavnen.
Se disse ældre russiske optagelser derfra, efter et angreb:
Det er derfor forståeligt, at det russiske luftvåben i nat været i gang med at regruppere flere enheder til lufthavnen ved Melitopol. Dels kan en hær selvfølgelig ikke tåle at blive ved med at modtage den slags tæsk. Vigtigere endnu, så vil en stor koncentration af russiske luftbårne enheder, fly og helikoptere i Melitopol i langt højere grad muliggøre offensive aktioner nordpå mod Zaporizjzja, mod Mariupol, og resten af Donbas:

Hvorfor flytter de enhederne nu? Af flere årsager, vurderes det. Dels er russerne presset ved Kherson, da ukrainske enheder forsøger modangreb. Russerne kan ikke tåle at få en lufthavn med masser af materiel løbet over ende. Derudover er det simpelthen nødvendigt for russerne at luftvåbnet er mere aktive i Donbas, hvis de russiske kolonner og offensiver skal beskyttes ordentligt. De skulle nødig lave en Kyiv 2.0, når de tidligst om 7-10 dage er klar til en ny stor offensiv med to-cifrede antal BTGs over flere afsnit samtidigt. Uden at afsløre mere end hvad russerne ved, så har situationen omkring Melitopol været forholdsvis rolig, siden russiske styrker indtog byen, og kidnappede ham borgmesteren som alle hørte om. Frontlinjen nord for Melitopol er meget bred, og meget åben, og som tidligere nævnt har russiske enheder forsøgt sporadiske angreb nordpå. Ukrainske specialenheder har i samarbejde med lokale TDF-tropper infiltreret dele af områderne omkring Melitopol med ATGM-systemer, opsat observationsposter og koordinerer simpel overvågning via kommercielle droner.
For eksempel har ukrainske enheder for nogle dage siden sejlet en stribe specialtropper op ad floden Dnepro for at klargøre en velkomst på udvalgte steder.
Det er vigtigt at huske på, at russerne ofte benytter kommunikationsmoduler som nemt kan aflyttes, herunder for eksempel lokale, ukrainske telefoner med ukrainske sim-kort i! Den slags er en gavebod af intel, også selvom der overhovedet ikke bliver talt i telefonen.
Selv hvis geolokalisering og opkobling på telefonen er slået fra, kan man til eksempel på ganske enkel vis få telefonen til at tage et lommebillede, og sende det retur. Dette billede indeholder eksakte koordinater. Man kan også bare bede det ukrainske teleskab om at sende dem… For slet ikke at tale om funktionen, find my iphone på apple-enheder. Lufthavnen i Melitopol ligger inde for rækkevidde af ukrainske missiler og raketter, men der kræves støvler på jorden i området for at målsøge optimalt. Hold øje med denne udvikling, da den kan have afgørende betydning for den russiske hærs evne ift. at lancere nordgående offensiver fra den sydlige flanke. Et stærkt russisk luftvåben i Melitopol vil gøre det væsentligt nemmere for deres kolonner at nå deres positioner rundt omkring i Donbas, og det vil medføre store tab på ukrainske kampvogne og artilleri, som især er sårbare overfor russiske kamphelikoptere. Hvis Ukraine ikke skal have smæk i Donbas, så skal de have gjort noget ved den russiske tilstedeværelse her. Enten ved direkte angreb, eller ved omfattende forsvarsbrug af SAM og AA-skyts. Igen handler det om at få taget de russiske piloter og støttepersonel ud af ligningen. De har nemlig tilsyneladende et endeløst lager af helikoptere, og deres svageste punkt må være egne enheder til luftforsvar, erfarne piloter og brændstof.
Omgrupperingen af russiske enheder fra Kherson til Melitopol, kan også betyde, at Ukraine vil få nemmere ved at tage Kherson retur, i og med tilstedeværelsen af luftvåbnet er svundet ind her. Kherson er meget afgørende for Ukraines anstrengelser på den sydlige front, da de herfra kan lancere offensive aktioner både sydpå og østpå, samt yderligere forringe russiske muligheder mod Odessa og Mykolajiv.
Uanset hvad, en udvikling på den sydlige front som er værd at holde øje med. Afslutningsvis en lille observation fra Gomel i Belarus.
Det er blandt andet herfra, at den russiske hær skal sende enheder til fronten i Donbas.
Bemærk i videoen med togene, hvor mange vognsæt der er tomme. Det tyder på at der stadig mangler at blive flyttet en del materiel, eller at der mangler en del materiel. Ikke overraskende, men dog interessant. Første video er fra togstationen i Gomel, Belarus.
Og den sidste er russiske tropper på vej mod stationen i samme by:
Hov, jeg glemte næsten et eksempel på russernes "præcisionsvåben".
Der er flere, der vælger at påstå, at den russiske hær ikke bevidst rammer civile. Hvis du møder én af dem, så vis dem denne her video. Det her er ISDM RMS (Remote Minelaying System) som russerne beskyder Kharkiv med:
Det er denne her model: https://kortlink.dk/2fdcx
Det er værd at nævne, at disse enheder spreder miner udover et stort område. Eksperter i den slags, anslår at miner har omkring 90% civile ofre, især i årene efter en krig.
Man skal være temmelig Kremlsk i bøtten for at påstå, at det her er præcisionsartilleri, målrettet militære mål.