top of page

Røverhistorien om Snake Island

Krigen i Ukraine producerer mange historier.


Jeg vil undervejs i min involvering forsøge at bringe nogle af dem frem i lyset. Hvis du endnu ikke har læst om Manden med de Røde Sneakers, så gør det senere. Denne her historie handler om en meget lille, men efterhånden meget kendt, ukrainsk ø ved navn острів Зміїний. Eller Snake Island, på godt rigsdansk. Lidt over 600 meter lang, og omkring 450 meter bred, er øen nogenlunde lige så stor som den kollektive gadepizza i København søndag morgen. Strategisk er den dog lidt mere værd, omend de to fænomener efterhånden ligner hinanden.


Du har sikkert hørt om øen, for det var her hvor sortehavsflådens flagskib, 'Moskva' i krigens første stunder pænt blev om at luffe af:


Det gjorde Moskva ikke. Og selvom de 13 soldater på øen efterfølgende blev taget til fange, gav episoden Ukraine et godt boost på diverse medier og internt blandt den ukrainske befolkning. Kun en tåbe underkender vigtigheden af at vinde narrativet og styre fortællingen under en krig. Denne episode bidrog kraftigt til fortællingen om det selvstændige og stolte land, Ukraine, der bliver invaderet af de brutale tumper fra Rusland. Historien spredte sig som en løbeild, og var kraftigt medvirkende til at forme supporten for Ukraine i krigens første dage.


Udover en storm af memes på verdens største hjemmesider og sociale netværk, blev historien selvfølgelig også udnyttet af driftige mennesker, herunder Ukraines postvæsen, som lancerede en stribe frimærker til minde om begivenheden:

Disse frimærker blev selvfølgelig revet væk, og en støvet hobby som ellers blev mere eller mindre slagtet af e-mails og andre hurtige kommunikationsformer fik en momentær genopstandelse og filatelisterne blev igen rockstjerner for en stund. Aner man et spinkelt glimt af håb for Post-Nord?


Nej. For der er intet håb for de håbløse. Der er heller intet luftforsvar for de bådløse. For efter at Kong Neptun af Ukraine havde stanget flagskibet 'Moskva' med sin trefork, og skibet komponerede sin egen version af Disney's Under the Sea, har den russiske kommando en smule svært ved at etablere det luftforsvar, der skal til, for at sikre deres tropper på øen. Og når 'man' ikke har det, og øen ligger et (bevares, særdeles) velplaceret ejendomsmæglerstenkast fra det ukrainske fastland, så får 'man' problemer.


Vi mænd, vi har det med at kompensere for ting vi går og ... mangler. I tilfældet Snake Island, så manglede russerne som nævnt et luftforsvar. Som en lokal lokumspoet engang skrev på Eiffel Bars klinker; "Hvis ikke du har nok i den. Så tag og put en sok i den."


Et absolut velment råd, som den russiske ledelse tog til sig. I dette tilfælde dog ikke en sok, men derimod et TOR-1 SAM system til den nette sum af rigtig mange penge. Systemet skulle gerne holde det ukrainske luftvåben på afstand. Det gør det sådan set også. Men som vi så i den lokale Irma under coronafesten, så er afstand et vidt begreb:


Nu da jeg alligevel har åbnet posen for de mest slidte klichéer, er der ingen grund til at stoppe igen. Så, øhm, når en dør lukkes, så åbnes en ny. I dette tilfælde lukkede døren til russernes luftforsvar i området, hvilket i starten af maj åbnede en ladeport af muligheder for det ukrainske luftvåben. Her det først to russiske patruljebåde af Raptor-klassen, der bliver mødt af missiler fra den tyrkiskproducerede Bayraktar TB-2 UAV:


Den slags gør ondt. Det er bestemt nogle mindre fartøjer, men de har en taktisk vigtig rolle ift. at opretholde blokaden af de ukrainske havne. Derudover igen et tydeligt bevis på at Rusland efter mere end 75 dages krig stadig ikke kontrollerer slagmarken. Rusland har 17 af disse fartøjer, og har i skrivende stund mistet fem af dem.


For fortsat at kunne patruljere området omkring øen, forsøgte den russiske hær at sende flere TOR-1 SAM ud til øen. Det er ikke helt ufarligt. Specielt ikke, når man bruger tid på at mosle rundt, gå på grund og generelt fedte rundt med det dyre udstyr. Vægtfordelingen for russiske matroser er tilsyneladende ligeså svær at ramme som den fønetiske udtale af ordet trykfordelingen. Se med her. Hvis du skruer op for lyden, kan du høre operatøren nyde en kop the:


Nej, det er ikke syv stangstive nyslåede studenter i to optimistjoller ved Rungsted Havn en morgen i 1999. Det er en Raptor patruljebåd og en Project 11770 Serna landgangsbåd fra den stolte russiske Sortehavsflåde der hygger sig ved molen på Snake Island i 2022. Jeg medgiver at det sagtens kan forveksles, så hermed er al tvivl fjernet. Vi er i øvrigt mange, der er glade for, at der ikke var kameraer i alle telefonerne dengang i sidste årtusinde, men det er en anden historie.


Som vi kan se, lykkedes det ikke at levere dette system til forsvaret af øen. Det efterlader en åbning og den slags skal selvfølgelig udnyttes. Så her er det to ukrainske kampfly, fra det luftvåben som det russiske forsvarsministerium erklærede for nedkæmpet for 72 dage siden:

ER DET MAAAM!? Neeej, det er ikke MAM. Men hvorfor skal politikere bare have deres præmature Mission Accomplished Moment? (MAM®). Det er jo lidt fjollet, at erklære Unionen for stendød, når den efterfølgende napper dig i numsen.


Nu skulle man jo tro, at den russiske hærledelse havde læst skriften på væggen. Eller det velmente råd på Eiffel Bars klinker. Men i et sjældent set forsøg på en tilsyneladende undsætning, sendte de mindst otte mand fra Wagner Gruppen ind i en modificeret Mi-8 helikopter:

Som vi kan se på dette udklip, er der fem soldater der straks tager defensive positioner, mens tre mand aflaster materiel fra helikopteren:

Som altid, når denne slags materiale tikker ind i systemet, så er det efterfulgt af en storm af kommentarer, ofte leveret af indebrændte mænd fra Vesten, der forsøger enten at benægte det, der er sket, eller påstår at det er ukrainske enheder der bliver ramt.


Det er komplet absurd at overvære. Det er som om, at meget af disse personers egen identitet er bundet op på at være kontrær i forhold til myndighederne og The Establishment. Og eftersom at den yderste venstrefløjs Wokeness, Blå Hår og der/den/des/dem ikke er tiltrækkende nok for kældermennesker, så ender vi ofte med fuld plade i konspirationsbingo for det er her, at det kontrære virkelig kan boltre sig.


En video som ovenstående kan udløse en syndig syndflod bestående af alt fra Hillary 'Butter Emails' Clinton, NWO/EFW, mysteriet om den venstre shiftknap på Hunter Bidens laptop, Covid-19, 40 nazistiske biolabs i Kharkiv, Kina som udviklede covid-19 men nu alligevel ikke i Wuhan, men i Kyiv, og det var i øvrigt amerikanerne. Putin som frihedens frommeste beskytter, Lavrov og Russia Today som Sandhedens Vidner, fordelene ved at russiske officerer dør som fluer ved fronten, NATO der er i ledtog med sydaustralske, militante kænguruer, jødiske space-lasers, og et overlegent russisk militær som blot vil undgå at være usportslige og derfor holder igen.


Jeg burde ikke bruge tid på det, men fordi de nogle af dem læser med her, så lad mig tage den for Prins Knud og de der incel tankies:

  1. Det er Ukraine der frigiver billederne

  2. Hvis Rusland havde billeder af successen, ville de frigive dem

  3. Det er en russisk Mi-8 helikopter. Den har en opdateret delfinnæse, som Ukraine ikke har i deres arsenal. Det er kun den russiske hær, der benytter denne model i denne krig

  4. Og hvis ovenstående ikke skulle være nok for de vesterlændinge, der af uransagelige årsager, og på trods af fri adgang til information, har taget Putins side i denne invasion af et suverænt land, så har selveste Wagner Gruppen - dem som mistede mændene i situationen - selv udtalt at det er deres Mi-8 helikopter. Og at de ikke er helt tilfredse med at blive sendt i døden via et taktisk clusterfuck begået af den russiske kommando.

Som det gamle ordsprog lyder; man skal høre sandheden fra fulde børn og Wagner Gruppen:


Jeg forventer ikke at du, min kære læser, kan tyde ovenstående. Så tag mit ord for at et venligt resumé er noget i stil med: "Luk nu r*ven, sofakrigere. Det var os, der sad i den lortehelikopter. Vi skød to af fjendens fly ned, men de gav os en røvfuld fordi kommandoen i den russiske hær er nogle nødder!".


Nåh, det var foreløbigt sidste akt i sagaen om Snake Island. Russerne har rømmet øen. Indtil at en af siderne får det nødvendige overtag i området vil der næppe være flere landgangsforsøg. Men igen, mod dumhed kæmper selv Wagner Gruppen forgæves, så det kan ikke udelukkes at den russiske hær forsøger nye stunts. Vi følger begivenhederne, og holder dig opdateret.


Indtil da så følg dog med inde på Twitter. Ja, jeg ved godt at Twitter er nederens. Men jeg bruger hverken Facebook, Instagram, Snapchat, eller OnlyFans.


Det er enkelt, og direkte: https://twitter.com/DanishGonzo




bottom of page