top of page

Ruslands nye mål i Ukraine

Helt i starten af Ruslands invasion af Ukraine, har jeg listet og diskuteret de fire primære russiske militære målsætninger. De er nu tilsyneladende ændret. Som en klog mand engang noterede sig: "Alle har en plan, til de får en Javelin i hovedet".

1) Indtage Mariupol og eliminere al modstand der 2) Omringe ukrainske tropper i Donbas via knibtangsmanøvrer 3) Holde sydlige kystområder/tanger mellem Krim og Kherson, og mellem Krim og Mariupol 4) Indtage Chernihiv nordøst for Kyiv. De har dermed indtil videre opgivet landkrig mod Kyiv, Odessa og Mykolajiv. I den mindste af de byer, Mykolajiv, boede der knap 500.000 mennesker før krigen. Det er trods alt rigtig gode nyheder, for det er store byer, som forhåbentligt kan undgå samme skæbne som Mariupol. Det vil være umiddelbart være min vurdering, at de i den kommende periode kun opnår mål 1, og at dette er fordi byen i praksis ikke vil eksistere længere. Mellem Krim og Mariupol er området ikke sikret (spørg blot Berdjansk) men det er under nogenlunde russisk kontrol, og der skal en del til for at de taber det. Kherson er derimod rent militært faktisk en svær by at forsvare for en hær der baserer sin doktrin på kampvogne. Mere om det senere. HVIS Kherson kommer tilbage på ukrainske hænder, så er der relativt åbne forsyningsruter hele vejen fra militærbaser i Østeuropa hen til Kherson. Her er en klar indikation på, at der er flere tyrkiskproducerede Bayraktar TB-2 droner på vej til Ukraine, formentlig finansieret af vestlige skatteydere. Dødens Købmænd har kronede dage:

Det er et ukrainsk fragtfly der ankommer til den lufthavn i Tyrkiet hvor der skippes TB-2 UAV ud fra, og flyet er returneret.

Med en erobring af Kherson kan Ukraine lancere yderligere offensive aktioner herfra, sammen med de enheder der har været bundet til et forsvar af Odessa & Mykolajiv. Over tid måske endda også få forstærkninger fra det tidlige forsvar af Kyiv. Men de skal først tage Kherson tilbage, og russerne har koncentreret flere kampgrupper her, især via og omkring lufthavnen i Chornobaivka. Krim ligger cirka 80 kilometers kørsel fra Kherson. Det er ikke urealistisk at vurdere, at Ukraine øjner nogle muligheder her såfremt de tager Kherson tilbage. Samtidigt er vejen åben mod Melitopol. Melitopol er en strategisk meget vigtig by, fordi det er nøglen til havnen i Berdjansk, undsætning af civile i Mariupol og for russerne, nøglen til at angribe nordpå som beskrevet i går aftes:

Til Melitopol fra Kherson er der dog flere hundrede kilometers kørsel, og den tur kan hurtigt blive grim mod et russisk luftvåben, som i den seneste periode har fløjet i omegnen af 300 sorties per dag. Til sammenligning fløj koalitionen omkring 1000 daglige sorties over Irak per dag i de første 5 uger under invasionen af Irak i 2003. Hvis jeg får tid, vil jeg senere i dag kort opdatere på en række kampe nord for Kyiv, samt ved Kherson og russiske fremrykninger ved Izyum. Senere skal vi også se lidt nærmere på den ukrainskproducerede ATGM Stugna-P:


Eller begynde på Historien om Lufthavnen i Chornobaivka…

bottom of page