06/04 kl. 00:00 - Det her bliver min sidste frontopdatering i en periode. Jeg har ikke internetadgang og mulighed for at skrive længere tekster. Som lovet vil jeg om muligt sende enkelte mails for kort at orientere Jer på situationen.
I dagens opdatering fra Ukraine er det Donetsk og Kramatorsk der er i fokus. Jeg har forsøgt at inkludere interessante sager i denne her opdatering.
I Donetskprovinsen forsøger russiske enheder som nævnt at forstærke deres BTGs ved området syd for Izyum. Tjek eventuelt mit seneste indlæg angående disse forstærkninger og information om de russiske enheder i området.
Russerne er pt. i gang med en operation vest om Kramatorsk. Det var den mest oplagte mulighed for at omringe og indtage Kramatorsk, da de her kan gøre brug af vejnettet og udnytte deres hastighed. Men for at gøre dette, skal de via vejene og igennem flere mindre bebyggelser og byer, herunder Barvinkove der ligger cirka 40 km. nordøst for Kramatorsk. En strategisk særdeles vigtig position, hvor hele ni mere eller mindre farbare veje løber igennem.
Sådanne byer kan have terræn omkring sig der er velegnede til baghold, eller som kan blive det. For eksempel skovområder, skrænter, huse langs vejen, broer og andet, hvor der kan gemmes materiel og planlægges aktioner i god tid inden. Mandskab kan gemme sig lokalt, og hurtigt rykke til stilling når fjenden spottes. Det gør det særdeles svært for fjendens opsec at give de nødvendige informationer til de fremrykkende tropper.
Med moderne våben er den slags taktik ikke længere afhængig af lokale erfarne bombeeksperter der kan konstruere og korrekt placere IEDs og miner, og/eller store mængder mandskab til at udføre bagholdet. Det er muligt for en enkelt soldat hurtigt at skifte stilling med flere håndbårne ATGMs og derfor kan en mindre, men velforberedt, deling gøre stor skade, hurtigt.
Når fjenden primært kører i de køretøjer, disse ATGMs er designet til at eliminere, er det ikke ufarligt for de russiske enheder at lave fremstød dybt inde fjendeland.
Jeg nævnte i går aftes, at de nok ville forsøge at gå vest om, men at det ville være hamrende farligt. Her er dugfriske billeder fra det første russiske fremstød sydvest mod Barvinkove:
Det gik ikke så godt, men de har mange mand med, og forsøger utvivlsomt at omringe Kramatorsk, og jeg har hovedpine, svedige hænder og nervøse trækninger over udsigten til at byen kommer under direkte angreb og beskydning af russiske kampvogne.
I går så vi nye russiske BTGs rulle ind i Ukraine og Donetskregionen. Angiveligt for at forstærke fremrykningen mod Kramatorsk og Slavjansk. Det er ikke noget jeg ved endnu. Jeg understreger igen, at det er dødsensfarligt at køre i store kolonner, da de chancer en fjende vil tage for at ramme dig, øges signifikant med målets værdi.
Det er også farligt for russiske enheder at etablere TSAs, i områder de ikke kontrollerer. Fordi de ikke kontrollerer begivenhedernes gang, så modtager de dybe stød til sækken. Trucks med forsyninger er afgørende for din videre indsats, men er skrøbelige mål i en krigszone. Se her, hvordan det ser ud når mere end 10 trucks med forsyninger bliver spottet og udsat for både direkte og indirekte artilleri:
Min påstand er stadig, at den russiske hær slet ikke var forberedt på så langvarig og indædt modstand, og at de ikke har mobiliseret tilstrækkeligt af den type enheder og materiel der skal til for at beskytte ens baglinjer og TSAs. Det er kritisk for et frontafsnit at miste 10 trucks med forsyninger. Rusland som land kan sagtens erstatte ti lastbiler, men de kan ikke trylle nye forsyninger frem til fronten med det samme.
Der ligger soldater i en fremskudt stilling, og der er køretøjer der har behov for de ting, der var i de trucks, for at de kan slås i morgen. Sideløbende med de enkelte slag og fremrykninger, findes det overordnede begreb attrition, eller nedslidning på dansk. Indtil denne forbandede krig slutter er det helt centralt at nedslide Ruslands kampevne.
Det var blandt andet derfor man i Middelalderen belejrede byer i månedsvis uden kamp, og det var på grund af nedslidning at de russiske enheder ved Brovary fik kolossale tab.
I næste video ser vi et lidt ældre eksempel på en meget stor russisk kolonne der kommer i problemer. Metadata umiddelbart ikke tilgængelige, men den er nogle dage gammel, for der er ikke længere sne på de marker efter et regnvejr i området. Bemærk i øvrigt de talrige og nylige anslag som indikerer, at det ikke er første gang at der har været slagsmål der.
Ukrainske artillerienheder har haft mulighed for at skyde sig ind tidligere. Det er ikke uvæsentligt. Igen ser vi den russiske udfordring; Deres BTGs består af tunge køretøjer. De skal primært køre på vejene. Mange veje er dækket af kill-zones:
Når insignier er tilgængelige fra de faldne ved Barvinkove, kan deres regimenter dokumenteres. Dermed kan det hjælpe vurderingen af hvor meget den russiske hær dedikerer til Kramatorsk.
Hav det godt alle sammen. Lad os håbe på snarlig fred for alle.