top of page

Tiden arbejder for Ukraine

24/3. Jeg blev spurgt, om tiden arbejder for Ukraine


Ja, det mener jeg helt afgjort at den gør. Af ret mange årsager, så det kan ikke blive en kort forklaring, tror jeg. Jeg prøver: 1) Ukraine er på hjemmebane. I en lige kamp arbejder tiden som oftest for hjemmebanen, og især i en forsvarsposition fordi du i højere grad kan definere hvor kampene skal foretages. Som angriber skal du rydde hele området. Som forsvarer kan du vælge at forsvare det, du mener er nemmest. Ukrainerne har haft tid til at skabe mange såkaldte kill-zones i områderne og kan arbejde flerdimensionelt i byerne når krigen rykker derind. Russerne SKAL over vejen. Praktisk talt. Se her, hvad der sker når en kolonne kommer under pres fra en forhåndsetableret position:



2) Siden 2014 har Ukraine hvert år roteret op mod 60.000 værnepligtige til Donbassfronten. Samtlige af disse værnepligtige er for længst indkaldt til krigen. Rigtig mange af dem, er erfarne veteraner som er blevet beskudt før, enten direkte eller indirekte med artilleri. Enhver som har været under beskydning ved, at det er af enorm betydning. Du kan ikke virkelig forberede dig på din første ildkamp, eller dit første drab. Se eventuelt videoen med ham den erfarne gunner jeg linkede til i mit forrige indlæg.


Den slags kræver sgu rigtig erfaring, og vores egen doktrin er at mindst 2/10 af vores almindelige soldater er komplet ubrugelige, eller faktisk direkte kontra-produktive, i deres første ildkamp. Det lyder vildt, men det er ret veldokumenteret. Russerne vil over tid i højere og højere grad blive nødt til at genopfylde deres 120 kampbataljoner med uprøvede soldater eller indkalde de resterende BTGs, Stort set samtlige ukrainere oplever lige nu artilleri- og bombenedslag, og hærdes dermed dagligt. Det er ikke en uvæsentlig detalje og jeg vurderer at her arbejder tiden for Ukraine.

3) Moderne doktriner siger mindst tre angribere per forsvarer i en bykrig, og så skal du stadig som som offensiv part være villig til at miste rigtig mange mand. Russerne skal altså mobilisere mange flere mænd end de har til rådighed i Ukraine lige nu, og smide yderligt flere ressourcer ind løbende for at opretholde den offensive indsats. Kan de det? Har de logistikken til det? Bliver de bedre til det med tiden end vi har set indtil videre? Det vurderer jeg ikke umiddelbart at de gør, da de blandt andet mister mange erfarne befalingsmænd og vigtigt materiel hver dag. Her blot et af rigtig mange ukrainske angreb på russiske forsyningskolonner:


4) Ukraine modtager rigtig mange moderne våben fra vesten. For eksempel sender svenskerene i dag yderligere 5000, skriver fem-tusinde, anti-tank våben over. Svenskerne har med rette gode interesser i at få fjernet så mange russiske tanks som overhovedet muligt. Husk på, at russerne meget ofte krænker svensk territorie. Og det er kun Sverige. Hvem har ellers interesse i, at den russiske hær decimeres kraftigt? Rigtig, rigtig mange. Husk på, at de leverancer vi hører om - det er kun dem, vi hører om. Du kan være sikker på, at der virkelig svømmer våben ind til ukrainerne lige nu. På nuværende tidspunkt giver det ikke længere mening, at forsøge at skræmme russerne ved at oplyse at vi sender våben. Nu sker det bare, og hvis det siges højt, er det blot for at score politiske point. Ukraine har i øvrigt selv adgang til mindre arsenaler af avanceret grej. Her er det to tidligere eksempler på tyrkiskproducerede Bayraktar TB-2 UAV, der angriber russiske baglinjer:


5) Flere 100.000vis af ukrainske mænd er vendt retur til Ukraine siden krigens start, herunder selvfølgelig en del af førnævnte Donbasveteraner. 6) Motivation! Den afgørende faktor i så mange af livets facetter. Selvfølgelig også her. Det er uanset hvad, rigtig ubehageligt at være soldat i Ukraine lige nu. Men det må antages at det er klart mest ubehageligt at være russisk soldat derovre. Især, hvis du egentlig slet ikke har lyst til at være i Ukraine til at starte med. Motivationen for den angribende part daler hurtigt over tid, hvis det føles meningsløst. Ukrainernes kamp er eksistentiel, og dermed ikke meningsløs. 7) Internt i Rusland? Der kommer rigtig mange sårede og døde retur til Rusland lige nu. Den slags viden skal nok sprede sig i Rusland. Kan Putin tåle et Afghanistan? Jeg tror ikke det er i hans interesse med en lang krig, og så arbejder tiden for Ukraine. 8) Ruslands lagre af basale fornødenheder kan blive et problem for dem. Hvad var det, der slog den store tyske arme ved Stalingrad? Hvad var det, Napoleons soldater manglede? Korsridderne i ørkenen. Man kan have nok så mange våben, men de stakkels gutter ved fronten skal altså have nogle helt basale fornødenheder. Såfremt Ukraine kan holde deres primære forsyningslinjer åbne, og ikke bliver omringet, så har de bare nemmere ved at få forsyninger frem til deres linjer end russerne har. Her kan det dog tippe til Ruslands fordel. Omringede byer er humanitære katastrofer, og vil gøre enormt ondt på Ukraine. Men i tilfældene med Kharkiv, Chernihiv og Mariupol ser det ikke umiddelbart ud til at overgivelser kommer nemt.

9) Rusland forsøger at genskabe support og dermed deres bataljoners kampevne ved at rekruttere, lad os sige "bredt". Det er tidligt i processen, men de skal nok kunne få fløjet nogle psykopater ind fra diverse gamle konfliktområder. Undervurdér dog på ingen måde hvor mange mennesker rundt omkring i verden som hader russere, af årsager vi slet ikke kan sætte os ind i. Jo længere tid der går, og jo større mulighed og sandsynlighed der er for Ukrainsk sejr, des flere vil mobilisere fra andre lande. Listen over lande som sender frivillige, had-motiverede, krigere til at hjælpe Ukraine er lang. Den form for direkte, kritisk opbakning til fronten vil stige med tiden, hvis der er det mindste tegn på at det går Ukraines vej. 10) Mit eneste aber dabei, er den russiske ledelses ekstreme nådesløshed og skånselsløshed. De kan desværre vælge at jævne storbyerne i øst og alle indbyggerne med jorden, udelukkende med konventionelt artilleri, biokemiske våben etc., og så tror jeg Ukraine kan blive tvunget til en humanitær overgivelse. Igen, usandsynligt scenarie pt. for det kan NATO selvfølgelig ikke tillade sker.

bottom of page