Ruslands invasion af Ukraine; En kort opsamling på den seneste periodes begivenheder, og et bud på hvad vi kan forvente. Del 1 af 2.
Tomme tønder buldrer mest. Rusland er i problemer. De har gabt over mere end de kan tygge, og nu begynder den fase hvor hele lortet kan ramle sammen. Tillad mig at illustrere min pointe via en række indikationer på at de mange grundlæggende problemer i fundamentet er begyndt at rokke ved hele strukturen. Jeg fastholder nemlig min overbevisning om at Rusland har tabt krigen, men at de bare endnu ikke har accepteret det. Nøjagtigt som Nazityskland tabte krigen ved Stalingrad, et gigantisk slag som sugede al offensiv kraft ud af Wehrmacten, så har den russisk hær tabt sin offensive slagkraft i Donbas. Det har den gjort ved at smadre sin egen pande mod veletablerede ukrainske forsvarsværker.
Den russiske hær kan selvfølgelig stadig angribe på lokale afsnit, og opnå mindre taktiske successer. Men den har komplet mistet initiativet og er ikke længere i stand til at knække den ukrainske hær. Dermed kan den ikke opfylde de politiske målsætninger som udstukket fra Kreml. Med andre ord; De er i gang med at tabe krigen. Og når truget er tomt så bides æslerne. Her er en række indikationer der viser os, hvad vej, vinden blæser:
1. Infight i geledderne
Der foregår en polarisering pt. blandt slagmarkens aktører. Det russiske forsvarsministerium, PMC Wagner og Kadyrovs Akhmat-soldater er ikke på god fod. En god trekant er blevet til en ond cirkel. Der har længe været gnidninger blandt de forskellige fraktioner, men efterhånden som situationen er forværret des mere er disse gnidninger blevet til åbne konflikter med brandfarligt potentiale. Her er det en kommandør for Kadyrovs TikTokTropper som sender Prigozhin en offentlig besked, indeholdende en slet skjult trussel. Den kommer efter at Prigozhin ved gentagne lejligheder har kritiseret Kadyrovs Æsler for at skryde mere end at skyde:
Samtidigt er mistilliden mellem PMC Wagner og det russiske angrebsministerium endnu engang brudt ud i lys lue. Papirpusherne hos Kreml har det stramt med Wagners metoder og stigende indflydelse, og Wagner har det stramt med bureaukrater. Der er voldsomme mængder rødt tape rundt omkring i det russiske samfund. Mildt frustrerende bureaukrati, især når man får bask ved fronten. Men sådan er systemet, og det bliver ikke ændret over natten. Til gengæld sørger Systemet for at styrke magtkampene mellem de tre fraktioner og dermed også øge problemerne som følge heraf. Det er virkelig godt når din fjende begynder at bides internt. Det er revner i fundamentet som man kan arbejde på at udvide, så hele lortet skrider når det moderate fysiske pres indsættes.
For nogle uger siden, syd for Bakhmut, havde enheder fra den russiske 72. Brigade til opgave at holde en række positioner som Wagner havde indtaget. Mens Wagners angrebstropper tog en puster bag disse positioner, blev 72. overløbet af Ukraines 3. Brigade som skulle rydde flanken for at sikre tilbagetrækningen fra Bakhmut (en klassisk manøvre, i øvrigt). En del af de russiske tropper tog flugten, og efterlod dermed Wagners enheder i udsatte positioner med ringe forberedelse. Omkring 500 mand fra 72. og Wagner blev enten dræbt eller såret i de knap 48 timer kampene varede, og Ukraine trængte cirka 1000 meter frem. Prigozhin var dengang, mildt sagt, ikke imponeret. Men mistroen stikker langt dybere nu.
Her er det Wagnertropper, altså russiske tropper, som har taget en kommandør, Lt. Roman Venevitin fra russiske 72. Brigade, til fange fordi han beordrede sine mænd til at beskyde Wagners banditter. Jeg behøver vist ikke padle mere rundt i, hvorfor dette er dårligt tegn for Rusland, men et fint tegn for alle os andre. Russiske enheder der slås mod hinanden, tager hinanden til fange, og udstiller hinanden offentligt. Ok, så padlede jeg alligevel lidt. Men det er også sådan en dejlig sø at padle rundt i:
Den opmærksomme læser (det er dig, min ven) vil hurtigt bemærke at manden har en nyligt brækket tud. Den har åbenlyst fået et klask ovenfra, på næseryggen. Jeg tænker han faldt lidt uheldigt på vej ind til studiet. Den slags kan jo ske.
2. Russiske enheder angriber russiske enheder i Rusland
Jep. Som du sikkert har bemærket, så har to russiske seperatistgrupper angrebet en lang række mål i regionen Belgorod. Det giver sig selv at det er et gigantisk svaghedstegn når den russiske hær ikke er i stand til at forsvare grænsen mod Ukraine. Ja, grænsen er lang. Derfor er måden at forsvare sig mod disse mekaniserede angreb enkel; du angriber dem med præventive luftangreb når de samler sig, således at de aldrig når at angribe dig. At Rusland ikke er i stand til på relativ enkel og hurtig facon at nedkæmpe seperatistangreb bestående af maksimalt 100 mand er virkelig et tegn på at deres militære formåen er strukket til det yderste.
Ikke nok med at det er politisk pinligt for Kreml, så er det også tiltagende problematisk rent militært. Såfremt at disse angreb fortsætter dybere ind i Belgorod kan de true centrale russiske forsyningslinjer. Samtidigt trækker de ressourcer væk fra fronten i Ukraine. Her er en gruppe russiske soldater taget til fange og smidt om i en nappet russisk Tigr:
Det russiske modsvar har involveret alt fra kampvogne til kampfly, og de har i to tilfælde bombarderet egne byer for at stoppe angrebene. Ikke overraskende, er der udbredt panik flere steder og en lang række russiske forretninger er blevet plyndret. Vi har altså en situation hvor Ruslands invasion af Ukraine har forårsaget angreb på russiske byer af russiske seperatister, byer som så bliver plyndret af russiske civile under bombardement af den russiske hær. Man skal være en virkelig garvet og erfaren vatnik for at tolke det som en positiv udvikling. Tværtimod, så viser det os tydelige revner i fundamentet. Her ses russiske piloter ramme totalt ved siden af, da de forsøger at bombe russiske stillinger bemandet af russere i Rusland. Dumme, dumme græsplæne:
3. Militærstøtten til Ukraine har aldrig været større
Omfanget af ammunitionsleveringer og tungt materiel er stigende. Lige nu, er der intet der tyder på at den politiske vilje til at ændre dette er til stede. Det kan hurtigt ændre sig, særligt i 2024, men for tiden så er det altså ikke kun hjelme, men kampvogne der leveres. Leveringen af langtrækkende krydsermissiler og den kommende levering af F-16 jagerfly er, mildt sagt, et bevis på langsigtet dedikation. For nyligt blev leveringen af 100 yderligere Leopard-1 kampvogne annonceret, hvilket kommer oven i de allerede annoncerede. Hvis USA begynder at levere ATACMS og Tyskland leveres Taurus (krydsermissil) så begynder hele farvepaletten at være på plads. Det er værd at bemærke, at Rusland selvsagt i yderste konsekvens kan mobilisere millioner af mand, men deres industri vil ikke på sigt være i stand til at føre en krig mod den vestlige industri, såfremt dette bliver tilfældet.
4. Deres massive luftangreb ændrer ikke nok
I maj har den russiske kommando beordret voldsomme luftangreb mod især Kyiv. Det er et tegn på desperation, når hundredevis af droner og missiler sendes mod relativt ligegyldige mål, med det formål at terrorisere en befolkning til overgivelse. Folk i Kyiv er selvsagt meget trætte og skræmte over disse angreb, men de ændrer ikke krigens udfald. Tværtimod, vil jeg mene, da de kun øger vestlig foragt for Rusland og ukrainsk beslutsomhed. I øvrigt burde Rusland prioritere at ramme militære mål ved fronten i stedet. Men strategien har hele tiden været at forsøge at tvinge Ukraine til underkastelse. Hvilket må siges at være mislykkedes.
5. Droneangreb på Moskva og kritisk infrastruktur
Ukraine er lykkedes med at iværksætte PR-sejre i form af droneangreb på Moskva. Derudover arbejdes der tungt bag de russiske linjer på at ødelægge kritisk infrastruktur herunder transformatorstationer, toglinjer, kommunikationsmateriel og andet der bistår krigsindsatsen. At det russiske luftforsvar ikke er i stand til at varetage sin opgave er ikke overraskende, men et klart tegn på at situationen for dem er ude af kontrol. Forvent langt flere af denne slags angreb fremover, eftersom at det er en tvingende nødvendighed at flytte dele af krigen ind på russisk territorie såfremt de skal stoppes. Der er en række mål, der er nødvendige for at stoppe deres leveringer af tropper, materiel og forsyninger til deres hær. Disse mål er selvfølgelig helt legale at ramme, og de vil blive ramt.
6. Alt på Bakhmut, og hvad så nu?
Den russiske kommando satte alt ind på at erobre Bakhmut. Resultatet er at PMC Wagner erobrede byen, men undervejs tog så heftige tab at de skal genetableres i en rum tid for at komme bare tilnærmelsesvis tilbage til fordums styrke. Den russiske hær har på ingen måde været i stand til at kapitalisere på indtagelsen af Bakhmut. Jeg mener, de har ikke foretaget sig noget som helst andet end at være i defensiven lige siden og modtage beskydning fra ukrainsk artilleri. Når man sætter så tungt ind på at erobre en position så skal der være en gevinst ved det. Den gevinst lader vist vente på sig, skulle jeg mene. Tværtimod, så sugede Bakhmut så meget juice ud af den russiske karton at det er svært at se dem indtage Donbas i dette årti.
7. Seeing is believing
Et ukrainsk Su-24 bestykket med to britiske Storm Shadow krydsermissiler. Vi kan kun håbe på at briterne har sendt nok. Og at franskmændene snart leverer Le Stórm Shadot. Og tyske Taurus. Så kan russerne ikke samle særligt mange sager på ét sted, før de udgør et godt mål. Og hvis man ikke kan samle sig, så er det svært at lave større operationer. Hvis jeg kender den russiske hær nogenlunde, så tager det mindst 3 måneder før de reagerer nogenlunde passende på denne nye trussel.
Det var det for nu. Del to kommer senere i dag, når jeg igen har lidt tid.